Jeg kan ikke huske en december, der i den grad har haft ben at løbe på, som den i år. Jeg har en følelse af at løbe halsende bagefter, vel vidende at jeg når det jeg når.
Julegaver er en by i Rusland, forberedelser er pakket langt væk, indkøb til lukkede dage og gæster forlængst glemt og rengøring er en saga blot. Jeg har besluttet at stress ikke kan betale sig, vi når det vi når, og uanset skal vi nok få nogle dejlige dage fra vi rammer den treogtyvende, gæsterne ankommer og julen for alvor står for døren.
Og måske er netop tanken om at stress er unødvendig med til at gøre hurtigløbet overskueligt. Selvom ingen gaver er købt, og tanken om hvad til hvem på papiret er blankt, kan jeg mærke at der er ved at være styr på tankerne et sted inde bagved.
Vi har bestilt en and til afhentning i sidste øjeblik – vi har ikke plads i køleskabet, og muligheden for opbevaring et andet sted virker tiltrækkende. På samme måde er planen at vi i løbet af i dag skal have styr på indkøb og afprøve nemlig.com, som aldrig er prøvet før, men fra mange sider har fået ros.
Juletræet skal gerne hentes på Byggeren i løbet af de næste dage og de der gaver begynder at tage form, og kan forhåbentlig hentes i hus på vej til og fra arbejde i løbet af næste uge. Nogen skal sendes, og her kan der være nogen fornuft i at komme i gang.
Det med rengøring, har jeg besluttet er ligemeget og når først huset er fyldt kan nullermændene i hjørnerne alligevel ikke ses.
Jeg tænker det nok bliver jul, og har en vag ide om at bagudheden i høj grad har med arbejdsdagen at gøre. Arbejdsdage der byder på fulde kalendre og en hel del flere arbejdstimer end de sidste mange år. Arbejdsdage der nok er landet i en hverdag, men samtidig og stadig giver plads til udfordringer der spænder vidt og både kan være uoverskuelige og spændende. Arbejdsdage jeg glæder mig til, men som også betyder at jeg falder omkuld, når jeg kommer hjem.
Om lidt er der ferie, tid og glæde.
Det er vist det vigtigste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar