onsdag den 20. oktober 2021

På jagt efter legepladser

 

I forsøget på at komme ind i kampen igen, satser jeg, skriver og håber på daglige (eller næsten daglige) indlæg. Langt hen ad vejen handler det om at gøre det - siger min erfaring.




Efterårsferien er godt i gang. Emilie har afsluttet den første praktik med en afsluttende opgave, der indkasserede et bestået og en overrasket lærer, der endnu aldrig havde oplevet studerende, der så tidligt i studiet formåede at stille flere forskellige pædagogiske teorier op mod hinanden. 

Nu har hun ferie, lånte Oscar fra mandag morgen, til tirsdag aften, hvor det fædrende ophav kom forbi, spiste og tog barnet med hjem igen.

I mandags brugte de dagen på Den Blå Planet, hvor Oscar var allermest interesseret i at se hajer. Emilie synes måske de så lidt for mange hajer, og ville også gerne se noget andet, men det kom hun ikke meget igennem med. 




Til gengæld var de noget på udflugt, for Oscar kunne bestemt ikke lide at køre i Metro, så de stod af, fandt en bus og måtte skifte undervejs. På tilbagevejen havde hun tjekket op på køreplanerne og fandt en bedre rute. 

Senere på aftenen fortalte Oscar at han godt kunne lide at køre i bus, men Metroen kunne han ikke lide. 




Tirsdag hyggede de hjemme, og var netop på vej ud af døren for at finde en legeplads, da jeg kom hjem. Jeg gik med, vi gik mod Kærene, hvor legepladserne ligger tæt og fandt flere små samlinger af legeudstyr som blev afprøvet, inden vi gik videre mod den næste.

Vigtigst er rutsjebanerne og den allersidste legeplads lå inde med en stor rutsjebane, på så høj en bakke, at barnet nær aldrig var nået på. Vi startede på den forkerte side, hvor der godt nok var trædesten, men lidt for stejlt og med lidt for lange mellemrum. Det lykkedes mig at skubbe ham op, inden turen gik ned, og vi langs banen kunne konstatere at der var langt nemmere at komme op.




Han var træt, da far hentede ham hjem.




  




Masker med tilbageblik - Uge 40 og 41

 

Muligvis naivt, men tanken om at fylde de virtuelle sider af bloggen er allestedsnærværende. At det ikke bliver til noget, forstår jeg stadig ikke. Dagene er fyldte, tiden går stærkt, og jeg må erkende at jeg ikke kan nå det hele.

Og med to uger undervejs, er der masser at fylde på listen:

  • Efter lang tid uden, er der igen blevet tid til TRIOmøder
  • Arbejdscomputerne skulle afleveres til genopfriskning, og en oprydning blev nødvendig.
  • Nogen fik gjort rent bord, en god snak løste op for flere knuder, og en noget anderledes tilgang til samarbejde blev oplevet.
  • En hel torsdag med Håndværk og Design betød at der blev lukket op for den elektriske dekupørsav. 
  • De fleste synes det var sjovt, et par stykker skulle både overtales og hjælpes, og foreløbig har det vist sig spændende at save med maskinkraft.
  • Det er en vigtig rolle at være bisidder.
  • AMR staves stadig med stort.
  • Kan vold i hverdagen gradbøjes?
  • Vi har sagt goddag til nye kolleger.
  • Og nydt en halv weekend med overnatning, god mad, kollegial hygge og arbejde på tværs i personalegruppen.
  • Selvom weekenden bliver halveret, kan jeg godt lide personaleweekender. 
  • Efter  halvanden måned lykkedes det endelig at se Sille og Rose. 
  • Efterårets sidste bolsjeaften var superhyggelig.
  • Emilie og jeg gik i biografen og så Margrethe I.
  • I det grønne udvalg talte vi om naturvidenskabsuger, om at byde ind og flere grønne tiltag.
  • Trimdagen blev afsluttet med hokaidosuppe.
  • Zacharias fyldte 14, og dermed gik turen endnu en gang mod Næstved.
  • Tasken til min søster er afleveret.
  • Der er stadig zumba på programmet - når det passer ind. 
  • Efterårsferien er i fuld gang.







Læse:

Selvom det går langsomt, er jeg underholdt af Ken Follet. Giganternes Fald bevæger sig med stigende hast mod første Verdenskrig. Der er stadig nogen, der tror den kan undgåes. Med historien at rette sig mod, ved jeg bedre, det ændrer dog ikke på underholdningsværdien.

Bliver venner til fjender? Skal bryllupper holdes? Og hvorfor må kvinder ikke bevæge sig alene rundt udenfor?

Hører alle ugifte mødre til på samfundets bund, eller er der alligevel en mulighed for noget andet? Og  kan den kloge stadig narre den mindre kloge?


Strikke:

Jeg har slået op til  månedens strømper i Majas strømpesamstrik. Viola Sokker indeholder egentlig for meget glatstrik til min smag, men snoningen var spændende, og det smukke garn fra A lonely socklady så pænt, at glatstrik gør sig godt. 

Jeg slog til, har tilføjet en snoning på bagsiden og lader ellers det glatstrikkede være glat - så ellers ulig mig. 

Nummer to strømpe er godt på vej. Jeg tænker jeg når det inden måneden er slut.






tirsdag den 5. oktober 2021

Nye folder fra gammelt papir

 

Det er længe siden jeg sidst klippede papir og foldede tasker. Jeg skulle lige tænke en ekstra gang, inden jeg kunne huske de fif og gode ideer jeg selv har opfundet dengang jeg lavede mange tasker.

Sjovt nok, var det cirka samtidig et par af børnene i Klubben fandt deres papirfoldninger frem (startet for et par år siden...) og endda har færdiggjort det der pandebånd, jeg kræver de laver, før de kaster sig ud i et større projekt. 

Den ene havde det fint med et færdigtpandebånd, den anden er hoppet ud i en lille clutchagtig taske, mens et par stykker mere prøver kræfter med pandebåndet.



Det var Emilie der foreslog at gaven til min søster skulle være en ny taske, der kan afløse den gamle, der ikke rigtig kan mere. Det var min søster der ønskede lidt mere plads end i den gamle. 

De gode fif er husket - tror jeg - papir er klippet, en gammel tysk-engelsk ordbog med delvis fyld af gotiske bogstaver har lagt ryg til halvdelen af felterne og et par gamle udgaver af Vouge og andre modeblade med tungere sider end almindelig ugeblade, var fyldt med sort i flere udgaver, der sammen med ugebladenes tyndere sider og mere sort/hvide muligheder både gav lidt mere styrke og felter, der forhåbentlig kan leve op til min søsters ønsker.




Jeg har tilføjet to felter i bredden og en gentagelse i højden, og satser på at det er lige præcis mere plads, uden at tasken bliver alt for stor at gå rundt med.

Den sidste ring er godt på vej, jeg har syet sammen undervejs og lige om lidt er det tid til at finde stof til foer, lommer og skulderremme sammen med en lynlås og nogle knapper, der giver den sidste finish.



Jeg ser min søster igen, når Zacharias' fødselsdag står for døren næste weekend. Det skulle nok kunne lade sig gøre at have den færdig i løbet af halvanden uge.

Bilder jeg mig ind!








mandag den 4. oktober 2021

Masker på en mandag - Uge 39

 

Ugen kort:

  • Jeg var på bondegårdstur med den ene 4. klasse og se på malkekvæg og de sødeste kalve.
  • Oscar var klar til leg, da jeg nåede hjem noget senere end normalt. 
  • Vi lavede bolsjer sammen med glade børn og en enkelt lærer, der mødte op efter skoletid og havde en fest.
  • Jeg har nogle skønne kolleger. 
  • Der er stadig pres på AMR-rollen.
  • Det lykkedes mig at passe skolelederen op mere end en gang til vigtige samtaler i en presset tid. 
  • Endnu en kursusdag på Tek-X lærte mig nyt, men jeg fik ingen T-shirt med eget tryk. (De var løbet tør for imprægneringsvæske)
  • Det betyder at jeg nu har mulighed for at komme op med et lækkert design til et senere tryk.
  • Og måske endda finde en T-shirt med ladyfit.
  • Jeg genopfriskede et gammelt bekendtskab og betrådte fjendens linjer - de er nu heldigvis ikke så fjendtlige.
  • Fredag gav rum til den skønneste aften med tøsehygge og bryllupsåndenød.
  • Lørdag var den smukkeste dag, med forberedelser, tårer og det fineste bryllup jeg endnu har været til.
  • Ugen manglede zumba. Jeg satser på næste uge.
  • Søndag var alenetid og ingenting - det var tiltrængt.








Læse:

Giganternes fald af Ken Follett bliver mere og mere spændende. Persongalleriet er endnu en gang udvidet, første verdenskrig banker på og livets store spørgsmål dukker op.

Kan kærligheden sejre på tværs af fjendtlige grænser? Kan moderskabet overvinde samfundets kritik? Og kan arbejdere vinde kampen mod kapitalismen? 

Jeg læser spændt videre.


Strikke:

Når virkeligheden brænder på, bliver jeg åbenbart mere eller mindre monogam i mit håndværk. Jeg har strikket et par strømper, nu strikker jeg på et par nye. Når jeg er ude altså.

Hjemme arbejder jeg stadig på sidste uges papirfoldninger. Men nu gælder det strik.

Jeg har slået op til Meriadoc Socks af Claire Ellen. Endnu et par fra Fellowship of the socks til Anders. Garnet er fra Frydefuld.dk, Anders har selv købt det og efter en enkelt mønstergentagelse har jeg styr på mønstret.

Altså er de fine at have i tasken, når jeg ikke er hjemme, der står møder på kalenderen, eller togture ud i det blå. Begge dele skal som nok dukke op, og så er strømper gode at have med. 

Jeg har egentlig ikke lyst til at slå op til mere, men jeg gider godt månedens strømper fra Majas strømpesamstrik, og lige om lidt dukker det der Westknit-sjal op. Måske jeg bare skal slå op. Måske strikker jeg så også.....





søndag den 3. oktober 2021

I kærlighedens navn

 

Jeg glemte at tage billeder til ugens update. Det må derfor vente. Hvad der ikke længere skulle vente, var gårsdagens romantik og jasigelser, der har ventet alt for længe.



For mange år siden var Lotte og Peter kærester. Det var dengang de begge arbejdede på skolen, vi alle var noget yngre og livet helt uden ubehageligheder.

Det var dengang. Hvad der skete skal være usagt, men de gik fra hinanden for tolv år senere at mødes ganske tilfældigt i en kø i Kvickly. I går sagde de ja til hinanden, holdt en brag af en fest og var enige om at de begge har fundet hjem.

Vi  var nogle stykker der startede allerede fredag. Overnattede på hotellet og havde en fantastisk tøsehyggelig eftermiddag og aften, inden vi på dagen både oplevede åndenød hos bruden, sommerfugle og adskillige hyggelige timer, der endte da farmand dukkede op, snøftede over synet og vi lod dem alene for at finde plads ved det planlagte stykke græs i Haveselskabets Have på Frederiksberg.

Følelserne stod i fuldt flor, Rødovres tidligere borgmester stod for vielsen og barnebarnet stjal en del af opmærksomheden fra borgmesterens vise ord, inden der kunne siges ja, papirer underskrives og mand og kone deklameres.  




Efter vielsen fortsatte vi med reception, middag og fest på Josty bag Haveselskabets Have. Det var en skøn og smuk aften med masser af romantik og skøre indslag ganske efter brudeparrets ønske. 

Jeg har sjældent smagt så god mad. Og selvom bruden ikke havde forestillinger om at skulle sidde hele aftenen, blev der alligevel brugt en del tid rundt om bordene, med velplacerede gæster, der alle havde det sjovt.

Dengang vi i maj var på polterarbend og holdt weekend på Bornholm, tog vi alle et hav af billeder, som jeg i sidste øjeblik fik omsat til en bog, som Mette under et ualmindelig sjovt indslag fik overbragt, og som helt sikkert skabte glæde. Det er jo i øvrigt håbløst at jeg aldrig fik skrevet lidt mere om weekenden...



Jeg var sent hjemme, kom alt for sent i seng, men var faktisk klar i morges til zumba, der desværre var aflyst. En aften med temmelig meget danskvand og dans betød at jeg har været træt - det er jeg vist ikke den eneste der har været - og ellers bare har nydt en søndag uden forpligtelser.

Tillykke til Lotte og Peter.





mandag den 27. september 2021

Flere folder på en søndag - Uge 38

 

Ugen kort:

  • Det lykkedes at få SFOs månedlige nyhedsbrev færdig, gennemlæst og udgivet.
  • En del formiddage blev inddraget til formålet.
  • Oscar var forbi til leg og fiskefrikadeller.
  • Vi var løbet tør for saftevand. Han tog det meget pænt, drak vand og er blevet lovet frisk saft næste uge.
  • Jeg har købt saft.
  • Det årlige AMR-seminar på kommunalt plan genopstod. Der var ikke meget nyt.
  • Til gengæld lykkedes det endelig (efter tre et halvt år) at forsøge at samle alle kommunens AMR'er på børne-skole-området til fællesskab og sparring. 
  • Det vil vi gerne have mere af!
  • Denne uge fik jeg presset to gange zumba ind. Det bliver nok kun en gang næste uge, men lidt har også ret.
  • Nye opgaver inden for AMR-feltet er endeløse. I ugens løb opstod nye spændende problemstillinger.
  • Jeg har laserskåret en uro, som stadig mangler maling.
  • Og begyndt planlægningen af endnu en kursusdel, der gerne skal ende med et projekt, der involverer børn.
  • Kommunen holdt fest for al personale. Jeg havde egentlig tænkt mig at skulle tidligt hjem, men det viste sig at sociale sammenkomster også kan falde på et tørt sted.
  • Jeg fik en lang gåtur ud af at efterlade min cykel på skolen inden fest, for at hente den dagen efter.
  • Gode kolleger er guld værd, når dilemmaer skal vendes.









Læse:

Det er ikke mange dage siden, jeg tog billederne fra sidste uges update. Derfor er der ikke meget at sige og bogmærket har ikke flyttet sig langt.

Der skrives 1914 i bogen, der som den første af en trilogi skal ledes os gennem en storslået fortælling om fem forskellige familier i det tyvende århundrede. 

Persongalleriet ved ikke at første verdenskring venter lige om hjørnet, omend nogle af dem har indsigt nok til at kunne forudse visse aspekter. 

Kan kærlighed mellem to kommende fjender overleve fire års krig?


Papirfoldning:

Det gik pludselig stærkt og på bare et par dage er noget, der begynder at ligne starten på en taske vokset frem. 

Jeg fik den gamle med hjem, og kan konstatere at fem år nok er målet for hvor længe tape og papir kan holde til daglig brug.

Den bliver større end den gamle - bare to felter på hver led. Det er længe siden jeg har foldet sidst, jeg kan mærke at rutiner skal genfindes og forberedelsen foregår lidt anderledes. 

Jeg klipper lidt, taper lidt, folder lidt, syr sammen undervejs og startet forfra. 

Jeg skal nok nå i mål.

Måske endda hurtigere end forventet. 





søndag den 26. september 2021

Parade Socks

 

Jeg slog egentlig op til et helt andet par strømper, men opgav, kunne ikke lide dem og endte i stedet med Paradestrømperne, som jeg næsten strikkede efter opskriften.



Da først den rigtige opskrift til garnet var fundet, gik det temmelig hurtigt at blive færdig og det er udelukkende fordi jeg er for langsom til at skrive, at de faktisk har været færdige i næsten to måneder.

Jeg tænker det kommer igen - det der blogskriveri - jeg gider rigtig godt, jeg når det bare ikke. 

Indtil da, må det blive som det bliver. 

Og med en weekend der har budt på både, alvor, sjov og dans i flere versioner har søndag været velkommen og mandag tegner allerede til at blive godt fyldt.







Design: Parade af  Judy Kaethler.

I øvrigt en gratis opskrift fra Ravelry.


Garn: MadelineTosh Tosh Sock i farven Geyser Pool. Garnet er tykkere end normalt strømpegarn, og har ligget længe på strømpegarnslageret. 

Jeg brugte 85 gram til hele parret.


Pinde: 2,5 addi lace 80 cm rundpind - magic loop.


Størrelse: Jeg slog 64 masker op, og strikkede efter opskriften til 56 masker - de 8 ekstra masker blev fordelt som ekstra vrangmasker rundt om, og strikket sammen med ned langs benet, så jeg endte med 56 masker ved anklen.

Min fod er en størrelse 39.




Bemærkninger: Jeg startede med 64 masker og 15 pinde rib.

Selvom jeg synes jeg noterer mine ændringer undervejs når jeg strikker, og har noterne at læne mig op ad, når jeg senere viser frem, får jeg ikke altid noteret alt. 

Det betyder at jeg denne gang har en klar erindring af, at jeg flyttede lidt rundt på panelerne/snoningerne, så jeg havde snoninger yderst på hver side af oversiden af foden. Det synes jeg blev pænere end billederne i opskriften.

Jeg har ikke noteret det, og så har jeg måske alligevel (det er bare ikke altid jeg er lige god til at læse egne noter) for jeg kan se det, når jeg sammenligner mine billeder med opskriften.

Jeg slog som sagt 8 masker mere op end den størrelse jeg strikkede efter. De ekstra masker fordelte jeg som en ekstra vrangsmaske rundt om hele benet. For hver 4. snoning - cirka - strikkede jeg to af de ekstra vrangmasker sammen med nabomasken, så jeg ved slutningen af benet havde 56 masker at arbejde videre med.

Der er to muligheder for hæle i opskriften. Jeg valgte hælen med snoninger, fulgte noget af vejlednningen og lod resten være. 

Frem til tåen strikkede jeg som strømper strikkes.



Jeg besluttede at lave en stjernetå. Det er længe siden jeg har gjort det.

Jeg startede med 5 omgage ret, inden 5 ret, 2 ret sammen omgangen ud. Derefter 4 omgange ret, inden 4 ret, 2 ret sammen. Jeg fortsatte med en omgang mindre af retpindene og en maske ret mindre mellem indtagningerne, til jeg havde 8 masker tilbage.

På strømpe nummer to, strikkede jeg indtagningerne spejlvendt. Altså 5 omgange ret, 1 ret løs af, 1 ret, træk den løse maske over, 5 ret omgangen ud....

De er dejlige at have på.


Vi du se flere billeder af strømperne, kan de ses på Ravelry.