Tour Eiffel

For et halvt års tid siden læste jeg Edward Rutherfurds London. En fiktiv roman baseret på historiske hændelser, der tilsammen giver et billede af hele Londons historie set gennem flere opdigtede slægters øjne. Jeg er egentlig mest til krimier, men jeg synes den var spændende. Rutherfurd har skrevet flere bøger om storbyer, og lige inden efterårsferien kunne jeg hente Paris på biblioteket. Bogen blev hjemme, men ligger nu på natbordet.

Mens London er opbygget helt kronologisk, springer Paris frem og tilbage i tiden. Lige nu er den ene af hovedpersonerne med til at bygge Eiffeltårnet, og heldigt nok har monsieur Eiffel et godt øje til den unge arbejder, og fortæller med mellemrum om tankerne bag byggeriet.

Eiffeltårnet blev bygget til Verdensudstillingen i 1889. Paris var vært for flere Verdensudstillinger omkring århundredeskiftet og for hver gang blev der bygget i byen, og hver eneste ny bygning skulle være mere storslået end den foregående. Kommiteen, der stod for udstillingen ønskede en form for indgangsportal, hvorigennem gæsterne skulle ankomme, efter at være gået over Seinen ad Pont d’iena, og gå videre ind på det store område Champ de Mars - parken foran militærakademiet, der blev brugt som skueplads til alle Verdensudstillingerne.

Kommiteen modtog over syvhundrede foreslag til den ønskede port, ingen levede for alvor op til forventningerne, indtil Gustave Eiffel kom på banen. Eiffel var arkitekt og bygningskonstruktør. Inden arbejdet med Eiffeltårnet havde han bygget mange store bygningsværker rundt om i Verden. Det var også Eiffel der stod bag konstruktionen af Statue of Liberty, som den franske stat forærede New York efter uafhængighedskrigen. Statuen er skabt af Frédéric Auguste Bartholdi, en fransk skulptør, men selve konstruktionen, der både giver publikum mulighed for at komme til tops, og lader den formentlig temmelig friske havbrise passere, uden at skade monumentet er udtænkt af Eiffel.

Da Eiffel endelig havde overbevist kommiteen om at hans tårn, som han allerede havde tegnet året før, og forsøgt bygget i Barcelona, men som de ikke ville have, blev opgaven fordelt så Paris by skænkede grunden, tårnet skulle bygges på, og den franske regering gav et tilskud på halvanden million til byggeriet. Resten betalte Eiffel selv. Til gengæld fik han brugsretten i tyve år, hvorefter tårnet skulle rives ned igen, og ejerskabet føres tilbage til byen. Det viste sig at være en god forretning, Eiffel lod helt almindelige mennesker komme til tops og se ud over byen for fem franc, og allerede i løbet af det første år efter Verdensudstillingen havde han indtjent de fleste af de fem millioner franc han selv lagde i projektet.

Tårnet var i mange år, også inden byggeriet tog fart, omstridt. Mange parisere og fremtrædende personligheder synes det var en skændsel. Og rigtig mange glædede sig til at se det fjernet igen efter de tyve år det havde fået lov at stå. Året før det skulle rives ned, blev der tilføjet en antenne, telekommunikationen var undervejs, under første Verdenskrig viste tårnet sit værd i kommunkationsøjemed og i sidste ende fik det lov at stå. Senere undersøgelser og computeranimationer har vist at det højst sandsynligt kan blive stående længe endnu.

Eiffel konstruerede ikke bare et tårn, der kunne modstå vind. Han brugte også materialer der holder, og konstruktionen og byggeriet var så snedigt og genialt, at der ikke på datiden var set dets lige. Bygningen af tårnet tog mindre end to år, og den første lange tid skete der for den udenforstående ikke rigtigt noget. Alle elementerne blev fremstrillet et andet sted i byen og de fire fødder eller fundamenter, der bærer hele konstruktionen blev gravet ud ved håndkraft i en dybde af ni til fjorten meter – hver på et areal af seksogtyve kvadratmeter.

Hver af de kæmpestore fødder hviler på et hydraulisk grundlag, der sammen med et system af sand kunne hældes mere eller mindre, og på den måde kunne tårnet rettes til, så det var hundrede procent vandret, da det nåede første etage, og de fire ben ikke længere var særskilte bygningsværker.

Eiffeltårnet blev bygget fra bunden og op. Det var konstrueret som et kæmpemæssigt Mekanosæt, og arbejderne skulle blot nitte delene sammen under vejs i opbygningen. Arbejdet var farligt, men Eiffel konstruerede ikke kun tårnet, han udtænkte også sikkerhedssystemer, der betød at kun en enkelt arbejder mistede livet under byggeriet.

Delene til tårnet, der blev fragtet gennem byen, vejede ikke mere end de kunne løftes på plads med kraner. Da kranerne ikke længere slog til, fordi de ganske simpelt ikke kunne nå højt nok op, brugte Eiffel skinnerne til de kommende elevatorer til specialbyggede skinnekørende kraner, der kunne løfte de kommende dele op.

Længe før tårnet nåede den endelige højde på 300 meter, var det Verdens højeste bygning. I dag regnes tårnet for 324 meter højt, de sidste meter stammer fra antennen, der i dag sidder på toppen. Selve tårnet vejer 7000 tons, det er bygget af jern, er nittet sammen af 2,5 millioner nitter og der er 1.665 trin til toppen. Det tog 300 arbejdere at bygge tårnet, der bliver malet hver 7. år.

Der går 40 tons maling til hele tårnet, i tre forskellige gråbrune farver. Den mørkeste nederst og den lyseste øverst. Jeg går ud fra, at det får tårnet rent optisk til at fremstå ensfarvet. På fronten af første etage er hele vejen rundt om tårnet indgraveret navnene på 72 franske vidensskabsmænd. Bogstaverne er 60 centimeter høje.

Eiffel brugte senere tårnet til at studere tyngdekraft, og vindmodstand. han smed ganske simpelt ting ud fra toppen af tårnet, hvor han også havde indrettet en lejlighed.

Eiffeltårnet er noget højere end fjernsynstårnet i Berlin, som Emilie var oppe i sammen med klassen, da hun sidste år var i Berlin. Det var et smukt syn sagde hun, men det var ikke rart. Højdeskrækken satte en stopper for yderligere nydelse af oplevelsen. Alligevel var hun ikke i tvivl om, at vi skulle op. Helt op.

Vi kan ikke tage til Paris, uden at gå i Eiffeltårnet, sagde hun. Så det gjorde vi.Vi ankom fra parksiden. Fra dagen før med kanalrundfart, vidste vi at der stod afsindig mange pågående sælgere og andre ubehagelige mennesker på den anden side – tættest ved metrostationen. Derfor valgte vi helt bevidst at køre en station længere og gå et længere stykke, før vi nåede tårnet. Det kan anbefales. Det var næsten ikke nogen mennesker på parksiden og de sælgere der var, var langt mindre pågående og aggressive.

Vi var forbedret på at skulle vente i længere tid, men efteråret er åbenbart ikke højsæsson for besøg i Tour Eiffel. I hvert fald gik vi nærmest lige gennem sikkerhedskontrol, billetkøb, sikkerhedskontrol og frem til elevatoren. Her skulle vi vente lidt – bare til den kom ned igen. Fra platformen på anden sal skulle vi med endnu en elevator. Her ventede vi noget længere. Længe nok til at Emilie var ved at fortryde. Samtidig var hun klar over, at hun med sikkerhed ville fortryde, hvis hun gik ned uden at have været helt oppe. Men helt oppe skulle overståes hurtigst muligt, så platformen på anden sal måtte vente til vi kom ned igen.

Endelig kunne vi mase os ind i en elevator sammen med andre forventningsfulde besøgende. Som vi kørte opad blev omgivelserne synlige og Emilie knap så tilfreds med situationen. Hun lukkede øjnene, jeg holdt godt fast i hende, bare fordi det føltes mest trygt. En lille dreng undrede sig højlydt over hvorfor hun lukkede øjnene, og da det gik op for os at vi kommunikerede på samme sprog nåede jeg at tale med drengens forældre om hvor dejligt det var med ferie i oktober, mens drengen stadig synes de lukkede øjne var mere mærkelige end at møde landsmænd ude i den store Verden.

Da først vi gik fra elevatoren på toppen var det ikke helt så slemt. Sagde Emilie. Vi nåede hele vejen rundt – der er ikke så langt, vi nåede at konstatere at toppen af tårnet på Københavns Rådhus kun omtrent når en trediedel op af Eiffeltårnet. Vi konstaterede også at der findes langt højere bygninger rundt om i Verden. Alt samme illustreret af en linie af tegninger rundt øverst på væggen i den indre del af tårnets top.

Ude nåede vi et par billeder i kassen, inden vi igen stillede os i kø til elevatoren ned. Denne gang skulle vi ikke vente ret længe og på anden sal fik vi tid til både et toiletbesøg, en smule flere billeder, udpegning af seværdigheder (det var der hverken tid eller overskud til øverst oppe) og køb af et par af de allestedsnærværende macarons, som Emilie synes er fantastiske.

Jeg gad godt have stoppet på første sal, men nu havde Emilie fået nok, og havde brug for fast grund under fødderne. Altså tog vi ned igen.

Hun gjorde det, og jeg synes det var sejt.

Ovenstående er baseret på en snart tredive år gammel reportage i Ingeniøren, Viden om på dr.dk, en artikel i Politiken, Tour Eiffels egen side, Wikipedia – både om tårnet og om ingeniøren, en visitor’s guide til tårnet og til dels Edward Rutherfurds Paris.

At komme rundt i en storby

Jeg tror alle storbyer tilbyder en eller anden form for billet til den offentlige trafik, målrettet turister. Jeg ved det findes i København, jeg kan huske at have købt i London, og har på egen krop afprøvet i et par Europæiske storbyer hen over sommer og efterår.

I Berlin købte vi et Welcome Card, der gav adgang til alle byens transportmuligheder både tog, bus U- og Sbahn. Berlin er inddelt i tre zoner A, B og C. Vi købte en billet der dækkede fem dage i zone AB. Havde vi købt zone C med, kunne vi have taget helt til Potsdam, men forskellen på en enkeltbillet frem og tilbage den dag vi tog til Potsdam, mod den ekstra pris, hvis vi skulle have alle tre zoner, var så høj at vi valgte muligheden fra.

I Berlin har man sin billet i lommen og viser den frem, når der kommer kontrollører. De kommer med mellemrum, og vi var ret imponerede over, at de går rundt i eget tøj. For os kom de til at fremstå mindre officielle og kontrollerende end en uniformsklædt kontrollør. Der var ingen tvivl om at de var kontrollører, for ud over eget tøj, var de udstyret med en taske, en maskine og et kort om halsen, der med billede ligitimerede dem som DB-ansatte.

Jeg er ikke i tvivl om at købet blev tjent ind mange gange i løbet af den uge vi var i Berlin. Vi var væk seks overnatninger. Det betød at vi på ankomstdagen ikke havde billet til transport – og derfor nåede at gå meget langt, da vi, efter at have efterladt bagagen på hotellet. bevægede os ud i byen. De fem hele dage havde vi fri adgang til alle transportmidler, som vi brugte flittigt. Vi brugte S- og Ubahn, vi var omkring sporvognene – Tram – mange gange, men sprang busserne over. Ingen af os bryder os om at køre i bus, og det var lettere at gennemskue systemet af transport på skinner.

På afgangsdagen virkede billetten ikke længere, og ligesom på ankomstdagen købte vi en enkeltbillet til Haufbahnhof, hvor toget og den allerede betalte billet hjem ventede. Som billetterne i Danmark – i hvert fald i Hovedstadsområdet – holder en billet i en tidsperiode på vistnok en time. det benyttede vi os af på sidstedagen, og nåede ud efter kaffe til Anders, inden rejsen sendte os hjemad.

Trods den megen brug af offentlig transport, gik vi også meget. Det lykkedes Anders og jeg at gå næsten hundrede kilometer i løbet af den uge vi tilbragte i Berlin.

I Paris er det også muligt at købe en turistbillet til flere dage. Her hedder den Paris Visite. Paris er inddelt i fem zoner, turistbilletten er ligesom i Berlin mulig at få i to versioner zone 1-3 eller zone 1-5. Hvor mange dage billetten skal gælde, er der flere forskellige muligheder for. Havde vi valgt alle zoner, kunne vi have kørt helt til Versailles og lufthavnen, men Emilie var ikke interesseret i slottet, lufthavnen skulle vi kun til på de dage, der lå ud over kortets gyldighed og prisforskellen betød at vi skulle have været frem og tilbage til Versailles og/eller lufthavnen flere gange i løbet af ugen, hvis det skulle have kunne betale sig.

Vi købte billet til fem dage. Og helt ligesom i Berlin duede kortet kun i de fem hele dage vi havde i byen, hvilket betød at vi købte billetter frem og tilbage til lufthavnen på ud- og hjemrejsedagen.

I Paris skal billetten gennem en kontrolpost hver eneste gang man skal med et tog, det gælder både Metro og RER-togene. I Metroen kan man gå lige ud gennem udgangsportene, mens rejser med RER-tog ender med endnu en billettur gennem en kontrolpost. Det betød at vi skulle have billetten ind og ud af pungen rigtig mange gange i løbet af en dag. Jeg er faktisk imponeret over, at den ikke nåede at blive helt krøllet. Til gengæld er der ingen kontrollører – eller vi mødte ikke nogen.

Paris Visite billetten gælder ligesom i Berlin til både RER, Metro, den lille bane op til Sacre Cæur og busser. Igen sprang vi busserne over, men nød at vi kunne springe af og på tog, når vi havde brug for det. Der er sjældent langt til den nærmeste station, og det var vist kun den dag vi fik forvildet os langt ud i Vestparis og indfødte begyndte at spørge om vej, vi for alvor synes det var langt til en station. Det hjalp selvfølgelig ikke at vi var både sultne og trætte.

Jeg vil til hver en tid anbefale at købe en turistbillet, når turen går til en storby. I hvert fald hvis man rejser ligesom os, og hver dag kommer meget rundt. Selvom vi var af sted i lige så lang tid, lykkedes det ikke Emilie og jeg at gå helt så langt som Anders og jeg gjorde i Berlin. Jeg synes alligevel at de lidt over tres kilometer, appen på telefonen regnede sammen, var ret godt gået.

Intersect

Jeg startede Intersect i toget på vej gennem Danmark og Tyskland mod Berlin, i sommerferien. Den blev færdig cirka fjorten dage før vi tog til Paris. Defor gav det vildt meget mening at finde et fint sted i byernes by at lave photoshoot.

Jeg forestillede mig at toppen af Montmartre kunne være et godt sted, derfor gik vi en tur rundt, og fandt et par steder at forsøge med opstilling og billeder, inden dagen gik og programmet fortsatte.

Personligt synes jeg godt det kan aflæses i billederne at vi havde det temmelig sjovt, mens Emilie i et væk trykkede på udløserknappen og jeg forsøgte at se mest fordelagtig ud. Også selvom de ikke allesammen er lige skarpe. Undervejs røg også et par selfies i maskinen, for selfies hører teenagere til, og om ikke andet er de sjove at se på, når billederne bagefter fiskes ud af kameraet.

Intersect er et af de mere interessante stykker strik jeg længe har strikket. Strikkeretningen skifter for hver ny del, og selvom der bliver strikket masker op i det allerede strikkede, og til dels også strikket sammen, er der også en hel del montering. Jeg monterede så meget som muligt hen ad vejen. Mest fordi det gav mening. Det er ganske simpelt svært at prøve det hidtil strikkede, når skuldersømmen ikke hænger sammen.

Jeg lavede to ændringer til den oprindelige opskrift. Den ene kan kun ses på bagsiden, den anden er til gengæld langt mere synlig.

Det fine snoningsmønster, der ifølge opskriften er fint på både for- og bagside, synes jeg ærlig talt ikke var så fint på bagsiden. Jeg manglede en snoning, så for og bag blev ens. Det var en enkel ændring i mønstret, som godtnok krævede en snoning med vrangmasker, men som jeg er temmelig tilfreds med.

Jeg kan ikke huske hvilken række i mønstret den ekstra snoning skal lægges ind, men den retsiderække, der ikke indeholder nogen form for snoning. Jeg håber det er forklarng nok.

Min anden ændring handlede om ærmerne. Ærmerne på den originale model er meget stramme. Jeg kan ikke lide stramme ærmer. Samtidig har det oprindelige ærme en ribkant forneden. Det forstyrrede i min optik at ærmet pludselig skulle udstyres med en ribkant, der ingen reference har til resten af mønstret. Resten af det oprindelige ærme skulle være helt glat. helt uden snoninger.

Jeg var ikke i tvivl om at der skulle indarbejdes snoninger i ærmet. Men jeg var længe i tvivl om hvordan. Min første tanke var en lodret snoning op ad midten af ærmet. Problemet med en lodret snoning midt i ærmet var, at bærestykkesnoningen ikke ligger midt på skulderen, men bag på skulderen. Det ville betyde at en snoning midt i ærmet enten ville møde snoningen øverst på ryggen skævt, eller at en snoning på ærmet skulle flyttes et stykke bagud for midten. Ingen af dele tiltalte mig.

Da ideen at gentage det vandrette stykke fra bagerst på trøjen dukkede op, kunne jeg godt undre mig over ikke at have tænkt det fra start. Personligt er jeg rigtig glad for den løsning, som jeg synes passer trøjen meget bedre end den helt malplacerede ribkant, der ikke har nogen referencepunkter til resten af trøjen.

Jeg strikkede stykket nederst på ærmet langt nok til at det ikke sad for stramt øverst, når jeg lagde det om armen. Herfra samlede jeg masker op, så antallet passede til længden af manchetten, og strikkede ærmet efter mønstret. Det betød at jeg havde en del flere masker og dermed fik et noget bredere ærme – helt som ønsket. Selvom ærmet var en del bredere end opskriften antydede, var det ikke svært at sy det pænt til i ærmegabet.

Endelig er der vist ikke meget andet at sige, end jeg er rigtig glad for resultatet. Jeg overvejer om ikke et bånd langs skulderen vil være en god ide, men hidtil er det ikke blevet til noget. Og sådan er der så meget.

Design: Intersect af Norah Gaughan.

Garn: Blackhill Højlandsuld fra Garnudsalg i farven Grøn Hvede. Jeg havde bildt mig selv ind, at den skulle strikkes med dobbelt tråd og havde derfor to cones med hjem, da vi i sommers var i Ålborg. Det skulle den ikke. Men farven er skøn, så det gør ikke noget jeg har mere til senere projekter.

Der gik 371 gram garn til hele trøjen.

Pind: 3½ mm. Jeg strikkede på rundpind – helt som jeg plejer.

Størrelse: Jeg strikkede efter størrelse 20 1/4”.

Bemærkninger: Det har været et skønt stykke strik. Jeg tilsatte en ekstra snoning på bagsiden (strikket fra retsiden) og lavede ærmerne om.

Jeg strikkede 12 gentagelser af mønstret langs forkanten nederst på ærmet. Efter sammensygning samlede jeg 68 masker op og strikkede resten af ærmet glat. Jeg startede omgangen under armen og tog en maske ud på hver side af omgangstarten på hver 8. pind 12 gange.

Herefter lukkede jeg ærmekuplen af efter opskriften og lukkede øverst med en sloped bindoff. Det giver en pænere aflukning uden hakker, som er lettere at sy pænt i. Jeg er sikker på at Youtube har mange bud på en instruktionsvideo.

Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.

Kanalrundfart

Fra toppen af Montmartre gik vi bagom ad smalle gader, trapper og langs bygninger der er så typiske i Frankrig. Vi provianterede hos en af de lokale købmænd, inden vi via Rue Caulincourt passerede over det ene hjørne af Montmartre Kirkegård.

Emilie spurgte interesseret til hvad det dog kunne være, der lå under os, da Rue Caulincourt blev til en bro over monument efter monument, som jeg kun har set på franske kirkegårde. Hun afslog at gå ned og kigge nærmere, og stedet snakkede vi lidt om hvordan kultur selv i den vestlige verden kan være meget forskellig.

Ved Place de Clichy fandt vi trapperne til Metroen og satte kursen mod bredden af Seinen nær Eiffeltårnet. Planen var en kanalrundfart, og jeg havde læst at bådene holdt til langs kajen nedenfor det store tårn. Vi valgte den første bådtur vi mødte. Da vi stævnede ud, viste det sig at havde vi gået videre, havde vi mødt flere. Vi var nu meget godt tilfredse med vores valg, og om forskellene havde været store er ikke til at sige. Som det var nu, fik vi en guidet tur på både fransk, engelsk og italiensk.

Turen var hyggelig, vi havde taget de store frakker på, og blev temmelig glade for dem, da båden vendte et stykke efter Ile de la Cite for at sejle tilbage. Det viste sig vi havde haft medvind og læ på udturen, hjemturen blev derfor noget mere blæsende og vi kunne begge godt have brugt en hue.

Turen førte os forbi mange af Paris’ spændende bygninger og steder, vi gled under et utal af broer, der alle har en historie. På Pont de l’archevêché krydsede en flok skoleelever på tur, der alle vinkede. Vi vinkede selvfølgelig alle tilbage.

Vi sejlede forbi historiske bygninger som Louvre, Notre Dame, Paris’ gamle slotsborg på Ile de la Cite, Concordepladsen, Musee d’Orsay, der oprindelig blev bygget som banegård for de mange besøgende til Verdensudstillingen i 1900. Fra banegården blev de besøgende kørt til Orleans. Banegården var i drift til 1939, og fungerede i en kort periode under anden verdenskrig som postcenter, inden den efter et omskifteligt liv endte som museum

Vi så den amerikanske kirke, toppen af Ivalidekirken med Napoleons grav, Grand Palais, det store glaspalads der sammen med Pont Alexandre III også blev bygget til Verdensudstillingen i 1900. Vi så mange flere bygninger, som var spændende at høre om, men som jeg har glemt igen, og endelig vendte vi tilbage til udgangspunktet og udsynet til Eiffels tårn, der stod færdigt til verdensudstillingen i 1889, ikke mange år før de mange andre imponerende bygninger.

Tilbage ved udgangspunktet gik vi fra borde som de sidste og nåede at få selskab af en flok småfugle på jagt efter turistkrummer. Vi var også sultne og fandt råd for det i en lille fransk bistro tilpas langt væk fra kanalbådene og Eiffeltårnet til at møde franskmænd på frokostvisit og kunne hurtig efter sætte tænderne i et stykke konfiteret and med fransk tilbehør.

Fra bistroen gik vi bag om Eiffels høje konstruktion, gennem parken, mod militærskolen og et forsøg på at finde modangreb til en insisterende begyndende snue. Det lykkedes aldrig rigtigt, men Naturalia viste sig at være et godt sted at lede.

Sacré Cæur

På toppen af Montmartre ligger Sacré Cæur, den store hvide, smukke kirke, med udsigt over det meste af Paris.

Montmartre var oprindelig en landsby uden for Paris. Selve Montmartrebakken er hundredetredive meter høj, og i mange år lå et nonnekloster på toppen. Nonnerne dyrkede vin på bakkeskråningerne og de højere luftlag gav gode vindforhold for vindmøller.

Da Napoleon III i midten af attenhundredetallet besluttede at gøre Paris til den smukkeste by i Verden, satte han ikke kun Baron Haussmann i spidsen som byplanlægger, han tvang også en stor del af befolkningen væk til fordel for nedrivninger og genopbygninger. Mange flyttede til de små landsbyer lige uden for bygrænsen, som for eksempel Montmarte.

Det var billigt at bo på Montmarte, samtidig lå bydelen uden for bygrænsen, hvilket betød at der ikke skulle betales skatter, og sammen den megen vin nonnerne på klostret frembragte, blev bydelen med tiden et sted man søgte hen for morskab, druk og billige boliger. Mange kunstnere slog sig ned i kvarteret, der stadig er kendt for Place du Tertre, hvor kunstnerne sidder tæt, for at tegne portrætter af forbipasserende.

Sacré Cæur er kun godt hundrede år gammel. Den ser ældre ud og er bygget i nyromansk-byzantinsk stil. Byggeriet startede i 1875 og stod færdig i 1914. Kirken blev først indviet efter første Verdenskrig i 1919. Den blev bygget til minde om de faldne i både den franske revolution og krigene mellem Frankrig og Preussen. I dag bedes der døgnet rundt til minde faldne.

Navnet Sacré Cæur betyder det Hellige Hjerte, her i manifestationen af Jesus og som enhver katolsk kirke er den smukt dekoreret med både udskæringer, glasmosaikker og statuer.

Inden opførelsen havde der været en del kalkbrud i bakken og undergrunden kunne slet ikke bære den store tunge kirke – som i øvrigt har en af Verdens tungeste klokker i klokketårnet. Derfor tog det mange år at færdiggøre projektet, der til at starte med krævede understøttelse i form af treogfirs skakter i otteogtredieve meters dybte fyldt med beton – det siges i dag at det er kirken (eller i hvert fald kirkens fundament) der holder bakken oppe.

Kirken er bygget af hvid marmor, og trods hundrede år står den stadig ren som sne. Stenene den er bygget af udskiller ganske simpelt et stof, der i samspillet med vind og vejr vasker hvidt. Der er langt op til toppen af bakken, der enten kan forceres via trapper eller med den lille bjergbane, der starter nedenfor kirken og stopper tæt ved toppen.

Vi var oppe mere end en gang, og prøvede derfor både trapperne, der fik os til at tabe pusten og banen, der langt lettere (men vist ikke hurtigere) fik os op. Nedturen gik ad trapper, enten de snoede foran kirken eller de trappebeklædte gader, der findes mange af på Montmartre.

Den dag vi tog kirken nærmere i øjesyn var vi tidligt ude. Vi nød synet og de forholdsvis få besøgende, efter med nød og næppe at have undgået en flok skammere ved foden af bakken. Jeg overvejede ikke at vi kunne have været oppe i tårnet, men nød stilheden indenfor, mens Emilie tændte lys før vi gik ud igen.

Sacré Cæur er enestående på mere end en måde. Langt de fleste kirker slår mig bagud, når jeg kommer indenfor. Her er det omvendt. Det er det ydre, hele fremtoningen på toppen af bakken, der gør noget ved mig. Den kan ses på lang afstand, og ligesom Eiffeltårnet peges ud, så jeg også mig selv kigge langt efter vartegnet på den anden side af floden, som vi kom rundt i byen.

Fra besøget i kirken gik vi videre rundt til Place du Tertre, vi beundrede protrætmalerne, men fik aldrig noget billede med hjem. Emilie havde haft et ønske hjemmefra, men selvom ønsker ændres var det stadig spændende at se processen. De er altså dygtige.

Ovenstående bygger på Wikipedia – både den danske og den engelske side, det franske turistsråds presserum, Sacré Cæurs egen hjemmeside, Parisguiden og France this way.

Hotellet

Vi var lige kommet hjem fra Berlin, da jeg bestilte billetter til Paris. Pengepungen føltes en smule slunken, og af samme grund valgte jeg bevidst at gå efter en billig overnatning. Vel vidende at det ikke ville være luksus.

Min viden ud i rejebestillinger kan ligge på et meget lille sted, og vidste jeg bedre kunne jeg måske have fundet billigere flybilletter og dermed flere penge til hotelovernatninger. I forhold til fly valgte jeg igen bevidst at jeg ikke ville flyve med de billige flyselskaber, til trods for at jeg ikke kan være sikker på forholdene i de større af slagsen.

Igen baseres min viden om flyselskaber udelukkende på medierne og jeg ville ikke risikere afbud eller andet i den stil. Altså endte vi med at flyve med Air France. Måske kunne jeg have fået en billigere pakke, hvis jeg havde bestilt samlet, men det kunne jeg ikke lige finde ud af, så jeg bestilte fly og hotel hver for sig.

Vi fløj fra kastrup til Charles de Gaulle. Derfra fandt vi toget til Gare du Nord og trods adskillige taxichaufførers ønske om at transportere os videre, gik vi fra stationen til hotellet. En tur på cirka en kilometer. Hjemmefra havde jeg hørt at både lufthavn og station skulle være svære at finde rundt i, og de er da også begge temmelig store og i mange plan, men om vi var heldige eller det alligevel ikke er så svært, er ikke til at sige. Vi fandt rimelig hurtigt rundt begge steder, både på ud- og hjemtur. Samtidig var det let at spørge om vej, de få gange vi blev i tvivl.

Vi boede på Le Régent Hostel Montmartre. Et hostel og budget hotel lige nedenfor Sacré Cæur, ved siden af Metrostationen Anvers, omgivet af turistbutikker og med udsigt til kvarteret fyldt med stofbutikker. Det var som sagt ikke luksus, sengene var fine, vi frøs fordi der kun var et tyndt tæppe og et lagen at ligge under. Den fine udsigt måtte vi kigge langt efter, selvom værelset lå på fjerde sal, til gengæld havde vi fri udsyn til de omgivende værelser over den mindste baggård jeg nogen siden har set. En baggård der i den grad emmede af franskhed med krummelyrepyntede franske altaner og blik til en stump himmel over franske tage.

Vores værelse var spartansk. Vi havde to senge, to stole og et lille bord. På væggene hang knager til tøjet. Vi brugte stolene til afsætning og hev bordet hen mellem sengene og havde dermed plads til at spille et af de to medbragte spil hver aften.

Overalt var malet i stærke farver, væggene var af pap, og dørene ikke bedre. Det betød at da der en af de sidste aftener blev spillet høj musik og holdt fest på modsatte side af gården, føltes det næsten som sad de på vores værelse. Det betød også at vi blev temmelig medindraget da vores nabo blev konfronteret med at have haft fugle på værelset en af de første aftener. 

Historien gik på at en af de andre gæster havde hørt fuglene og vist var blevet en smule skræmt. Derfor skulle pigen på værelset ved siden af os flytte – helst nu og her. Hun vidste ikke bedre, og personligt må jeg sige at jeg ingen steder havde set, man ikke måtte have fugle på værelset…  men fuglene var der ikke længere. Det var duer hun havde passet for en ven, og historien blev ved og ved og blev sjovere og sjovere hen over det meste af en time. Jeg tror hun fik lov at blive, for jeg synes jeg hørte hendes stemme senere…

Personalet var imødekommende, og jeg tror vi havde fået et eksra tæppe hvis jeg havde spurgt igen. I stedet fandt vi ud af at lægge Emilies store tørklæde og  min store uldne frakke over som ekstra tæppe, og så frøs vi ikke længere. Vi havde eget toilet og badekar – vi nøjedes dog med bruseren – og selvom der var slidt, var der ikke noget at udsætte på rengøringen. Der var rent.

Hotellet råder over to opgange rundt om den lille baggård. Sådan nogle med knirkende elevatorer og slidte trappeopgange. Morgenmaden bestod af hvidt brød og varme drikke fra en automat det lavede en rigtig god varm kakao. Vi spiste i køkkenet, hvor en dame holdt orden, vi selv skulle rydde op og der var adgang til køleskab, brødrister og elkedel.

Vi fandt hurtigt ud af at supplere morgenmaden med ost og yoghurt fra den lille lokale købmand, og morgenerne i køkkenet blev en oplevelse for sig selv. Det var et meget bredt publikum der beboede stedet. Alt fra unge på hostlet til ældre mænd og gamle damer. Der var parret der sad og småskændes hver morgen, dem der stadig så ud som om de sov, de unge piger der ikke forstod at rydde op efter sig selv og børnefamilien med far, mor og to børn.

Der var også den ældre professortype på rejse med sin datter. Han sad hver morgen og fortalte på forhånd om dagens begivenheder, eller den ældre dame, der trods tidens tand og stok, stadig formåede at sidde med en perfekt makeup, mens hun klamrede sig til sin lille kabinekuffert, hun aldrig slap af syne. Sjovest var den forretningsrejsende, der morgen efter morgen fandt et nyt offer at fortælle sin historie til, mens han elegant formåede at drage den anden ind i samtalen. Han havde oplevet store ting og var nu i gang med et nyt eventyr i Paris.

Det var et fint hotel til prisen, jeg må nok bare indrømme at jeg er blevet lidt bedre vant, at jeg vil have lidt mere luksus. Så lærte jeg det. Men det var en sjov oplevelse.

Strik på krus

Det er efterhånden længe siden Emilie og jeg var inde og male. Dengang viste jeg både Emilie i aktion og hendes færdige projekter. Men ikke mit eget.

Mit var nemlig en gave. Nu er den afleveret, og så er det tid til dokumentation.

Ideen har jeg haft længe. At male strik på et krus. Jeg ville have to krus, og det var heldigt at der ikke var fyldt den dag vi var der, for det tager alligevel temmelig lang tid at tegne op og male fine streger på to krus. De afsatte to timer kunne slet ikke slå til, men vi fik lov at blive siddende og nåede helt i mål.

Skal jeg nogensinde en anden gang male strik på krus, skal det vist kun være et krus ad gangen. Det blev noget hektisk til sidst, men samtidig kan jeg godt lide det færdige resultat, der bærer præg af at jeg ikke kunne nå helt så mange detaljer, som jeg havde regnet med på forhånd.

Jeg var længe i tvivl om jeg skulle strege maskerne op. Jeg er glad for jeg endte med at gøre det. Det gjorde det færdige mere færdigt. Også selvom jeg ikke kunne styre opstregningspennen og fik dråber i enderne af hver streg.

Først irriterede det mig. Frygteligt. Men som jeg sad der i de sidste febrilske minutter og stregede op, synes jeg at dråberne var med til at give det malede liv, at gøre det mere unikt og gøre det til mit i højere grad end havde stregerne været lige og uden slinger.

Mine tidligere besøg i malebutikken har resulteret i mere abstrakte resultater, at det nu blev mere specifekt var en anden måde at arbejde på, som giver nogle andre muligheder. Nogle muligheder som giver mig lyst til at udforske maleuniverset endnu mere.

Mon ikke vi finder vej derind igen. En dag.