Godt nytår

Emilie er taget til Fyn og fejre nytåret, Daniel er på vej til Nordsjælland.

Anders og jeg skal nyde aftenen alene – næsten.

Godt nytår til jer alle.

Beklager billedekvaliteten – de ville ikke stå stille :)

Jeg holder meget af sne

Sneen er væk. Vi vågnede i morges til et gråt og trist syn efter dage med hvidt, snedækket og eventyragtigt. Specielt i søndags, da Emilie og jeg gik hjem i mørket efter julehygge hos min mor, var det smukt.

Det var stjerneklart, sneen faldt tæt og alt det hvide lyste op i mørket. Vi var helt hvide inden vi nåede hjem og måtte ryste alle de yderste beklædningsdele, ud af døren til opgangen inden vi tog turen op ad trappen.

Men nu er det væk, og selvom jeg synes det er smukt, indrømmer jeg gerne, at det er noget nemmere at bevæge sig rundt på cykel uden.

(Næsten) tilbage til normalen

Gæsterne er taget hjem. Det har været dejligt dage, med alt for meget mad og hygge på højt plan. Vi har snakket og finsovet og siddet midt mellem hinanden i det puslespil, der skulle til for at vores lille lejlighed kunne rumme ni om bordet og et juletræ.

Nu har jeg flyttet det hele tilbage igen. Træet er på altanen, klar til den videre tur, og trods nålefald, var det slet ikke nær så slemt som de kunne have været. Jeg valgte med vilje en rødgran, vel vidende at nålene ikke sidder så godt fast, men det i stedet er langt smallere end træer af den ædlere slags.

Jeg havde brug for at smalt træ.

Jeg havde på forhånd beregnet og passet til,  mine udreginger viste sig at passe, og med en sofa, der nok fylder meget, men som også kan deles i to og stadig begge dele være fuldt funktionsdygtige, var der nemt plads til det hele. Faktisk viste den delte sofa sig at give mere plads til sofasidning, og med mange gæster er det slet ikke så ringe endda.

Tilbage er nu kun stjernene i vinduet, en lille smule tingeltangel og nisseparret, jeg hentede i kælderen dagen før lillejuleaften. De får lov at stå lidt endnu, for de gør ingen skade, og er alligevel lidt hyggelige på kolde dage. Med sneen, der ligger i et lag overalt udenfor er her også lyst og skønt at kigge ud. Og når solen skinner, som den gør lige nu, er her næsten forårssteming.

Det har været en dejllig jul.

Så blev det jul

Indkøbene er klaret, gavene er pakket ind, gæsterne er ankommet og frokosten er fortærret.

Tilbage står at være, at hygge og at glædes over at være sammen.

Hvad du ønsker, skal du få

Når Chefpedellen mener vi godt kan lave nogle julegaver til ham og i øvrigt kun ønsker sig en PlayStation4, kan Louise godt få rigtig gode ideer, der hurtigt udvikler sig til en fest.

For hvorfor ikke støbe en af beton. Og hvorfor ikke udstyre den med huller til fyrfadslys – så den kan noget. Og hvorfor ikke gå videre, så dimsen kommer fuldt udstyret med controllers og software (lightere og fyrfadslys) og filtdupper, for et ridsefrit hjem.

Sådan en har allerede fra start indbygget to spil – Hvem tænder flest og Hvem slukkede lyset. I tilgift kan featuren Brænd dit lys i begge ender købes seperat – hvor ved vi ikke.

De sidste fjorten dage har, ud over travlhed, også budt på afsindig meget sjov, mens vi udviklede, fandt på og fik endnu vildere ideer. Bedst var Chefpedellens fjæs, da han i formiddags pakkede ud, blev både rørt, overrasket og meget, meget glad.

Noget om nissevenner

Det er efterhånden blevet tradition at vi har nissevenner på mit arbejde. Nogen gør meget ud af det, nogen gør lidt, og nogen vælger at nisse alle mulige andre end kun den ene.

Midt i alle nisserieren blev der husket på chefen, som sidder på sit kontor og godt nok har fået et par store stjerner hængt i vinduet – det var sidste uges projekt, men ellers ikke nyder specielt godt af julen.

Louise, der har travlt med alt muligt andet/andre, mente at det kunne jeg sagtens klare, jeg skulle bare smide en plade chokolade ind til ham.. eller noget andet i den stil. Det viste sig at være lettere sagt end gjort. For hver eneste gang jeg sneg mig hen mod hans kontor med den sløjfeomvundne plade chokolade, sad han der. Så er det jo ikke til.

Da Louise den anden dag erklærede sin uforbeholdne glæde over sin nisseven, fordi hun dagen igennem fandt pebenødder over alt - de lå i hendes taske, i hendes lommer, i hendes skuffe og da hun pakkede sig sammen og løftede op i det parkerede tørklæde også i alle folderne - besluttede jeg på stedet – godt hjulpet af både Louise og Berit – at chefen selvfølgelig også skulle have pebernødder.

Altså bevæbnede jeg mig med pebernødder og håbede han eventuelt sad i et tidligt møde med skolelederen, da jeg mødte tidligt. Det gjorde han. Jeg nåede desværre også at møde ham på gangen. Og så var det svært senere at tale sig ud af legen.

Han fik pebernødder – fik han. Jeg spredte dem over borde og i en skuffe. En håndfuld eller to røg i hans taske og chokoladen blev strategisk placeret.

“Tænk! Sagde han til Berit, da hun lige var forbi. “Jeg var kun væk et kort øjeblik, og overvejede om jeg skulle have låst døren… “Tror du ikke, svarede Berit, “at netop den slags nisser har nøgle til din dør? Han fik også sagt, at der var chokolade, og det var han svært glad for.

Pebernøddene i tasken fandt han hurtigt, og endnu hurtigere var det vist rygtedes på skolen at chefen havde pebernødder. Altså var temmelig mange børn forbi, der hver fik lov at tage fire pebernødder. Ren winwin. Bordene var efter sigende hurtigt ryddet.

Og så fortalte han til aftens møde – da jeg ikke kunne tale mig fra det – at først timer senere skulle han i skuffen….

Buet om svangen

De sidste par sokker til Daniel er færdige. Med dem har jeg efterhånden rigtig godt fat i det med at forme foden. Der er stadig tiltag, der kan gøres bedre, men lige nu er jeg rigtig godt tilfreds.

Jeg er ret vild med den buede svang, der ser så fin ud, når sokkerne ligger, og også føles meget anderledes og meget bedre om foden, end almindelig sokker. De siddder ganske simpelt bedre fast. I hvert fald når de prøves. Om det også virker sådan i brug, ved jeg endnu ikke.

Af samme grund har jeg lovet Anders svangformede sokker, lige så snart den værste juletravlhed er ovre… sådan omkring d. 23., når gæsterne er ankommet og det alligevel er for sent med alt andet.

Indtil da må han vente og føle sig overset og misundelig på traktorspor og forøget hastighed. Det har nemlig været svært ikke at være tilgodeset. På den anden side kunne han godt se fordelen ved at jeg startede andetsteds, dermed får fat i alle fejlene og når godt i mål.

Næste sving på vejen kan så være at inkoorporere alle de snoninger Anders holder så meget af.

Endnu engang har jeg strikket fra restebunken. Af de fire bunker Anders samlede, var den her, den jeg synes bedst om. Jeg gemte den med vilje til sidst, og må bare se i øjnene at det bliver meget mere lystbetonet, rart og dejligt at strikke, når jeg også synes det færdige bliver flot og farverne spiller sammen.

Daniel kommer forbi på søndag. Så kan han passende pakke dem ud.

Ugen er fyldt med tidlige morgener og sene aftener

Mandag har været lang. Sådan en dag, der startede tidligt med en slags arbejde, bevægede sig gennem dagen med andre slags arbejde, og endte med et møde af den slags, hvor ørene helst skal stå stive.

Der har været tid til hygge, tid til snak og alvor. Der har været plads til de store følelser. det har været hektisk og tanker er sat på skrift. Mandag har været dødbold med de største og maling med de mindste. For første gang har jeg i glimt tænkt tanken at Hobby måske ikke er det eneste sted jeg har lyst til at være, at det kunne være rart med afveksling, og at travlheden op mod jul ikke er speciel hyggelig.

En lille smule planlægnig er det også blevet til. Jeg huskede at skrive min del af indkøbssedlen til fredagens julefrokost. Vi står for maden, og jeg fyldte en hel A4 side med indkøb til sild og brød og salat, det hele af flere varianter. Planen er at starte med knækbrød onsdag og langsomt hælde på. Jeg var lige ved at gå hjem med sedlen i lommen. Heldigvis huskede jeg og gik tilbage.

Mandag har vi grinet, mandag har tørret øjnene en smule og hemmelige projekter er ved at tage form – for kom aldrig her med mærkelige indfald. Mandag har fået underholdningen, der pludselig stod lysende klart dengang midt om natten på skolebestyrelsesseminariet, op på et højere plan. Og selvfølgelig når vi det til fredag.

Mandag faldt jeg omkuld da jeg nåede hjem. Det gør jeg tit. Nu burde jeg ligge i min seng, men jeg har brug for tid alene, og tåbeligt nok oplever jeg dag efter dag at have et par timer omkring midnat, hvor ensomheden og opladningen for alvor sætter igennem. Jeg ville nok lade lige så godt op (hvis ikke bedre), hvis jeg sov, så ofte kæmper jeg en kamp mellem på den ene side at nyde ensomheden og på den anden side at længes efter dyner.

Om lidt vinder dynerne.

Pulsvarme

Som en af de sidste pakker i årets gavekalender til Ungersvenden besluttede jeg at strikke fingerløse handsker eller pulsvarmere. Kært barn har mange navne.

Jeg lagde ud med resterne fra det nys færdiglavede sjal, strikkede der ud af, uden at tage hensyn om de kunne blive ens. Planen var fire forskellige halve vanter over samme mønster, med mulighed for at sidde på både højre og venstre hånd. At lave dem ens to og to er ligemeget, han bruger alligevel aldrig to ens samtidig.

Jeg havde lige præcis ikke nok garn tilbage til fire. Men jeg havde lige præcis en rest af det lækre Shilasdair Luxuary, fyldt med uld, angora, kamel og cashmere, jeg købte for et par år siden. Lige præcis nok, og dermed kom jeg af med mere end en rest.

Neeej, sagde Daniel da han pakkede op. Du kender mig. Hvorpå han straks flyttede ind i et par stykker af de fire.

Jeg plejer at strikke af uld, resterne fra sjalet har også indbygget en smule silke. Det kunne han mærke, og det kunen han lide.

Mon ikke de sidder godt monteret det næste lange stykke tid.

Design: Mit eget, der efterhånden er tilpasset størrelse og maskeantal efter at have strikket mere end en gang.

Garn: Explore Wool Silk fra Great British Yarns. Farverne hedder Sapphire, Carolina, Apple Green og Sepia og garnet ligner mange andre uld/silke blandinger – denne har en blanding af 75% uld og 25% silke.

For at nå hele vejen gennem alle fire halve handsker, blev Shilasdair Luxury i farven Moss. Shilasdair Luxury består af 40% uld, 40% angora, 10% kamel og 10% cashmere.

Jeg endte med et totalt garnforbrug på 71 gram. De 9 gram er luksusgarnet, mens resten er Wool-silk blandingen.

Pinde: Ribkanter er strikket på pind 3 mm. Selve hånd og tommel er strikket på pind 4 mm. Jeg bruger strømpepinde, når jeg strikker til hænder og fødder.

Størrelse: Jeg tænker det hedder onesize.

Bemærkninger: Har du lyst og kan du overskue en meget forenklet og simpel opskrift kommer mine anvisninger her:

Jeg bruger dobbelt tråd.

• Strik 30 omgange rib (2 ret, 2 vrang) over 36 masker.
• Skift til pind 4 og strik 6 omgange.
• Udtag til tommel: strik en kile med to udtagninger omkring en midtermaske (tag en maske ud, 1 ret, tage en maske ud) på hver anden omgang. For hver udtagning flyttes udtagningen, så der tages ud umiddelbart inden og efter de nye masker (2. udtagning: tag en maske ud, 3 ret, tag en maske ud)
• Fortsæt til der er 15 masker i kilen. strik en omgang over alle masker, sæt de 15 kilemasker på en sikkerhedsnål, slå en ny maske op i overgangen før og efter kilen og strik 10 omgange lige op.
• Skift til pind 3 og strik 5 pinde rib (2 ret, 2 vrang). Luk af.
• Sæt maskerne fra sikkerhedsnålen på en pind 4 og strik 3 ekstra masker op over tommelen = 18 masker. Strik 2 omgange rundt.
• Skift til pind 3 og strik 3 omgange rib (2 ret, 2 vrang) på første omgang strikkes 2x2 masker sammen = 16 masker. Luk af.
• Hæft ender, skyl eventuelt halvhandsken op og nyd varmen om fingre og håndled.

Har du lyst til at se flere billeder af skoene, kan de ses lige her på Ravelry.

Slidt

Jeg har strikket ny pulsvarme til Daniel. Det er længe siden (mindst et år) han sidst har fået, og jeg mente det var på tide. Det mente han også.

Og hvem gider ikke strikke, når det strikkede bliver brugt til sidste trævl.

Jeg gider godt.

Jeg fik lov at smide de gamle væk, da de nye kom på.

De gamle, der var godt slidte - man kan faktisk undre sig over de stadig kan varme. De gamle, der har tæt på fire år på bagen. De gamle som helt sikkert har været brugt.

Han har stadig nogle hele derhjemme – sagde han. De er bare til vask.

Og så gik han hjem iført de nye.

Sikke’n voldsom trængsel og alarm

Jeg kan ikke huske en december, der i den grad har haft ben at løbe på, som den i år. Jeg har en følelse af at løbe halsende bagefter, vel vidende at jeg når det jeg når.

Julegaver er en by i Rusland, forberedelser er pakket langt væk, indkøb til lukkede dage og gæster forlængst glemt og rengøring er en saga blot. Jeg har besluttet at stress ikke kan betale sig, vi når det vi når, og uanset skal vi nok få nogle dejlige dage fra vi rammer den treogtyvende, gæsterne ankommer og julen for alvor står for døren.

Og måske er netop tanken om at stress er unødvendig med til at gøre hurtigløbet overskueligt. Selvom ingen gaver er købt, og tanken om hvad til hvem på papiret er blankt, kan jeg mærke at der er ved at være styr på tankerne et sted inde bagved.

Vi har bestilt en and til afhentning i sidste øjeblik – vi har ikke plads i køleskabet, og muligheden for opbevaring et andet sted virker tiltrækkende. På samme måde er planen at vi i løbet af i dag skal have styr på indkøb og afprøve nemlig.com, som aldrig er prøvet før, men fra mange sider har fået ros.

Juletræet skal gerne hentes på Byggeren i løbet af de næste dage og de der gaver begynder at tage form, og kan forhåbentlig hentes i hus på vej til og fra arbejde i løbet af næste uge. Nogen skal sendes, og her kan der være nogen fornuft i at komme i gang.

Det med rengøring, har jeg besluttet er ligemeget og når først huset er fyldt kan nullermændene i hjørnerne alligevel ikke ses.

