søndag den 14. november 2010

Weekend uden børn


november 2010

Det er længe siden ungerne sidste tilbragte en weekend i selskab med deres far – eller sådan føles det. Sidste måned bød på overspring, så da fredagen oprandt var de begge to parate til en tur mod det fædrende ophav.

De glædede sig og jeg glædede mig til en weekend, der kun behøvede indeholde præcis det jeg havde lyst til. Anders havde det på samme måde og vores lyster har harmoneret, så vi har haft en weekend udelukkende drevet af lyst.

Med vilje havde jeg ingen aftaler og dermed muligheden for at være hjemme, at fylde og kun gøre det, der her og nu var mest interessant.

Der er ikke bund i opvasken, men jeg har vasket op – bare fordi jeg havde lyst.

Nærmiljøet er afsøgt for genbrugsmuligheder – og en ny dukkede op.

Papir er foldet og flettet, så det meste af endnu en taske i clutchformat har set dagens lys.

Daniels syregrønne er færdigstrikket, monteret, vasket og ligger nu til tørre.

Senere venter foer, symaskine og lynlås.

De første skridt mod et nyt projekt er så småt i gang.

Sammen med dejlig mad, kærestehygge og tid til bare at være mig, har det været dejlige dage.

Nu er ungerne hjemme igen, sofaen fyldt op, stuen fyldt med stemmer og glade fortællinger, og jeg nyder en weekend, der både har givet ro og nu også tid til familien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar