Mens timerne drøner af sted

Der er ved at være styr på alting.

I gar var den sjoveste, længste og mest afslutningsmæssige i lang tid. Jeg fik sagt farvel til årets skønneste klasse, en klasse jeg godt kan være ked af ikke at skulle have næste år, men som jeg selv har været med til at vælge fra. Jeg kan ikke det hele – heller ikke få i pose og sæk.

Det var også i går at projekt “lær-at-opføre-sig-ordentligt-a-la-Emma-Gad” stod sin prøve. Jeg havde dækket op efter alle kunstens regler (og med de muligheder der er på en offentlig institution). Jeg havde bagt kage i lange baner og præcis på slaget stod størstedelen af klassen klar.

Ingen tvivl om at det har været et stort projekt, og heller ingen tvivl om, at med mandefald og manglende personale til følge, var der en smule stress over feltet til sidst. Men da jeg kunne lukke døren til det dækkede bord og byde de glade unger velkommen, var det en fryd. Det var om muligt det sjoveste jeg har oplevet længe. De slog nærmest knuder på sig selv i forsøget på at overgå hinanden i perfekt opførsel, pli og dannelse. “Det smager Fortrinneligt”, “Vi De være så venlig at række mig…”, “Eders kager er fabelagtige” og anden i den dur løb over bordet, mens de med jævne mellemrum tog både sig selv og hinanden i at gøre ting man ikke må. Have albuerne på bordet, for eksempel…

Der var masser af kage tilbage, da vi sluttede, og dermed fik børnene i Klubben også lov at smage. Eleverne fra kagebordet nåede også at løbe med “sølvtøjet”, for i Emma Gads tekster havde de læst at man ikke må tage sølvtøjet med sig – med mindre ingen ser det. Heldigvis havde de hverken brug for gafler eller fade, så jeg fik det hele retur.

Tilbage i Klubben, havde chefen set i øjnene at to var for lidt. Han havde fundet en ekstra vikar, og stod selv parat til at sørge for opvasken, så jeg kunne sendes videre til Hobby og de syv-otte tøser, der længe havde ventet forgæves efter at kunne knytte et armbånd eller to.

Dagen sluttede med informationsmøde om det at være frivillig på Roskilde Festival. Jeg er blevet en del klogere, og har nu både medarbejderarmbånd og armbånd til medarbejdercampen. Jeg er også ved at have styr på det mere logistiske af sagen. Liggeunderlag er fikset, teltet fundet frem (jeg skal bare lige huske at tage det med hjem) soveposerne lokaliseret, vådservietter og håndsprit købt i både små og store portioner, så vi kan tage med os og have i teltet og forhåbentlig hæve oplevelsen af hygiejnestandarten.

Det er femogtyve år siden jeg var til Roskilde sidst. Jeg vidste godt at arrangementet er vokset noget siden. Jeg troede bare stadig at området ville bære præg af landsby. Men når jeg kigger på kortet (og heldigvis fik masser af hjælp til at finde det mest nødvendige) kan jeg konstatere at landsbyen vist er vokset til en storby.

Jeg kan mærke jeg begynder at glæde mig.

I dag står der velkomstfolder på programmet. Den skulle gerne være klar, printet og foldet i en hel del eksemplarer inden jeg går hjem. I aften venter dimissonsfest for niendeklasserne, og selvfølgelig skal jeg med. I morgen har jeg fri – Emilie skal hentes hjem. Og så står der ferie i kalenderen.

Vildt!

Undervejs

Dagene går og tiden flyver. Jeg flyver med.

Jeg når ikke computeren. Jeg når så meget andet. Ferien står for døren. Emilie skal hentes hjem på fredag, og selvom jeg glæder mig til ferie, føler jeg mig alligevel langt længere bagud end jeg plejer op til en ferie.

Siden jeg sad her sidst er Verden blevet et fantastisk menneske fattigere. Det gjorde mig ked, og satte perspektiv på livet. Et andet menneske kæmper for overlevelse på det psykiske plan, og jeg har gjort mit og gør gerne mere for at hjælpe.

Sådan ruller livet, og pludselig står det klart hvor vigtigt det er at være her, mens vi er her.

Nogen gange er der brug for succesoplevelser

Jeg er inde i en stime. Bortset fra sokker ender jeg med at strikke forkert, for stort eller for småt uanset hvad jeg kaster mig over. Jeg har op til flere igangværende projekter som alle har været strikket - og stadig skal strikkes - mere end een gang.

Jeg har ikke givet op endnu. Det er alle projekter som jeg er glad for, og som nok skal blive færdige. Jeg har bare brug for en smule succes.

Derfor har to par sokker set dagens lys. Sokker jeg har lovet at strikke og som endnu ikke er afleverede. Jeg har endnu garn liggende til et par eller tre mere jeg har lovet. Men lysten til sokker ligger ikke lige for. Lige nu.

Det gjorde til gengæld Kirsten Kapurs nyeste mystery. Et sjal. Til en forandring.

Jeg plejer altid at strikke Kirsten Kapurs mystery shawls. Både fordi jeg godt kan lide hendes designs, men bestemt også fordi hendes opskrifter bare passer. Altid!

Jeg købte mønstret for længe siden. Første clue udkom da juni bankede på, men jeg manglede garn. Jeg havde ikke noget liggende med en tykkelse eller løbelængde der passede. Tanken om at bestille udefra har lystigt banket på af flere gange, men jeg var ikke helt sikker på hvad jeg ville have.

Så jeg udsatte. Strikkede på henholdsvis sokker og optrævlede projekter. Manglede stadig en følelse af succes.

Det fik jeg i går. I går købte jeg fire nøgler blød merino i det lokale supermarked. Jeg prøvede lykken, forventede ikke andet end billigt strømpegarn og acryl. Og så lå det der, har sikkert ligget der længe. Jeg har bare ikke set det midt mellem alt for meget acryl. Lyser det igennem at jeg ikke bryder mig om acryl??

Nå men jeg tog merinoulden med hjem. Fandt opskrift og pinde. Og strikkede mig gennem de to første clues. Det tredie lå klar i morges.

Det er et dejligt garn. Det er en skøn opskrift. Jeg har ikke pillet en eneste maske op. Jeg tror bestemt jeg fandt min succes.

Friluftsliv og sofahygge

Weekenden har været fyldt med ingenting. Ligeså har mandag – indtil nu. For senere har jeg en aftale.

Torsdag, fredag og lørdag var fyldt op, så en fridag var tiltrængt. Og nem at få fat i, for med skolereformen fulgte også en mere præcis optælling af timer. Jeg har brugt for mange timer, og afspadsering er derfor påkrævet. Jeg har ikke noget mod afspadsering. Faktisk slet ikke.

Og en weekend med en tur omkring haven, timer i sofaen, strik og formålsløst fjernsynskiggeri passede mig fint. Samtidig er der kommet endnu mere styr på den første ferieuge. Armbånd til medarbejdercampen er skaffet, teltet er godkendt, planer om nye liggeunderlag i bedre kvalitet på tegnebrædtet og andre planer om at finde mere end den allerede fundne sovepose i kælderen er skrevet ned.

Emilie har ringet om først det ene og så det andet. Madprøven gik over al forventning og planer om afskaffelse af de lange lokker er i støbeskeen. Jeg har lovet at betale og skulle det gå helt galt, vokser det ud igen.

Om lidt banker sommerferien på døren, og selvom jeg glæder mig og synes jeg har mere end bare nogenlunde styr på det hele, er tiden alligevel løbet hurtigere end beregnet. Året er jo lige startet.

Sidste uge sluttede med grillaften for nye børn og voksne, mange dukkede op og flere kunne have kommet til. Men vi er altså dumme. Og når vi sætter deadlines er de åbenbart ikke tænkt for at overholdes. Og når voksne ikke kan finde ud af at tilmelde sig i tide, er det vores skyld at deres børn bliver kede af det.

Sådan kan det gå. Det var ikke rart, men de der kom hyggede sig. Og vi kunne se os selv og hinanden i øjnene.

Weekenden startede med overnatning og teltlægning. Med mad på bål, med lyse nætter, hygge, sang, skumfiduser, rundbold og alt for lidt søvn. Så er det altså lækkert at mandag kunne blive en fridag.

Så er sommerferien planlagt

- og det ser ud til at Windows Live Writer virker igen.

Jeg er ikke den hurtigste når det gælder planlægning af ferie. Faktisk når jeg det tit først i sidste øjeblik. I år havde vi ellers planlagt at være klar i god tid, og vi har også både talt om og overvejet for og imod af flere gange.

I dag blev det. Efter at talt en hel del om Sverige og været omkring andre byer i mere eksotiske dele af Europa, endte vi med at beslutte os for Sverige og så se videre ud næste år. Så har jeg måske også (som den sidste i familien) fået fikset det der pas, jeg stadig ikke har.

Med planlægningen er ferien nærmest fyldt op. For mens Anders kun har to uger sammen med os andre, fik Emilie og jeg i dag tilbuddet om en uge i Roskilde mod at arbejde fire gange otte timer i en bod. Det er mange år siden jeg har været til festival, og jeg havde egentlig ikke forestillet mig at skulle igen. Det skal jeg nu.

Med udsigt til en uge i telt, er det vist på tide at få købt et par underlag af en lidt bedre beskaffenhed, end dem vi har liggende i kælderen. Et hurtigt kig over listen med navne på årets Roskilde festival, viste ganske sikkert at jeg er håbløst bagud. Kun Paul McCartney og Marie Key gav genlyd i mine ører. Emilie er også sat på sagen, for de fire vagter kan snildt lægges, så vi kan nå at høre det vi vil høre, og derudover kan vi håbe på overraskelse, når vi får forvildet os ind til noget vi ikke kender.

