Reffen

 

Jeg ved ikke hvorfor Anders altid vil til Helsingør, når vi taler Street Food. Det viste sig at han havde besluttet at muligheden i København bare er ganske forfærdelig. Så giver det meget mere menig altid at tale Helsingør. 

 

 

Men det skulle komme an på en prøve, så jeg insisterede på København, og nu han vil gerne tilbage. Så fik vi det på plads.

Vi brugte Grundlovsdag på turen, startede med S-toget og da først vi sad der, begyndte vi at tale om, hvordan man egentlig kommer ud til Refshaleøen...

Anders Googlede - tag bus nummer 2A. Vi gad faktisk ikke køre i bus, det var varmt, solen stod højt, himlen var blå og der er jo den der havnebus. Mens Anders Googlede videre, fablede jeg om Nyhavn, hvorfra jeg ved den sejler. Vi kunne stå af ved Nørreport og gå dertil. 

Google sagde Nordhavn og Orientkaj. Det kunne sikkert også have været fint, men vi gad ikke blive siddende i toget så langt. Vi kom i tanke om Metroen, den kører fra Nørreport til Kongens Nytrov og dermed Nyhavn. Den kører også fra Hovedbanen, og det var måske lidt sjovere. Og så fik vi travlt med at stå af.

 

 

Fremme ved Refshaleøen kunne vi konstatere at madmarkedet er superhyggeligt. Et virvar af containere, gamle busser og små skure er bygget om til madboder, der breder sig i flere retninger. Udvalget er stort, der er mange siddemuligheder, uden at det bliver for meget. 

Det var mange mennesker, men det føltes ikke som om der var mange mennesker. Det hele foregår under åben himmel med respekt for de gamle industribygninger der fylder stedet og der er efter sigende åbent hver dag.

Det er muligt det skønne vejr gjorde stedet mere fantastisk end på en regnvejrsdag. Her kommer madmarkedet i Helsingør til sin ret - det er nemlig i en gammel værftshal. Men der er ikke åbent hele året.

 

 

Vi gik tilbage til Kongens Nytorv gennem det gamle voldanlæg, over  bastioner og voldgrave og langs de smukke gamle værftsbygninger på Holmen. København er en smuk by - specielt i solskin.

 

Masker på en søndag - Uge 22

 

Ugen kort:

• Ugen startede med 2. pinsedag, og vi startede i Malmø med kærestedrømme og hygge. 
• Sweateren til Anders blev færdig, ender blev hæftet og den nåede endda at blive skyllet op, inden den skulle pakkes ind. 
• Arbejdsugen startede med en tur til Heerup Museet med femte klasse nummer to. Det var en skøn dag, og eleverne lavede nogle rigtig gode kunstværker. 
• Med pinse og ringe mulighed for at gøre klar, blev der popcorn på bålet. Jeg endte med at blive rigtig god til popcorn uden at brænde på. 
• Daniel og Oscar kom og spiste og legede. 
• Jeg kan konstatere at møder bliver lange og korte punkter trækker ud, når vi aldrig får talt sammen. 
• Sommerferieplaner i SFO-regi kan blive spændende. Nye tiltag skal prøves af. 
• Jeg er vild med at man kan printe direkte på stof.
• Kanelsnegle er stadig obligatoriske til fødslesdage.
• Anders blev voksen, fyldte 50 og vi spiste god mad på Viftens Bistro. 
• Han blev glad for sweateren.
• Tøserne mødtes til en skøn aften med endnu mere god mad og mange grin. 
• Min mor og Emilie tog med til Nyborg, Strik i Danmarks hjerte, byvandring og en dejlig dag.

 

Læse: 

Der er alt for mange mord. Der er alt for lidt at hænge det op på. Der er alt for mange mistænkte, og dem der er mest ubehagelige er nok ikke morderen. 

Baghistorien folder sig ud og Esther er endt i en situation der ikke er rar. 

Jeg er underholdt og læser videre, når ikke jeg bare falder i søvn. 

 

 Strikke:

Jeg havde et mål i går. Jeg skulle finde garn til flere strømper til Rose. Hun er meget glad for det første par. Så glad at det næsten er umuligt at få dem fra hende og vaske dem. 

Jeg har slået op til endnu et par og tænker at strikke mere end bare det ene.

 

 

Indkøb

 

Jeg tog ikke til Nyborg, for at købe en hel masse. Men jeg havde nogle planer. Planerne handlede mest om strømper til Rose og håndfarvet silkemohair, der skal matche det lacegarn jeg har haft liggende i temmelig mange år.  

 

 

Jeg fandt ikke mohair. Eller faktisk fandt Emilie noget, der kunne have været perfekt, men det blev købt af en anden. Lige præcis det her projekt er ikke vigtigt eller haster. Jeg tænker jeg finder det rigtige, når jeg mindst venter det. 

Pink eller lyserødt garn til strømper til Rose stod til gengæld højt på listen. Jeg  valgte to minier hos Vium Garnfarveri, og blev lokket til en tredje, for der var mængderabat. Jeg har slået op.

 

 

Deadly Daisies havde nye strikke-spejdermærker med, og dem var jeg nødt til at have. Tidligere har jeg kunne sige ja til alt, denne gang var der bare to, der passer til mine strikkemeritter. Jeg har ammet og strikket, men jeg synes ikke om det, og jeg synes det ville være snyd at sætte mig på den. 

Hos Strikkediem  kunne jeg ikke lade maskemarkørerne være. De er så fine og jeg fandt to grønne, der skulle med mig hjem - bare fordi.

 

 

Hos Kirsten Fra lager til liv kom jeg i tanke om at hun har plastgranulat af gamle fiskenet, og at jeg for længe siden besluttede at næste gang, jeg så hende skulle det med hjem. Jeg købte også en salve til tør hud. Mest fordi man aldrig kan få nok salve til tør hud. (Og det var lækket).

Lidt men godt - og uden at skabe røre i garnregnskabet.

 

 

Svanebørnehaven

 

Vi stod og kiggede op ad Lindealleen mod Landporten, ved mindesmærket for slaget om Nyborg i 1659, og var egentlig klar til at gå videre, da en mad og en dame kom og sagde, at nu skulle vi se, der kom et svanepar med unger, som vist skulle over vejen. 

Altså ventede vi, og ganske rigtigt, en lille flok svaner var på vej op fra græsset på den ene side af vejen. Det tog sin tid, før de alle var med og førersvanen satte foden på vejen. 

 

 

Derfra gik de til, den ene svane forrest, den anden bagerst, med en flok meget små svællinger i midten. Helt som når vi andre er på tur.

De gik målrettet og nærmest midt på vejen. Lindealleen er lang, og målet var voldgraven helt oppe ved Landporten. Hvorfor de ikke kunne have svømmet under broen fik vi ikke svar på, men adskillige bilister måtte holde tilbage, mens svaneflokken gik tur. 

Det var en lang tur, og de meget små lodne babyer, mosede på mellem de voksne, og lagde sig ned, hver eneste gang de voksne stoppede op - og det gjorde de med jævne mellemrum. 

 

 

Ved voldgraven troede vi at de ville gå ned ad stien, der ender på en lille bro over vandet. Det havde de ingen planer om, i stedet drejede de ind mod eksercerpladsen, gik bagom det lille hus, og gennem en skov af skræppeblade, inden de besluttede hvor skrænten ned mod vandet skulle forceres. 

Det tog sin tid. Jeg tænker de bruger det samme sted hver gang, alligevel  virkede det som om de voksne lige skulle diskutere hvordan de skulle angribe nedstigningen. 

Mens svanerne argumenterede,  stod vi på den lille bro, kiggede ud over vandet, beundrede skønheden og snakkede om dengang vi løb på skøjter netop her. Min mor tog mig med, dengang jeg var barn og isen fast. Emilie er tydeligt fra en anden tid, og en smule bekymret over sådan at lade børn lege på  isen.

Endelig begyndte de nedstigningen  og endte på vandoverfladen, hvor de svømmede videre.

Dengang eventyret begyndte, og vi stod ved mindesmærket og mødte svaneflokken, stødte en anden mand til. De gør det hver eneste dag, sagde han, og synes tydeligvis det var rigtig fint. Jeg kan godt have ham mistænkt for at komme forbi på netop det tidspunkt, for at tjekke op på om de stadig var der.

Danmarks Hjerte

 

Sidste år slog Strik i Damarks Hjerte dørene op for første gang. At det bliver holdt i Nyborg, betød at jeg havde lyst til at være med. Jeg havde også lyst til at have Emilie med, og ud over at kigge på garn, var vi byen rundt både med og uden guide. 

Jeg havde lyst til at vise hende min barndoms ferier hos min mormor og morfar. På turen hjem besluttede vi at invitere min mor med næste gang - hvis der kom en næste gang - for hun trådte sine barnesko i Nyborg, og vi ville gerne have hendes historier om byen med.

 

 

Min mor sagde straks ja, og i dag blev dagen, hvor vi pakkede os sammen og tog til Nyborg. Ud over at se på garn, var vi byen rundt - næsten samme rute som sidste år - men denne gang krydret med min m ors barndomsminder. Inden vi tog hjem, besluttede vi at tage af sted igen næste år,  og næste år leje cykler, og komme længere rundt i og om byen. Stranden for eksempel.

Da min mor var barn var Bastionen ikke kulturhus, men Industriens hus, det var her hun gik til dans, og det var her mine morforældre spillede dilletantteater. Min mormor sad på scenen fordybet i tanker, skrev ned og prøvede at huske hvad hun skulle handle ind. Det gik for langsomt for min fireårige mor, der  nede fra salen heppede med, og da min mormor ikke huskede hurtigt nok, råbte barnet: Franskbrød! 

Jeg tænker tilskuerne morede sig. 

 

 

Fra Bastionen gik vi forbi min mors barndomshjem og videre til kirkegården, hvor  der stadig er pænt under det store træ, med udsigt til kirken. 

Vi fortsatte mod Landporten, middelalderbyen og slottet. Alle steder kunne min mor fortælle om leg, om skøjteløb på tilfrosne vandflader, om træer, der ikke dækkede helt så meget som nu og om veninder og sjove tiltag.

Ved Landporten mødte vi et svanepar med svællinger. De gik hjemmevandt midt på vejen i bedste børnehavestil og havde masser af tid. Flere bilister måtte holde tilbage eller køre langt ud i vejsiden, for at undgå dem.   

 

I rummet lige over tunnellen i Landporten, er et stort rum hvor soldaterne holdt eksercits. I samme rum har  min mor gået til gymnastik. Det er et stort rum, der løber i hele Landportens længde. Tøndehvælvet er fyrre meter langt - det må rummet så også være. Der er plads til at løbe hurtigt. 

Ved slottet er der spærret af. Det stort anlagte byggeri, der var i gang sidste år, er åbenbart sat på pause. Der er ikke enighed om projektets udformning. Forhåbenligt ender det godt. 

Det gamle middelalderslot, fra dengang Nyborg var hovedsædet og der blev holdt Danehof, skal helst bevares på bedste vis.

 

Vi var omkring kirken, hvor de gamle blyindfattede farvede vinduer, der  sad dengang mine forældre blev gift, på et tidspunkt blev skiftet ud med klart, men stadig blyindfattet glas, der gav det smukkeste kik til træerne ude, bag alteret. Nu er den storte åbning igen bemalet og giver en dunkelhed i kirken, som min mor synes er ærgerlig.

Vi er enige om at det er godt at resten af kirken fremstår med munkesten og hvidkalket. Engang tilbage i tiden, var der nemlig malet både blåt og rødt, da det ansås som det mest fantastiske. 

Jeg tænker der har været mørkt. 

Det var en skøn dag. Det gider jeg godt igen. 

 

 

 

Odda Sweater

 

Nå. Men så var det, jeg besluttede at jeg sagtens kunne nå at strikke en sweater fuld af snoninger, uden at Anders opdagede det, på en måned. 

 

 

Jeg nåede at være i tvivl om jeg kunne nå det mange gange. Jeg strikkede når som helst, hvor som helst, når bare Anders ikke var i nærheden. Det passede mig fint at Anders skal meget tidligt på, og derfor går tidligt i seng, og har siddet mere end en aften med pindende mellem hænderne og nærmest været faldet i søvn.

Den var helt færdig i går. Hæftet ender, skyllet op og oven i købet påsat et lille mærke i nakken. 

I dag var dagen. Anders fyldte halvtreds, han ville ikke fejres, men han ville godt gå med mig ud og spise. 

Så det gjorde vi. Jeg bestilte bord på Viftens Bistro lige ved siden af Rødovre Rådhus. Det er anbefalelsesværdigt. Vi spiste det hele. Menuen består af et lille håndplukket udvalg af det ene og det andet, dagens ret og den fulde tavle, der er mindre udgaver af hele menuen (undtaget dagens ret). Det er altså godt.

Anders gav dem gode stjerner. han er ikke for ingenting tidligere kok, og var ikke højtråbende imponeret, men synes det var godt og vil gerne vende tilbage. Jeg tænker det er bestået.

 

 

Anders har i  øvrigt fået briller. Han har længe vidst at synet ikke er optimalt, men så var det heller ikke værre. En synstest blinker i det fjerne. Noget med et truckcertifikat, han ikke har i hånden, og som kræver et bedre syn, end det han kunne fremvise. 

Han troede bare ikke rigtig på det, fik lavet en måling, der viste minus halvanden. Halvanden er ikke noget at tale om, mente Anders længe, og fortsatte uden briller. Briller er også dyre, og grimme - forfængeligheden var høj, har han selv erkendt - og der var flere gode undskyldninger.

Da vi var i Malmø, kom vi forbi en Normal. Lad os lige gå herind sagde jeg, hastede gennem butikken med Anders i hælene, indtil vi stod foran udvalget af briller og det lykkedes at fine et par han kunne passe i styrke minus en. Det er ikke halvanden. 

Da vi nåede hjem, tog han brillerne med og gik en tur. Han endte nede ved branddammen, sad og passede sig selv, da han kunne konstatere at en flok katte dukkede op, på den anden side af søen. 

Der var noget galt med de der katte. De bevægede sig som om der var noget galt med deres ben. Han kiggede, undrede sig og endte med at tage brillerne på. 

 

 

Det var ikke katte. Det var ræveunger, der var så små, at det sikkert var første gang de var uden for hulen. Det var heromkring jeg modtog en sms om, at han aldrig tager dem af igen. Derefter gik han på nettet, fandt et par i styrke minus halvanden, som ikke kræver besøg hos en optiker, og ikke koster en formue. De ankom i dag, han tog dem straks i brug, og jeg synes de er fine. 

Og det med forfængeligheden fortog sig i samme øjeblik, det gik op for ham at briller virker. Jeg ligner jo bare en mand med briller, konstaterede han nok så sødt.

 

 

 

 

 

Design: Odda Sweater af Valentina Knits.

 

Garn: Wool Élevé i farven Skovbryn fra Garnudsalg. Det er lagret garn, jeg købte det for fire år siden med Anders for øje. Jeg fandt bare aldrig det rigtige at strikke af det.

Der gik 425 gram garn til hele trøjen.  

 

Pinde: Selve sweateren er strikket på en pind 3 mm. Alle kanter er strikket på en 2,5 mm.

 

Størrelse: Jeg startede med en størrelse 2 og udvidede til en størrelse 3 ved ærmegabet.

Bemærkninger: Jeg kan rigtig godt lide den bagudtrukne skuldersøm. den var helt klart noget af det jeg faldt for ved opskriften.

Jeg er ikke rigtig tilhænger af hængende skuldre. Jeg kunne godt se, det ser godt ud på den her model, men at hele ærmegabet kun udgør 3 masker, synes jeg giver noget rod under armen. 

Derfor startede jeg med en størrelse 2, vel vidende at Anders ville passe en størrelse 3 spot on i overvidden. 

Da ærmegabet var færdigt, og der ifølge opskriften skulle samles til at strikke rundt, var der 8 pindes forskel til den næste størrelse. Jeg brugte de 8 pinde til at tage en maske ud i hver side, og endelig lægge de sidste masker til i forhold til en størrelse 3, ved samling af for og bag. 

Det gav et ærmegab. 

 

 

Det betød at da jeg nåede til ærmerne, der ifølge opskriften strikkes lige ned, havde jeg brug for en kuppel til at fylde mit ærmegab ud. Det gjorde jeg ved at strikke vendemasker over de masker jeg tog ud, fra den ene størrelse til den anden. 

Jeg brugte Anders' yndlingssweater til at måle længden på krop og ærmer, og det har vist sig at se ganske godt ud. Jeg tænker at måske er han en smule duknakket og ryggen kunne med fordel være lidt længere end fronten - til en anden gang.

Som det sidste er alle kanter afsluttet med en italiensk aflukning. Det er min erfaring at italienske aflukninger i halskanter godt kan vokse i omkreds. Jeg plejer at trække en elastik igennem, men nåede det ikke her. 

Jeg har lovet Anders en elastik, for selvom halsen var fin da han fik den på, var den et par timer senere noget større.

 

Du kan se flere billeder af sweateren på Ravelry. 

 

 

Garn og kaffe

 

Det var ikke fordi jeg skulle have noget - jeg  skulle absolut ikke have noget  - men en ny by med nye garnbutikker. De skal selvfølgelig ses. 

Så vi kiggede på garnbutikker - jeg fandt to. Samtidig er kaffe altid på programmet, her fandt vi også nyt.

At have en billet til den offentlige trafik, gjorde det kun nemmere. 

 

Vi startede i Lilla Kafferosteriet. Det gjorde vi allerede søndag. Vi har været der før. Anders vidste kaffen var god, og de har et bredt udvalg af lækre kager. Vi spiste ikke nogen. 

 

 

Lilla Kafferosteriet ligger på Baltzarsgatan 24 i indre by og er superhyggelig med umage stole og borde indenfor og en ret stor gårdhave udenfor. 

 

Vest for slottet, langt udenfor voldene, i et område af byen, hvor alle gaderne har militære navne ligger Rätstickan. En lille bitte garnbutik., af den slags der er så overfyldt at det kan være svært at finde noget som helst. Og finder du noget er det som regel guld. 

Vi nåede butikken og kastede et blik på udsalgsvarerne i en flok kurve udenfor. I en af kurvene lå genbrugt uld i tweedform, i en farve der slog Anders en lille smule ud. Der var fem fed i den lækre brune, 100 gram 50,- SKR. Det kunne jeg altså ikke lade ligge. 

Når man kan komme hjem med garn til en hel herresweater for lige omkring 160,- DKR så er det om at slå til (også selvom jeg har rigelig garn på lager...). 

 

Rätstickan ligger på Regementsgatan 84. Bussen kørte nærmest til døren og jeg er sikker på, at man kan gøre nogle gode fund. 

Klokken nærmede sig frokost, og næste stop var Malmø Saluhall, der modsvarer Torvehallerne i København og havde lovet os god mad. 

Det er lidt mindre end Torvehallerne, men bestemt et besøg værd. Vi endte med at ankomme midt i frokosttravlheden - det kan ikke anbefales. Det blev lidt uoverskueligt.

Fra Rätstickan gik vi videre ligeud til Fridhemstorget og bussen mod madhallen. Vi missede den første bus og endte med at stå lige udenfor endnu en lille cafe med en imponerende kaffemaskine. Det kunne Anders ikke stå for, og øjeblikket senere sad han med en kop kaffe, der efter sigende var rigtig god. 

Café Fridhem ligger på Fridhemstorget 22, og virkede som et af de steder turisterne aldrig finder, men de lokale er rigtig glade for. 

Efter en god frokost fortsatte vi mod garnbutik nummer to. Denne gang et godt stykke syd for indre by, Længere væk var det heller ikke. Der var faktisk ikke nogen af de steder vi besøgte, vi ikke kunne have gået til, men det var hyggeligt at tage bussen. 

Södra Garn er en noget mere moderne garnbutik end Rätstickan. Lækker og indbydende, men ikke med den samme følelse af potentielt att kunne finde guld. 

De havde ChiaoGoo rundpinde. Det er klart min foretrukne til strømpestrik. Jeg har en, jeg vil gerne have en mere. Men kvarte størrelser er åbenbart ikke noget man gør sig i i Sverige. Jeg gik uden at købe noget. 

 

 

Södra Garn ligger på Södra Förstadsgatan 93, ikke langt fra Trianglen. Vi gik tilbage mod drømmen om is. 

 

 

Malmø er ikke særlig stor, og alle de mange busture førte os igen og igen forbi en lille kaffebiks, som vi blev enige om skulle have et besøg. Altså sluttede vi eventyret med kaffe og garn i Beans and Tales, som er en superhyggelig lille cafe, men de sjoveste kringelkroge, gamle umage møbler og rigtig god kaffe. 

Jeg drak the. Det var heller ikke dårligt. Vi  havde lige spist is, ellers kunne jeg godt have været fristet af deres udvalg af kage i små udskæringer.

Beans and Tales ligger på Djäknegatan 15 i indre by. Det er en af de mere befærdede gader i middelalderbyen og jeg tror nærmest alle busserne kører igennem. Indenfor kunne man ikke høre trafikken udenfor. Men bare sidde og nyde sin kaffe, atmosfæren eller en god bog.