Et skønt gensyn

 

Da jeg første gang hørte om Strik i Danmarks hjerte, slog det mig at jeg skulle med. Ikke så meget for garnet (det er altid hyggeligt) men byen.

 

 

Nyborg, byen mine morforældre bosatte sig i, og levede i til de ikke levede længere. Byen hvor min mor voksede op, og hvor jeg har brugt mange ferier i min barndom og tidlige ungdom. Byen, der i dag rummer flere minder og mere nostalgi end egentlig nutid, for det er alt for længe siden jeg færdedes hjemmevant og uden at tænke så meget over hvordan der så ud. 

Jeg fik sagt noget om turen og Emilie ville med. Selvfølgelig skulle hun med, vi skulle have en dag ud af det - og det fik vi. En god lang dag - vi gik omgående omkuld, da vi nåede hjem.

Vi var kun lige stået af toget, og var på vej mod garnmekkaet, da jeg udpegede skolen, der lå lige rundt om hjørnet fra mine morforældres hjem, og blev i tvivl om min mor gik på lige den skole, eller en anden. 

Det spørger vi mormor om! Sagde Emilie og ringede samme mormor op. Jo, jo, hun gik på selvsamme skole og da byen føltes en smule skrumpet, og Wørishøffersgade var lige rundt om hjørnet, besluttede jeg at vi hellere måtte gå den vej først, så skulle vi nok finde garn senere.

 

 

Og der lå det så, huset min mor voksede op i. Der er vist nok noget med et lille utæt hus langt ude på landet, inden Nyborg, men har var den del af min mors barndom jeg kender. Huset på hjørnet af Wørishøffersgade og Svanedamsgade. En lille lejlighed med to stuer, køkken, soveværelse og et lille bitte toilet. Bad fandtes ikke. I min barndom kørte de ud til min mors storebror og hans kone hver weekend og gik i bad. Jeg ved faktisk ikke hvad de gjorde tidligere... Mon der har været en badeanstalt, eller en balje i køkkenet? Det ved min mor. 

De to sidste vinduer i stuen, til højre for døren, var min mormor og morfars. Min mormor faldt en gang ud af et af dem, da hun pudsede vinduerne, og brækkede armen. Da jeg var barn var der ingen altan på øverste etage, men et tørreloft og små værelser. Min mors lillebror boede oppe på loftet. Det gjorde storebror vist også,, dengang han boede hjemme. De havde en telefon mellem etagerne, så han kunne ringes ned når der var mad.

I min barndom boede slagteren på hjørnet. Når vi kom ind i butikken, blev min mormor tiltalt ved navn, altså Fru Rasmussen og synede kødet inden hun nedlod sig til at købe det. Senere lukkede slagteren. Jeg har en ide om, at der åbnede noget andet, jeg kan ikke huske det. Under alle omstændigheder er døren nu muret til, så mon ikke der er en lejlighed, der på hjørnet. 

 

 

Sidst min mor var i byen kunne man gå gennem opgangen og ind i gården. Det kan man stadig. Døren stod åben så vi gik igennem. Ude i gården pegede jeg på vaskekælderen og kunne huske der var en gammel grukedel, der ikke længere blev brugt dernede: Joh, det var der vist noget om, kunne en gut, der sad og røg fortælle. 

Døren til venstre går ind til mine morforældres opgang. Det trefløjede vindue ved siden af er køkkenet, soveværelsesvinduet er uden for billedet. Trappen til højre for døren fører ned i kælderen. 

Jeg fortalte om dengang vi legede i gården på gyngerne der var hængt op, eller endnu tidligere, da min mor og gårdens unger, blandt andet Arne Lundemann, spillede teater og opførte for alle de voksne for et par ører.  

Vi gik ud gennem nabogårdene, til udgangen, der ligger et stykke henne ad gaden. og fortsatte ud ad Wørishøfffersgade mod kirkegården. 

Længere henne bliver etageegendommene afløst af rækkehuse. Derhenne boede min mormors veninde. Det var spændende at komme med på besøg i de fine stuer, fyldt med nips og blondegardiner. 

Endnu længere henne, for enden ad vejen, bliver rækkehusede afløst af villaer. Mange med navne. Det synes Emilie var hyggeligt, og det gik op for mig at hun er vokset op og har trådt sine barnesko helt andre steder end jeg - nok temmelig almindeligt - langt fra huse med navne.