søndag den 14. marts 2021

Hornbæk Plantage

 

Det er vildt som timerne synes kortere end normalt for tiden. Jeg er færdig, når jeg kommer hjem, og bloggen er det første der bliver negligeret.

Det føles som uendelig lang tid siden vinterferien, og samtidig så tæt på. Vi glædes stadig over ugen hjemmefra og de gode oplevelser sammen.





På sidstedagen gik turen mod Hornbæk Plantage, en del af den storstilede tilplantning af klitplantager langs den sjællandske nordkyst og Jyllands Vestkyst for et par hundrede år siden, i forsøget på at dæmme op for sandflugten og ødelæggelsen af marker, landsbyer og resten af det omkringliggende land.

De storstilede tilplantninger står for nogens vedkommende stadig tilbage. En lille del er Hornbæk Plantage, der strækker sig tre kilometer langs kysten. Plantagen er et eventyr at gå gennem, Fyldt med gammel skov, der får lov at gro vildt. 

Sine steder har stranden ædt sig ind på området og giver indtryk af en skov, der ikke har langt igen. Jeg tænker langt igen er langt længere, end jeg umiddelbart kan se frem.





Sammen med den gamle plantage, der i sig selv er en stor historie, er stedet fyldt med andre dele af historien. Stenalderen, bronzealderen og Anden Verdenskrig er til stede i området. Stenalderen knap så synlig, og mere en del af landskabet, mens bronzealderen er tydeligt markeret af sten og resterene fra den tyske værnemagt viser sig i betonform.

Midt i skoven ligger en lille plads med to shelters og en bålplads, som frit kan bookes gennem naturstyrelsen. 



Vi gik en lang tur mellem træerne, der i forskellige dele af skoven, tydeligt viser hvordan forskellige typer træer blev brugt dengang plantagen blev anlagt. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar