Heldigt?

Jeg spildte the i mit tastatur i går. Eller… jeg væltede en næsten fuld kop the ud over mit tastatur i går.

Efter en nat omvendt på radiatoren, håbede jeg på det bedste og frygtede det værste. Det ser heldigvis ud som om det stadig virker – eller jeg er ikke nået omkring taster der ikke virker endnu. Jeg krydser fingre.

Det er dejligt at være tilbage på arbejde. Mens jeg havde en følelse af at lande fra månen i går, var der fuld gang i dag. Vi har smeltet perler til lysestager og haft tid til at hygge undervejs. Dagen startede med mus-samtale, noget jeg er kommet til at holde meget af, efter at have bævet for det de første gange.

Min chef er klog og siger kloge ord. Vi var omkring konfliktløsning, noget enhver pædagog med respekt for sig selv ved en hel masse om, og ofte også bruger meget tid på. Hvorfor skal du løse konflikter? spurgte han, og fik sat ord på at jeg skal gøre det jeg er bedst til, at jeg skal bruge mit fokus på at skabe nogle rammer om det kreative, der ikke nødvendigvis har plads til konflikter. Vil de slås, må de gå et andet sted hen, og så kan de voksne, der synes konflikter er spændende og er gode til det tage konflikterne gøre det. Du gider jo ikke, sagde han.

Og hvor har han ret. Jeg gider ikke konflikter. Jeg synes pædagogens rolle er at lære ungerne redskaberne til at løse konflikterne, og så ellers stole på at de kan selv, og hjælpe og vejlede, når det er nødvendigt. Vi skal ikke holde dem i hånden hele vejen, de skal lære at kunne selv. Hvis vi løser konflikterne for dem, lærer de jo ingenting.

Det var rart at få sat ord på. For alle skal ikke være gode til alt, og konfliktløsning er ikke en af mine spidskompetencer – jeg gider ikke. Det ligger bare lissom i hele pædagogikken, at sådan noget skal man kunne. Så er det skønt at få at vide, at det skal jeg ikke nødvendigvis.

I morgen tager jeg på kursus.

På banen igen

Jeg har meldt mig rask. Jeg gider ikke at være syg mere. Jeg har stadig nogle eftervirkninger, men er også temmelig sikker på at jeg ikke smitter.

Jeg glæder mig til at komme ud i verden igen. Håber på at alting ikke går min næse forbi. Jo – jeg havde hørt om en storm... men havde jeg set den? Nej. Det kan jeg ikke påstå, og i stedet stod jeg sammen med Emilie på stationen i går aftes og kunne konstatere at S-togene ikke kørte helt efter normalt skema. Der skulle nemlig ryddes op efter en storm.

I mine temmelig introverte sygdomsprægede dage, havde jeg bestemt kun hørt noget om storm i Jylland. Jeg havde så hørt forkert, men værre var det ikke, end at Pigebarnet kom af sted, og godt frem. Hun glædede sig til at komme tilbage. Helt ligesom jeg også glæder mig til at komme tilbage.

Jeg har fyldt tasken med bolsjer og pastiller af enhver art, der kan lindre en reven hals. Jeg har hostet og hostet. Jeg hoster stadig, men det føles mest af alt som om halsen bare er forstyret. Mangler ro. Jeg satser på varm the og lindrende urtebolsjer. Hvordan jeg skal sandsynliggøre over for en børneflok at jeg godt må spise slik, når de ikke må, bliver så mit problem…

Jeg har læst tre tykke bøger, jeg har ikke sovet helt så meget som jeg gerne ville, men jeg føler mig i den grad klar til hvedagen og savner mine kolleger. Jeg missede årets første fest, men det skal ikke forhindre mig i at gøre hverdagen til en fest.

Ha’ en god mandag.

Hold jer hellere på afstand

Jeg har fået ny læge. Jeg var ellers rigtig glad for den gamle, som undervejs blev udskiftet med en nyere, da sygdom satte en stopper for lægegerningen. Så måske skulle det komme, trods årevis med den nye, der jo egentlig bare var vikar, men som jeg også har været rigtig glad for. Sidste gang jeg var dernede, var der udviddet med en ny vikar, til at dække de huller den nu enlige læge ikke kunne klare selv.

Det var nok i virkeligheden dømt til undergang. Pladsen var ikke stor nok, patienterne var måske for mange og måske lurede nye oplevelser lige rundt om hjørnet. I hvert fald fik vi besked om ny læge. Eller lægehus. Lige rundt om hjørnet. Det sidste er faktisk et stort plus.

Hvis ikke jeg er tilfreds med den tildelte læge, har jeg en måned til at vælge en ny. Gratis. Men hvordan ved jeg lige om jeg er tilfreds? Når jeg nu stort set aldrig bruger min læge…

Sygdom gav mulighed for afprøvning. Og helt ærligt, så var det ikke imponerethed der lå øverst i går. Jeg vidste godt at efter weekend og en lang ferie, er der ofte travlhed ved telefonen, alligevel kom det bag på mig, at jeg, trods forsøg hvert femte eller tiende minut i den fem timers lange telefontid, ikke kom igennem.

Til sidst gav jeg op. Besluttede mig for at klæde mig godt på i dag og gå derop. Sætte mig og vente, til der blev tid. I nat kunne jeg have tudet. Det gjorde ondt overalt. Jeg hostede som en gal, ørene pressede på og næsen var langt fra til gennemløb. Piller hjalp, men jeg følte mig godt nok ynkelig.

I formiddags prøvede jeg alligevel først telefonen, inden jeg pakkede mig sammen. Og kom igennem. Hurra.

Så nu har jeg været hos lægen. Eller jeg har faktisk ikke mødt en læge. Jeg mødte en anden sundhedspersonel, for det er stort lægehus. Helt nyt, fyldt med nyt udstyr, og mennesker i mange funktioner. Med tiden skulle jeg gerne have en fast læge, men det var ikke nødvendigt i dag. Jeg tænker heller ikke det er nødvendigt at finde en anden læge.

Til gengæld var der tid til at gøre det hele ordentligt. Der var smil og glade mennesker. Der var ro og forståelse og der blev ikke sparet på noget. Jeg blev endevendt. Fik taget blodprøve, og huskede at sige at jeg er svært at tage blodprøver på. Heldigvis vidste hun hvad hun gjorde, og så virkede det første gang. Det synes jeg er et stort plus. Jeg er nemlig sådan en, der gerne bliver stukket tre eller fire gange, før der er gevinst. Altså med mindre jeg møder nogen, der ved hvad de gør.

Mens blodprøven blev analyseret var der tid til at pode halsen, tjekke ørene og lytte til lungerne. Alle dele var fine og uden grund til bekymring. Det var blodprøven ikke. Den viste et infektionstal på 92 – ikke noget der gjorde mig klogere, selv om hun var god til at forklare. Men det betød at der er en infektion. Formentlig bihulebetændelse, og så er det ikke så svært at forstå at ørerne gør ondt.

Jeg blev sendt hjem med penicillin. Og fik også en tid til Emilie med hjem. Hun ligger nede på husholdningsskolen med præcis de samme symptomer som jeg havde til at starte med. Hun tager hjem i morgen, og så bliver det hendes tur til at blive stukket i, lyttet til og podet på. Forhåbentlig har hun ikke nået at smitte for mange.

Hvis jeg så bare kunne holde op med at hoste…

Tilbage under dynerne.

Der blev strikket

Lige som jeg de sidste fem-seks år har lavet collager af året der gik, har jeg også sat mig ned og kigget på, hvad jeg egentlig fik strikket og hæklet i det forløbne år. Det er både hyggeligt og lidt sjovt at sidde med, så det har jeg ikke tænkt mig at holde op med foreløbig.

De sidste år har jeg holdt regnskab. Det gjorde jeg også i år. Lige indtil jeg nok så tumbet fik smidt min USBnøgle væk. Den der indeholder alt. Den der burde have ligget i et aflåst skab. Den hvor alle de billeder jeg taget siden sidste gang det hele forsvandt – dengang var det computeren der gik ned – ligger på.

Jo. Jeg øver mig stadig i det der med backup. Måske lærer jeg det også en dag.

Men altså, mit regnskab lå også på den der USBnøgle. Jeg kunne muligvis godt have rekonstrueret, men jeg gad ikke. Jeg vil hellere starte forfra i år. Med Ravelry som min ven er jeg nemlig blevet rigtig god til at lægge nyt garn ind i arkivet. Det betyder at selvom mit regnskab er væk, har jeg stadig et vist overblik over hvor meget garn jeg er i besiddelse af. I hvert fald det nyere.

Men det skal ikke afholde mig fra at kigge på hvad jeg lavede i løbet af 2014. Jeg har delt det hele op i fem kategorier: De små ting, sokker, hæklerier, sjaler og det med ærmer.

Jeg starter i det små.

Der er ikke så meget, som man kunne forvente. Småt er nemt, men jeg har åbenbart ikke strikket nemt i år. Seks stykker strik er det blevet til, det meste blev godt og et par enkelte dele blev ikke helt som forventet. Når jeg kigger på billederne er det sjovt som farveskalaen holder hele vejen gennem.

Først var der huen, som jeg strikkede frit efter et billede. Om det var garnet eller om jeg beregnede forkert, det ved jeg ikke. Men den var fin da jeg fotograferede, den var mindre fin i brug. Voksede, faldt ned i øjnene og mere i den retning. Trods redningsforsøg er den aldrig kommet i brug. Jeg prøvede, det lykkedes ikke, men den ligger stadig ude i kurven med vintervarme.

Jeg er ikke sikker på det samme gælder vanterne, der passer til. Også de var frit efter fantasien, og fungerer som udgangspunkt nærmest som de skal,. Altså de sidder fint, de er bare ikke så varme som jeg havde forventet. Eller måske husker jeg forkert. Formentlig er det derfor de ikke bliver brugt. Faktisk havde jeg glemt jeg har dem, da de gode vanter var gennemblødte engang lige før jul. Måske de bare skal have en chance til.

Så var der hippien som Arne og Carlos har bedrevet. Den var superhyggelig at strikke, den sidder og passer på bøgerne i min bogreol, og da den var færdig var jeg sikker på at sådan nogle skulle der strikkes mange flere af. Det er så bare ikke blevet til noget endnu, men måske en dag.

Japværk var et par noget anderledes pulsvarmere som jeg var nødt til at afprøve. De tog ingen tid at strikke, og jeg har faktisk brugt dem en del. Det ærgerlige er bare at de vokser i brug, og selvom jeg har lavet dem mindre et par gange, forhindrer det dem ikke i at blive ved med a blive større. Jeg tænker det handler mere om garnet end om mønstret.

Op til jul fik Daniel fire pulsvarmere. To sæt, fire forskellige. Jeg brugte mine egne optegnelser i forhold til Daniels hænder og jeg kan med sikkerhed sige at de vil blive brugt til de ikke kan hænge sammen længere.

Da Nicklas i maj fyldte fjorten ønskede han sig en hue i form af en grøn gris. Jeg siger ikke nej til sådan et ønske. Fødseslaren blev glad, den har været med i skole over en længere periode og den har vist sig temmelig genial, når der skal leges med den Angry Bird-glade lillebror, der fik den første. Nicklas bad selv om hans kunne blive uden krone, for det duede jo ikke med to konger.

Dernæst er der sokkerne.

Jeg nåede atten par i år. Jeg ved godt der mangler to par på oversigten, men der var ikke plads til flere. Og så ligner en del af dem hinanden…

I forbindelse med gavekalendersokkestrik slog jeg mig på udfordringen at strikke fod-/svangformede sokker. Jeg startede med en kombination af forholdsvis lette mønstre og endte op med at have rigtig godt styr på processen. Det skal selvfølgelg ikke være for let, så lige nu er der gang i et par sokker til Anders, der ud over den formede svang også er fyldt med snoninger.

Jeg vil gerne med tiden skrive en opskrift. Lige nu kan jeg bare mærke at det nok kræver en smule mere strik og rygradsfornemmelse, inden der kan skrives en forklaring, der ikke bliver totalt kompliceret. For det er faktisk ikke så svært. Det er mest noget med at tænke en smule anderledes end sokker normalt tænkes. Og så alligevel ikke.

Af de atten par sokker var de tre par til mig selv, resten var til andre. Og Anders fik ingen sokker i år.

De tre par til mig var af den fine slags. Den slags der kræve tynde pinde og andres opskrifter.

Først var der Through The Loops Mystery Socks 2014. De er meget fine. De er lidt for store og maskerne er lidt for løse. Det irrirterer mig.

Netop de løse masker, når jeg strikker på små pinde, fik mig til at forsøge med firkantede strømpepinde. Forsøget betød at jeg blev nødt til at strikke et par strømper, og det blev i første omgang Treppenviertel, som var hurtigt strikkede og som solgte mig til firkantede pinde, når der er tale om små størrelser.

Jeg kunne slet ikke stoppe og strikkede derfor endnu et par med tyndt garn og firkantede pinde. Denne gang Conflux, som lokkede med den formede svang. De sidder bare så godt.

Lige inden nytår sidste år havde jeg lovet Henriette at omforme en del af hendes garnlager til sokker. Jeg nåede et par inden jul og i løbet af årets første måneder fik jeg strikket resten – seks par. De fleste par blev strikket efter mit hovede, men jeg nåede også om opskrifterne Ampersand, Kiertoradalla og Outside in.

I efteråret nåede en ny portion Henriettegarn frem. Et enkelt par så dagens lys. Lange som ønsket og efter egen opskrift.

Årets sidste sokker var alle enten julegaver eller kalendergaver, og alle elementer i processen omkring rundingen i svangen.

Fire par til Daniel. Han er glad, de er alle i brug og send bare flere, siger han. Forresten synes han de så lidt sjove ud, da han pakkede op, men var helt klar på at de sidder meget bedre end de mere almindelige af slagsen.

Emilie fik to par, som begge er lyserøde og vist ikke for alvor set på bloggen. Derfor må jeg i stedet henvise til Ravelry – første par og andet par.

Min mor og Annelise fik et par hver i julegave. Det gør de hvert år, har jeg besluttet. Så ved de det, men jeg skal nok lade være med at vise dem frem, før efter jul. Derfor igen Ravelry – min mors og Annelises.

Det hæklede.

Stadig småt, og alligevel projekter som ikke kan laves på en dag eller to.

Ni projekter blev det til. To trediedele dyr. Jeg havde helt ærligt ikke forventet så mange flere dyr. De er alle fløjet hjemmefra, og selvom jeg godt kunne tænke at nu er det nok, er det slet ikke umuligt at året i år også vil bringe en del dyr hæklet sammen af blomster.

Jeg startede året med at mene, at nu skulle jeg ikke længere hækle i bomuldsgarn, lageret skulle ryddes og dermed endte jeg med otte par grydelapper og en tom kasse med bomuldsgarn. Af de otte par er cirka halvdelen taget ud i Verden, mens resten hjælper os til ikke at brænde fingrene, når noget varmt skal ud af ovnen. Opskriften fandt jeg engang på nettet og jeg synes stadig den er fantastisk.

Senere, lige inden skolestart, og med en liste hvorpå der stod at grydelapper selv skulle medbringes, hæklede jeg endnu et par. Denne gang i pink, for det var det Emilie ønskede. De bliver vistnok brugt flittigt. Mon ikke farven er vasket nærmest væk, inden hun kommer hjem.

Det sidste hæklede projekt, der ikke som udgangspunkt er et dyr, er sutskoene jeg hæklede til Emilie. Selvfølgelig i pink, trods navnet Crocodile Boots. I første omgang sad de lidt løst om hælen og vi snakkede om et stykke elastik for lidt mere hold. Det er aldrig blevet til noget, for i mellemtiden blev hun glad for det løse snit. Vi er stadig enige om at der skal lidt mere plads til forfoden en anden gang og Emilie har også allerede udtrykt ønske om lidt mere højde – når de her ikke kan mere.

Så er der dyrene.

Jeg hæklede to Bluebirds of Happiness. Den første til Anja og den anden til min gamle skolelærer, da han gik på pension og skulle ud i verden og lufte vingerne.

Emilie bestilte en Happypotamus til bedstevenindens fødselsdag. Den nåede at blive færdig i sidste øjeblik og jeg forelskede mig en lille bitte smule i sådan en flodhest.

En barnedåb gav anledning til en Nellie the Elephant. Nellie blev mere end godt modtaget. Faktisk kunne jeg godt blive en lille smule i tvivl om enten mor eller farmor ville inddrage den til sig selv.

Så var der bamsen. Lilje, som Emilie havde døbt længe inden hun vidste om den nogensinde ville komme til Verden. En pludselig indskydelse fik mig i gang, og andendagen af et skoleår hjemmefra kunne Emilie lukke op for den i Sorø. Der blev glæde.

Endelig er der Sticks. Sticks er en meget farlig dinosaur, der med nidkærhed vogter vores hjem, og smider alle ud, der ikke opfører sig ordentligt. I hvert fald smider han ind imellem frøen – det allerførste hæklede dyr – ned fra sengen. Sticks er Anders’ og Sticks adlyder ingen – kun måske Anders.

Sjalerne.

Jeg strikkede fire sjaler i år. Alle mysteries. Alle i brug.

Trough The loops Mysterie fra 2014 hedder Algiers. Det er fint, det er let og det er dejligt en varm dag. Det var også mit første rigtige forsøg med hulstrik og tyndt garn på tykkere pinde.

Family Tree var et pludselig indfald. Undervejs var jeg meget i tvivl, og tæt på at give op. Jeg valgte at gennemføre, og det er jeg glad for, for jeg endte med et overraskende fint lille sjal, der varmer godt og sidder godt. Family Tree er et rigtig godt eksempel på alt det positive i mysterier. Jeg ville aldrig strikke det, hvis jeg havde set billeder af det på forhånd.

Exploration Station er Westknits bud på et 2014 mysterie. Selvfølgelig skulle jeg strikke med. Det kan jeg slet ikke komme udenom. Det er endt som et sjal der er i brug temmelig ofte.

Endelig er der Follow Your Arrow. Ysolda Teague forsøgte sig med et mysterie som ikke bare var et mysterium, men som var en kombination af to gange fem mysterier- to og tredieve forskellige muligheder. Det tog lang tid at blive færdig, for undervejs løb jeg tør for garn. Til gengæld fandt jeg den helt rigtige løsning på det problem og blev færdig lige i rette tid, inden kulden satte ind. Det er et dejligt sjal, der varmer rigtig godt om hals og skuldre og nakke.

Til sidst – alle ærmerne

Det blev alligevel til en del. Mest er jeg imponeret af, hvor meget længde jeg egentlig fik strikket. Jeg er gået hen og blevet glad for strik der når et godt stykke ned på låret, og det tager unægteligt lidt længere tid end taljekort.

Min mor fik Paneldebat endnu engang. Jeg strikkede den sidste år og pakkede den ind som julegave. Måske er der nogen der husker at hun selv skulle have strikket, men lod mig overtage. Den var for lang. På min lille mor virkede taljering og skød slet ikke. Hun kom til at se mærkelig ud, og bad om ikke jeg kunne finde en måde at lave den kortere. Det lykkedes. Rigtig godt faktisk. Og så kunne hun få den endnu engang. På sin halvfjerds års fødselsdag endda.

For at blive i det korte strikkede jeg Left Bank Cardigan. Den vokser lidt i brug, men jeg er alligevel gået hen og blevet rigtig glad for den.

Så var der tre små trøjer over samme mønster til barnedåben, hvor Nellie the Elephant også var med. Igen var der glæde at spore, og her er jeg helt sikker på at både mor og farmor lader babyen bære tøjet.

Jeg strikkede Plain til Anders. En helt enkelt trøje med små detaljer. Morfartrøjen kalder Anders den og bestemte selv hvordan den skulle se ud. Han har den tit på. Anders bliver altid glad for det jeg strikker, og den her er ingen undtagelse.

Waipi’o er egentlig en lille tætsiddende sag. Je strikkede langt og bredte ud. Brugte al garnet, pillede op og strikkede om i en uendelighed, og endte med en lang cardigan, jeg var usikker på om jeg nogensinde ville få brugt. Den usikkerhed kan jeg godt pakke væk. Den skal nok blive slidt op.

Laneway gik sin sejrsgang længe inden jeg sprang på. Til gengæld kunne jeg ikke stoppe og hoppede straks på en to’er, da den første var færdig. Jeg har aldrig fået taget billeder og jeg har aldrig fået præsenteret nummer to. Et hurtigt billede på altanen viser to’eren lidt fra oven. Også på denne skifter stribefarven undervejs, mens halsudskæringen er i bundfarven. Begge udgaver bliver flittigt brugt.

Endelig er der Høstjakken, som jeg startede på da sommerferien var slut, skolereformen trådte i kraft og jeg havde brug for noget strik, der ikke krævede for meget tankevirksomhed. Den var næsten for krævende. jeg måtte mange gange strikke tilbage, fordi jeg strikkede vrang i stedet for ret på forstykkernes rillestrik.

Heller ikke Høstjakken er nogensinde blevet fotograferet eller præsenteret. Den blev færdig cirka samtidig med Laneway nummer to og jeg har mere end en gang lagt planer for fotos. Det er bare ikke blevet til noget, enten er det ikke nået, eller det har ganske simpelt været for mørkt.

Høstjakken blev noget længere end forventet og lommerne sidder lidt for langt nede. Det forhindrer den ikke i at hænge på mig nærmest døgnet rundt. Når den her er slidt op er jeg nok nødt til at strikke en ny. Også selvom pind seks er lige en tand for tykt til mig.

Det nyeste nye – eller måske bare grønt

Der findes et utal af strikkepindesystemer, og måske burde jeg efterhånden variere mit valg, i stedet for at blive ved det samme. For de enkelte systemer har hver både deres svagheder og styrker.

Alligvel hænger jeg ved. Strikker stædigt kun med KnitPicks, der efterhånden har udviklet sig i flere retninger. Jeg holder ved fordi de virker. De sidder ikke altid lige godt sammen i samlingerne og wirerne kan godt finde på at knække, men at strikke med dem fungerer. Ikke kun i forhold til processen. Også i forhold til det færdige resultat.

Faktisk var jeg stærkt på vej mod helt nyt. Mod at prøve andre systemer af. Mod at fyldiggøre min værktøjskasse, og have mere at byde på.

Men. Så var det jeg så at KnitPicks har lavet grønne pinde. Og jeg er som bekendt meget, meget glad for grøn. Jeg strikker helst på træ og de originale KnitPicks er ikke – efter min bedste overbevisning – særlig pæne. Men de fungerer og det er kan gøre op for meget.

Nå, men jeg så dem altså i grøn. Caspians. Og tænkte at jeg måske lige kunne overveje et sæt strømpepinde – bare for sådan at se dem i virkeligheden. Det opgav jeg så igen, for jeg kunne ikke finde et sted, der ville sælge til mig.

Anders opgav ikke. Derfor kunne jeg juleaften lukke op for et helt sæt af de fine attråværdige grønne pinde. Jeg fik også et udvalg af strømpepinde, og på den måde fik Anders prakket en julegave til moderen på ungerne.

Caspians er ikke frigivet til salg i EU. Anders løb panden mod en mur mere end en gang i forsøget på at hente hjem. Men det lykkedes som sagt til sidst. Fra Sverige. Og jo Sverige er også medlem af EU, så hvordan det har kunne lade sig gøre, ved jeg ikke noget om. Men jeg ved at den svenske krone er mindre end den danske … og at priserne er mindre end i Danmark… Bare lige hvis nogen skulle få lyst…

Den svenske butik hedder Sticksömmen.se og sælger mere end kun de grønne pinde.

Som et ekstra plus viste det sig at de grønne Caspians ikke bare er pinde i ny forklædning. Det er også pinde med udvikling. To små detaljer er tilføjet det tidligere design, som begge nok skal komme til at gøre gavn hen ad vejen.

For det første er endedupperne forsynet med metalgevind. På de originale er gevindet blot en del af den støbte plastikdims, og med meget brug, kan sådan et plastikgevind hurtigt blive noget slidt. Hurra, hurra tænkte jeg, og opdagede først flere dage efter jul, den rigtig gode nyhed.

Generelt ankommer knitPicks pinde med et påtrykt størrelsesnummer, som meget hurtigt bliver slidt af. Hvilket ind imellem godt kan gøre det lidt mere besværgerligt at finde de rigtige pinde – mellem mange. Sådan er det ikke med Caspians.

Størrelsen er nemlig præget i metalstykket nederst på pinden. Ikke kun milimeterangivelsen, også den amerikanske størrelsesangivning. Det kan kun skabe glæde, når flere sæt er i gang på samme tid.

Sådan et sæt kommer forresten med en pind 3,75. Den størrelse har jeg aldrig haft før. Så igen hurra for noget nyt.

Og tusind tak til Anders.

Kommer drengen igen?

Dengang Emilie var cirka fem år, og første gang mødte Anders – et møde der ikke blev helt så pædagogisk som moderen havde tænkt – var hendes første (og gentagne) spørgsmål: Kommer drengen igen?

Det har vi grinet af mange gange. Så jeg kunne ikke lade være, og spurgte derfor Emilie om drengen kommer igen, da hun i går havde hentet og hjembragt. Drengen var ikke sådan at slå ud, han tog det i stiv arm, og mente nok at han ville komme igen. Og dermed mødte vi Sebastian.

Nu er de gået igen. Emilie følger tilbage til toget og jeg lovede ham velkomst en anden gang, og håber at jeg næste gang vil være noget mere til stede end denne.

For jeg er syg. Jeg kan ikke tale mig fra det. Feber, ondt i halsen, rå hoste, snottet næse og en ansats til, at det også sætter sig på ørerne. Jeg kan klare meget, men ondt i ørene har jeg svært ved.

Feberen er tydelig nedsat fra i går, næsen føles bedre, men den rå hoste og den revne hals, synes ikke at være aftagenede. Jeg har frisk ingefær, the og honning, jeg har varme dyner – knap så varme stuer, men varme tæpper – og jeg har en omsorgsfuld familie.

Det skal nok gå. For ikke om jeg gider være syg.

Mit juletræstæppe

Gennem de sidste fjorten år har jeg holdt jul sammen med de samme mennesker. Vi har fundet vores rytme i en dejlig jul med skønne traditioner, som er vores og som vi glæder os over.

Næsten lige så længe har jeg haft det tæppe, som jeg hverandet år, når vi står for at lægge hus til, finder frem. Tæppet, som min mor for længe, længe siden lavede til min mormor, og som jeg arvede da min mormor døde.

Det er tæppe som er set mange steder. Jeg er temmelig sikker på at skabelonerne er fra et dameblad engang i halvfjerderserne. Jeg har set det i flere udgaver, nogen meget flottere end det min mor har lavet, og nogen bestemt ikke. Jeg forestiller mig Hendes Verden, men det kunne også være Alt om Håndarbejde. Begge blade der gav anledning til meget håndarbejde i hjem rundt om.

Min mor har klippet nisserne i flit og limet på. Efterhånden holder limen knap så godt, og hver eneste gang jeg finder det frem, falder noget af. År efter år har jeg lovet mig selv, at nu skulle det fikses, at nu var det tid. Men endnu er det ikke blevet til noget.

Indtil i år. Klubben holdt åbent lillejuleaften og velvidende at der ikke ville komme mange børn, tog jeg det med og håbede at finde tid til et kig i skabet med filt.

Der var masser af tid. Både tid til at rydde op, tid til at underholde de fem børn, der dukkede op, og tid til at lave tæppet, så det igen ert så godt som nyt. Jeg nåede tæppet inden de første børn dukkede op, og gemte oprydningen til der kom nogen, der gad hjælpe.

Altså nåede årets træ at stå på et fint tæppe med nisser, der alle havde hovede og hænder. Alle var på den rigtige plads og alle var klar til at passe på gaver, træ og gulv.

Helt nyt er det ikke. Pletterne som tiden tand og brug har givet det, er der stadig. Men det synes jeg kun er godt. Ligesom jeg rigtig godt kan lide de meget røde og julede nisser, der ellers ikke er noget jeg er specielt begejstret for. For det har været min mormors og min mor har lavet det – det kan intet slå.

2014

Cirka samtidig med at klokken slog midnat nytårsaften blev jeg syg. Ikke sådan rigtig syg, mest irriterende ondt i halsen. I løbet af de sidste to dage er det kun blevet værre. Om jeg gider være syg? Nej. Men heldigvis skal jeg ingenting, jeg bliver lige her, drikker rigeligt varm the, hælder masser af honning og ingefær i, og satser på det bedste. Jeg har fri til på mandag, så mon ikke det kan nå at gå i sig selv igen.

Midt i sygdom og elendighed er det lykkedes mig at gennemgå årets billeder, og vælge ni ud for hver måned. Nogen orden er der ikke, og nogen fantastisk overskrift kan jeg heller ikke komme op med. Men det er meget hyggeligt og sjovt at se som specielt farverne skifter gennem de tolv collager.

Jeg ledte efter en gratis collagemulighed på nettet og endte med collage maker fra befunky. Det virker, det er nemt og det er nok ikke sidste gang jeg prøver det.

Januar: Aftenlys på vej hjem fra arbejde, Desserten fra nytårsaften – chokolademousse, Emilies Color Craving, Kålblomst, Istapper ved Damhussøen, udrydning af bomuldsrester og masser af grydelapper, efter sne kommer tø, Samarbejde af Keld Moseholm.

Februar: Frost i hyacinterne, Selsmosen ved Taastrup Station, Giganterne midt i sneen, Rapunzeltårnet i tåge, Den sjoveste legeplads ved Selsmosen, Huen der aldrig blev god, Stalin efter operation – mild og blød, Hyacinter uden frost, På cykel i forårsluft.

Marts: Attenårs fødselsdagstæppe, Den fineste buket fra Emilie, de første strømper med facon, Ny sofa, Tallerkenmalere, hyacint på altanen, Krokus, Noget grønt med nåle, Solnedgang på vej hjem fra arbejde.

April: Vibeæg, Der sad to katte på et bord, Koncert i Tivoli, Nicklas i højderne, Smag på Sorø på Husholdningsskolen, Tallerkenerne er færdige, En omgang med flet, Nyt lys og spisebord på ny plads, Damhussøen.

Maj: Fjorten år og ønsket hue, Bus mod Eurovision Island under Melodi Grand Prix, På vej mod endnu et besøg på Husholdningsskolen, Den årlige Tivolitur, Niendeklassernes (og Emilies) sidste skoledag, Konfirmation i Mogenstrup Kirke, Min mor og Annelise spiller Angry Birds, Akeleje på altanen, Sjov med neglene.

Juni: Den sjoveste blomst – jeg har glemt hvad den hedder, Vores brag af en cirkusfest – teltet bliver rejst, Overnatning i telt og mad på bål, Dimmision, En lillebitte kylling, Turèlls Alfabet, Emilie lavede brunch til min fødselsdag, Sankt Hans, Frie fødder og sol i Søndermarken.

Juli: fødselsdag og ferie – Solnedgang på Nordsjællands kyst, Min mors halvfjerdsårsdag, Sticks i urskoven, Emilies sekstenårsdag på Frilandsmuseet, GoFly og udfrodringer af grænser, Gavnø Slotspark, Malmø – Lush og Way to go, Strandture.

August: Geoginerne blomstrer, Anders og morfartrøjen, Bamsedyret – ønsket og alligevel en overraskelse, Første dag på ny skole, Penselleg, Malmø, Omrokering og nedslibning efter en lang ferie, Tomaterne rødmer, En havfrue under sand.

September: Glade elever på Husholdningsskole, Der er stadig blomstring i geoginerne, En tur down Memory lane – det er mig med tørklædet, Grønt hår, Regnbue, På tur med mine skønne kolleger, Endelig have, Syltede grønne tomater, Min fars portræt af mig til fest.

Oktober: Flere geoginer, Efterårsferie og Den gamle by i Aarhus, Halloween, Kastaniedyr, Starten på en drage, Vi indtager haven, Græskarlygter, På besøg hos Henriette og Holger.

November: Damhussøen, Den sjove blomst blomstrer stadig, Aftenhygge, Juletur med tolv skøre unger, En lillebitte snegl, Forsøg ud i figurstrikkede sokker, Bladskål og fin glasur, Skolebestyrelseskonference på Kobæk Strand, Mit helt eget krus.

December: Simpelt julepynt, Endelig succes med figurstrikkede sokker, Den første sne, Sutsko til Emilie, Årets sidste mystery og sidste sjal, Katte på nytårsbesøg, Den krøllede skål – måske den jeg er mest tilfreds med, efterår og blomstring langt ind i december, Sjov med beton.

Godt nytår

Emilie er taget til Fyn og fejre nytåret, Daniel er på vej til Nordsjælland.

Anders og jeg skal nyde aftenen alene – næsten.

Godt nytår til jer alle.

Beklager billedekvaliteten – de ville ikke stå stille :)