Jeg tænker det nok bliver jul, og har en vag ide om at bagudheden i høj grad har med arbejdsdagen at gøre. Arbejdsdage der byder på fulde kalendre og en hel del flere arbejdstimer end de sidste mange år. Arbejdsdage der nok er landet i en hverdag, men samtidig og stadig giver plads til udfordringer der spænder vidt og både kan være uoverskuelige og spændende. Arbejdsdage jeg glæder mig til, men som også betyder at jeg falder omkuld, når jeg kommer hjem.

Om lidt er der ferie, tid og glæde.

Det er vist det vigtigste.

Et kort øjeblik fik fantasien frie vinger

Det er sjældent jeg synes dage er skrækkelige. I dag har alligevel været sådan en, der godt kunne få den påskrift. Ikke så meget fordi, ungerne har været forfærdelige, har svært ved behovsudsættelse, eller fordi andre har gjort noget dumt. Mest af alt fordi jeg ikke selv har tænkt mig om. Mest fordi jeg ikke havde set det komme.

Det startede i virkeligheden nok, da jeg i formiddags valgte at tage et par støvler på, jeg hverken kan gå eller stå i – og stod resten af dagen. Et virkeligt dumt valg. Jeg kan undre mig over at de støvler stadig findes i min samling.

Dagen er gået med smykker. Med ørenringe. Med øjer.

Louise har længe gerne ville starte på projekt smykker. Jeg har trukket fra. Har ikke haft den store lyst. Vidste egentlig ikke rigtigt hvorfor. I dag stod i klarhedens lys, for dybt inde vidste jeg jo godt, hvorfor jeg strittede så meget imod.

I går startede Louise for alvor. I dag sad hun i møde. Det skal være hende vel undt, og selvom jeg et øjeblik godt kunne have bandet hende langt væk, handler uviljen udelukkende om mig og mine handlinger. I dag brugte jeg hele dagen på at lave øjer i smykkestave, så smykkerne kunne dingle fra ørene.

Hele dagen. Uden ophold.

Det gider jeg ganske simpelt ikke.

For det er jo sådan det er. Jeg gider rigtig gerne hjælpe. Jeg gider rigtig gerne inspirere og igangsætte. Men jeg gider ikke lave ungernes projekter. Kan de ikke selv, må de lave noget andet.

Det havde jeg bare glemt.

Nu har jeg husket, og også overvejet andre metoder til dinglende smykker. Den første mulighed der dukkede op var wire og klemmer. Det bliver morgendagens plan. Sammen med viljen til at vise, men under ingen omstændigheder overtage og færdiggøre.

Og så blev dagen alligevel ikke så skrækkelig. For jeg huskede hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil.

Og da jeg stod i Fakta og passede mig selv, med fødder der længtes efter at slippe for de tumpede støvler, og ventede på at skulle betale, lyste dagen op og den gode historie vende tilbage.

Ind trådte en dame. Hun brød nærmest ud i sang, da hun så mit hår – det er stadig blågrønt. Hun blev så glad, at hun måtte kundgøre midt i butikken, Havde hun turdet selv, ville hendes hår også have mærkelige farver. Hun turde bare ikke. Men hvor blev hun glad. ´

Det er svært ikke at smile lidt og glædes over sådan en melding. Og så var det min fantasi gik på langfart.

For jeg er sikker på at hun er en af de ægte gamle hippier fra dengang der var hippier til. At hun på tidspunkt i livet har været nødt til at fralægge sig hippiidealerne til fordel for fornuft, familie, mand og børn. Men at hun aldrig rigtigt for alvor har glemt tankerne og idealerne fra dengang. At familie, mand og børn efterhånden er flyttet hjemmefra og nu er der igen plads til a finde de gamle glæder frem.

Måske tager jeg fejl, men jeg kan godt lide den lille historie. Og hun havde helt sikkert alderen til at have været ung dengang i ‘68.

Hæklede krokodillesko

Der bliver altid lidt tomt, når Emilie tager tilbage til skolen. Je savner hende som sådan ikke i hverdagen, i stedet glæder jeg mig over at vide at hun har det godt, får en masse fantastiske oplevelser og i den grad vokser på mange områder. Det bliver ikke det samme barn, der komer hjem til sommer. Så er det sagt!

Hun var hjemme i weekenden. Mest for at købe frakke sammen med Anders. Der er skitur til Sverige først i det nye år, og da Anders uden rigtigt at tænke sig om, fik lovet hende en ny og varm frakke, hang han på den. Jeg overvældes lidt af hvor meget hun vokser for øjeblikket. Pigebarnet er pakket væk til fordel for ungdommen og alle de tanker og oplevelser der følger med.

Hun har nye venner og, mens det med venner og veninder har kunne ligge på et meget lille sted de sidste år, er mængden løbet i vejret med mange hundrede procent. De er gode ved hinanden og det er dejligt at høre. Hun trives. Hun glædes og hun har en fantastisk tid. At selve skolen ikke er det store at skrive hjem om, og at maden ikke er imponerende, er vist helt normalt.

I fredags kunne hun åbne pakken i rækken af decembergaver med et par hæklede sutsko. Ikke nogen hun har peget på, men dem som jeg havde lyst til at lave. Jeg havde faktisk vist dem til hende for længe siden. Dengang faldt de ikke i god jord. Det er vi flere om at bestemme, bestemte jeg, og heldigvis blev hun rigtig glad for dem.

Også selvom de sidder lidt for løst om hælen. Det problem satser jeg på at kunne løse i løbet af julen. Hun havde dem ikke med hjem i weekenden, så det må vente.

Selvfølgelig hæklede jeg i pink. Hæklefastheden passede ikke helt og næste gang (for jeg temmelig sikker på der bliver en næste gang, når de her er slidt op) skal der klippes en hæl og hugges en tå. Det er altid lettere anden gang.

Design: Crocodile Stitch Boots af Bonita Patterns.

Garn: Wool fra Stoff & Stil. Jeg brugte farven Pink, og tilsatte en ulden sål underneden, for bedre at kunne modstå slid.

De færdige sutsko vejer 215 gram uden sål.

Nål: 5 mm hæklenål.

Størrelse: Jeg gik efter en størrelse 39.

Bemærkninger: Garnet jeg valgte havde den rigtige løbelængde, alligevel kunne jeg ikke få hæklefastheden til at falde i hak og endte med at hækle med en 5 mm nål mod opskriftens størrelse 3.75. Jeg kom ikke helt i mål og hæklede derfor den største størrelse.

Jeg fulgte opskriften, men set i bagklogskabens overstrømmende lys vil jeg ændre lidt næste gang.

Emilie og jeg er enige om, at tåen sidder næsten for godt fast, mens hælen er for løs. Fastheden om tåen kunne godt hænge sammen med at jeg strakte den færdige sko noget, for at få den til at passe til sålen. Men jeg synes også den sad godt til inden sålen blev syet på.

Jeg satser på at et strategisk placeret stykke elastik, vil få den til at sidde bedre om hælen, og næste gang vil jeg vælge at hækle mere lige op inden indtag og formning af forfoden. Jeg tror ikke det vil ændre på tætheden om hælen. Men jeg kunne godt overveje at tage lidt ind og dermed også forme hælen – måske bare en maske eller to.

Stykket med krokodilleskællene har Emilie allerede meldt ud skal være en del højere næste gang. Og så vil jeg overveje om det er nødvendigt med knapper og oplukningsmulighed, når de alligevel snildt kan trækkes på foden uden at lukkes op.

De er varme og det er vist det vigtigste.

Krokodillemønstret og det næsten ribstrikkede look de halve stangmasker om hinanden giver, var sjove at prøve kræfter med og noget andet end den mere almindelige hækling jeg plejer at kaste mig ud i.

Har du lyst til at se flere billeder af skoene, kan de ses lige her på Ravelry.

Nyt navn

Torsdag blev dagen, hvor vi blev ophøjet til strikkeduller…