lørdag den 8. januar 2022

Flere vævede håndklæder

 

Jeg er vildt glad for de første små håndklæder jeg lavede tilbage i marts. De passer lige i ansigtsstørrelse, og jeg bruger dem hele tiden. Tre er slet ikke nok. 



Derfor tog det heller ikke lang tid efter jeg havde syet de første, til der igen var trend på min væv, til et nyt sæt. 

Det tog et par måneder at væve. Ikke fordi det tager lang tid at væve - jeg vil bare hellere strikke. Det gælder stort set hvad som helst.

Derfra har stoffet ligget i næsten et halvt år, før jeg syede. Kan jeg læse ud af mine noter...

Det der med syning er stadig ikke  helt på et plan, som jeg godt kunne tænke mig. Men på den anden side - når jeg hellere vil strikke...

Så mens den lille lynlåstrøje til Oscar var årets sidste færdige projekt - nærmest også årets sidst startede, blev de små håndklæder i virkeligheden først klippede og syede efter samme Oscar var afleveret hjemme, på den anden side af nytår. 



På en eller anden måde tæller de lidt som sidste år. 

Det bestemmer jeg jo heldigvis selv. 

Og det var stadig juleferie, da de blev færdige.








Projekt: Stof til små håndklæder.


Garn: Bomuldsrester fra kassen med bomuldsgarn, kombineret med flerfarvet bomuldsgarn specifikt købt til projektet. Alt Økotex certificeret eller økologisk. Det sidste ikke helt så meget som det første. 

Jeg brugte det flerfarvede garn som trend og rester i farver der matchede til selve vævningen - inklusive resterne af det flerfarvede. 

Jeg endte med at bruge 240 gram garn. 


Kam: 30/10 - det vil sige 30 tråde trend pr 10 centimeter.



Trend og islæt: De første små håndklæder har en god størrelse, så jeg lavede trenden lige så bred som første forsøg. Jeg har sat mærker på kammen, så jeg ved hvor langt hen trenden skal gå til henholdsvis viskestykker og nu håndklæder.

Jeg vidste det vævede ville trække sig sammen  i vask, så jeg ender med et stof, der er lækkert, blødt og knap så luftigt som det bliver når jeg væver med 30/10 kammen. 

Som ved de første håndklæder vævede jeg tilfældige striber med farver jeg synes passede sammen. Jeg havde op til fire farver i gang på samme tid. Jeg lod blot garnet løbe langs kanten, har ingen planer om at det behøver være ekstra pænt, men det ville selvfølgelig have været pænere, hvis jeg havde afsluttet hver farveblok og vævet enderne ind. 

Skulle jeg give dem væk, ville jeg overveje kanterne. 


Størrelse: Frisk fra væven målte stoffet 49 centimeter i bredden og 199 centimeter i længden. Efter en 40 graders vask og tørring i tumbleren målte det  44 x 180 centimeter. 

Jeg klippede i tre lige store dele, zigzaggede over kanterne, foldede ind, satte en strop i midten og syede klippekanterne på maskine. 

De færdige håndklæder måler 44 x  53 centimeter og vejer ca 70 gram hver, men mister nok lidt størrelse, når jeg næste gang vasker dem på 60 grader. 



Bemærkninger: Denne gang vidste jeg hvor lækre de er, og tænker at der inden længe skal ny trend på væven. 

Det er simpel vævning, men jeg kunne godt have en drøm om en gavekasse til fremtidige gaver. Her kunne små vævede håndklæder være en god ide. Også selvom det der med gaver som regel er noget med i sidste øjeblik...

Jeg kan rigtig godt lide det farveskiftende garn i vævning. At tråden er langstrakt i stedet for krøllet, som det bliver i strik eller hækling giver et fint resultat, som jeg godt kunne tænke mig at arbejde lidt mere med.


Vil du se flere billeder af de små håndklæder, kan de ses på Ravelry. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar