Masker på en søndag - Uge 16

 

Ugen kort:

• Timer, der var flyttet rundt på, blev flyttet tilbage. Det gav ganske simpelt mere mening.
• Børsen brændte.
• Jeg hentede Oscar til overnatning og leg med batik.
• Jeg ventede på en nøgle sammen med en nabo, og fik en god snak. 
• Oscar er blevet rigtig god til at cykle og øver at køre med en hånd. 
• Jeg havde tid til at sætte mig med computeren og komme igennem fire et halvt af fem moduler om GDPR. Jeg skal nok starte forfra på femte modul, når jeg igen har tid. Hvert modul ender med en quiz, hvor alt skal svares rigtigt. Foreløbigt var det ikke svært.
• På Tinderhøj var der Grøn Festival. Det er der hvert år, men det er første gang jeg ikke er med. Jeg plejer at sidde fast i en bod, i år havde jeg mulighed for at gå rundt og kigge. Det er altså et flot arrangement. Jeg er imponeret og der var mange gode take på den grønne profil. 
• Sidste år tog vi til Malmø i pinsen. Anden pinsedag er nemlig en almindelig hverdag i Sverige. Vi besluttede allerede sidste år at gøre det igen, og har bestilt overnatning i Lund denne gang. Sidste år nøjedes vi med en enkelt overnatning. I år har vi besluttet os for to.
• Lørdag gik turen til Frederikssund og skønne timer sammen med Bettina med snak og strik. 

Læse:

Mens Carl er buret inde, arbejdes der ude for at genskabe forløbet tyve år tidligere, som har betydet at han nu er anklaget for mord, narkohandel og alt muligt andet, som ingen af de nærmeste tror på. 

Alting peger mod Holland og bagmænd, der ikke lader nogen stå i vejen. 

Kan de løse gåden? Jeg tænker at hvis nogen kan, er det afdeling Q, flankeret af gode venner.

Strikke:

Jeg kender en lille pige, der holder af lyserød og lilla. Hun skal have en lille trøje i netop de farver. 

Altså har jeg fundet alle mine lyserøde og lilla rester frem. Jeg har mest lilla, så det bliver den gennemgående farve, mens en anden skifter. Jeg er startet med de mindste rester og arbejder mig stille og roligt gennem en hel del af de resterende. 

Jeg går fra opskriften på Svens Yndlingssweater af Lene Holme Samsøe. Den skal være åben, jeg bruger maskeantallet, målene og ændrer ellers efter egne præferencer.  Jeg har tilføjet vendemasker i nakken og ændret maskebilledet til et mere feminint broderie anglaise mønster.

Jeg tror den bliver god. 

Liffey

Historisk set er mange vigtige byer bygget omkring vand - gerne floder. Floderne var et vigtigt transportsystem, og som tiden gik blev skibsfarten, floderne og kajerne blev udbyggede hvilket gjorde de vandlige transportveje endnu vigtigere. 

En by som Dublin har selvfølgelig også en flod, som løber gennem byen.

Liffey

Dublin er ikke en stor by, og jeg tror ikke der gik en dag uden vi var forbi floden. I dagslys, i mørke og bare hen ad dagen. 

This is knit

 

Hvis nogen hjemmefra havde fortalt mig, at det ville blive svært at finde garn i Irland, er jeg ikke sikker på, at jeg havde troet på dem. 

Det viste sig, at det fåreglade, garnproducerende land er i stor mangel af garnbutikker. Jeg kan ikke huske hvem, men nogen mente, det måske hænger sammen med at de laver garnet selv. 

Jeg havde en anden forestilling hjemmefra. 

Opslag på Google og Ravelry viste ellers at der var masser at vælge imellem. Virkelighed var, at masser var ikke-eksisterende. Nogen butikker fandtes ikke længere, andre var ikke garnbutikker, men snarere turistfælder med opstrikket garn, der solgtes til ublu priser og hvis vi var heldige var der måske fem forkølede fed garn at vælge mellem. 

Det sidste skud i bøssen var This is Knit. Jeg var ikke særlig optimistisk, da vi satte af for at lede. Vi endte midt i den mest turistede gade, optimismen steg, men der var ingen butik. Gadenummeret passede, en imponerende trappe førte op til en blomsterbutik af den slags, hvor blomster ikke sælges i metermål. 

This is Knit, Powerscourt Townhouse, South William St, Dublin 2

Vi gik ind, kringlede os gennem kunder, butik, blomster og alverdens interiør af glas og metal, inden vi kunne gå videre ud til en overdækket gårdhave, der åbnede sig og viste sig at være et temmelig eksklusivt center med kunst, dyr mode og eksklusive restauranter. 

Til venstre og op ad en trappe lå garnbutikken. Butikken er familieejet, personalet afsindig søde, mulighederne brede - jeg fandt også dansk garn - og de var imponerede af at Anders kunne udpege en model som designet af  Stephen West.

Jeg fandt irsk uld.  Darnie fra Studio Donegal, et lidt tweedet garn med nister, lidt kradst, men også blødt. Der lå en trøje strikket op i garnet, og den var blød. 

Hjemmefra havde jeg en tanke om lys salviefarvet uld. Det kunne jeg ikke få. I stedet valgte jeg den naturfarvede, har en diffus plan om hvad det skal blive til, og lader det ligge til planen får lidt mere form. 

Det var ikke billigt garn, jeg tænker også adressen kræver noget indtjening, men jeg kan godt lide at komme hjem med souvenirergarn til senere brug.  

Vis mig din bagside

 

Trenden omkring knuder, bagsider, uden de store fine hæftninger og i mine øjne lidt mere sjusk, har jeg det fint med. For andre. Det virker bare ikke for mig. 

Jeg er fra en baggrund hvor det med bagsider er en historie for sig. Hvor det at jeg synes det bliver lidt sjusket med knuder og deslige, har sin begyndelse.

Når nogen viser mig noget de har syet, kan jeg godt finde på at kigge på bagsiden. Her handler det ikke om at finde fejl, men om hvordan svære dele af syningen er løst. Jeg kan lære af andre løsninger. Og her kan en flok knuder også være en god løsning. Også selvom jeg ville have gjort det anderledes. 

Jeg kan godt lide at vi kan nå frem med forskellige løsninger. Og jeg kan godt lide at processen handler om at komme hele vejen rundt - på både for- og bagside.

Da jeg lærte at brodere, fik jeg fortalt at det var vigtigt at hæfte ender og gøre det pænt. Jeg fik ikke fortalt hvorfor. Det lærte jeg ad anden vej.

Jeg kunne godt lide at gøre det pænt, så det gjorde jeg. Ikke fordi jeg vidste det ville påvirke det færdige broderi, men fordi jeg synes det var pænt. 

Samtidig med at jeg satte nogen af mine første korssting, syede en veninde også et korsstingsbroderi. Hun syede noget med blomster, der skulle monteres flat på et stykke pap til et eller andet, jeg har glemt. Jeg synes der var noget med en kalender.

Blomsterbroderiet var noget nær en buket med mange forskellige farvede blomster, der ikke alle sad ved siden af hinanden. Veninden syede alle sting i samme farve på en gang, lod tråden løbe fra den ene ende af stoffet til den anden, som broderiet skred frem og endte med et broderi, der så pænt ud fra forsiden, og var en stor klump af lange tråde, der filtrede sig ind i hinanden på bagsiden. 

Det var jo fint nok. Tænkte vi begge. (Okey, jeg synes det var lidt sjusket, men det var hendes valg). Indtil det skulle monteres på det der pap. 

Nu blev det nemlig ikke flat, men temmelig bulet og ikke særlig pænt. Det var her jeg forstod hvorfor bagsiden skal være pæn. Veninden ligeså.

Som jeg husker det, endte monteringen af blomsterne med en slags udfyldning, så stoffet ikke længere lå glat, men pænt lagt over en pude af fyld. 

Jeg har set bagsider, der nærmest ligner forsiden. Det gør min ikke. Men den er flad, så en montering, uanset hvordan den med tiden skal se ud, kan laves som jeg får lyst.

En løve midt på gårdspladsen

 

Vi var forbi slottet eller borgen i Dublin mere end en gang. Selvfølgelig skulle vi også indenfor. 

Udefra er den gamle borg et fantastisk syn. Indefra ikke helt så meget. Måske fordi vi ikke var inde i den gamle del af borgen. Der var to muligheder. Gå alene, eller blive guidet. Vi valgte alene, tænkte vi snildt kunne finde rundt alene.

Vi kunne godt finde rundt. Det var på ingen måde svært. Men jeg fik en oplevelse af, at havde vi valgt den guidede tour, ville vi have set mere. Det virkede som om der var mere, på oversigten over den guidede rundvisning.

Det betyder ikke at vi ville have set den gamle del af borgen. 

For det var her jeg blev lidt skuffet. Vi fik kun lov at se den polerede nye del af slottet. Det, der lignede et slot med repræsentationslokaler og fine lofter, den store St Patrick Hall, tronstol og alt det andet, der hører til et slot. Jeg havde bare forventet noget med tykke mure, tunge sten og gammelt, gammelt borganlæg.

Der var fint. Det var en oplevelse. 

Igen må jeg bare sige, at den nye del af slottet, bare lignede et slot, klemt inde mellem en gårdsplads og den omgivende by. Der var meget mere  vildskab og historie over de ældre borgdele - som vi ikke måtte se. 

Det bedste var løven ude midt på gårdspladsen. Jeg er sikker på den har en historie. Jeg har bare ikke fundet den.

Den er lavet af bronze og har stået der et lille års tid. Den er meget stor og vejer sikkert temmelig meget.

Den er også fin. 

Masker på en søndag - Uge 15

 

Ugen kort:

• Som ny medarbejder på en skole, går der ofte et år før alle traditioner og andet i den stil for alvor siver ind. Det viser sig at skolen har en venskabsskole i Tyskland, og en flok tyske elever var i København i denne uge. 
• Jeg har ikke styr på hele konceptet, men det er syvende klasse, der er værter for eleverne og syvende klasse, der senere tager til Tyskland. Denne gang var der ikke værter nok, så et par af sjetteklasseseleverne agerede også værter og havde en tysk elev under deres vinger. 
• Mandag var de tyske elever med i skole og fulgte undervisningen. Tirsdag og onsdag var de på tur sammen med deres nye kammerater, torsdag var de på tur med lærerne, mens værtseleverne var i skole og fredag tog de hjem. 
• Jeg vidste ikke hvem af mine elever, der havde en tysk elev med sig, men jeg fik at vide at der maks var fem tyske elever i hver klasse. Mandag har jeg to hold hånsværk og design, fra to forskellige klasser. Var der fem tyske elever i hver klasse, og fulgte de fem elever med mine elever, kunne jeg potentielt have ti tyske elever gennem min undervisning mandag. 
• De skulle selvfølgelig lave noget. Altså havde jeg masser af nedfaldsgrene far volden med, så de kunne lave en bøjle. Det kan godt nåes på tre lektioner. 
• Jeg endte med en enkelt tysk elev, hun kunne fortælle mig at grene hedder holtz, jeg startede ud med mit bedste skoletysk, sagde pænt goddag, blandede lidt med engelsk og var glad for at hun fint forstod engelsk. Men når jeg nu havde muligheden brugte jeg tysk, når jeg kunne. 
• Hun lavede en bøjle, og så glad ud for resultatet. 
• Jeg fiksede rondelsliberen, der står i håndværk/design lokalet, men manglede en velcroskive og sandpapir. Et par ret vitale dele. Jeg tænkte det var en god ide at få Teknisk Service til at hjælpe mig, der sad nemlig gammelt lim, som skulle fjernes først. Det endte med jeg bare skulle have gjort det selv fra start. Alt tager nemlig længere tid, når man ikke gør det ordentligt far start. Men nu virker den!
• Vi holdt teammøde med deltagelse udefra.
• Oscar blev aflyst, han var på forlænget weekend hos mormor. Det gælder om at nyde muligheden inden skolestart lige om lidt. 
• Min far ville være fyldt 83 år. 
• En skuffelse hos en god veninde, fyldte også hos mig. 
• Jeg er inviteret til online GDPR-kursus. Invitation betyder jeg skal gennemføre...
• Vi holdt teamhygge på Nørrebro i fashionable omgivelser. Det var superhyggeligt. 
• Jeg var i god tid, og gik en tur på Assistens Kirkegård. Der er hyggeligt. 
• Weekenden har været helt nede i gear.

Læse: 

Jeg læser Syv M2 med lås. Carl Mørck er anklaget for uhyrligheder, han ikke har begået. Det ved jeg fordi jeg har læst de ni foregående bøger i serien, og selvom de står fint som enkeltstående romaner, har de også bygget op mod den tiende - og sidste bog i serien af Jussi Adler-Olsen. 

Den er temmelig ny, og jeg tænker biblioteket vil have den tilbage inden alt for længe. Derfor bør jeg læse et pænt stykke hver dag. Jeg ved den bliver spændende - det har alle de andre været. Men jeg er ikke nået til det spændende endnu, og holder ikke længe hver aften. 

En mand og hans tanker indespærret i en fængselscelle, er ikke det allermest spændende. resten af Afdeling Q derimod. Det er her jeg finder mig mest suget ind i handlingen. Desværre har der endnu ikke været mange kapitler med Rose, Gordon og Assad. 

Jeg tænker det kommer. Eller det håber jeg. Hvem skal ellers opklare hele historien?

Strikke:

Jeg strikker karklude og har haft dem liggende i tasken den sidste uge. Hæklede dyr betyder at bomuldsmængden i kassen med bomuldsgarn vokser stille og roligt. En gang imellem strikker jeg klude eller hækler grydelapper. 

Lige nu er det de blå toner jeg har fundet frem. Om lidt bliver det noget andet. Emilie har meldt ud, at jeg endelig ikke skal holde mig tilbage, hvis jeg har lyserøde rester.

Foreløbig har jeg tre hele klude og en der er halvvejs. Jeg skal bruge nogen til gaver, så jeg tænker jeg fortsætter et stykke tid endnu.

Også selvom de godt kan blive lidt kedelige at strikke. 

  

Vejret i Irland

 

Alle ved det regner i Irland - hele tiden. Eller det vil sige, vejret ved det åbenbart ikke. Vi oplevede ikke megen regn. 

Faktisk var oplevelsen at vejret var fantastisk. Vi oplevede stort set kun regn, når vi var på vej hjem. Sådan cirka, når vi havde besluttet at finde tilbage til vores logi, og stod og ventede på en bus, eller gik gennem gaderne. 

Og det var ikke voldsom regn. 

Men det med at det regner i Irland, sælger åbenbart. 

Vi mødte et hav af turistbutikker med souvenirers.  Mange af dem noget med grønt. Jeg kom hjem med den sødeste lille pin af et får. Emilie fik den, så hun kunne give den til mig. Vi har nemlig stadig en aftale om, at jeg skal have en pin, når jeg strikker noget til hende. 

Altså fandt hun projekttasken der er fyldt med pins, valgte det rigtige sted og satte den fast.

Tilbage til regnen. Den ene af turistbutikkerne havde nemlig et fint skilt over døren, der i den grad viste at det regner i Irland. Og at der er får. 

Vi så de samme figurer i flere af de andre butikker (den dag vi ledte efter en T-shirt til Anders. Det er nemlig blevet det, han skal have med hjem), men kun den ene med et reelt skilt. 

Grønt spind

 

For godt trekvart år siden startede jeg mit hidtil største spind. Nu er jeg ved at se enden på det.

Jeg startede med sekshundrede gram grøn og grønlig uld, samlet siden jeg startede med at spinde. Tre forskellige farver, to hundrede gram af hver. Al ulden er fra Birthe P og Garngalleriet Mikrofarveri, og består af to forskellige uldtyper. 

Jeg har en lys, en mørk og en der går fra lys til mørk. 

Da jeg startede, var jeg i tvivl om jeg havde spoler nok. Om jeg kunne spinde det hele, inden jeg begynder at tvinde. Jeg vi helst spinde før jeg tvinder. Fordi jeg ikke ser mig selv som en spinder, der spinder fuldstændig ens fra start til slut, vil jeg gerne kunne tvinde det sidst spundne med det først spundne. Er der forskel, bør det udligne. 

Jeg var bare ikke sikker på om jeg har spoler nok. 

Jeg havde en teori om, at jeg skulle bruge fire spoler til hver farve, og så kunne det komme til at knibe. Jeg er endt med at bruge tre spoler til hver farve, så der er rigeligt. I hvert fald til at spinde. 

Nu er spørgsmålet om jeg har spoler nok til at tvinde, eller jeg må vikle noget af det tvundne garn af, inden det hele er færdigt. Måske må jeg erkende at jeg godt kan lide at gennemføre hver del af hele processen, før jeg går videre til den næste. 

Jeg er ikke helt sikker på hvor mange spoler jeg har. Jeg startede med de fire, der fulgte med rokken. Jeg har selv købt flere og jeg har fået nogle. Den ene er i øjeblikket fyldt med et tykt kommercielt garn, som Oscar bruger til at lege han spinder. Står det og falder med den spole, kan jeg overveje at pille det af. Det kan komme på igen. 

Jeg mangler at fylde to spoler med den sidste tredjedel af de sidste to farver. Jeg ender med ni spoler fyldt med tyndt spundet garn. Der er kommet flere til, siden jeg tog billederne. 

Hvor mange spoler der skal til, for at indeholde det tvundne garn, er jeg ikke sikker på. Tvundet garn fylder lidt mere end de spundne enkelttråde. 

Det er lige om lidt. En uge eller to. Vil jeg tro. At jeg skal tvinde. Jeg bliver altid hurtigere, når målet er inden for rækkevidde.

Og så venter jo også de næste projekter. Projekter som jeg er spændt på at komme i gang med, og som pænt venter. Jeg er nemlig monogam, når det kommer til at spinde - et projekt på rokken, et projekt på håndtenen. 

Og det på håndtenen holder ferie. 

Assistens

 

Jeg havde en aftale på Nørrebro i går. Jeg valgte at lade busserne være, tog toget og nåede to forskellige S-tog og en enkelt Metro, inden jeg nåede Nørrebro Runddel og kom op i lyset på Assistens Kirkegård, hvor Metroen har eksproprieret et pænt stort hjørne mod runddelen som deres. 

Jeg havde god tid, så i stedet for at gå den lige vej langs kirkegårdens gule mure, blev jeg indenfor og gik lidt på opdagelse mellem gamle og nye grave.

Assistens Kirkegård er fra midt i syttenhundredetallet, og mange af de gamle grave står mere eller mindre uberørt hen. Den rummer både reel kirkegård, park og en oplevelse af at træde udenfor byens travle liv og ind i en tidszone, der får lov at leve sit eget liv. 

Kirkegården rummer et utal af kendte mennesker, der kan besøges og tænkes tilbage på, når man pludselig står der. Jeg fandt Kierkegaard (fordi pile viste vej), men mange andre kan findes i parken. H.C. Andersen for eksempel. 

Mens jeg gik rundt og nød stilheden gik jeg pludselig forbi en grav med en umiskendelig streg. Der midt på stenen tronede en lille mand, og allerede inden jeg læste navnet, vidste jeg at her ligger Henry Heerup. 

Ethvert Rødovrebarn kender Heerup. Jeg har haft flere oplevelser med Emilie og Heerup, som hun uden at tøve kan kende mellem andres værker. Jeg skyndte mig at tage et par billeder af gravstenen og overvejede at sende dem til hende, men endte med at vente til jeg kom hjem.

Hjemme kunne jeg vise hende et billede, som som skulle forstørres, for at kunne se skriften. Hun havde ikke brug for skriften, for at vide hvad der stod.   

Tiden var inde til at komme videre, jeg måtte lidt rundt for at finde en udgang fra parken og endte ude på livlige Nørrebrogade og videre mod mødestedet og en hyggelig aften.