Sen sol

Mens solen står ind ad altandøren, der endelig kan stå åben, cykler jeg en hurtig tur efter noget spiseligt, der kan laves uden de store armbevægelser.

Jeg kan godt lave mad, men jeg gider ikke. Ikke hvis jeg kan blive fri. Hvis ikke det var for de to miniudgaver af mig selv, der konstant og i stride strømme forlanger spiseligt, ville jeg nok glemme at spise. Eller i hvert fald spise på mærkelige tidspunkter, i takt med at min mave begyndte at kræve.

Jeg fandt brød og lidt lækkert tilbehør, nu braser det på panden og ovnen er kommet i svingninger.

Der er stadig tid inden tallerkenerne skal findes frem, mon ikke der er tid til endnu en række på tæppet :)

Formiddagssysler

 Det tager lang tid at sy tæppet sammen. Mens morgentv har kørt i baggrunden har jeg syet nogle af de lange baner sammen.

Jeg syer baner, på kryds og tværs og med lang tråd, også selvom firkanterne ikke hænger sammen. Jeg bilder mig ind, det sparer tid og giver knap så mange endehæftninger.

Jeg springer gerne over hvor gærdet er lavest – hvis resultatet bare er i orden :)

Internationale dage

Nogengange går alting hen over hovedet på mig, eller måske formår jeg bare at lade være med at læse og forstå beskeder.

Jo jeg vidste da godt de havde internationale dage på Emilies skole, jeg havde også hørt at der var noget med torsdag aften. Jeg havde bare ikke lige forbundet det med mig.

Jeg nåede lige ind ad døren, da tøsebarnet informerede om at vi skulle altså være ovre på skolen om 10 minutter og se det de havde lavet.

På med støvler og overtøj igen til en tur gennem Kina, Mellemøsten og Afrika.

Ungerne havde i tre grupper arbejdet med eventyr fra forskellige lande, lavet flotte kulisser og læste eventyr højt for forældrene.

Efter fremlægningen var der frit slag over resten af skolen, hvor duften af fremmed mad kom i møde fra alle kanter. En klasse havde omdannet lokalet til en tyrkist bar, hvor skoene blev efterladt udenfor, man sad på puder på gulvet og så på mavedans, mens røgelsen bredte sin eksotiske duft over det hele.

Jeg havde ingen penge med, og Daniel skulle lave mad hjemme, så i stedet gik vi rundt og kiggede. Jeg endte med at tage hjem igen, klassens oplæg var slut, mens Emilie blev og hoppede rundt på de store sten i skolegården.

Et vistnok flot arrangement, jeg er bare ked af ikke at have hørt om det på forhånd.

Glæde modtaget

Det var gaven min, der var ankommet.

Helt fra Ålborg har Inge sendt de lækreste karameller og de sødeste høns.

Tusind tak :)

Påskepakker

 Klokken nærmer sig 10.00, posthuset kalder.

Mit bidrag til Operation Påskeglad skal afsted mod Norge og der ligger en pakke og venter på mig … mon ikke det er overraskelsen til mig :)

Fremgang

Der er pillet op og strikket og pillet lidt mere op og beregnet om. Mit papir med udregninger, der gerne skal danne udgangspunkt for en opskrift, bliver mere og mere uoverskuelig..

Men jeg er tilfreds – det bliver rigtig godt!

Forældremøde og lejrskole

Dengang jeg var barn, gik jeg på Lilleskole og forældre var sådan nogle, der var med til at få det til at løbe rundt. Forældrestyring, arbejdsweekender og fælles sommerferier var en del af konceptet.

8. klasserne skal på lejrskole i Lønstrup, og derfor var der i aften indkaldt til forældremøde. Der blev så samtidig tid til at snakke om klassesammenlægning og blå mandag.

Der skal to lærere med på turen – mandlige lærere. Der har været noget snak mellem pigerne om, at det var de ikke helt tilfredse med.

Så er det jeg hører mig selv sige, at jeg vil da gerne tage med – hvis altså lige ungersvenden synes det er i orden, og jeg kan få fri og baglandet ellers er i orden… Det ligger dybt i mig, det der med, at forældre er da med på lejrskole…

Baglandet fik store øjne, men sagde ikke nej, ungersvenden sagde ikke nej, og blev bedt om lige at tænke lidt. Først i morgen kan jeg få svar på arbejdssituationen og så er der lige lærerne, der selvfølgelig lige skal snakke sammen om de overhovedet vil have mig med, og derefter skal klassen.

Men først skal brobygningen og påsken overstås, før klassen er samlet igen…

Gad vide hvor det ender?

Den eneste jeg lige nu er helt sikker på er Emilies reaktion – og den vil ikke være positiv :)

På cykel til Frederiksberg

I dag var dagen, hvor Daniel skulle begynde anden afdeling af brobygningen. Jeg havde lovet at følge hele vejen til Frederiksberg Tekniske Gymnasium, hvor introforløbet foregår.

Første del af turen kendte han, lige forbi min mor, derefter gik det nærmest ligeud, så det skulle ikke være noget problem at finde frem igen i morgen.

Han er hjemme nu og giver positive lyde fra sig på spørgsmålet om det var godt – sådan tolker jeg det i hvert fald :)

Alkohol og julegaver

For et par år siden fik jeg julegave af en af ungerne i Caféen. Gaven var kruset og en tallerken der passer til.

Det rører mig, når andre bruger tid på at finde noget, der skal gøre mig glad. Kruset er i dag en vigtig del af min hverdag. Det bliver i løbet af en arbejdsdag mange gange fyldt med the, jeg ikke altid får drukket, men så kan det fyldes igen.

I aftes havde jeg det sidste møde i år med en flok 7. klasses elever, der skulle snakke om alkohol og hash. Mens jeg sad med ungerne, snakkede den lokale SSP konsulent med forældrene.

Vi snakker om alkohol, om hvad det gør ved kroppen, om genstande, om at passe på hinanden og om fester. Vi snakker også om alt muligt andet, dukker der spørgsmål op eller historier, så tager vi det når det kommer.

Generelt er det mig der styrer møderne, men gruppen i går kunne selv. Jeg startede, jeg holdt tråde, jeg skrev op på tavlen men det var ungerne der styrede. Det var ungerne der inden de så sig om havde en lang liste over positive og negative elementer i forbindelse med fester og alkohol. Det var ungerne der alene stod for en køreplan for fester, forældrene alle kunne sige ja til.

Og det var første gang jeg har oplevet en klasse helt af sig selv sige at det kunne være en god ide med forældre i baggrunden. I køkkenet eller i kælderen, men i nærheden. Det er ellers et af de punkter jeg altid skal kæmpe med. Men ikke her!

I går stod jeg med den mest fornuftige og gennemtænkte flok unger jeg længe har mødt – også selvom de løb hujende ned ad gangen og opførte sig helt som en flok 7. klasses unger skal gøre, da vi efter endt snak ventede på at blive lukket ind til forældrene igen, til den sidste opfølgende snak.

En fed oplevelse!