lørdag den 14. december 2024

Schloss Waldsee

 

Jeg tror helt ærligt ikke, det bliver sidste gang jeg skriver om uger der forsvinder og træthed. Det er sådan det er lige nu. Det er heldigvis også spændende, og jeg føler generelt jeg er med, selvom jeg ikke er med her.

Så; endnu en uge er gået, jeg får ikke taget billeder, men jeg har en del på lager. Både fra i sommers (som jeg stadig gerne vil dokumentere) og mere strikkerelaterede, endda færdige projekter, der endnu har til gode at blive vist frem. 



Kommer tid, kommer råd, tænker jeg og vender i første omgang tilbage til sommerferien og Slottet i Bad Waldsee. (Jeg skal gerne nå igennem alle billederne, inden næste sommer. Allerhelst inden næste ferie - i hvert fald vinterferien...)

For der var et slot. 




Lige uden for den gamle by ligger slottet. En art alle fører gennem slotsparken over voldgarven til et lille slot, der bestemt har set bedre dage. Vi kunne ikke komme ind, men vi kunne gå hele vejen rundt.

Slottet kan føres tilbage til midt i 1500-tallet, da Truchsess George IV fik det opført. Jeg kan ikke finde en oversættelse af truchsess, men jeg tænker det er en adelsmandstitel. En greve af en art. Slottet hørte under Waldburg-Woelfegg-Waldsee-linjen, der med tiden blev til Waldburg-Wolfegg-Wolfegg-linjen - prøv lige at sige det fem gange...

Undervejs i familiehistorien blev et andet og større slot hovedkvarteret. 




i 1745 blev slottet om- og udbygget og det slot der står i dag, er resultatet af den udvidelse. Der er stadig bevaret dele af det oprindelige slot. Efter sigende er en del af de bærende nedre mure fra ældre tid.  

Den sidste adelige beboer var Prins Franz Ludwig. Han døde i 1989, og derefter stod slottet ubenyttet hen. 

I 1991blev det totalrenoveret og overtaget af et internationalt universitet. Jeg kan ikke finde noget om det, det forsvandt tydeligvis fra bygningen, måske lukkede skolen helt, måske opstod den et andet sted under et andet navn. 

Under alle omstændigheder stod slottet igen hen, og forfaldt nok igen. 

Jeg kan også være lidt i tvivl om hvad totalrenovering betød...




I dag bliver det brugt kommercielt. Det er muligvis pænt indenfor, men ude trænger det til en kærlig hånd. Murene krakelerer, vinduesrammerne har set bedre dage og voldgraven er vokset til med mærkelige planter. Slottets egen hjemmeside, viser noget pænere billeder, end dem jeg kan præstere.

Indenfor har flere firmaet til huse. Det ser ud til at de bebor de to øverste etager, mens den nederste etage kan lejes til bryllupper og andre arrangementer. 

Vi mødte et svanepar med svællinger og så små geder mellem al bevoksningen i vandet. Eller det vil sige, Anders så geder og pegede dem ud, for jeg kunne ikke se dem. Mens vi stod der, kom et ældre par. De havde samme fordeling af det med at se geder. Se!, pegede manden og damen kiggede med. 




Slottet ligger nærmest med udsigt til den store St Peters Kirke inde i byen. Mon ikke kirken har været brugt af slottets tidligere ejere.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar