Jeg var 15, gik i 10. klasse på en helt ny skole. Jeg havde forladt de trygge omgivelser på lilleskolen og vovet mig ud i den store Verden til en overbygningsskole, der kun havde 8.-10. klasse.
Jeg synes helt ærligt, at det mest af alt var en samling fjolser, jeg gik i klasse med. Jeg var ligeglad med den nyeste musik, den rigtige farve læbestift - jeg brugte ikke læbestift - eller hvad der var moderne. Det virkede som om, at det var det allervigtigste for alle andre. Det, eller at være mest populær. Jeg havde ingen planer om at være populær. Jeg synes det var påtaget. Men jeg var også teenager, og helt som alle andre, usikker på mig selv og ville gerne at andre kunne lide mig.
Så jeg endte samme med de andre nørder. Dem ingen rigtig gad være sammen med - egentlig heller ikke mig. Jo, jo de var da meget søde, men vores prioriteringer var langt fra ens. Og så var der Nina. Hun var ikke som de andre. Hun var ligeglad, hun var cool og hun gjorde som hun selv ville. Der var Pippi Langstrømpe over hende. Hvorfor hun gad mig, forstod jeg ikke.
Jeg synes ikke jeg var cool. Jeg var mere uskyldigheden selv, og lidt for pæn, hvis jeg selv skulle sige det. Selvom jeg måske nok havde nogen af de samme meninger, var jeg langt fra punkernes sort, markant makeup og fandenivoldskhed.
Vi hang ind imellem ud, vi gik i byen sammen og vi sov i hendes lejlighed. Hun boede alene i en lejlighed, der viste sig at ligge i opgangen ved siden af den mine forældre boede i, da jeg blev født. Den var spejlvendt og gav, oveni et spændende venskab, et indblik i hvor lidt plads der var i den lille Amagerlejlighed, jeg boede i sammen med mine forældre.
Nina var ligeglad, hun havde den fedeste stil. Og så havde hun et par strikkede leggins. Hendes mormor havde strikket dem på maskine af alle de strømpegarnsrester hun havde liggende. Alt sammen selvmønstrede rester - to rækker af den ene, to rækker af den anden. De var ikke smukke, men de var så cool. Og de kom til at repræsentere alt det jeg godt gad turde.
De der busker har hjemsøgt mig med mellemrum. Jeg har aldrig rigtig haft mod til at strikke et par busker. Men for et par år siden købte jeg fire fed ufarvet strømpegarn, med den intention at en dag skulle jeg farve det, og strikke et par busker. Jeg vidste godt at fire fed næppe er nok, men det var en start.
På samme måde var det en start, da jeg fandt det frem, farvede det grønt, og besluttede at jeg ikke orker tanken om strikkede bukser på pind 2½. Derfor fandt jeg en følgetråd og kan strikke dem på pind 4. Bliver de et hit, kan jeg altid overveje de små pinde og en gentagelse.
Jeg strikker N O R D Knitpants af Hanne Rimmen. Jeg er siden billederne nået så langt, at benene er skilt, og jeg har prøvet dem. Der er masser af plads, selvom jeg troede at have regnet mig frem til at de ville sidde lidt tættere.
Jeg har besluttet mig for, at masser af plads har sine fordele. Og er vildt spændt på resultatet. Inden jeg begyndte at strikke rundt og rundt og rundt på det ene ben, vejede jeg det resterende garn, for at kunne lave en udregning af, hvor meget mere jeg skal have, for at benene kan blive lange nok.
Jeg har ikke brug for at de bliver færdige lige med det samme, men jeg har brug for at finde ud af hvor meget garn jeg skal bruge. Altså er det dem jeg griber ud efter, når jeg sidder hjemme og strikker. Jeg vil helst ikke løbe tør, inden jeg har det ekstra på lager.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar