Lyserødt til prinsessen

Mens jeg arbejder på at gøre sidste års forbrug af fibre op - det tager altid lang tid - er det vist på tide at vise sidste hjemmelavede julegave frem.

Jeg syede prinsesseudstyr til Rose, og havde håbet lidt på billeder med barnet i. Hun havde kjolen på, da vi sås mellem jul og nytår, men jeg var ikke hurtig nok til at tænke billeder, og hvirvelvinden havde mere travlt med at fare rundt, end stå stille til billedetagning. 

Måske det kommer engang. Lige nu ses vi ikke, vi glæder os til igen at kunne, og savner hinanden på afstand.

Med udgangspunkt i de mange kjoler jeg i tidernes morgen syede til Emilie, der glad og gerne gik i børnehave iklædt tyl og prinsessekrone, fik jeg liv i endnu en kjole, som er taget godt imod. Jeg ved den bliver brugt, så gider jeg rigtig gerne en anden gang.

Jeg er ikke udelt tilfreds med resultatet. Der var detaljer jeg gjorde tidligere som jeg glemte undervejs og set i bakspejlet, er der detaljer jeg ville gøre om. Det er på ingen måde forfærdeligt, det er vist mest mig. 

Det ærgrede mig dog, at dunboa, som i halvfemserne kunne købes i enhver stofbutik med respekt for sig selv, ikke findes i modebilledet for øjeblikket. Det var umuligt at opdrive lyserød dunboa. Der må ledes ekstra godt og i rigtig god tid, inden jeg næste gang skal sy en kjole i prinsesseformat. 

Det kunne godt være til august, når tøsebarnet fylder hele fire år.

Design: Eget, mere eller mindre ud af hovedet. Jeg ved jeg har tegnet videre på et eller andet børnemønster, men jeg ved ikke hvilket. Helt sikkert noget helt basalt, som har været let at lege videre med. 

Stof: Lyserødt fra Stof og Stil. Jeg købte det hele samme sted, og lagde mest vægt på farverne. Der er tyl i tre forskellige nuancncer, organza, satin og sølvstof akkompagneret af sølvelastik, sølvbånd og store glasperler i en changerende lyserød.

I skufferne hjemme fandt jeg sytråd, knappen til nakken, broderitråd til en trense og de små perler, der holder på de store. Jeg havde også pladevat til fyld i både krone og stjerner.

Størrelse: Jeg ved Emilie kunne passe sin, da hun var fem. Rose er stor af sin størrelse. Hun kan sikkert også passe sin, når hun rammer fem, men kun fordi børn i hendes alder har en tendens til at skyde i vejret og ikke blive meget bredere.

Bemærkninger: Stjernerne syede jeg ved at tegne dem op på bagsiden af et stykke sølvstof på cirka 20 x 30 cemtimeter. Jeg tegnede så mange, der kunne være, med plads til sømrum mellem. Endnu et stykke sølvstof og et stykke pladevat i samme størrelse blev lagt, så sølvstoffet lå ret mod ret og pladevattet nederst. Jeg syede hele vejen rundt om hver stjerne, efter optegningen og med små sting, klippede hver enkelt stjerne ud med et minimum af sømrum og satte hakker ved de inderste spidser. For at vende stjernen klippede jeg et hul i det ene lag sølvstof - pas på ikke at klippe i begge, og vendte gennem hullet, som ikke er til at se, fordi stjernen er syet på kjolen, så hullet er skjult.

Kronen er lavet på nogenlunde samme måde, men med plads til at vende, så der ikke er klippet hul nogen steder.

Tylskørtet er langt, og hæftet op med stjernerne. Ærmerne er med vilje korte, for at kjolen kan bruges i længere tid, og sølvbåndet i taljen syet på, så der er plads til at binde sammen bagpå  - igen med mulighed for at vokse.

Jeg synes egentlig ikke der er det store syning i kjolen. Der er en del håndsyning, men mest af alt er det materialerne, specielt tyl i flere lag, der får den til at se ud af noget.

Rose var glad, og så er alting godt.

Branddammen

 

Jeg indrømmer det gerne; jeg er ikke god til at komme ud. Det kan mærkes, og jeg begynder at føle en længsel efter udelivet.

I dag lykkedes det. Mellem sociale arrangementer og møder var et hul, stort nok, til at jeg kunne gå en rask tur ned til branddammen, hele vejen rundt (det troede jeg ikke man kunne) og tilbage igen. Det var skønt. Det var rart. Det var tiltrængt.

Luften var klar, himlen var høj og solen skinnede. 

Der er pænt nede ved branddammen.

Senere nåede jeg ud igen.

Sidste år var jeg så heldig at vinde garn til en sweater. Der stod nærmest Anders på garnet, og nu skal det være. Det skal være en sweater med flere farver. Når jeg kun har bundfarven, var vi nødt til at bestille mere i flere farver. 

Jeg har kigget mønstre, Anders har godkendt og sad selv med hele farvekortet og valgte farver ud. 

Det kom i dag. Der var fyldt i den valgte pakkeshop, så GLS var så venlige at aflevere et andet sted. Et sted langt nok væk, til at jeg fik en rask cykeltur ud af det. Måske de tænkte jeg havde brug for motion...

.

Nu er der garn, en strikkeprøve er på vej, mønstret er valgt, det er stadig lidt uvist hvordan farverne skal fordeles. Jeg tænker ikke vi har travlt.

 

Online

Med den nuværende - og fremtidige - nedlukning er timerne online forøget til en grad, hvor jeg i den grad tager hatten af for det undervisende folk. Jeg er helt smadret efter bare to møder i teams.

I den her uge har det for alvor taget fart. Der er møderne, om hvordan det går i forskellige regi både lavt og højt i organisationen. Jeg har ikke en dag uden mindst et møde i teams - i morgen er der fire skemalagte seancer.

Fra i mandags har vi taget hul på en test af om vi kan være online i indskolingen. For mit vedkommende gælder det 3. klasse, der lige inden jul fik computere med hjem, men aldrig lærte at bruge funktioner til hjemmeundervisning.

Vi har foreløbig været på med begge klasser en gang. Eksperimentet handler om en slags klassens time og er tænkt som et socialt input i en ensom hverdag. Jeg er imponeret. Jeg er imponeret over antallet af børn, der har været på, jeg er imponeret over at de fandt sig i at sidde stille og lytte til andre, og vente meget længe på egen tur. Og jeg er imponeret over forældre, der holdt sig i baggrunden, og som for nogens vedkommende havde været en smule på overarbejde i forsøget på at forstå at komme på.

I morgen tager begge klasser en tur mere, inden vi evaluerer og overvejer hvordan vi fortsætter. For jeg tænker vi fortsætter. 

Da jeg kunne lukke for dagens tredje møde i dag, var det heldigt at jeg kunne hente en pakke i nærmeste kiosk. Ellers var jeg nok bare gået omkuld i sofaen Som det blev nåede jeg en smule frisk luft, i et vejr, der nok troede det sneede, men mest lignede fortættet regn.

Hjemme igen gik jeg alligevel omkuld. Jeg tænker faktisk det er helt okey, og planlægger at morgendagens friske luft skal ligges i tidsrummet mellem 11.00 og 13.00, hvor teams for en stund er lukket ned.

Batik

 

Gennem længere tid talte flere børn om tie-dye. Som med så meget andet er youtube og engelske termer i høj kurs, og når jeg påstod at det hedder batik, kiggede de fleste af de samme børn undrende på mig og udtrykte at det vidste jeg tydeligvis ikke noget om...

Som med så meget andet går ting i ring, og på de bagerste hylder af det lille hobbydepot, står den gamle samling af batikfarve, der ganske givet går mange, mange, mange år tilbage. Jeg har haft det fremme før, læst de gamle vejledninger og kunne ikke rigtigt se mig ud af de mange kemikalier, der efter sigende skulle bruges til projektet.

Jeg ser også youtube, og fandt tie-dye videoer, der ikke kræver meget andet end farven, salt og vand. Jeg blev nysgerrig, kunne de gamle farver fra hylden bruges uden al den kemi, kunne jeg rent faktisk få holdbare farver, uden hele det program der blev listet op i de gamle vejledninger.

Det var cirka samtidig med at en hvid T-shirt ankom fra et sted langt væk. Jeg kunne ikke stå for den, også selvom jeg kun kunne få den hvide baggrund, og slet ikke kan lide hvid T-shirts. Slet ikke når de virker gennemsigtige - til trods for et rimelig lækkert stykke stof.

Valget var let. Jeg tog den nye T-shirt med på arbejde, lagde den i blød i saltvand, blandede farver med vand i plastikflasker fra IKEA, legede med elastikker og farver, pakkede ind, ventede spændt et par dage, skyllede i lang tid, for at tage T-shirten med hjem igen til vask og tilbage igen til fremvisning.

Nu så børnene sjovt nok slet ikke ud som om jeg ikke vidste hvad jeg talte om. De anerkendte endda at tie-dye på dansk hedder batik og hjemme blev hvide t-shirts fundet frem. 

Der var en del, der nåede hjem med batikfarvede julegaver, inden vi lukkede ned.

Og min udgave - den har været vasket flere gange. Jeg bruger den glad og gerne - også selvom jeg er mindre tilfreds med ryggens fremtoning. Så jeg tror på det holder. Og glæder mig til at kunne lege videre med de gamle farver.

En slags rutsjebane

 

Tirsdag blev flyttet til mandag, for mormor har købt en trampolin og vil gerne låne barnet i morgen. Barnet snakkede en del om trampoliner.

Jeg har ikke en trampolin, men jeg har en balancepude og et balancebræt. De er begge ret sjove at lege med. Jeg har også et strygebræt. Det har været pakket væk, det stod fremme i dag, og barnet havde brug for, at det blev rykket lidt længere frem, for Jeg skal lige rutsje lidt...

Og hvem siger nej til det.

Det er tydeligvis sjovere at rutsje på et strygebræt, end jeg gik rundt og troede. Han har gjort det længe, startede dengang han kunne rejse sig op af ting, og er ikke stoppet. 

Måske det siger mere om hvor tit mit strygebræt står fremme...

Nå men han havde en fest, sover stadig ikke til middag, er stadig temmelig træt, men spiste dog i dag.

Han fik is-ærter, min barndoms allerbedste. Vi fik ikke slik - næh vi fik en kop frosne ærter og var lykkelige. Det går nu igen. Oscar synes i hvert fald de var gode. Han vil nu stadig gerne både have en figenstang og et stykke chokolade.

Det tror jeg egentlig også gjaldt i min barndom.

masker på en søndag - Uge 1

 

Ugen kort:

• Mandag var tilbage på arbejde efter jul og nytår. Tilbage til en næsten lukket skole med ganske få børn.
• Der var stille.
• Selvom jeg ikke stod i nødpasningsskemaet, var jeg på skolen både mandag og tirsdag, for at få styr på de sidste skadesanmeldelser.
• Sneglene nød godt af dage lige efter hinanden og fik agurk.
• Agurk holder ikke længe, i weekender (og dage under nedlukning) får de salat. De kan bedst lide agurk.
• Tøserne blev testet, de var begge negative og Josefine er taget hjem til Fyn igen.
• De synes selv det var superhyggeligt at blive på værelset og se serier dagen (og natten) lang. 
• Teams er dukket op igen. Der har været MED-møde, fælles møde, teammøde og et triomøde. 
• Et enkelt socialt arrangement via onlinemødeværktøjer blev det også til, da Lona inviterede til striksammen. Det var hyggeligt. Vi gør det igen om fjorten dage.
• Jeg havde en enkelt dag i nødpasningen. Ganske stille og hyggeligt. 
• Daniel og Oscar var forbi, en dag Oscar var træt, ikke havde sovet til middag og bestemt ikke skulle have noget at spise.
• Jeg kan faktisk godt huske den der periode, hvor de holder op med at sove til middag og næsten ikke kan hænge sammen.
• Jeg kan tælle fire dage med fodring af sneglene. Senest i dag.
• En hue og en nederdel er strikket færdige. 

Læse:

Pigen under træet var læst hurtigere end hurtigt. Sara Blædel er letlæselig. Men jeg synes der var et par løse ender, jeg aldrig fik svar på.

Jeg stoppede ved kirkegården på vej til skolen i dag, og tog dagens billeder. Det var først da jeg sad under udhænget på fliserne ved kapellet, det slog mig at den igangværende bogs titel enten var på rette plads - eller var helt malplaceret.

Jeg er startet på syvende bind i serien om Joona Linna. Lazarus. Den er lidt klam. Sådan lige på og hårdt. Jeg er med på at forfatterparret bag Lars Kepler er gode til at være klamme. Lige nu er det bare lidt i overkanten. Jeg kan godt lide krimier. Jeg kan rigtig godt lide krimier, men helst lidt mindre klamme. 

Som det er nu, mister jeg lysten til at læse efter et kapitel eller to. Når kapitlerne kun er to-tre-fire sider lange, går der nok et stykke tid, inden klamheden viger for spændingen. Sådan må det være lige nu.

En mand er fundet død i Norge, en anden i Tyskland. De er begge forbundet til Joona Linna - men hvordan. Hvem overvåger Joonas kæreste? Og er det smart hun ikke siger noget?

Strikke: 

Jeg har en plan om altid at have et par strømper på pindene. Helst kun et par, jeg synes ikke det er fedt med flere par ad gangen - selvom det er lykkedes mig et par gange.

Siden de sidste strømper blev færdige inden jul, har jeg ikke slået et nyt par op. Jeg slog i stedet op til en hue, og på en eller anden måde, gav den følelsen af strømpestrik. Nu er huen færdig, jeg har bestilt en pompom, og det blev tid til nye strømper. 

Jeg har slået op til Paraphernalia i garn fra Kiboo Knits, købt i Berlin. Anders valgte selv garnet, så derfor er strømperne selvfølgelig til ham. Han ved det ikke, jeg er lidt spændt på hvor længe jeg kan strikke på dem, før han finder ud af det.

Kan jeg strikke tåen på uden at prøve dem på ham? Jeg kan i princippet måle på et andet par, jeg plejer at bruge ham selv. Gennemskuer han at de er til ham? Når han at læse med her? Han gør det nogen gange. Ender jeg med at fortælle ham det?

De ligger fremme i kurven med strik, men det er der så meget der gør. De er fulde af snoninger, ellers kan de ikke være til Anders. Garnet er muligvis en tand for spraglet til snoninger, men det må bære eller briste.

Ifølge opskriften er der en snoning langs den yderste side af foden. Jeg har tilføjet et par masker og strikker en tilsvarende snoning langs den inderste side af bagbenet. 

Jeg skal også huske at spejlvende snoningerne på strømpe nummer to.

Augustins No1

 

Emilie er blevet voksen nok til at forstå værdien af strik. Så voksen at hun nærmest hungrer efter at have strik på, og gerne betaler for det.

I løbet af det netop overståede år, har jeg strikket ikke mindre end tre par strømper til hende af håndfarvet garn, hun selv har købt. Til formålet. Det ene par var en gave, som hun havde lidt svært ved at give fra sig.

I sommers strikkede jeg en Sunday Sweater til hende, jeg købte og betalte garnet, men hun var nok med i købet, til at forstå hvor mange penge, der går til sådan noget lækkert strik.

Hun er på ingen måde færdig med at drømme, og Instagram har forstået at hun godt kan lide fine mønstrede strømper, så de dukker lystigt op i hendes feed.

Med tiden er også større strik begyndt at dukke op, Og siden hun første gang så Augustins No1 har den rumsteret kraftigere og kraftigere. Hun har kigget garn, hun ledte så sent som et par dage før jul. Hun havde nemlig ingen anelse om, at det var en udgave af netop den sweater, der lå i pakken til hende.

På et tidspunkt tilbage i august, eller noget i den stil, fik hun sagt de vise ord, at jeg kunne strikke den til hende i julegave. Det mente jeg ikke jeg kunne. Sagde jeg og mente det umiddelbart også. Men så tænkte jeg igen, og mente at det kunne jeg vel sådan set godt.

Så langt, så godt. Jeg fandt garn, jeg slog op, jeg gemte og strikkede herhjemme. Men det var ikke nemt. Så kom den med på arbejde, hvor den gjorde sin entre på de afsindig få møder vi pludselig stod over for. 

Jeg var på ingen måde sikker på at kunne nå at blive færdig, Men så alligevel, jeg strikkede når jeg kunne, som året gik på held deltog jeg i flere og flere online møder siddende på Klubbens kontor - her kunne jeg godt strikke og mange er de eftermiddage, hvor jeg har siddet ved bålet, passet på og ventet på børn mens pindene har bevæget sig mellem mine hænder.

Jeg nåede det, og skyllede med trøje op, der stankt af bål, i en balje i Klubbens køkken. Den lå til tørre på et noget alternativt underlag af diverse håndklæder og endte med at blive smuglet med hjem, uden hun så den. 

Den blev pakket fint ind i en papkasse med silkepapir og en flok bjælder, så den ikke lød som en strikket trøje, og det var - for en kort bemærkning - et noget mundlamt tøsebarn, der pakkede op og blev mere end almindelig glad.

Den passer, den er taget i brug, hun kigger efter mere garn og har lovet, at når vi igen kan tage på garnmesser skal hun med. I hvert fald, så længe messerne findes i rimelig nærhed. Mere spændende er det alligevel ikke...

I øvrigt er hun stadig vild med Augustins.dk - hun ønsker cirka en af hver...

Design: Augustins No1 af Anne-Sophie Velling

Garn:  Jeg brugte to tråde. En tråd Alpaca + Merinowool + Nettles og en tråd Silk + Kid Mohair, begge fra Onion. Begge i en neutral beige farve.

Jeg endte med et forbrug på 437 gram - lige over 4 nøgler Kid Mohair og cirka 6½ nøgle Alpaca/merino

Pinde: 5 og 6 mm. Ganske som i opskriften.

Størrelse: Medium

Bemærkninger: Jeg synes der er rigtig mange gode detaljer i opskriften. Der er også dele, der for en garvet strikker og håndarbejdslærer ikke giver mening. Nogen steder lukkede jeg øjnene og gjorde, som der stod, andre som jeg selv synes for bedst.

Jeg startede med at slå op med en rest garn som en midlertidig opslagning og strikkede den ombukkede hals sammen. 

Da jeg nåede til løbegangen valgte jeg også at strikke sammen, fordi jeg synes det var nemmere end at lukke af, bryde garnet, sy sammen, og starte forfra igen. Her kunne jeg gøre det hele ud i et, uden at bryde garnet og med et par endehæftninger mindre.

Ved nederste kant skulle lukkes af med en 4 masker bred iCord. Jeg synes ud fra billedet at det blev lidt klodset, og overvejede alternativer. Da Emilie på et tidspunkt igen sad med billedet af trøjen og savlede, mens hun overvejede garn, fik jeg spurgt til hvad hun synes. Hun synes det så fint ud...

Jeg synes stadig det var lidt klodset og endte med en 3 maskers iCord, fordi den syner lidt lettere.

Forklaringen på bindebånd, både ved ærmer og talje, gav ingen mening for mig. Altså strikkede jeg en helt almindelig iCord, i den længde som opskriften angav. Det blev meget langt i ærmerne. Jeg har tilbudt at lave dem kortere, men efter vi fandt ud af at sno dem om sig selv, har det hjulpet rigtig meget, og tøsebarnet er tilfreds.

Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses på Ravelry.

Blomster og blomsterpoint

Anders køber aldrig blomster. Det gør Emilie. Anders derimod køber nogen gange blomsterpoint (garn) og af en eller anden grund, uden de havde talt sammen, fik jeg begge dele i går. 

Emilie var en tur i centret, hvor blomsterhandleren viste sig at have åbent. Det var noget med bårebuketter og begravelser, forklarede damen, da Emilie bevægede sig indenfor. Hun gik derfra med en buket - Jeg vil gerne have noget, der ligner noget fra en grøftekant, havde Emilie sagt, og jeg synes faktisk damen ramte ret godt.

At blomsterpointene fra Anders lige ramte i går, var vist nærmest rent held. Lige pludselig fik han travlt med at gå en tur, og kom hjem med en pakke, der umiskendeligt lignede noget fyldt med garn på cones. 

Jeg måtte gerne pakke op.

Det viste sig at Kenneth havde skrevet til ham - nu er det sådan at Anders vælger at opfatte nyhedsbreve fra Garnudsalg, som udelukkende henvendt til Anders selv. Så Kenneth skrev og fortalte om det her lækre garn, han nærmest forærede væk, og Anders tænkte straks to ting:

1 - Det der elektriske krydsnøgleapparat, jeg lige har købt til hende i julegave, skal da bruges...

2 - Når nu hun tror hun skal holde regnskab, og der helst skal mere ud end ind, må jeg hellere hjælpe med at forpurre det...

Altså er jeg nu blevet en fin buket og det meste af to et halvt kilo garn rigere.

To cones supertyndt lammeuld, der enten kan fungere som følgetråd, eller strikkes flere tråde sammen. Det sidste har jeg før gjort med succes - og det før gjorte kan ikke mere. Det har nogen tudet lidt over, så måske jeg skulle overveje...

Tre cones Shetlandsuld i nogle farver, jeg godt kan se strikket sammen til noget med flere farver. 

Der er bestemt også muligheder på tværs.

Jeg må hellere skynde mig at få strikket noget - for jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal gøre af det. Og det kan vel ikke blive ved med at bo på spisebordet...