onsdag den 5. august 2020
De sidste par sokker
Ferien er ikke slut, alligevel var onsdag en slags start på skoleåret. Lærerne kom tilbage. Det var skønt at se dem alle igen.
Mellem Klubtid, snak med børn og en sen frokost, startede jeg dagen sammen med de hjemvendte lærere og ledelse, holdt første teammøde af to, og sluttede dagen med et arbejdsmiljøgruppemøde, der i den grad blev effektivt.
Mødedatoer for flere forskellige møder blev planlagt, vi snakkede mødeetikette og coronahuskeliste, vendte et par småting og fik styr på hvor den arbejdsmiljømæssige indsats er vigtigst lige nu.
Fra skolen kørte jeg til Vanløse, hygge og aftensmad hos min mor. Det er skønne timer i hendes selskab og vi nåede også vidt omkring, inden jeg igen pakkede mig sammen og kørte hjem.
Hjemme kunne jeg konstatere, at jeg føler mig en smule brugt.
I morgen bliver igen en stille dag på skolen. Langt de fleste af de hjemvendte bliver hjemme i vante rammer, når kommunens årlige tiltag om innovation og fællesskab i år foregår via computer, teams og møder i ensom fællesskab.
Jeg er spændt på at høre om oplevelsen...
Vi andre tager på tur.
Design: Sokker efter den efterhånden gennemprøvede selvkomponerede opskrift, som i princippet er brugt i generationer.
Garn: Zauberball Crazy i farverne Pause in Blau og Der lenz ist da. Tråden er holdt dobbelt med en tråd af hver gennem hele sokken.
De færdige sokker vejer 140 gram.
Pinde: 4 mm - strømpepinde.
Størrelse: 47 - Anders har en stor fod.
Bemærkninger: De er strikket fuldstændig efter mønstret til det første par - det er de næste også.
Erfaringen siger at Zauberball Crazy holder rigtig godt i brug. Derfor faldt valget på netop det garn.
Af de mange par, jeg strikkede for mange år siden, og som har været i brug i sikkerhedsko og på arbejde dag efter dag efter dag, er det stort set kun det ene par strikket netop Zauberball Crazy, der stadig ser næsten nye ud.
Har du lyst til at se flere billeder af sokkerne, kan de ses lige her på Ravelry.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar