Aalborg Tårnet

 

I 1933 holdt erhvervsudstillingen Nordjysk Udstilling til i Aalborg. I forbindelse med udstillingen blev Aalborg Tårnet til. Det blev bygget på Aalborg Værft og stillet på det højeste punkt i byen - Skovbakken. Dengang lå bakken lidt uden for byen, i dag er det ikke langt fra banegården.

 

 

Tårnet er 55 meter højt, og medregnet bakken rækker det 105 meter over havets overflade. For at nå toppen skal man med en betjent elevator, der også er nordens højeste udvendige af slagsen. Måske var det derfor det føltes som blev den ved og ved.

Tårnet er spinkelt i sin konstruktion og oppe i tårnet kan man mærke hvordan vinden tager i det og svinger det en smule hele tiden. Øverst oppe er tårnet forsynet med en ret fantastisk udsigt mellem formskårne borde placeret hele vejen rundt om en lille bitte bistro i midten.

Tårnet har åbent i sommerhalvåret, det koster ikke noget at komme op, men det koster 40,- at komme ned igen. Er vindstyrken over tolv sekundmeter lukker tårnet.

 

Vi købte noget at drikke, satte os og nød udsigten, mens vi kunne mærke tårne svaje ganske lidt i vinden. Inden vi togen turen ned igen, sammen med en af de to sommeransatte unge piger, der kedede sig bravt, gik vi turen rundt og kiggede på udsigten. 

Tårnet skulle dengang det blev opført være revet ned efter endt udstilling. Her stopper sammenligningen med den anden spinkle tårnkonstruktion, der også engang blev opført til en udstilling, på ingen måde. 

 

 

Som Eiffeltårnet, der kostede alt for meget at rive ned efter Verdensudstillingen i 1889, og derfor overlevede, ville nedrivningen af Aalborg Tårnet også blive så bekostelig en affære at det i stedet blev solgt til Det broderlige Skydeselskab, der siden har drevet tårnet.

 

 

Frodo Socks

 

Med Frodo har jeg strikket mig gennem de første otte medlemmer af rejsefællesskabet og Anders mangler kun den sidste rejsefælle i strømpeform.

 

 

Den sidste er Legolas, et mønster jeg tidligere har prøvet kræfter med, men endte med at opgive. De otte par jeg nu har strikket har været fantastiske mønstre, der har været lige til at gå til, mens Legolas-strømperne ikke har helt den samme fantastiske finish.

Legolas kommer i to størrelse, jeg forsøgte med begge. Den ene var for lille, den anden alt for stor. Det skal nu ikke afholde mig fra at prøve igen. Jeg har købt garn, og tænkt temmelig mange tanker om hvordan de kan ende med at passe.

Tilbage til Frodo. De har været hyggelige at strikke, og sådan et stykke strik jeg har strikket på on and off. Derfor har det taget lidt over to måneder at blive færdig. Det passer mig ærlig talt fint at have sådan et stykke strik, der tager lang tid at blive færdig med, uden at det betyder det store.

Samtidig må jeg erkende at når et stykke strik ender med at ligge ustrikket hen, går jeg hen og glemmer mønstret og skal lære det igen. 

Anders er nu et par strømper rigere, men må nok indse at det kan tage tid, inden han får det foreløbig sidste par i rækken.

 

 

 

"I feel that as long as the Shirelies behind, safe
and comfortable, I shall find wandering more
bearable. I shall know that somewhere there is a
firm foothold, even if my feetcannot stand there again."

- Frodo Baggins, Fellowship of the Ring 

 

 

Design: Frodo Socks af Claire Ellen.

 

Garn: Sokkegarn fra Rema1000 i en fin brunlig melering.

Jeg brugte 92 gram garn til hele parret. 

Efter at have strikket af håndfarvet blødt strømpegarn temmelig længe, må jeg erkende at det billigere supermarkedsgarn er temmelig groft at arbejde med. Forhåbentlig betyder det slidstyrke. 

Anders synes ikke umiddelbart de er mærkbart anderledes at have på.  

 

Pinde: 2,5 mm rundpinde, 80 centimeter.

 

Størrelse: Jeg slog op til den største størrelse - 72 masker. 

Anders bruger en størrelse 47. Han kan godt lide længde  på skaftet. Såh...

 

 

Bemærkninger: På bagbenet har strømpen oprindeligt et hulmønster. Jeg var temmelig sikker på at huller ikke ville falde heldigt ud i Anders' optik. Han gav mig ganske ret. 

I stedet for huller, valgte jeg at strikke omslagene drejede og opnåede dermed et stykke strik, der fremkom uden huller. 

I min iver efter at få hullerne til at forsvinde, overså jeg fuldstændig at et af tegnene i diagrammet til forveksling lignede to ret sammen. Det irriterede mig at alle sammenstrik vendte den samme vej, så jeg brugte tid på at  vende halvdelen, så mønstret fremstod symmetrisk. 

I virkeligheden skulle alle samstrik være strikket vrang, Altså endte jeg med at opfinde et andet mønster, end det skulle have været.

Jeg kan godt lide det jeg endte med. Jeg opdagede ikke fejlen, før jeg var næsten færdig med den første, og besluttede at beholde det mønster jeg havde frembragt.

 

Vil du se flere billeder af strømperne kan de ses på Ravelry.

 

 

 

Solnedgang over masteskoven

 

Vi havde et fuldt program i går. Vi gik en hel del, vi blev våde i regnen og vi nød solen, mens vi så frem til det der regn. I går var luften hed og fugtigheden høj. Andre steder i landet var der vist bare varmt. 

 

 

Skridttællerne påstår vi gik i omegnen af tyve kilometer, måske ikke et fantastisk tal, men vi kan mærke det. En ting er at gå målrettet og i et fornuftigt tempo - det har vi gjort en del - noget andet er at slendre gennem byen, se skibene langs havnen eller på anden måde være i et helt andet og langsommere tempo - det har vi også gjort en del i. Jeg har en ide om at det er det sidste vi mærker mest. På den anden side betyder gang i grus også noget. Og at Anders har helt nye sko på, har nok også en betydning. For ham i hvert fald.

Vi sluttede dagen i går langs havnen, håbede at de fleste børnefamilier var gået hjem, og de festglade ikke var dukket op endnu. Vi havde til dels ret. Der var masser af mennesker, men det var ikke proppet.

 

 

Altså indtil vi nåede Slotspladsen, hvor en koncert var i gang. Jeg aner ikke hvem der spillede, det var ikke noget jeg synes var fantastisk. Jeg troede helt alvorligt at der kunne vi sagtens komme igennem. Jeg troede at koncertdeltagerne ville give plads til de skibsinteresserede, eller at der var stillet hegn eller andet op. Jeg tog fejl. 

Vi endte midt mellem en masse mennesker der på ingen måde var villige til at rykke hverken den ene eller den anden vej. På de nærmeste skibe hang matroserne i masterne og lyttede med fra første parket, der var ikke langt til følelsen af kalustofobi, vi vendte om, fandt vej tilbage og gik i stedet udenom gennem byen. 

 

 

Solnedgang over havn og master kan noget.

Det var faktisk det hele værd.

Tårnlegepladsen

 

Tilbageblik på i fredags.

 

 

Da vi forlod Zoologisk Museum havde jeg en plan om en legeplads. Jeg havde faktisk en plan om en specifik legeplads. Tårnlegepladsen.

Der er flere lækre legepladser i Fælledparken, jeg har kun været på vandlegepladsen, men jeg var ikke klar til at komme hjem med et vådt barn, selvom barnet helt sikkert ville have elsket det. Tårnlegepladsen havde jeg i fredags endnu til gode, og viden om at den skulle være for mindre børn, fik mig til at tænke at skulle det være, skulle det være nu.

Emile har været der før i en af hendes praktikker, og mente det var en god ide. Oscar fulgte bare med. 

Tårnlegepladsen er en rigtig fin legeplads. Hovedattraktionen er fem små replikaer af byens tårne. Vi blev mødt af Rundetårn, Rådhustårnet og spiret fra Frelserkirke, der hænger sammen som en anden treenighed. Fra både Rådhustårn og Rundetårn er der rutsjebaner, mens man kan klatre sin vej op ad spiralen om Frelserspiret og siden gå i armgang til Rådhustårnet. Rundetårn er udstyret med spiralgang og et stykke oppe en hængebro til Rådhustårnet. Rådhustårnet alene er tilgængelig via en klatrevæg.

 

 

Oscar så rutsjebanen på Rådhustårnet og valgte klatrevæggen, eller at blive godt hjulpet. Jeg tænkte at hængebroen ville være et godt alternativ, og da han så den store rutsjebane på Rundetårn var han klar. løb ind og rundt til han nåede op, og gik i stå. Den var for stor. Ned igen, forbi hængebroen, som også var lidt for farlig, og så sad han fast. Det gik simpelthen for meget rundt og han mistede orienteringen.

Godt Rundetårn er stor nok til at jeg kunne komme ind og hjælpe ham ud, og godt der altid er børn, som gerne hjælper med at fortælle hvor det grædende barn er henne. 

Emilie kravlede senere hele vejen op og tog turen ned ad den store rutsjebane. Hun kunne godt forstå han blev overvældet. Den er meget høj.

 

 

Længere inde på legepladsen er der mere plads til mindre børn. Pladsen er overvåget og fyldt med legeredskaber, man gerne må låne. I den store sandkasse fandt vi kuplen fra Marmorkirken, den kunne ikke rigtig noget, man kan gå ind under den, der er sand og Oscar formåede at kravle til top udenpå, men det synes han ikke var sjovt, og kravlede ned igen. Midt i sandkassen var flere rutsjebaner i mere småbørnevenlig format.

Endnu længere inde fandt vi taget på børsen med dragehaler og alting. Rundt om står flere tage, der kan kravles på og Oscar hyggede sig længe lige her, inden vi fandt spillene, forsøgte os med stylterne og endelig havnede i sandkassen og ved vandpytten ved vandposten. Vi kunne nok bare have sat ham i vandet fra start af.

 

Han gabte da vi kørte derfra, klokken var mange, vi kørte ind om byen og fandt pomfritter og milkshake inden S-toget  hjem. Han ville gerne køre i S-tog, men stadig ikke Metro. Godt der er S-toget, der kører hjem til os. 

De første skibe

 

Vi startede dagen på søfartsmuseet, eller Det maritime oplevelsescenter.

Det er fint museum med mange fine ting. Der var en tilbøjelighed til at det var lidt kedeligt, selvom det nok siger mere om mig end om museet. Der er forsøgt at gøre det  lidt støvede ved museer mere tilgængeligt med skærme og interaktion, men det fangede ikke mig. 

 

 

Springerne, ubåden som velegentlig er museets hovedattraktion er bestemt et besøg værd. For nogle år siden var vi inde i en gammel tysk ubåd, den var lidt mindre, men med langt mere information. Det betød at besøget i Springeren blev lidt mere spændende, end hvis jeg ingenting havde vidst. 

Jeg er sådan en museumsbesøgende, der læser tekster og vildt godt kan lide overskuelige tegninger og kort. Kort er fantastiske. Både til at visualisere hvor jeg er, hvor noget har været eller hvor noget er på vej hen. Jeg bliver tit skuffet over manglen på kort. 

Jeg var ikke som sådan skuffet i dag. Men jeg kunne godt blive lidt ked af at se hvor svært det er at vedligeholde og optimere på museer i dag. Jeg ved godt at museerne mangler penge. Det kan jeg godt blive lidt ærgerlig over.   

 

 

Fra søfartsmuseet gik vi videre mod et håb om at se nogle af de første sejlskibe, der er ankommet til havnen. Vi stoppede ved Aalborg Streetfood, fik godt at spise og fortsatte til fods langs vandet. 

Jeg indrømmer gerne at jeg ikke har sat mig ind i det der Tall Ship Race halløj. Jeg ved bare der kommer en masse skibe med sejl og høje master til Aalborg og ligger til kaj et par dage, inden de sejler videre. Der er formodentlig en konkurrence involveret. Jeg ved at Anders er vild med skibe, specielt dem med sejl, og det er i virkeligheden nok for mig.

Det er mange år siden jeg første gang stødte på det der med sejlskibe og Aalborg. Siden har jeg sådan lidt on and off fulgt med, en gang imellem slået op eller på anden måde søgt information og på et tidspunkt lovede jeg Anders, at når de igen kom til Aalborg, skulle vi selvfølgelig se skibe.

Det er så nu!

 

 

De skulle ankomme i morgen, men nogen af dem er åbenbart hurtige og kommer dagen før. Der lå faktisk en del og der kom et par stykke sejlende, mens vi gik fra den ene ende af havnefronten til den anden. Eller i hvert fald den del af havnen der skal indeholde de store skibe. Eller bare skibene, der er nemlig også nogle ret små familieforetagender imellem. 

I dag gik vi kun på Aalborggsiden. Der ligger også skibe i Nørresundby. Der er shuttelbåde, der sejler frem og tilbage, vi tænker vi kommer til at bruge dem. Og så er der kort. Gode store kort med informationer om hvor de enkelte skibe ligger, hvor man kan købe mad, finde toiletter og finde de der shuttels.

 

 

Vi har også fundet en informationsavis med et kort og endnu mere information.

Se så er både Anders og jeg glade. Han skal se skibe og jeg har et kort!

 

De fineste små kringelkroge

 

Selvom vi fulgte en lille smule op på hvad vi gerne vil nå, mens vi er i Aalborg, kan vi også konstatere at vi lige nu er mere til bare at tage tingene som de kommer, være uden de store planer og se hvor det bærer os hen. 

Vi vidste der var lovet regn i dag. Først skulle det starte tidligt, senere var der mere tvivl. Vi bor omkring otte kilometer fra centrum, busserne kører nærmest hele tiden, så vi hoppede på en af dem, daskede gennem byen, fandt nye sko til Anders, og havde ikke andre planer, end bare at daske rundt og undersøge byen.

 

 

Vi gik forbi en flok garnbutikker. De var hyggelige, udvalget spændende og jeg købte ikke noget. Heller ikke selvom jeg  havde mine overvejelser. Anders var et kort øjeblik ude i noget med en hel trøje af ren cashmere, men droppede det ret hurtigt. 

Da det begyndte at regne, søgte vi ly på bymuseet, som har en fin udstilling om byen fra cirka 750 og op gennem industrialiseringen. Det er en rigtig fin udstilling, jeg mangler bare en skematisk visning af hvordan byen er vokset. En kortlægning af hvor den første bosættelse har været, og hvordan byen er endt der hvor den er nu. 

Der var elementer af det, men på en eller anden måde bliver det lidt indspist, uden en plan over udviklingen. Her kunne vi godt lære nogen af svenskerne, de er rigtig gode til det der med at skabe overblik. 

 

 

Da regnen for alvor satte ind, tog vi hjem. Vi var sultne, hjemme ventede god mad og en vaskemaskine. Da vi først for alvor landede, gik det op for os, hvor meget vi alligevel nåede rundt, og hvor trætte vi var blevet.

I morgen er der atter en dag, og vi når det vi når. 

På Island  smittede Ann-Dorthe og fik mig til at åbne Pokemon Go, jeg skulle bare lige kigge en smule, og uden at ville det, har jeg åbenbart fået Anders til at hoppe på. Altså har vi brugt en del af aftenen med at jage Pokemons i nærheden.

 

 

Sidst vi spillede var sidste gang vi var i Tyskland, det er alt for længe siden. Faktisk så længe, at der er dukket mange, mange nye Pokemons op. 

Skulle vi kede os, er der dermed masser at gøre. Bare husk at kigge op.

Og det er bestemt værd at kigge op  - Aalborg er en skøn by med mange smukke kroge og små gader.

 

Aalborg

 

Vi er ankommet til Aalborg. Timer nok i et tog, til at vi begyndte at kede os, og efterfølgende kan mærker vi stadig sejler. 

 

 

Vi har slået os ned i en Hotellejlighed ikke langt fra Universitetet, der rummer det den skal, ligger fint i forhold til transport og er noget af det mest intetsigende og kedelige jeg længe har mødt. Forsøget på at holde alting så neutralt og hvidt som muligt betyder at det runger i stuen, mens skabe og skuffer er nærmest umulige at åbne. 

Det er fint, vi lever med det og er glade for friheden til at være os selv, uden indblanding fra andre.

 

 

Vel fremme, stillede vi bagagen, fik købt ind og begav os mod byen. Vi gik mod havnen og noget at spise. Vi kunne hurtigt konstatere at vi bevægede os gennem det mest turisttiltrækkende og fandt længere op i byen efter mad. Vi endte på en fiskerestaurant, der lavede god mad. Vi gik mætte derfra. 

Ved havnen var der tomt. Det bliver spændende at se hvordan det hele forandrer sig, når de store sejlskibe fra onsdag begynder at lægge til og fylde havnen med musik og glade dage.

De blå bølger i Limfjorden og den gode blæst var begge skønne at stifte bekendtskab med. 

 

 

I  morgen laver vi en plan. Der er flere ting vi gerne vil nå. Men hvornår og hvordan og i hvilken rækkefølge? Umiddelbart at vi enige om at have god tid, ikke forcere noget, og nå det vi når. Her kan det være en god ide med en prioriteret liste.

 

Masker på en søndag - Uge 30

 

Ugen kort:

• Ferie.
• Anden ferieuge.
  
• Mandag meget tidligt landende flyet fra Island. Anders og Emilie stod og ventede, da vi kom gennem bagageudlevering og told. 
• Nogle dage uden det store var tiltrængt.
• Jeg hentede Oscar fra Børnehaven og havde et par skønne dage med leg og Zoologisk Museum. 
• Vi  har pakket endnu en gang, og er klar til den sidste uges ferie i Aalborg. 

 

Læse: 

Ravn fik ram på gerningsmanden - Skytsenglen. Det viste sig at der var flere forviklinger, inden historien for alvor var slut.

Siden er bogen afleveret på biblioteket og jeg fandt den næste i rækken. Imperiet. Imperiet starter voldsomt, for at fortsætte voldsomt, og lige nu er Ravn ved at vikle sig ud i en længere og bestemt ikke farlig historie. 

Jeg læser mere når jeg holder ferie, så det er godt, jeg lånte mere end en bog, da jeg var forbi biblioteket. Den her varer næppe ugen ud. 

 

Strikke:

Det er snart en måned siden jeg slog op til en Tegna. Garnet er det sammen, som jeg tidligere på sommeren strikkede Cross Back Tank af, Lincot fra Garnudsalg, købt for noget nær hundrede år siden. 

Jeg havde glemt hvor lækkert det bliver efter vask, der er stadig nok til mindst en sommertop mere, og dermed slog jeg op til Tegna. 

Ryggen er færdig, forstykket er på vej og ærmerne har jeg planer om at ændre i forhold til mønstret. 

Den var med mig på Island, og nu tager den med mig til Aalborg. Dermed er den vel nærmest årets feriestrik og tæt på at være færdig.