Emilie har for alvor set sig varm på strik. I et anfald af kortvarig iver, har hun endda slået op til en Sunday Sweater og håber at færdiggøre den selv. Hun har nok allerede fortrudt, men har alligevel taget den med hjem. Måske har vi en aftale om otte centimeters halskant, når hun kommer hjem næste gang.
Hun har også et håb om, at jeg færdiggør den, når hun for alvor giver op. Jeg håber at kunne fastholde hende lidt endnu.
Jeg forestiller mig, det bliver et langvarigt projekt.
Og imens, strikker jeg videre til hende. For hun har mange ønsker, og køber endda ind imellem garn til samme ønsker.
For længe siden fandt hun Fabel Knitwears bog Volum 1. Jeg fik fat i den, inden den blev oversat til dansk og tygger mig stille og roligt gennem de norske opskrifter, efterhånden som garn, ønsker og glimmer passer sammen. Hun har sat mærker ind mellem siderne ved temmelig mange af opskrifterne.
Jeg har strikket de første fire og flere venter. Et stort ønske var Skogsbærjakke. Hun købte selv garnet, da den lokale garnbutik lukkede og havde udsalg. På en tur til Sommerfuglen engang i foråret fandt hun glimmer-sytråd og spurgte om ikke det kunne strikkes med. Jeg tænkte at det kunne det nok, og må erkende at glimmer-sytråd er ikke fantastisk at strikke med.
Det er lidt ærgerligt at billederne ikke viser glimmertråden. I må bare tro på at den er der, og at den er synlig i brug.
Den har været færdig et stykke tid, ventede længe på knapper og derefter billeder.
Knapperne skal i øvrigt skiftes ud. Vi fandt knapper i min samling, men de er lidt for små og springer op.
Design: Skogsbærjakke af Fabel Knitwear/ Helene Arnesen.
Garn: Sandnes Alpakka Silke i farven 4642/Lys Lyng sat sammen med en tråd Güterman Metallic Sulky farve CA 02776.
Den færdige trøje vejer 263 gram. Den tynde sytråd vejer nærmest ingenting, så langt det meste er alpakka silke.
Pinde: 3 og 4 mm, rundpinde hele vejen igennem.
Størrelse: Jeg er gået ud fra en størrelse 5, 118 centimeter overvidde.
Bemærkninger: Mange af Helene Arnesens opskrifter er strikket nedefra og op. Generelt kan jeg bedre lide at strikke oppefra og ned. Det gør det lettere at prøve undervejs. Synes jeg.
Opskriften her er nedefra og op. Her var jeg nødt til at strikke efter opskriften, for den fine bærbort kunne ikke umiddelbart vendes.
Jeg har lavet nogle ændringer undervejs, men jeg har ikke skrevet mange noter, så jeg er ikke helt sikker på hvad jeg har gjort.
Jeg flyttede masker fra bag til for, inden ærmegabet blev lukket. Det gjorde jeg efter en prøvning, som betød at det bare så bedre ud. Det betyder at raglanindtaget på ryggen endte med at sidde ret tæt i nakken. Det så stadig bedre ud.
Så vidt jeg husker blev ærmegabet en smule dybere og jeg havde helt sikkert flere masker til ærmerne - jeg har noteret 20 masker. Jeg fortsatte udtag, da opskriften sagde jeg skulle stoppe.
Den var længe undervejs. Heldigvis er hun glad for resultatet.
Vil du se flere billeder af Skogsbærjakken, kan de ses på Ravelry.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar