fredag den 27. december 2024

Nisse-klude

 

Jeg må erkende at jeg har færdige projekter på lager, som endnu ikke er vist frem, og skal jeg nå det inden nytår, må jeg hellere se at komme i gang.



For at blive ved de mindre ting - jeg skal lige have kigget billederne af de større projekter igennem - havde vi nissevenner på arbejde. Undervejs dukkede tanken om strikkede klude op, og gennem december lykkedes det mig at strikke en bunke røde klude. 

Tre til den jeg nissede og tre til den, der nissede mig. 

Jeg startede i restekassen, men rød er ikke den farve jeg bruger mest. Mellem det lidt røde jeg havde, fandt jeg også pink og tænkte at den ene (den jeg vidste hvem var) er glad for pink. Rød og pink kan noget - også selvom de ikke er blandt mine yndlinge.

Senere måtte jeg ud og hente mere garn.



Jeg blev færdig så kort tid inden, at det skulle planlægges at nå at tage billeder. Jeg havde kludene med på arbejde, tog billeder på vej hjem. Og havde dem med igen dagen efter, for at sige tak og give dem væk.

De to damer blev glade.





Design: Igen de gennemprøvede, jeg har strikket mange af gennem tiden. 

Jeg fandt i tidernes morgen en anvisning på Instagram. Den har jeg siden finpudset, så den passer til mig og mit behov. 


Garn: Økotex bomuldsgarn 8/4 fra flere forhandlere. Noget havde jeg i forvejen, resten måtte jeg lægge til. 

Jeg endte med seks klude og en samlet vægt på 381 gram - det er gennemsnitligt 63,5 gram pr klud. 



Pinde: Jeg bruger en pind 4 mm. Helst to strømpepinde med en endedut i den ene ende.


Størrelse: Kludene ender med et færdigt mål på ca 27 x 27 cm.



Bemærkninger: Jeg strikker med to tråde, bytter den ene ud med en ny, når garnet løber tør. Jeg binder enderne sammen med magiske knuder. Det virker fint i bomuldsgarn. 

Jeg slår 50 masker op med hækleopslag. Det ligner tilnærmelsesvis en almindelig aflukning - så enderne bliver ens. 

De 2 første masker på hver pind tager jeg vrang løst af, med garnet foran pinden. Det giver en fin iCordkant. 

Resten af maskerne strikker jeg ret.

Hver gang jeg har 10 retriller sætter jeg en lille sikkerhedsnål som tæller. Så behøver jeg ikke tælle til mere end 10.

Når jeg har 44 retriller lukker jeg af - med en hel almindelig aflukning. 

Der er to ender, som jeg gemmer i iCordkanten.


Vil du se flere billeder af kludene, kan de ses på Ravelry.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar