Broderi på en søndag -- Uge 20

 

Ugen kort:

• Jeg var med, da femte klasse tog til Roskilde, til Julemærkehjemmet og Roskilde Domkirke. En skøn tur.
• Der var ikke langt fra tanke til handling, da jeg besluttede at afprøve hjemmefarvet broderistof.
• Vi udvidede bålmaden til endnu mere selvbetjening, da børnene selv skulle lave dejen til pandebrød. Flere har gjort opmærksom på at det var godt, og det vil de gerne have mere af. Mad smager bare bedre, når man har kæmpet for det.
• og vores tanker om hvad vi vil med det der bål giver mening. 
• Oscar og Daniel kom til spisning og hygge. 
• Niende klassernes sidste skoledag blev fejret med revy og fodboldkamp. Jeg lovede at være med og gjorde mit bedste for at stå i vejen.
• Det var næsten pinligt at personalet vandt overlegent. 
• Med en ekstra lang weekend brugte jeg flere dage på at tro det var lørdag. 
• Oscar og jeg tog i Zoo, sammen med resten af København. Vi havde en skøn dag på barnets præmisser, også selvom han gik hele dagen og først til sidst var ved at tabe benene.
• En smule presset deltog jeg i både senior fit og zumba. Det er alt for længe siden sidst og jeg kan stadig mærke jeg har mavemuskler, 
• Jeg var omkring skolen mere end en gang og nåede både at bespise sneglene og lege med noget træ. 
• Anders planlagde og vi tog på kærestetur til Helsingborg. 
• Månedens nyhedsbrev fra SFO er fikset og sendt ud i det åbne. 
• Jeg  strikkede endelig noget færdigt. 
• Et broderi i fire dele er på vej. 
  
• Jeg tror mere og mere på det hemmelige projekt, som har en skæringsdato lige om lidt.

 

 

Læse:

Tredje del i Katrine Engbergs serie om politimakkerparret Kørner og Werner har været afsindig svært at komme i gang med. Persongalleriet er enormt og det har føltes som dukkede der nye personer, jeg skal forholde mig til for hvert eneste kapitel. 

Det er nok ikke helt rigtigt, men det føles sådan og jeg har læst ufatteligt lidt ad gangen, ganske simpelt fordi der skete for meget, og jeg blev ikke fanget af det. 

Det ser ud som om  det vender nu. Et mord er begået, og endnu et lig er dukket op. Werner er på barsel, noget hun ikke er udpræget god til eller føler sig tilpas i, og mon ikke hun  kommer til at blande  sig i opklaringen. 

Jeppe derimod begynder at lige en person der er værd at have med at gøre, efter et par bøger, hvor tanken om en tudekiks lå lige  for.

Og så er der Esther. Pensionisten som på en eller anden måde også altid får en rolle. Og hvad sker der lige med ham franskmanden, der pludselig er dukket op og sender signaler der kan være svære at tyde. 

Broderi:

Første del af mysteriet fra Satsuma Street er ankommet. Årets hemmelige broderidyst under navnet de fire elementer er skudt i gang. Første del er vand og det ser nøjagtig så finurligt ud som jeg havde håbet.

Jeg er vild med at det ikke bare er et hjørne, men en fjerdedel, der arbejder sig ind i de tilstødende dele. 

Der er tre uger til anden del udkommer. Anden del er jord, og så kommer luft og ild. Alle med tre ugers mellemrum. 

Jeg er startet, men om jeg når første del på tre uger ved jeg ikke. Jeg syr kun  når Anders er hjemme og jeg ikke kan arbejde på hemmeligheder. 

Jeg syer med DMC garn. Jeg bruger på ingen måde de rigtige farver. Der er et farvekort med numre og alt, men mine numre passer ikke til. 

For længe siden arvede jeg en stor portion broderigarn. Det meste DMC. Der er meget af det, og der er mange farver. Alle udgåede farver. Eller måske fik alle farver nyt navn for år tilbage. Under alle omstændigheder kigger jeg på billedet, og vælger farver ud fra det. 

Der er jo ingen der siger det skal være en helt bestemt nuance af blå, så længe alle nuancerne passer nogenlunde sammen.,

Snow Drop Headband

 

Når man strikker store hemmelige projekter, bliver der ikke strikket på så maget andet - endsige så  meget andet at vise frem. 

 

 

Men når man strikker på store hemmelige projekter, kan det med mellemrum være nødvendigt at se ud som om man strikker på noget andet - og så  kan ting alligevel blive færdige. 

Som et pandebånd. For eksempel. Sådan et der overhovedet ikke er brug for, fordi det er alt for varmt. Men  så er det klar, når det bliver koldt. Hvis jeg husker jeg har det.

Jeg havde det med i tasken i går, da vi var i Helsingør. Tanken var et forsøg på  at tage billeder et andet sted, end der hvor vi plejer at ende. Vi tog også billeder. Men somme tider skal man tænke sig om, og det er ikke altid nok at tænke skygge, når baggrunden ender med at blive sådan en, der ikke gør noget godt for farver, motiv eller hud. 

 

 

Emilie gad godt tage billeder på trappen, hvor vi plejer at tage sådan nogle. I strålende sol. Det virkede alligevel. Endda meget bedre end midt i hyggelige Helsingør, hvor baggrunden blev helt forkert. 

Så kan jeg lære det. 

 

 

 

 

Design: Snow Drop Headband af Along avec Anna.

 

Garn: Chunky Alpaca fra Garnudsalg købt for længe siden. En gang var det råhvidt, så solfarvede jeg det i glas på altanen. Jeg prøvede to år i træk uden andet resultat end en grumset gullig-brun. Jeg er ikek specielt vild  med grumset gullig-brun.

Tidligere i år fik den en tur mere med farve. Denne gang syrefarve i grøn og blå. Jeg brugte mest af det grønne til at dække hele feddet, og lavede noget spekle-værk med blå. Jeg er temmelig tilfreds. 

Jeg brugte 46 gram.

Jeg har mere grumset gullig-brunt garn jeg kan syrefarve, og  så kunne jeg måske ende med et par matchende vanter...

 

 

Pinde: jeg strikkede på to lange strømpepinde størrelse 3,5 mm.

Størrelse: Pandebåndet er cirka 10 centimeter bredt og passer om mit hoved. Jeg bruger en hat størrelse 53.

 

Bemærkninger: Det er anden gang jeg strikker Snow Drop Headband. Det første var til Emilie. 

Det tykke garn blev med  det oprindelige maskeantal meget bredt, så jeg startede med 19n masker i stedet for de i opskriften angivede. 

Jeg slog op med provisional opslagning, så jeg i sidste ende kunne sy båndet sammen med maskesting. derpå lavede jeg samme ændring som jeg gjorde ved Emilies udgave. 

Jeg synes der blev for meget vrang i sammenstrikken, så jeg valgte at strikke retmaskerne sammen i stedet for en vrangmaskerække.

Måske er det noget vrøvl. Når jeg kigger på billederne fra opskriften, ser det ikke så fjollet ud, som jeg fik mig selv bildt ind. 

Jeg gentog mønsteret 6 gange, inden jeg syede sammen. 

Jeg er spændt på om det varmer (det gør det i sommervarmen) og  om jeg får det brugt...

Vil du se flere billeder af pandebåndet, kan de ses på  Ravelry.

 

Helsingør

 

Anders lagde en plan, vi skulle til Helsingør. Der var noget med noget musik, men musikken viste sig ikke at lave op til forventningerne. En anden del af planen handlede om Street Food. Jeg ved ikke hvorfor Anders mener maden i Helsingør er bedre, end det man kan få i København, men jeg ville gerne med til Helsingør. 

 

 

Vi fandt et tog. Både S-tog og Kystbanen kører så regelmæssigt, at det med at planlægge og tjekke køreplaner er fuldstændig ligegyldigt. Vi gik, fandt et tog og skiftede til et andet. Vi gjorde det samme, da vi timer senere besluttede at tage hjem.

Der er hyggeligt i Helsingør. Vi kom forbi et par garnbutikker jeg ikke har mødt før, og gik den obligatoriske runde indenfor, inden vi gik tomhændede derfra, vi spiste fisk på Elsngor Street Food og fandt kaffe og musik på Album Bar. 

 

 

Vi gik den lange tur hele vejen rundt om Kronborg, ud til havneåbningen og langs stranden rundt. Vejret var skønt og vi havde en fantastisk dag. 

Vi sluttede en med is, fra Brostræde is, hvor folk  stod i kø hele vejen ned ad det lille stræde.

Det var en dejlig dag, med masser af sol og kærestehygge.

Julemærkehjem

 

Julemærkehjemmenes historie går helt tilbage til 1903, da Einar Holbøll, en helt almindelig medarbejder i postvæsenet, fik en god ide. Dengang sendte folk mange, mange julekort til hinanden, og Einar tænkte at hvis man overfrankerede med et ekstra mærke, kunne der samles penge ind til syge børn.

Allerede året efter var julemærket en realitet. de første mærker kostede 2 øre, og interessen må have været enorm, for efter seks års indsamling, kunne det første hjem opføres. Dengang var det rekonvalescens efter tuberkulose, der blev hovedformålet.

 

 

I min barndom var det som udgangspunkt overvægtige børn, der kunne komme af sted, mens Julemærkehjemmene i dag fokuserer på børn, der har det svært over en bred kam. 

I løbet af de første godt halvfjerds år efter at Julemærkefonden (dengang Julemærkekomiteen) opstod, blev der oprettet otte hjem over det ganske land. En del blev ombygget i allerede eksisterende bygninger, mens nogle blev nybyggede.  

En del af hjemmene blev undervejs overdraget til andet og i dag råder fonden over fem hjem, fordelt over Danmark. Det nyeste ligger i Roskilde, i fantastiske omgivelser med udsigt over fjorden. Jeg troede jeg tog et billede af hovedbygningen, men mit kamera er ikke altid enig med mig. Det er ellers et flot hovedhus  fra en tidligere gård, der må have været ret stor, og gennem tiden har haft andre formål, før det endte som Julemærkehjem og hovedsæde for fonden.

Jeg har aldrig været i tvivl om at Julemærkehjemmene kan noget godt. Når vi har haft børn af sted, er de altid kommet tilbage fyldt med gode oplevelser. Jeg har bare aldrig  været rigtig tæt på de børn,, der har været af sted, eller børnene har aldrig gået i de klasser, jeg har været tilknyttet. 

Det er jeg så nu, og et af de tiltag de har fra Julemærkehjemmets side er, at stamklassen kommer på besøg og bliver vist rundt.

 

 

I mandags var jeg derfor så heldig at være med på tur, da vi tog til Roskilde, for at besøge en klassekammerat. Vi blev godt modtaget, eleven havde forberedt et oplæg om det at være på Julemærkehjem.  Vi blev vist rundt på skolen, hvor eleverne er i skole omkring halvanden time hver dag, seks elever i hver klasse. 

Derudover er der hele tiden skemalagte aktiviteter, så at skoletiden er kort, er en sandhed med modifikationer. Fra skolen blev vi vist rundt på hjemmet, der indeholder mange spændende ting. Stemningen fik mig i høj grad til at tænke på dengang jeg gik på efterskole, og jeg er ikke i tvivl om at børnene får rigtig meget godt med sig med efter et ophold. 

At være på besøg, gav så meget mening. En ting er at være i klassen og undvære en klassekammerat i en periode, noget andet er at forstå, hvad den klassekammerat gennemgår. Det kan både være stort og småt. For eksempel viste det sig at børnene på Julemærkehjemmet kun har mulighed for at bruge deres mobiltelefon en halv time hver dag - og så er det måske ikke så mærkeligt at beskeder ikke er blevet besvaret.

Efter besøget gik vi ind til byen og en tur i domkirken. Vi ankom lige i rette tid til at se klokkespillet i kirken ringe både glas og den hele time. Vi talte, og de to figurer, der slår på klokker talte rigtige.

Jeg var sammen med klasselæreren, der også er dansklærer og selvom hun hverken står for kristendoms- eller historieundervisningen, synes hun det var en god ide at se Roskilde Domkirke, Margrethe d. I's sarkofag og tale lidt om konger, begravelser i gulvet og hvad vi ellers nåede omkring.

Det er nemlig tit de sjoveste ting børn kan spørge om. Og dermed fik vi en snak om hvorfor nogle af sarkofagerne var sorte, nogle hvide, mode og at også døden for kongelige skal være moderne og afspejle tidens symboler på velstand. 

Sammen med resten af København

 

Jeg havde en aftale med Oscar i dag. Vi skulle i Zoo. Siden  jeg købte kort til os, har jeg flere gange forsøgt at komme derind. I dag lykkedes det.

 

 

Oscar gad ellers ikke, han var træt, han synes alting var forfærdeligt og i virkeligheden ville han bare gerne blive hjemme. Jeg fortænker ham ikke, selvom ugen har været kort, har trætheden siddet lige under overfladen.

Hans mor ville gerne have ham ud af døren. Der var planer som ikke involverede barn, så hun nåede rask væk at love ham churros og vistnok noget andet, jeg har glemt. Jeg lovede en trækvogn når det var svært at se frem til at skulle gå selv, og i sidste endte vi med at rutsje ned ad trapperne. 

 

 

Vel ankommet til Zoologisk Have, var der et eller andet show ved Tårnet, hvor trækvognene kan lejes. der var sort af mennesker, og jeg kunne ikke lige overskue at få en vogn gennem mylderet. Oscar sagde godt nok noget om en trækvogn, men fulgte med, da jeg gik den anden vej. 

Dermed endte han med at gå haven rundt hele dagen. Der var en enkelt gang benene var ved at falde af, jeg foreslog han satte sig ned og hvilede lidt, jeg ville gå videre, og så kunne han komme, når han var frisk igen. Okey sagde barnet, satte sig ned midt på stien og så var jeg jo ligesom nødt til at gå.  Jeg nåede ikke langt, før barnet råbte at nu var han frisk og kom løbende. 

Han er et forsigtigt barn, og han skal helst vide hvor jeg eller dem han er sammen med er. Så jeg turde godt.  

Med et årskort er det ikke vigtigt at se hverken det ene eller det andet. Vi kan altid komme igen. Altså fik Oscar lov at bestemme. Han ville se en anakonda, og med et par svinkeærinder omkring isbjørnene og Dinosauerne ved VerdensPladsen  fandtt vi både den grønne anakonda, kæmpetusindebenet og et vandrende blad med pigge og alting, som Oscar fandt temmelig spændende.

Vi spiste Churros og gik videre til legepladsen, som nærmest ikke var til at være på med alle de børn, Oscar fortrak mod den lille dele af pladsen, hvor der ikke var helt så mange børn, inden han fik øje på broen over savannen og ville gå over den. 

Vi nåede i Zoolab tidsnok til at holde en kakerlak, men så ville han alligevel ikke. Zoolab er et fantastisk sted, som mange nok ikke har opdaget. Der var i hvert fald god plads, og vi blev hængende en  times tid og nåede det med at holde kryb, da de kom frem igen en time senere.

Tæt ved Zoolab ligger bambusskoven og en lille legeplads. Jeg ved ikke hvor længe vi var der, men længe og det var sjovt. Han ville hænge som et dovendyr, og løb frem og tilbage i skoven. Da jeg begyndte at tale om at tage hjem, ville han gerne forbi trædemøllen ved dinosauerne. På vejen mødte vi den røde panda, der var ude at gå, og kom helt tæt på publikum. 

 

 

Han var rigtig god til at løbe i trædemøllen og kunne hænge 28 sekunder i armene i dysten mod en T-rex. Men så faldt benene også af. Han ville bæres, han ville have en trækvogn og han insisterede på at kravle op mod udgangen. 

Han endte på benene, han er sjældent sur længe og jeg kan ikke længere bære ham, mens jeg går. Det er noget andet, når vi står stille.  Selvom han tydeligt var træt, var han alligevel temmelig  frisk i busse hjem.

Syv timer senere kunne jeg aflevere ham hjemme, hvor han sjovt nok livede op igen, skulle vise mig sin hule, den nye slange og udklædningen han kan lege med. 

Jeg tænker han sover godt i nat.

Jeg gik i hvert fald omkuld, da jeg nåede hjem. 

 

Farve og krøller

 

En gang imellem  synes jeg broderi er fantastisk. Fristingsbroderier er ofte afsindig smukke, og jeg har arbejdet med det (og har et uafsluttet projekt liggende), men jeg kan et eller andet sted bedst lide korssting, som kan syes uden rigtig at kræve de store hjernevindinger. 

Det er "bare" at følge et diagram. 

 

 

Designeren bag Satsuma Street, Jody Rice, Craftnik på Instagram, skaber nogle unikke, sjove mønstre, som er en fryd at sy efter. Hun laver en gang imellem - måske årligt - en Mystery Stitch Along. Altså et korsstingsdesign, der udgives i etaper. 

Jeg har kigget med flere gange. Men ikke rigtig været klar til at hoppe på. Nu er der nyt på vej, under overskriften De fire elementer, der udkommer med første del på fredag. 

Jeg har købt mønstret, og skulle finde lærred at sy på. Ifølge de oplysninger, der følger med kan stoffet være khaki- eller olivenfarvet. Det er er ikke farver, der sådan lige kan købes i Danmark. Jeg fandt et enkelt sted, men der var ikke mulighed for at købe i metermål og det stykke, jeg kunne få, var for lille i forhold til forhåndsinformationerne. 

 

 

Så var det jeg kom i tanke om at jeg har set andre farve fine melerede farver på broderistof. Og hvor svært kan det være? Meget let, kan jeg hilse og sige. Det sværeste var faktisk at finde en instruktionsvideo. 

Jeg fandt en helt ind til benet, kort og præcis, instruktion på YouTube, som jeg  straks kastede mig over. Så straks at jeg skyndte mig ud og købe farve, fordi det jeg har ikke var den rigtige.

Jeg lavede nogle få ændringer. Jeg havde ikke lige Ritt farve til rådighed. Jeg ved ikke om det er muligt at finde heromkring. Jeg købte i stedet Dylon i farven Oliven, af den slags der skal i vaskemaskinen, og brugte det helt forkert i forhold til anvisningen. Der står noget på pakningen om at passe på luftveje og pulver, så jeg iførte mig maske, mens jeg hældte pulver i kogende vand. 

Jeg vaskede stoffet i håndvaskemiddel inden jeg farvede det. Det ser ud til at virke fint. Som jeg opfattede instruktionen skyllede hun blot sit stof op, men jeg har altid lært at stof skal vaskes inden det kan tage mod farve. Såhhh...

 

 

Jeg synes resultatet blev ret flot. Det er ikke sidste gang jeg skal prøve det. 

Og selvom jeg muligvis ikke kommer i gang på fredag, glæder jeg mig til at sy og tage den fine lille needlefinder i brug, som Nana har lavet til mig. 

Hun har tegnet på krympeplast og limet et par gode magneter bagpå.   

Koldskål

 

Det skønne ved sommer og varme er, at koldskål kan kaldes aftensmad.

 

 

Det er nemt, det kræver ikke den store forberedelse.

Og Oscar er enig. 

Det siger også sjovt, når man puster gennem sugerøret i den lidt tykke masse. 

Og hjemme hos farmor må man godt. 

 

 

Masker på en søndag - Uge 19

 

Ugen kort:

• Det grønne råd var klar til at grave og planter nye planter og buske. Jeg lovede at hjælpe.
• Allerede inden weekenden fablede jeg om trylledej. Endelig blev der tid, og det var et hit. Jeg tror ikke vi er færdige. 
• Skolebestyrelsen holdt møde og delte gode tanker..
• Jeg hentede Oscar to gange i løbet af tre dage, den ene gang blev til leg og sen aftensmad. Den anden gang skyndte vi os hjem for at fejre Oscars mor, der havde fødselsdag. 
• På Heerup Museet er der lagt op til sjov og fri fantasi med genbrug og værktøj. Vi havde en fantastisk tur i dejligt vejr.
• Vi ristede pølsebrød over bålet om spiste krassere. 
• Pigerne har tegnet fine tegninger, der skal blive til en samlet tegning og et tryk på T-shirts. 
• Jeg blev sendt unden for døren i Rødovre Centrum, da alarmen lød og alle skulle forlade bygningen. SSå har jeg prøvet det.
• Jeg kørte til Vanløse og købte ind i stedet. 
• Vi gjorde overskuddet af drikkevarer fra den grønne festival op og fik tilbageleveret det resterende. Næste gang skal vi kun bestille en tredjedel. 
• Søndermarken lagde græs til pizza i solen sammen med Sille og Rose. 
• Rose rydde en hel del af de mange mælkebøtter, der stod og pyntede. 
• Jeg vaskede sengetøj og hængte det udenfor til tørring. Nu dufter der skønt i soveværelset. 
• Vi har lagt en plan for ferien og har sat jagten ind på gode ferieboliger.

Læse: 

Jeg færdiggjorde Blodmåne. Katrine Engberg skriver så jeg får lyst til at blive ved at læse. Hun forstår at bygge op, så der hele tiden dukker nye alternativer til gerningsmanden op. 

Med nye muligheder bliver det svært at gætte og fortællingen stikker til alle sider undervejs.  

Samtidig blev jeg undervejs voldsomt irriteret på først den ene og så den anden af de to efterforskere, Kørner og Werner, der vist i virkeligheden elsker at hade hinanden. Som læser kan man godtt få dett lidt ligesådan. 

Omend de vokser lidt på mig efterhånden.

Jeg har tredje del af serien liggende og har læst prologen. Nu er det spændende hvor den fører hen. Der er vist udgivet et par bøger mere i serien, men dem må jeg på biblioteket efter. 

Strikke:

Jeg strikker stadig hemmeligheder. Men ind imellem har jeg brug for at strikke på noget andet. Noget andet kunne være pandebåndet af det syrefarvede garn jeg legede med for et par måneder siden.

Jeg strikker Snow Drop Headband. Jeg har strikket det før og synes det bliver pænt. Jeg strikker i temmelig tykt alpacca og har fjernet et par masker, for at det ikke skulle blive for bredt. 

Mønstret opstår af ind og udtagninger. Indtagninger skal efter mønstret være en vrangmaskerække, der bliver strikket sammen. Jeg synes ikke det blev pænt og strikker i stedet en række retmasker sammen. 

Det gjorde jeg også med det første jeg strikkede.

Jeg mangler cirka en rapport. 

Jeg har stadig ikke travlt. Jeg tror ikke jeg får brug for det lige foreløbig. 

Ferietanker

 

Vi havde en plan. Vi skulle for en gangs skyld være i god tid. Men planer er til for at ændres. 

 

 

Der skete nemlig det, at Anders fik arbejde. Og at firmaet holder lukket med tvungen ferie i de to uger, der ligger lige efter min ferie. 

Anders' chef var lydhør,  min chef var lydhør. Men i sidste ende ligger min ferie fast, vi kan ikke lave om, og i sidste ende har firmaet lukket og fem uger er maget lang tid at holde ferie, når man lige er startet arbejde. 

Det betyder at vi ender med at have en uge sammen. 

 

 

Dengang for længe siden, inden Verden gik af lave og alle skulle blive hjemme, havde vi en plan om, at vi skulle til München. Vi skulle med tog, gøre holdt i Hamborg på vej ud og i Berlin på vej hjem - for der er lang vej til München i tog, og vi har besluttet af princip ikke at flyve, hvis vi kan undgå det. 

Vi kom aldrig til München, Verden lukkede ned, vi blev i Danmark, men nu skulle det være. Vi skulle bruge mindst to uger. 

Vi gør det næste år. Næste år er jeg enig med min chef om at jeg skal have ferie i de to uger Anders er tvungen - sammen med en uge mere i den ene eller den anden ende. Som han sagde; med en medarbejder mere, bliver det lettere at planlægge, så jeg kan få ferie samtidig med Anders.

Så nu har vi en uge. Sammen. Og hver to uger alene. 

Vi vil stadig til Tyskland. Vi tager den lille tur. Et par dage i Hamborg, lidt flere dage i Berlin og hjem igen. Jagten på overnatning er gået ind. Senere kommer togbilletterne. 

 

 

Med den anderledes opbygning af ferien, blev det pludselig muligt at tage væk alene. En lille uge, fem overnatninger et eller andet sted, uden at skulle stå til regnskab for andre end sig selv. Det blev pludselig svært tillokkende for os begge. 

Nu er spørgsmålet, hvor vi skal hen. 

Jeg vil gerne besøge Birthe Ps butik i Brædstrup. Jeg har aldrig været på Himmelbjerget eller sejlet med Hjejlen. Jeg vil også gerne i den Gamle by i Aarhus og jeg har et gavekort til Yarnfreak. Der er mange muligheder.