onsdag den 14. februar 2024

Saint Patrick's Cathedral

 

Irland er fyldt med kirker, nogen større end andre, alle smukke på hver deres måder. 




Vi valgte at besøge Saint Patrick's Cathedral i dag. Vi kunne have valgt en anden, vi kunne have fundet en mindre, der ikke tager sig betalt for besøget. Men når nu det er den største - Irlands højeste og den nationale Katedral - så blev det den.

Kirken blev bygget til ære for Sankt Patrick i slutningen af 1100-tallet, og stod færdig midt i 1200-tallet. Den blev bygget på det sted, hvor Sankt Patrick efter sigende skulle have døbt et stort antal af byens borgere. Patrick af Irland, er landets skytshelgen, og ham der kristnede irerne. Altså en temmelig vigtig herre. 




Kirken er bygget som en romersk-katolsk kirke og har haft et omskifteligt liv i forhold til trosretninger, alt efter hvem, der har haft magten. I dag tilhører den, den anglikanske orden. Så vidt vi kan bedømme, er den bygget i sandsten og trods storheden også en smule dyster og mørk indenfor. Vinduerne er alle smykket med de vildeste mosaikker, der alle fortæller historier, og som på en solskinsdag - som i dag - lyste klart op, men også var medvirkende til dysterheden.   

Gulvene er et kapitel for sig, og kræver et helt andet indlæg. De mange mønstre og mørke farver i gulvene, gjorde også indtrykket mørkt, og jeg fik ikke den samme fornemmelse af guddommelighed, som jeg nogen gange oplever i store kirker. 

Der er ingen tvivl om at den er et kæmpe værk, der har krævet uendelige kræfter, men på en eller anden måde, blev jeg ikke så imponeret som jeg plejer at opleve i bygningsværker, der er skabt af mennesker, der har bygget, arbejdet og knoklet for en højere magt. 




Jeg havde ikke lyst til at sætte mig ned, og bare være. Måske souvenirbutikken i den ene ende af selve kirkerummet, gjorde sit til den oplevelse. Jeg kan godt se nødvendigheden af at have en indtjening, og at turister er med til at skabe den indtjening, men jeg synes det er lidt smagsløst at sælge alverdens tingeltangel med motiver af kirken inde i selve guds hus. 

Jeg ved godt det koster at holde sådan en bygning ved lige...

Mellem prædikestolen og alteret var et indelukke med overdådige stolerækker, stillet overfor hinanden, med ridderhjelme, spyd, sværd og faner over hver stol. Bag stolene var navnetræk, og vi gætter på at stolene var tilegnede grevskaber i området, i landet eller noget i den stil. 




Vi kunne ikke komme op, hverken i tårnet eller i galleriet over den nederste del af kirken - det gad jeg ellers godt.

Udenfor er byen tæt på. Bag kirken ligger en park, men ellers er der bygget tæt. Overalt i byen står de smukkeste lygtepæle. Det er sådan noget jeg ser. Åbenbart!

Vi fortsatte turen videre mod byens anden katedral. Christ Church. Den er også pæn. Hvordan den ser ud indeni ved jeg ikke. Vi besluttede ikke at gå ind. En kirke måtte være nok. 








Ingen kommentarer:

Send en kommentar