søndag den 30. august 2020

Masker på en søndag - Uge 35


Jeg glemte det tydeligvis i sidste uge. Så må jeg jo komme stærkt igen i denne. Eller noget.

Vi har stadig ingen sygdom på skolen. Vi krydser fingre og håber på det bedste. I sidste uge var et enkelt barn smittet, men barnet havde allerede været hjemme i selvisolation i en uge, så da den positive test forelå, var ingen for alvor i risikozonen, og at to undervisere blev sendt hjem for testing, var mest af alt et spørgsmål om at vise den gode vilje.

Så heldige
 kan vi ikke forvente at blive ved med at være. Rødovre ligger pludselig langt oppe på hitlisten over antallet af smittede, så planer bliver lagt. Alle klasser har lavet en nødplan, der kan rulles ud på et øjeblik, forældrene er adviceret om, at det kan blive nødvendigt at sende de store klasser hjem til hjemmeundervisning, hvis vi pludselig står i en situation hvor mandskabet bliver nedlagt på stribe.

Det er en mærkelig situation, og mens vi forbereder på det værste, håber vi på det bedste.













Læse: 

Jeg blev færdig med Blå Iris af Inger Gammelgaard Madsen og fortsatte med Gadepræsten. Historien bølgede frem og tilbage mellem anstalten for udviklingshæmmede og kriminelle mænd på Livø for mange år siden og nutiden, der indhenter fortiden.

Historien var hurtigt læst, men jeg kunne godt tænke mig lidt mere kød på historien. Jeg mangler noget. Jeg er ikke sikker på hvad. Måske bare en ny forfatter. Jeg gider alligevel godt læse den foreløbig sidste bog om Rolando Benito og Anne Larsen i serien. Jeg har bestilt den, og venter på hjemkomst fra biblioteket.

Indtil da læser jeg noget helt andet. Jeg stod pludselig uden en ny bog at lukke op, og endte med at række ud efter en af teenageårenes yndlingsbøger. Tine Brylds historie om Liv. Min bog indeholder kun de første to af trilogien. Jeg mangler Liv og Alexander. Måske jeg skulle overveje at låne den.

Det er nostalgi og et tilbageblik på min egen opvækst og ungdom. Tine Bryld fortæller så jeg føler mig sat tilbage til firserne og min egen vaklen mellem barndom og voksenliv. De er netop blevet hentet ud af det besatte hus på Livjægergade af politiet, og jeg kan ikke lade være med at tænke på dengang Sille og jeg plankede over muren fra gården mod det besatte hus i Ryesgade medbringende en temmelig tung båndoptager og et håb om et interview med en flok BZere i håbet om større forståelse til vores selvvalgte skoleprojekt.

Vi fik interviewet, men om forståelsen fulgte med, står stadig hen i det uvisse. Havde vi været et par år ældre, havde vi haft lidt mere erfaring at hænge livet op på, så måske.


Strikke:

I sidste uge strikkede jeg petroleumsfarvet. I denne uge er det grønt. De to gange femhundrede gram Belle fra Drops jeg købte og ville strikke sommerstrik af, er godt på vej. Det ser ud til jeg bruger omkring 250 gram til en sommer T-shirt.

Den tredie er derfor på vej. Muligvis lidt sent, men det går stærkt på pind 4. Denne gang strikker jeg Magnolia af Camilla Vad. Den første bluse blev så god, at jeg har taget udgangspunkt i maskeantallet fra den i alle de efterfølgende.

Jeg strikker derfor både og ikke efter opskriften.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar