Små uldne totter

 

Tilbage i oktober eller november foreslog tre seje damer i Spindeforeningen at lave en dele-julekalender. De var klar, vi skulle pakke 24 gaver og sende til dem. De tre pakkede ud, blandende, pakkede igen og sendte tilbage. Jeg tænker det har været et kæmpe arbejde. 

Jeg havde et uldhjul, jeg igen og igen har kigget skævt til. Det kunne jeg nu dele i 20 dele og pakke ind, mens jeg fandt nogle andre småtotter af uld til de sidste fire gaver. Jeg stoppede det hele i en papkasse, og halvanden uge senere kunne jeg hente den samme papkasse igen, nu fyldt med 24 andre gaver. Ingen af dem, var mine egne. 

Det var så sjovt over december at pakke en lille gave med en lille uldtot ud hver eneste dag. 24 uldtotter, der lå langt fra hinanden i forhold til farver, til fibre, til forberedelse eller alt muligt andet.

I første omgang tænkte jeg at det skulle ende som et stort projekt. Det har jeg tænkt før. men så begyndte der at dukke lyserødt op. Jeg er ikke så vild med lyserød. Samtidig kom Emilie hjem. 

Det første lyserøde var angora. Angora er blødt. Emilie så det bløde lyserøde fluff, og sagde spontant noget i retning af: Tror du der er nok til at strikke et lille scarf til mig? 

Jeg tænkte med det samme, at hvis der endte med at være bare tilnærmelsesvis nok, skal det i hvert fald komme an på en prøve. Samtidig kan jeg bedre se alle mulige andre farver sammen i et fælles hele. 

Måske er der nok. Jeg håber, og tænker det i hvert fald skal afprøves. Sammen med en lille smule hvid, kan jeg veje mig til 75 gram rød og lyserød. Mon ikke det er nok?