søndag den 15. november 2020

Masker på en søndag - Uge 46

 

Ugen kort:

  • Lige som der kom luft, forsvandt det igen, og et hav af møder tog form. Langt de fleste af den gode slags.
  • Vi fik snakket sammen i AMR/TR gruppen. Det gør vi for lidt.
  • Vi fik kigget på rapporterne af den indkomne årlige kommunale undersøgelse om social kapital, og lavet en køreplan for alle afdelinger. Vi har godt nok mange.
  • Vi fik sat en smule ord på det der fylder.
  • Jeg var med den ene 3. klasse i kirke og høre om bibelbilledefortællinger, og med den anden 3. klasse på biblioteket og gå på genrejagt. Det sidste var vist det sjoveste, selvom billedehistorierne også kunne noget.
  • Oscar og Daniel var selvfølgelig forbi.
  • Jeg endte med at sige ja, da Berit så pænt spurgte og tog til generalforsamling i BUPL. Jeg havde ellers ikke tænkt at skulle være med i år. Men Ballerup Superarena sammen men knap hundrede mundbindiklædte kolleger, masser af plads og individuelt pakkede madpakker - så går det nok. Det blev en lang aften med næstformandsvalg og masser af tid til strik. Det sidste tæller mest i min optik.
  • Torsdag blev bålet indtaget, denne gang med fedtsten og varm kakao. Begge dele et hit.
  • Vi fik endelig taget billeder af både færdige strømper og en færdig cardigan.
  • Jeg fik startet månedens nyhedsbrev og satser på at blive færdig i næste uge.

 









 

 Læse:

Det går stærkt i sommervarmen. Et par mord er under opklaring, en krimialansat sætter sit job på spil og hvad var det egentlig der skete i den første bog - for et halvt år siden. Er det muligt at komme til bunds, eller er det alligevel for farligt. 

Når jeg kigger på de tilbageværende sider, skal de til at have fart på, for jeg synes stadig der er mange løse ender og steder at kigge hen.

Fik jeg sagt, jeg er underholdt?

Det kan noget de to.

 

Strikke:

Emilie har købt garn, jeg har vistnok lovet at være færdig inden jul. 

Hun valgte et mønster fyldt med drejede og snoede retmasker. Masker af den slags, der tager tid at strikke, og ender med at blive så smukke. 

Jeg strikker Laura Socks, strømperne jeg næsten lige har strikket til mig selv. Hun fandt mønstret uafhængig af mig, og selvom hun et kort øjeblik overvejede at finde noget andet, for ikke at have det samme, var det dem, hun havde forelsket sig i. 

Det kan jeg jo godt forstå, så jeg fandt opskriften frem igen.

Mon ikke jeg kan nå det inden jul, selvom der også er hemmeligheder at arbejde på? 





Gardengate Cardigan

 

Jeg havde en plan om at 2020 skulle indeholde flerfarvestrik. Det er ikke blevet til så meget, men det er okey. Det lidt, det er blevet til, har givet mig mod på mere, og jeg glæder mig til at fortsætte processen. 

 



Jeg strikker meget, men helst det jeg har lyst til, når jeg har lyst. Det har betydet at meget andet er kommet forud for det der flerfarvestrik. Det betyder også, at min mentale liste af strik med flere farver er vokset betydeligt i løbet af året.

Og selvom jeg strikker det jeg har lyst til, er der stadig problematikken omkring tid. Tid hænger ikke altid sammen med mine ønsker.

En af de flerfarvedestrikkede modeller jeg har haft kig på var Gardengate af Jennifer Steingass. Da jeg blev færdig med den håndspundne trøje, var der så meget garn tilbage, at jeg ret hurtigt fandt mønstret og den bunke grønne garn, jeg vidste jeg havde liggende i en kasse, og kombinerede til en cardigan.

At det blev en cardigan og ikke den sweater opskriften foreskriver, handler simpelthen om, at jeg bruger ikke sweaters. Jeg strikker dem, og har dem liggende. Jeg får dem ikke på. Faktisk har jeg en sweater liggende, jeg strikkede sidste år. Jeg har haft den på en gang.

Til gengæld steeker jeg gerne. Altså klipper i strik. Det virker, det bliver godt og en eller anden dag finder jeg sweateren fra sidste år frem, hækler, strikker forkanter og klipper op. I den rækkefølge.

 

 

Emilie mener Gardengate Cardiganen må være julesweateren. Jeg har aldrig strikket julesweaters, og jeg har egentlig ikke nogen planer om at begynde. Jeg vil ikke afvise, jeg har den på til jul, men jeg kommer helt sikkert også til at bruge den til sommer.

 


 

 

 

 

Design: Gartengate afJennifer Steingass.

 

Garn: Bundfarven er Karen Noes Shetland Wool i farven Green Lovat. Som mønsterfarve brugte jeg rester af mit eget håndspind spundet til mit første sweaterstrik. Jeg brugte udelukkende den mørke farve - Mars.  

Jeg brugte nøjagtigt 200 gram shetlandsuld og blot 33 gram af det håndspundne. 

Der er stadig rigeligt håndspundet garn tilbage til en hel trøje mere. Jeg synes det er svært at vurdere hvor meget garn der skal spindes, for at nå i mål med et givent projekt.

 

Pinde: Hele trøjen er strikket på pind 3,75. Alle kanter er strikket på pind 3,25. Jeg brugte de grønne KnitPicks - Caspians - dels fordi de er pæne, dels fordi jeg har dem i de skæve størrelser. 

Jeg brugte rundpind til det hele. Magic loop da ærmerne blev for smalle til andet. 

 

Størrelse: Jeg gik ud fra en størrelse D - brystvidde 106 centimeter. Og ændrede en hel del...

 

Bemærkninger: Jeg er ikke specielt imponeret af rullekanter, og ville derfor have en fast kant i halsen. Jeg slog derfor op og strikkede ikke de fire omgang til rullekanten, men fortsatte opskriften direkte derefter.

For at kunne klippe op, slog jeg 5 masker op som klippemasker og en ekstra maske til mønstret, for at opnå et symmetrisk udseende. Jeg overvejede for og imod i forhold til, hvor jeg skulle dele mønstret til opklip. Der er to oplagte steder, jeg valgte det mindst oplagte, fordi jeg synes det blev mest spændende. 

Jeg flyttede omgangsstarten fra midt bag til midt for. Det synes jeg giver mest mening, når jeg alligevel skal klippe, og mønstret derfor ikke bliver brudt. Det giver selvfølgelig lidt behov for regning, når der i opskriften tælles ud fra midt bag, og jeg skal hele vejen rundt først. Mest i forhold til vendepindene i nakken.

Jeg endte med at dele til ærmer og krop lidt før end opskriften angiver. det betyder at det nederste af flerfarvestrikken fortsætter på ærme og krop. Men hellere det end alt for dybe ærmegab. 

Jeg har ikke strikket Jennifer Steingass før, men jeg mener at have hørt og jeg synes at se på billeder, at ærmegabene bliver meget dybe og selve konstruktionen hen over skuldrene bliver lidt mærkelig. Den oplevelse står jeg også tilbage med. Det betyder ikke, at jeg ikke kan finde på at strikke flere af hendes opskrifter - for hvor er der mange flotte - men jeg skal nok være opmærksom på maskefordelingen hen over skulderen. 

Fra jeg delte brugte jeg stort set ikke opskriften længere. 

 


 

Jeg startede med at dele nogenlunde efter opskriften, men med den viden at jeg er større hen over brystet, end over ryggen, men endte med at vende tilbage til udgangspunktet og ændre på maskeantallet så ryggen er en del mindre end forventet, forstykkerne større og ærmerne bredere. Det er ikke nyt, jeg gør det altid. 

Jeg endte med en maskefordeling på 57 masker på forstykket, 6 masker opslag under ærmet, 72 masker sat på hold til ærme, 97 masker på ryggen og omvendt resten af vejen rundt.

Jeg strikkede taljering i sidesømmen. Jeg tog flere masker ud, end jeg tog ind, droppede det længere bagstykke nederst, strikkede 3 pinde rib og lukkede af med en italiensk aflukning.

Ærmerne blev 8 masker rigere under ærmet. Jeg tog ind jævnt fordelt ned over armen, til jeg havde 60 masker og strikkede mønsterdetaljen nederst. Igen efterfulgt af 3 pinde rib og en italiensk aflukning. 

Jeg er imponeret over hvor ens mønstret på ærmerne er blevet. Det på ingen måde ensartede håndspundne garn fandt åbenbart et enslydende farveforløb til begge ærmer. Jeg strikkede bare og har på ingen måde haft indflydelse på den del.

 


 

Forkanterne består af 8 pinde rib med indbyggede knaphuller, før den italienske aflukning, mens halskanten også blot er 3 pinde rib inden den syede aflukning. Jeg strikkede det øverste knaphul på første pind af halskanten.

Jeg hæklede to rækker fastmasker med start i midten af de 5 klippemasker, inden jeg samlede masker op og strikkede forkanter i de yderste af de 5 klippemasker. Jeg synes det er nemmest at samle masker op i en retmaske, jeg har en enkelt gang fulgt en opskrift og strikket den yderste klippemaske vrang. Jeg synes ikke det bliver pænt at samle masker til forkanter op i vrangmasker - så det gør jeg ikke igen.

Heller ikke selvom det er nemmere at se hvilken maske der er tale om, når den er strikket vrang. Giver det overhovedet mening?
 

Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses på Ravelry.
 

 



lørdag den 14. november 2020

Cozy Autumn Socks

 

Og så blev det weekend igen. Jeg synes ellers lige det der med at skrive kontinuerligt, gik rigtig godt...

 

 

Nå, men jeg har strikket et par strømper. De har faktisk været færdige i mindst ti dage, vi prøvede også at tage billeder sidste weekend, men måtte konstatere at vi skal ud lidt tidligere, for at fange lyset, sikre skarpe billeder og så er det i øvrigt en god ide, at stå stille når kameraet klikker. 

Vi gentog i dag - med meget bedre resultat.

Cozy Autumn Socks var mit sidste bud på et efterårs/halloween-inspireret par strømper. At de så først blev færdige et stykke ind i november er en hel anden sag. Garnet lå i kassen med strømpegarn, og er på ingen måde et førstevalg, men alligevel rigtig fint. Jeg købte mig til en tremåneders strømpegarnsklub en gang sidste år, og fik dermed tre fed lækkert strømpegarn i farver jeg ikke umiddelbart ville have valgt. Det er det skønne (og også lidt grænseoverskridende) ved klubber af den slags, hvor man får tilsendt et eller andet delvist uvidst.

De to første nøgler var lette at forelske sig i, det sidste her, ikke helt så let. Men det betyder ikke, det bare får lov at ligge, og nu er det altså blevet til et par strømper.

 

 

Og fordi alle billeder ikke er lige tjekkede og fordi Emilie gerne trykker på knappen, når jeg forsøger at posere fra en stilling til en anden, kan I også lige få et af de knap så flatterende billeder - stadig med fine strømper.







 

 

 

 

 

Design: Cozy Autumn Socks af This Handmade Life.

 

Garn: Sokkeklubben juli 2020 fra It's for yarn.

Der gik 70 gram til hele parret.

 

Pinde: 2½ mm - Addi CraSy Trio.

 

 

Størrelse: Jeg er udstyret med kraftige lægge, så jeg starter altid med den største størrelse - her 72 masker og tager ind over foden, så maskeantallet ender med at passe. Er det muligt, kan jeg også finde på at tage lidt ind mod anklen, det lå ikke lige for her.

 

Bemærkninger: Jeg strikkede ribben drejet, fordi 72 masker er lige i overkanten og drejet ret trækker en smule sammen. Omvendt ved jeg at 60 masker er lige i underkanten.

Jeg gentog mønstret 5 gange ned over benet og skiftede til anvisningerne for den mindste størrelse, så hælen blev kortere og de opsamlede masker færre. 

Jeg leger i øjeblikket med at forme foden underneden, så der er svang i foden. Jeg har ikke fundet den ultimative form, prøver mig frem og synes det bliver bedre og bedre. Samtidig er der ting, jeg ikke er helt tilfreds med. For eksempel kan jeg godt lide det udseende strømpen får, når indtaget til svangen ligger øverst på underfoden - som helt almindeligt fra øverste kant af hælflappen.

 

 

Det gjorde jeg ikke her - jeg flyttede indtagningerne til den nederste del af hælen. Det har jeg gjort flere gange. Næste gang har jeg nye ideer, der skal afprøves. 

De sidder nu udmærket. Jeg er bare ikke ultimativt tilfreds.

Jeg tog ekstra masker ind i løbet af foden, så jeg endte med 60 masker. Det betød at der var flere masker på oversiden end på undersiden, og jeg forventede at det ville se tosset ud at strikke en almindelig båndtå. Derfor valgte jeg en stjernetå, der ikke på samme måde ville udstille det forskellige maskeantal. 

Det synes jeg faktisk virker fint.

 

Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses på Ravelry

 

 

 



søndag den 8. november 2020

Masker på en søndag -. Uge 45


Ugen kort:


  • Pludselig blev der luft i kalenderen.
  • Skolebestyrelsen holdt det månedlige møde.
  • Oscar og Daniel flyttede besøgsdag fra mandag til tirsdag.
  • Båldagen blev kold, superhyggelig og med lidt færre børn end normalt. Til gengæld glade børn, der trodsede regnen.
  • Emilie fik arbejde - blev nærmest passet op af tidligere arbejdsgiver. Hun starter i morgen.
  • Rose var oplagtheden selv, da søndagsturen gik til Frederiksberg, masser af leg og en smule venindesnak.
  • Min GardengateCardigan er færdig, vasket og venter på lys og tid til billedetagning. 







Læse:

Satans Sommer buldrer der ud ad. Endnu et mord er begået, Junckers kone har fået en mere fremtrædende rolle og Signe står over for en udfordring, der kan vise sig fatal.

Jeg læser spændt videre.


Strikke:

Jeg har taget hul på årets nissehue til Oscar. I år strikker jeg Sifs Nissehue af en meget rød Pernilla fra Filcolana.

Den lille snoning er rigtig fin og en anden måde at lave snoninger på, end jeg før har strikket snoninger.




lørdag den 7. november 2020

Uranus

 

Garnet der skulle være mønsterfarve til en Shifty er færdigt. Det er fint, det er grønt, det er lilla, det er lidt forskelligt i strukturen og jeg glæder mig til at skulle strikke med det.

 

 

Men det skal ikke blive en Shifty.

Af flere grunde.

Jeg synes Shifty er pæn. Ikke så meget originalmodellen, som både har et forkert snit og ser rodet ud, men jeg har set rigtig mange fine modeller strikket op i andre farver, i andre snit og af andre. Jeg har bare ikke længere lyst til at strikke den.

Det betyder ikke, at jeg ikke får lyst en dag. Det kan godt være. Det kan også være jeg aldrig gør.

Det nyligt spundne garn, var tiltænkt at skulle strikkes sammen med den blå-grønne fade, jeg spandt tidligere i år. Men helt ærligt. Det vil være synd at sætte de to sammen.

Det blågrønne (som af en eller anden grund er helt forkert på billedet, selvom resten af farverne er helt rigtige) skal have lov at shine for sig selv. Det skal ikke blandes sammen med alt muligt andet.

 

 

Det samme gælder det grønne og lilla. Det skal stå alene. Stadig bruges som mønsterfarve i noget farvestrik, men med en neutral baggrund. Jeg tænker lys grå, og var i første omgang ude i at købe garn til formålet. I løbet af de sidste dage, har jeg fået mere og mere lyst til at spinde det selv.

Jeg skal bare lige finde ud af hvor jeg kan købe naturligt farvet uld til spinding, som er forberedt. Jeg er på ingen måde klar til et eventyr ud i at starte helt fra bunden med en nyklippet ham. Jeg er faktisk heller ikke klar til at starte halvvejs. Igen - måske en dag.

Hvilke to trøjer garnet så skal ende med at blive, ved jeg ikke. Men jeg er sikker på at jeg nok skal finde ud af det, og har på ingen måde travlt. Der er alligevel nogle julegaver og andet i den stil, der presser på lige nu.

Jeg vil hellere vente og finde det helt rigtige.


Og så videre til garnet.










Materialer: 200 gram naturbroget Merino fra Garngalleriet Mikrofarveri i farven Uranus - klubfarve fra juli 2019.

Jeg havde et svind på 3 gram og en smule rester til senere brug. I alt endte jeg med 191 gram og 500 meter.


 

Forberedelse: Jeg ville have et traditionelt 3-trådet garn, og troede egentlig at det farvede uld var stribet i mindre sektioner. Først da jeg pakkede uld-hjulet ud, gik det op for mig at det snarere var en lang fade fra grøn over lilla til blå. 

Der er blå i det færdige garn, det må have gemt sig på billederne. 

Jeg er ikke stærk nok ud i beregning af farveforløb til et færdigt projekt, men jeg vidste at et langt forløb ville give meget forskellige farver på krop og ærmer. Det havde jeg ikke lyst til.

Altså delte jeg de 200 gram i tre strimler på langs af farveforløbet og delte hver af de tre strimler endnu en gang, så jeg kunne spinde tre tynde tråde, der hver gik fra grøn til lilla til blå og tilbage fra blå til lilla til grøn.

Det giver lidt mere farve at arbejde med.


Spinding: Jeg spandt hver af de tre tråde så tyndt jeg kunne på hver deres spole.

Jeg spandt med uret - dvs i Z-retning, og med drivremmen på den mindste trisse.


Tvinding: Jeg tvandt garnet som et traditionelt 3-trådet garn mod urets retning - altså i S-retning.

Jeg arbejder med mere tvist i tvindingen. Der er stadig masser af rum til forbedring...


 

Resultat: Selvom det færdige garn er noget mere rustikt end jeg plejer at spinde er jeg bestemt tilfreds med resultatet.

Jeg er endt med et temmelig stort fed (som er bundet sammen et par steder, for at sikre farveforløbet. Ashford spoler er ikke særlig store) på 191 gram og cirka 500 meter.

Det betyder omregnet en løbelængde på 262 meter pr 100 gram.

Jeg vaskede garnet i uldvask, det blomstrede meget og er i færdig stand nærmest elastisk.



Der findes en projektside på Ravelry, men der står ikke meget mere end her, og der er heller ikke mange flere billeder.




torsdag den 5. november 2020

Franske knuder

 

Mens Anders er gået på weekend, har jeg stadig en dag tilbage inden et par fridage. Med november er der kommet luft i kalenderen, jeg kan møde senere og de mange ekstra timer, der altid følger med starten på et nyt skoleår, er ved at være slut. 

I dag kunne jeg bruge alle mine timer i SFO med bål, snobrød og en lille flok glade børn, der trodsede elementerne og gad sidde i læ af grillhytten med røg, snak og hygge.

Inde igen snakkede vi om hvordan vi kan lokke i dårligt vejr, og tanken om varm kakao fra trangia, varme tæpper og medbragte lyskæder under loftet i hytten, presser på. Det skal prøves, tænker jeg, og glæder mig allerede til næste torsdag.

Inden skal jeg lige finde noget vindtæt til at have under den tykke varme, men ikke vindtætte, båltrøje.

 

 

Siden Emilie i sommers begyndte at brodere, er hun ikke stoppet igen. Nye ideer presser på og specielt de franske knuder har ramt hendes hjerte. 

Min mor har en svaghed for sommerfugle, og med den sommerfugl min mor har tegnet på håndledet som forlæg, gik Emilie i sving med nål, tråd og franske knuder.

 

 

Det tog ikke lang tid, før hun var færdig, siden har det lille ophæng ligget en måneds tid, og da min mor var forbi i søndags, fik hun det. Det kunne have været en julegave, men Emilie ville se glæden ved udpakningen, og den fik hun til fulde. 

Det lille 12 centimeters ophæng blev beundret behørigt, taget med hjem og straks hængt op.

 

 

Jeg synes den er så fin. Emilie har ikke været helt tilfreds, havde en anden vision. Men al begyndelse er svært, og bliver hun ved, ender hun med at lave endnu finere ting. 

Vi har det vel alle, i større eller mindre grad - det med at turde tro på sig selv.






tirsdag den 3. november 2020

Babuska

 

Min mor var ikke den eneste der fik i går. Hun havde en flok barndomsminder i form af babuskadukker med. 

 


 

Der var de røde, jeg husker fra min barndom og en større, der ikke hører min barndom til, men Annelises.

Vi blev enige om, at fjerner vi de mindste dukker for en tid, kunne det være spændende legetøj for Oscar, der er ret god til at samle ting.

De er ægte russiske, kan jeg se i bunden. Men om de er hjembragt fra tidligere tiders rejser i fordums kommunistiske stater, eller om de er fundet herhjemme ved jeg ikke. Min mor ved det nok. 

Annelises store dukke knirker og er svær at skille ad. Vi stillede den lidt væk, og Oscar pegede et par gange og udtalte sig meget sikkert om, at den jarmer! Han havde ret, den larmede. Han havde nok i resten, så lige nu er den store mest til pynt.

Ugens Oscar dosis er flyttet fra mandag til tirsdag, ikke kun fordi børn generelt er mere trætte om mandagen end om tirsdagen, men også fordi nye arbejdstider betyder at det er svært for Daniel at nå det mandag.

 







 

I dag var dog et temmelig træt barn, der ikke rigtig er kommet sig over weekenden sammen med det andet hold bedsteforældre, helst skulle være i umiddelbar nærhed af det fædrende ophav, synes dukkerne var sjove, under ingen omstændigheder skulle have noget at spise, men alligevel godt ville have havregrød. 

Vi spørger os selv om han faldt i søvn i vognen på vej hjem.

Og glæder os til næste tirsdag.