Efter den første uge, er der plads til at trække vejret dybt hjemme, inden vi tager til Sverige. Vi har bugget hoteller i Kalmar, Lund og Malmø – et par overnatninger hvert sted, i Malmø lige der hvor vi allerhelst vil være – midt i byen – og i Lund på noget der ligner et slot.

Så mangler lige en fejring af Emilies fødselsdag med familien, men den skulle nok kunne puttes ind et sted inden ferien for alvor slutter.

Med en ferie der både byder på teltplads, mulighed for mudder.. og musik, slotsophold og hyggelige byer synes jeg faktisk vi har fået skruet det ret godt sammen.

Traditioner kan ikke bare brydes

Jeg havde forestillet mig at gårsdagen skulle være noget med at tage hjem, smække benene op og nyde at være alene.

Anders kom hjem i mandags og annoncerede værktøjsmesse, og da jeg ved hvor spændende han synes sådan noget er, ville jeg ikke være den der surmulede over at skulle være alene på sin fødselsdag - tværtimod!




Men Emilie ville det anderledes. Efterhånden er det blevet tradition at vi tager i Søndermarken og spiser sushi på min fødselsdag. Jeg kunne sagtens have undværet i år, det mente Emilie ikke at kunne, og længe mente hun at det skulle udskydes til weekenden.

En gang i går formiddags fik hun en anden ide. Somme tider er der ikke langt fra ide til handling, og sådan endte det med at jeg fra arbejde tog mod byen. Blot med et enkelt stop hjemme efter et tæppe, og Emilie hoppede på toget fra Sorø da sidste time var slut.

Vi mødtes ved yndlings sushistedet og bestilte takeaway, inden vi satte kursen mod søerne og det lille grønne område, hvor ungerne og jeg for mange, mange år siden har haft mange udflugter.




Da maden var spist, gik vi mod Hovedbanen, hvor Emilie blev sat på toget og behørigt vinket farvel til, inden jeg stoppede hos Sille og først kom hjem længe efter at Anders havde lagt værktøjet bag sig og nu drømte om nye platter til den store fræser.

Det var en dejlig dag. Og selvom jeg gik ud som et lys, da jeg nåede hjem, var det svært at komme op i morges.

Årene går...

Jeg har besluttet at det er min skyld at vejret er fantastisk i dag.





Sandalerne er fundet frem og min mor giver frokost.

Om den obligatoriske sushi i Søndermarken skal udsættes til Emilie kommer hjem er endnu ikke afgjort.

Og mens lykønskningerne strømmer ind på Facebook, når jeg både at glædes og blive lidt pinlig over at jeg altid glemmer alle de andre.

Dagen er alligevel slået an, og det trods manglende lyst til fødselsdage i år. Ikke fordi jeg ikke vil blive ældre eller fordi noget går mig på. Det er bare ikke vigtigt lige nu.

Vi lod Anders' forbigå i stilhed i sidste uge, i dag må det her være nok om min.

Måske gider jeg til næste år.

God tirsdag derude :)

Når overskudet mangler

Jeg er fuld af beundring for dem, der lige klarer et arbejde, en uddannelse og en eksamen oven i hinanden.









Selv synes jeg det er svært at finde tid - eller måske snarere overskud - til at planlægge næste uges undervisning.

Alt for ofte ved jeg godt hvad jeg vil, men at sætte mig og slå op, skrive ud og finde frem kan være svært. Tiden er knap når jeg er på arbejde, og herhjemme har jeg svært ved at finde motivationen.

Men jeg gider heller ikke møde uforberedt.







Det er så afgjort meget lettere at slå op til endnu et par sokker...

Inden arbejdsklokken slår

Sidste uge gik mest af alt med at lade op til weekendens fødselsdag. Lysten var svær at finde, trods viden om, at når først jeg var i gang skulle det nok blive helt fint.




Det blev helt fint, det var superhyggelig fest, og med overståelsen var jeg sikker på at denne uge var uden det store hurlumhej, bare noget med at komme hjem og smække benene op.

Jeg skulle nok have tjekket med kalenderen. For ugen byder på ikke mindre end to aftenmøder. Et med forældre og et med kolleger.

det skal nu nok blive spændende, og så glæder jeg mig over endnu en af de korte uger og udsigt til at møde senere onsdag, hvor min tidlige time er blevet konverteret til afspadsering.




I dag møder jeg sent, og formiddagen går med lige nøjagtigt ingenting.

Jeg kunne selvfølgelig hurtigt tømme opvaskemaskinen - det tæller næsten ikke...