Morgentakter på en mandag

Mandag er allerede godt i gang. Vi har været oppe længe nok, til at føle os vågne. Emilie er drønet ud af døren med kurs mod bussen. Hun brød sig bestemt ikke til chilfaktorgrader på ned til minus femten, når cyklen blev medregnet. Hun bestemmer heldigvis selv, men kender jeg hende ret, savner hun cyklen, når turen går den anden vej.

Anders holder fri i dag. Og i morgen. Det er tiltrængt. Han ser ud som om han trænger. Det afholdt ham alligevel ikke fra at stå tidligt op. Dåsen med færdiglavet crossaintdej trak. Han fyldte med chokolade og hældte appelsinsaft ovenpå. Siden delte han de færdige veldufteligheder med Emilie, mens han nød dagens første kaffe, godt fyldt med fløde af den gode slags.

Her dufter stadig. Jeg holder mig til theen, min müsli og udsigt til et par timer i fælles tosamhed, inden arbejdsdagen kalder. Jeg håber lidt at chilfaktoren falder lidt i takt med at dagen skrider frem.

Hvis ikke, må jeg finde de ekstra varme vanter, den varme hue og et ekstra tørklæde. Hænder, næse og ører er klart de mest udsatte på cykel en kold vinterdag.

Overraskende svungen og fin

Dengang det stadig var december, lovede jeg at lave en lille lyserød pung.

Den skulle være lidt større end de små jeg plejer at lave. Derudover havde jeg frit spil.

Jeg valgte at afprøve endnu en kombination af størrelser og former. Ikke hverken revolutionerende eller helt nyt, bare et tvist i forhold til hvordan jeg tidligere har sat felterne sammen.

Jeg synes selv, at jeg har så meget erfaring med flet og sammensætning, at jeg nok skulle være i stand til at gennemskue hvordan forskellige kombinationer vil se ud i sidste ende.

Det har jeg så ikke.

Jeg nåede nemlig at blive overrasket over det fine sving pungen opnåede. Jeg burde have kunne regne det ud, men jeg overså det i planlægningsfasen.

Jeg synes kun det gør den endnu mere fin og feminin at se på.

Og når jeg på et tidspunkt sætter mig og laver endnu en portion, er det helt sikkert en facon, der skal arbejdes mere med.

Lige nu venter dog en bestilling fra min mor. Jeg tænker jeg sætter i gang lige om lidt.. eller en gang i næste uge. Senest...

Søndagssysler

Søndag er startet tidligt. Med tid. Tid til sofahygge, varme drikke og tæppeslumring.

Der er koldt udenfor. Alting er dækket af et lag hvidt. Lige nu skinner solen i alt det hvide. Lyser op, og gør dagen frostklar.

Når Anders kommer ind, er det med kolde fingre og iskaffe i bunden af kruset.

Under en stol, og fri for sne har et par tulipaner trodset kulden, og stukket hovedet ovenmulde. Jeg håber de overlever den kommende kulde, og tænker de nok har bedst af det rolige hjørne, inden vi senere hiver dem frem i solen.

Emilie har lavet en deal med sig selv. Hun vil have pandekager, og har lavet dejen. Bagningen har hun overladt til Anders. Hun lavede kaffe til ham, og vækkede ham til duftenaf kaffe og overgivelse af opgaven.

Nu står Anders i køkkenet. Det er nemt at lokke, når han gerne vil have resultatet.

Jeg sætter endnu en pind i strikketøjet og belaver mig på en dag i familiens og hyggens tegn.

Echoes of Color

Lørdag har været helt stille.

Lørdag har været vasketøj, opvask og indkøb.

Lørdag har været sofahygge og the i spandevis.

Lørdag har også været en tur ude i den kolde sne med kamera og et færdigt tørklæde.

Jojis mysterie er færdigt. Og har fået et navn.

Det er blevet fint.

Det har hængt om halsen på mig hele dagen.

Blandingen af uld og silke er dejlig og blød og varm.

Mens jeg har strikket, har jeg på skift været tilfreds og utilfreds med mit farvevalg. Jeg ville prøve noget nyt. Måske ikke helt nyt. Måske ligner det alligevel noget jeg plejer. For mig føles det nyt.

Jeg ville have støv og jordfarver. Undervejs har jeg ærgret mig over ikke at have valgt mere klare farver. I dag er glad. Det er lige som det skal være.

Det er stort. Det er varmt. Det skal nok blive brugt.

Design: Echoes of colors af Erica Jackofsky.

Garn: Samarkand fra Holst Garn i farverne Litchen, Walnut og Clay.

Det færdige sjal vejer 122 gram. Jeg har brugt knap et nøgle af hver af farverne.

Pinde: Knitpicks str 3½ mm.

Størrelse: Jeg lavede den mindste størrelse. Den der hedder medium. Det gav et færdigt sjal med et vingefang på 220 cm og en højde på 58 cm.

Bemærkninger: De to første clues er strikket helt efter anvisningerne. Det sidste lavede jeg til gengæld en del om på.

Jeg var ikke så vild med de to striber der skulle afslutte sjalet foroven. Specielt ikke tanken om en lys stribe, synes jeg om.

Jeg lavede i stedet en stribe af den mørke farve, omgivet med bundfarven. For at få frynserne til at passe, strikkede jeg kun seks pinde af den mørke farve, i stedet for de otte, der atår i opskriften.

Afslutningskanten skulle blot have været lukket helt almindeligt og løst af. Af en eller anden grund, bryder jeg mig ikke om aflukningskanter øverst på sjaler. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men jeg har observeret, at de sjale jeg har, der er afsluttet med en helt almindelig aflukning, ikke bliver brugt.

Jeg valgte i stedet at lave en picotaflukning. Det er til gengæld en rigtig god ide. Jeg er i hvert fald tilfreds.

Picotaflukingen lavede jeg således:

luk 2 masker af. * Sæt masken på højre pind tilbage på venstre pind. Strik en maske i den første maske uden at lade masken glide af venstre pind, Sæt den nye maske på venstre pind og strik endnu en ny maske og sæt også den på venstre pind. Luk fire masker af.

Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.

Picot på kanten

Morgenmaden er spist, opvasken er taget, vasketøjet hænger til tørre og jeg skal snart ud af døren.

Ved min sofa ligger sidste del af Jojis sjal. Striber. Masser af striber. Jeg er ikke utilfreds, men jeg er heller ikke helt tilfreds med den farvekombination jeg fik lavet.

Det er specielt den lyse. Den er for varm. Varmere end jeg havde forestillet. Den fylder. Mere end jeg er helt tilfreds med.

Sidste del byder på endnu flere striber. Jeg har overvejet for og imod. Jeg har ventet med at strikke til andres billeder gav et overblik. Det er ikke dårligt med de sidste striber. Jeg er bare stadig ikke så vild med den lyse.

Jeg valgte at følge udfordringen. At strikke striber. Jeg valgte også den lyse fra. Den må gerne være i resten af sjalet. Men nu er den forvist fra kanten. Så jeg strikkede færre striber. Og nåede til aflukningen.

Det skulle være så simpelt. Luk alle masker løst af. Og så gik jeg alligevel i stå.

Det er sikkert bare mig, der er fjollet. Men jeg har åbenbart et problem med sjaler, der ender med en aflukning over mange masker. De får lov at ligge. Ubrugt. Med mindre jeg tvinger mig selv. Også selvom de er fine.

Nu har jeg fundet en kant. En række picoter. Jeg tror det er bedre for mig. At jeg vil være mere tilfreds. At jeg vil bruge sjalet. Uden selvvalgt tvang.

 

Der er mange masker at lukke af.

Det tager nok nogle dage.

Mindst!

Müsli med appelsin

Mens jeg mest af alt lod tiden gå i går, har jeg været anderledes effektiv i dag. Mens formiddagen er blevet fyldt med lys, har jeg vasket - ikke helt så meget som jeg gerne ville. Jeg glemmer at bestille tid, og så må jeg nøjes - og jeg har lavet müsli.

Tidligere hakkede jeg nødder og ristede med en smule sukker. I forsøget på at undgå det der sukker, prøvede jeg med det kunstige. Det kan jeg ikke lide. Så hellere helt undvære.

Ved et tilfælde og fordi der lå en appelsin og sang på sidste vers, fik jeg prøvet noget helt nyt. Der er helt sikkert plads til forbedringer, og måske bliver det noget helt andet, næste gang bøtten er tom.

Denne gang havde jeg to appelsiner. Af den blodrøde slags. Mens de udvalgte nødder fik en tur i hakkeren, fik appelsinerne en tur om presseren. I dag havde jeg mandler og cashewnødder. Sammen med en flok hørkerner.

Jeg blandede det hele. Hakkede nødder, pressede appelsiner og de hele hørkerner og bredte forsamlingen ud på en bageplade med bagepapir. Det var nemt.

Det var også nemt at stoppe det hele i ovnen, stille graderne på 100 og luft, for at forlade projektet en times tid. Det var så der, der var plads til vasketøjet.

Efter en time duftede der af ristede nødder og appelsin i hele mit køkken. Nødderne var tørre og sukkeret fra saften fik det hele til at hænge sammen i en stor plade. Det sidste lavede jeg hurtigt om på.

Et par skefulde endte på min morgenmad sammen med en håndfuld blåbær. Resten står i en bøtte og venter på de næste mange morgener.

Uhm...

Torsdagsplaner

Jeg burde egentlig vaske i dag. Men jeg gider ikke. Håber lidt jeg gider i morgen.

I stedet har jeg tømt opvaskemaskinen. Og fyldt den igen. Og brygget the. Det er det vigtigste. Om lidt vil jeg tage en dans med støvsugeren. Her trænger.

De sidste dage har jeg været fyldt med træthed. Og muskler, der krævede fokus. Musklerne giver sig stadig, men ikke i samme grad. Og trætheden, der har slået mig omkuld i aftenlyset, er vist ved at fortage sig. Det føles i hvert fald sådan.

Torsdag formiddag snegler sig af sted. Jeg har masser af tid. Til det hele. Sådan føles det lige nu. Om lidt er tiden gået, og jeg får pludselig travlt. Jeg ved det. Jeg har været der før.

Jeg hygger. Strikker. Lidt. Overvejer hvad jeg skal have med, og drikker the til det hele.

På mit bord ligger et udvalg af projekter. Jeg har gang i dem alle. Med mellemrum. Og hele tiden. Nogle af dem skal med i dag.

Når arbejdsdagen er slut og lyset stadig er på himlen, skal jeg videre. Ud. Være sammen med et par skønne tøser og deres medbragte strikketøj. Og snakketøj. Jeg kommer sent hjem.

Torsdag bliver en god dag.

Poledance

En time og tyve minutter. Det er jo sådan set ikke så lang tid. Det føltes i hvert fald ikke så længe.

Lotte havde udfordret og inviteret til en introtime i det lokale dancelab. Målet var poledance, der lige netop her i højere grad ses som et træningsredskab, end den noget mere sexede og slibrige fremtoning mine værste fantasier kan frembringe.

Måske netop den holdning til dansen, betyder at fællesskabet er befolket af helt almindelige mennesker. Tykke, tynde, smidige og knap så smidige i en stor pærevælling. Folk der finder glæde i træningen og gerne hjælper hinanden.

Det var faktisk sjovt. På forhånd var jeg hundrede procent sikker på, at det i hvert fald ikke var noget for mig. Nu er jeg ikke længere så sikker.

Temmelig rart var der kun os på holdet. Det gør det lidt nemmere at føle sig fjollet. For helt ærligt. Vi så temmelig tåbelige ud. Altså bortset fra Lotte, der fik det til at se legende let ud.

Efter en opvarmning, der i den grad gjorde os varme, fik vi tildelt en stang hver og instrueret i hvordan vi skulle holde fast med den ene hånd, lade os falde for at få bevægelse, tage fat med den anden hånd og så ellers svinge rundt. Det var så meningen at fødderne skulle give slip. Det sidste er svært.

Det hjalp da vi fik instruktioner i at have benene med rundt om stangen. Det er utroligt så grænseoverskridende og hvor stor følelsen af at miste kontrollen er, når fødderne skal slippe gulvet.

Rundt og rundt gik det, vi nåede aldrig op og hænge på hovedet. Jeg havde egentlig heller ikke det store behov, og prøvede nok i virkeligheden ikke særlig ihærdigt. Men at snurre med ben rundt om stangen eller uden fodfæste, det synes jeg var langt vigtigere at få styr på.

Siden gik vi hjem til Lotte, spiste og faldt omkuld i sofaen. Da jeg nåede hjem gik jeg totalt omkuld. Sådan en time er hård.

Det er så her jeg begynder at se en mulighed. Det er ikke et træningscenter med maskiner, der hver især træner en enkelt muskel. Næ nej, her trænes hele kroppen på en gang. Benmuskulaturen formentlig først, når man bliver lidt mere sikker, og kan have dem med i bevægelserne.

Eneste minus er, at mine håndled ikke kunne lide det. Mine håndled er ikke hvad de har været, og skulle en skade sætte ind, ville det samtidig betyde manglende mulighed for at strikke. Det er jeg ikke sikker på at kunne håndtere.

Men skulle jeg være i tvivl om rigtigheden af, at poledance træner hele kroppen og kræver masser af muskelstyrke, så kan jeg bare spørge min krop i dag...

... Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har biceps, triceps, brystmuskulatur, muskler omkring, over og under skulderbladene, mave- og rygmuskler og nogle oppe omkring nakken. Jeg er også temmelig overbevist om, at det bliver værre i morgen...

Om vasketøj, snefald og badutspring

Mandag er i gang. Natten har bragt sne i pulverform. Jeg holder meget af sne. Og glæder mig mens det er her.

Jeg har kysset Anders farvel. Jeg har ryddet køkkenet, brygget the og startet opvaskemaskinen. Jeg har knuset Emilie, inden hun løb ud af døren og jeg har hentet vasketøjet i kælderen.

Nu vil jeg give mig selv en halv times strikketid, inden hjemmekontoret åbnes. Der skal skrives nyhedsbrev. En hel del er allerede lavet, jeg mangler vist kun det mest tidskrævende sammen med mit eget indlæg og chefens, som forhåbentlig er på trapperne.

Mens weekenden mest af alt har befundet sig i sofaen, er det ganske anderledes med mandag. Når vi lukker og slukker engang sent i eftermiddag er vi fire tøser, der skal ud og hænge i en stang. Jeg tænker jeg nok i højere grad skal ligge på gulvet og grine.

Lotte går til poledance - eller -træning. Det er ikke dans. Det er ret vigtigt, og jeg er sådan set ikke i tvivl om hvilke kræfter det kræver, at sno sig rundt i luften med en pind som eneste holdepunkt.

Hun har inviteret os andre med til en prøvetime. Jeg forestiller mig ikke, det er noget jeg nogensinde skal dyrke i stor stil, men når det samtidig betyder en aften sammen med en flok skønne mennesker - så er jeg klar.

Indtil jeg skal videre, vil jeg tage det helt roligt, nyde formiddagen, sneen og tiden til det hele.

God mandag