I december slog jeg mig på broderi sammen med Kirsten Brun og Esther, under samstikken #adventstik24. Jeg endte med at brodere tre små julede broderier, uden rigtig at vide, hvad jeg skulle bruge dem til - sådan er det som regel med mig og broderi.
Hen ad vejen fik jeg travlt. De små sting tager tid, og jeg skulle også nå at sy.
Jeg endte med en noget febrilsk syning aftenen før det hele skulle sendes. Jeg er ikke ovenud tilfreds med mit endelige resultat, men pigerne blev glade. Også selvom Emilie synes det var mærkeligt at de skulle have projekttasker.
Hun er vel præget af at vokse op med mig. I øvrigt endte hendes - i hvert fald for en kort bemærkning - som projekttaske, da hendes opslag til en Sunday Sweater kom hjem i netop den indpakning.
Med aftensyning og pres på for at pakke ind, er det ikke de bedste lysmæssigt billeder, jeg nogensinde har taget.
Der var i øvrigt ingen tvivl om at Josefine skulle have det med sne. Hun er glad for sne og jul og alt det der følger.
Projekt: Små julebroderier, rammet ind af en taske, der godt kunne ende som toilettaske.
Materialer: De små broderier er syet på aida med 18 sting per inch. Jeg har farvet stoffet med batikfarve, og har tidligere forklaret hvordan.
Det ene broderi er fra Shannon Christine, det andet fra Catkin and Lillie - hun har så mange fine små mønstre, og her købte jeg et sæt med tre snemænd. Jeg har lavet de to, og bør vel egentlig lave en taske mere - til mig selv.
Stoffet jeg brugte til taskerne, var dels rester fra lageret. Bundene et kraftigt gardin, foeret fra bunken med bomuldsstoffer, mens det fine yderstof med batikfarve er en del af det overskydende fra dengang jeg sidste år batikfarvede med håndværk og designeleverne. Nogle ville under ingen omstændigheder have det færdige resultat. Jeg tog det med hjem, for det oprindelige stof var mit og jeg tænkte at det kunne jeg godt tillade mig.
Jeg syede en lomme indeni af bomuld.
Størrelse: Batikstofferne var cirka 40x60 centimeter. Det tog jeg udgangspunkt i. Jeg nåede ikke at måle taskerne, men jeg vil gætte på et færdigt resultat der ligner noget i retning af en højde på 25 centimeter, en bredde på 30 centimeter og en dybde på cirka 9 centimeter.
Bemærkninger: Sådan en taske med snoretræk har jeg ikke et mønster på. Jeg klipper bare, tænker at yder- og inderstof i sidste ende skal være lige store, har en fornemmelse af størrelse og syer sammen som jeg finder for godt.
Jeg ville egentlig gerne have snoretrækket til at være en del af selve tasken, men med broderi passede det ikke her. Jeg er som sagt ikke ovenud lykkelig for resultatet og her er netop løbegangen til snoretrækket en af de detaljer jeg synes lykkedes mindst godt.
Jeg har vist i øvrigt endnu ikke sat snore til træk i taskerne på billederne, men det kom i. Jeg synes også det ser ud som om, jeg tog billederne inden den sidste tur på strygebrættet...
Havde jeg haft mere tid, var jeg nok blevet mere tilfreds med resultatet. Hvilket måske betyder at jeg bør sy det sidste broderi til endnu en taske i nogenlunde samme format.
Ideen med broderiet synes jeg til gengæld fungerer ret fint. Det er ikke nyt, det er gjort før, og jeg synes det er er god måde at bruge broderier. Jeg er ikke så god til at hænge dem på væggen eller på anden måde bruge det som pynt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar