Vue over Reykavik

 

Søndag:

I går tog jeg seks og tres billeder af en havmåge, som forunderligt nok blev stående, selvom både Ann-Dorthe og jeg flyttede os tættere og tættere på. I går fik jeg aldrig skrevet noget indlæg, for computeren løb tør for strøm, stikket har tre ben (ikke noget de gør sig i på Island), jeg har glemt omformeren, og i hotellets reception havde de alle mulig andre adaptorer end lige sådan en jeg skulle bruge. 

 

 

Jeg fandt en i dag, men billederne af havmågen må vente til en anden dag.

I dag var sidste dag på Island. Det har været otte intense dage, og nu sidder vi i Keflavik og venter på flyet hjem. 

I dag var vi ude og flyve i Fly over Iceland. En helt igennem fantastisk oplevelse af Island set fra oven, siddende i en stol, der hælder til både den ene og den anden side, mens fødderne hænger frit, følelsen af elementer står stærkt og man kan få lyst til at holde godt fat i armlænene. 

Turen sluttede hen over Hallgrimskirken - byens kæmpestore vartegn, som kan ses alle vegne fra og som vi netop havde været oppe i og set byen fra oven.  

 

 

Islændinge er ikke bange for farver. Det ses på deres tøj, på deres hår og også deres huse. Husene er ofte beklædt med en art bølgeblik - jeg er sikker på det er noget andet, som tydeligvis fåes i et utal af farver. Og findes farven ikke, maler man det bare. 

Beklædningen lægges på både vægge og tage og de mange farver fylder godt i gadebilledet. Vi forestiller os, at farverne giver liv til et vintergråt landskab på en tid af året, hvor solen ikke rigtig kommer op.

Mandag:

Flyet var klar til boarding, jeg pakkede computeren sammen, og Anders og Emilie stod klar til at hente os alle sammen i lufthavnen klokken meget tidligt i morges. Hjemme igen har jeg brugt dagen på sådan cirka ingenting, Det med for alvor at pakke ud, vaske og lande må vente til i morgen. 

Tilbage til vuet over byen, var udsigten fra toppen af Hallgrimskirken temmelig imponerende. 

Reykavik er ikke stor, vi skulle ikke gå langt, før vi det ene øjeblik gik fra at være i centrum til vi befandt os i industrikvarterer eller noget der mest mindede om forstæder.

Min mor, Annelise og jeg tog elevatoren op til urene og gik ad trappen det sidste stykke til de høje vinduer med gitter for og de store klokker under loftet. Klokkespillet ringer glas hvert kvarter, vi fik den oplevelse på nærmeste hånd. Godt vi havde fingre at stoppe i ørerne og godt at det lille musikstykke, der ringler på kvartersvis basis ikke er så langt.

Ann-Dorthe blev nede og fandt en bænk. Jeg kiggede efter hende, men hun havde selvfølgelig valgt den bænk, der stod så tæt på tårnet at jeg ikke kunne fange hende på et billede.

Jeg er slet ikke færdig med at fortælle om Island. Vi har set og oplevet så meget. Jeg synes mange af oplevelserne bør have deres eget indlæg i stedet for en opremsning, og dermed bliver der masser at skrive om, de næste mange uger. 

Der skal jo også gerne være plads til de mere daglige indlæg.

Forkastningen

 

Island ligger i et hotspot på den Midtatlandiske ryg, der hvor den Nordamerikanske og den Europæiske kontinentalplade møder hinanden  eller rettere flytter sig fra hinanden.  

 

 

Pladerne flytter sig med en fart af to centimeter om året, og har gjort det i mange år. Ved Þingvellir - Tingsletten er den Nordamerikanske del af sprækken meget tydelig og ret fantastisk at se på. 

Vi kørte fra den Europæiske plade over ingenmandsland, til den Nordamerikanske ryg, uden rigtig at kunne bedømme hvornår vi kørte fra det ene til det andet. Mon ikke det var derfor vi gjorde holdt, der hvor vi gjorde. 

Vi gik et stykke vej langs forkastningen, inden vi kørte videre. Det er smukt, det er råt og det er helt igennem en fantastisk oplevelse. 

 

 

Ingenmandsland mellem de to plader fylder efterhånden flere kilometer og synker ganske langsomt. Området skifter langsomt karakter, og som sletten er sunket er der opstået sprækker, der fyldes med vand. Ved Tingsletten har vandet karakter af et floddelta, mens det længere henne er blevet til en sø - Thingvellirvatten - Tingslettevandet.

Det var netop ved Thingvellir at islændingene mødtes til tingstævne, ganske som vi kender det fra den tidlige danske historie. De mødtes til et par ugers fest, sammen med de mere alvorlige retsafgørelser og bryllupper. 

Det var også netop her, ved Thingvellir at det islandske parlament mødtes, dengang Island efter kolonisering og senere hjemmestyre, blev frit og Republikken Island blev udnævnt i juni 1944.

 

 

Det er svært at sige præcis hvor de gamle tingstævner blev afholdt, fordi landskabet ændrer sig hele tiden, men der er bygget en platform, så man stadig helt præcis kan sige hvor parlamentet stod den dag Island for alvor blev frit. 

Vi gik fra parkeringsplads to til parkeringsplads et, og måtte stoppe op mange gange, for at tage billeder. Fremme ved bussen, der var kørt i forvejen, var der tid til et toiletbesøg - og helt ærligt, hvem gider ikke gå på toilettet, og bagefter vaske sine hænder, med den her udsigt:

Om Island med tiden ender med at brække midt over, kan jeg ikke  umiddelbart finde svar på, for en ting er at Island strækker sig midtpå, men Island vokser også, når vulkaner som Hekla går i udbrud.

Jeg har fundet oplysninger flere steder på nettet og sat det sammen med alt det vores alvidende tourguide fortalte.

Reynisdrangar

 

Nær kysten ved Vik i Mýrdal ligger Black Sand Beach, der for år tilbage blev kåret til en af de smukkeste ikke-tropiske strande i verden. Den er ikke så smuk som Diamantstranden, vi så i går, men fyldt med det samme afsindig fine sand. 

 

Over stranden ligger fjeldet Reynisfjöru. Under fjeldet, ude i havet ligger Reynisdrengar - Reynisdrengene.

Drengene er søjler af basalt havstabler, der fik mig til at tænke på Løvehovederne ved Hammershus på Bornholm. 

Som de fleste islandske steder har stenene også deres egen folkloreinspirerede historie. 

 

 

Historien fortæller om to trolde, der så et tremastet skib ude på havet ved nattetide. De væltede ud i vandet, fik fat i skibet og begyndte at trække det mod land. Desværre er trolde ikke de bedste til tidsberegning, og inden de nåede land, stod solen op, og både trolde og skib blev forvandlet til sten.

Der står de nu, til evig tid. Hvad der er trolde og hvad der er skib, er vist op til beskuerens fantasi. 

Ann-Dorthe og jeg gik ret langt langs stranden i forsøget på at forevige drengene ude i vandet, uden at alt muligt var i vejen. Det lykkedes til en vis grad. For helt ærligt er belysningen ikke den bedste på de her billeder. Men det er altså somme tider svært at samarbejde med solen. 

 

 

Oplysningerne er fundet på Wikipedia og Guide to Iceland. 

 '

 

 

Vilde Island

 

Efter en dag fyldt med indtryk er vi endt i Selfoss til to overnatninger, på et hotel med gode værelser. En ændring i planen betød at vi har kørt langt i dag, overnatter samme sted to dage, slipper for at pakke alting sammen i morgen tidlig, for at køre en smule tilbage og se noget af de vi endte med at køre forbi i dag. 

 

 

Vi endte med at tilbagelægge sekshundrede kilometer i dag. Der er heldigvis masser af stop og muligheder for at se alt det rejsen er pakket til at indeholde. Der er ingen tvivl om at rejsearrangørerne har lagt en plan, der viser Island fra alle sider. 

Vi startede dagen i højlandet, hvorfra vi kørte ned ad en grusvej gennem et terræn der visse steder hældte op mod sytten procent. Det var vildt, vi var flere der holdt fast i sædet foran os, og landskabet var fantastisk at se på. 

 

 

Island skifter fra det ene øjeblik til det andet. Landskabet er hvidt, sort, gråt eller alle afskygninger af grøn. Derinde mellem vilde fjelde var der grønt i grønt, tydelige aflejringer af lava og bare vildt smukt. Desværre stoppede vi ikke (det var nok heller ikke tilrådeligt), så jeg har kun erindringsbilleder.

Inden vi nåede slutdestinationen har vi set gletsjere, en lagune med isbjerge, diamantstranden, lavamarker og kørt fra højlandet ned til lavlandet, gennem Wastelandet og set Katla og Eyajafjallajökull i det fjerne. 

 

 

Island er vild og smuk og helt igennem vidunderlig. 

I morgen fortsætter eventyret.

 

 

 

Goðafoss

 

Tredjedagen stod i lang tid i vandets tegn. Dagen er brugt på vandfald, søer  - både dem af vand og lava - termiske aktiviteter i mudder og lavaformationer fremkommet ved hjælp af vand - for mange, mange år siden.

 

Første stop var Goðafoss  - gudernes vandfald. Vandfald er altid fantastiske og et udtryk for de vældige kræfter naturen er fyldt med.

Goðafoss falder cirka tolv meter i en halvmåne på omkring tredive meter. Det er et imponerede syn. Faldet ligger smuk midt mellem en hel masse grønt og lavaformationer. Lava findes i øvrigt i et utal af forskellige forekomster rundt om på øen.

 

 

Om Goðafoss fortæller historien at der omkring tusindtallet opstod en kamp mellem hedningene og de kristne. Hvor Island skulle ende i den historie fik lagmanden Þorgeir Ljósvetningagoði til opgave at  beslutte. Opgaven lød på hvorvidt Island skulle være hedensk eller kristent.

Thorgeir sov en eller to nætter (jeg er ikke helt sikker på jeg fik fat i det hele) under et bjørneskind - måske var det under noget andet, før han vågnede og bekendtgjorde at Island skulle være kristent.

 

 

For at tydeliggøre beslutningen. tog han hjem til sin egen gård, besøgte sit hjemlige tempel, hvorfra han hentede alle hedenske gudebilleder og kastede dem alle i  Goðafoss, og dermed var  Island kristent. 

Om det blot er en god historie, om der er noget om det, eller det er det pure opspind, kunne være spændende at finde ud af. På den anden side er det en god historie. 

Vi er på vej

 

Virkeligheden har indfundet sig, og jeg nyder alt hvad jeg kan. 

 

 

Turen er en bustur rundt langs kanten af hele Island. Der er rigelige stop på turen., og det bliver uden tvivl nogle lange dage. Dage fyldt med oplevelser.

I dag startede vi ud, blev hentet på hotellet vi selv skulle finde frem til i går. Guiden er en gammel gubbe, der umiddelbart virkede både sur og tvær, men har vist sig at indeholde lune, gode historier og fortælleevner. 

På den godt firehundrede kilometer lange bustur fra Reykavik til Akureyri har vi allerede oplevet rigtig meget. Ud over den storslåede natur, som vi igen og igen kigger langt efter, har vi besøgt en udslukt vulkan, en tørvekirke, hørt et utal af historier og kørt forbi Istex, hvor vi desværre ikke gjorde holdt. Vi har haft tissepauser og frokostpause og andre pauser, men allerførst stoppede vi ved det helt fantastiske syn ud over fjorden ved Borganes. 

 

 

Vi glæder og til endnu flere oplevelser, når vi i morgen kører langs nordkysten til Egilstaðir.

 

 

 

Fra uvirkelighed til virkelighed

 

Dengang min mor inviterede på sommerferie til Island var det med en vanvittig følelse jeg sagde ja og siden har glædet mig. Som tiden gik blev det mere og mere uvirkeligt at vi reelt skulle af sted. Da Emilie ragede corona til sig, gik det op for mig at jeg forstod det så lidt, at jeg nærmest ikke ville blive ked af ikke at komme af sted. 

Nu er jeg her. Det er stadig uvirkeligt, men også allerede en fantastisk oplevelse. 

 

 

Vi startede i går, mødtes hos min mor, overnattede og stod op klokken alt for tidligt. Da klokken slog fire, blev vi hentet af en taxa, der kørte os til lufthavnen og nye eventyr. Vi fløj med Icelandair, kom fint igennem det ene og det andet tjek, inden vi kunne sætte os til rette, flyve over skyerne til øen ude midt i Nordatlanten. 

Vi blev mødt med sol over en skyplettet himmel, varme og smukke bjergformationer, i det fjerne. Island er to timer bagefter os, og dermed er en lang dag blevet forlænget med to timer. 

 

 

Vi var sultne, da vi ankom. overlod vores bagage i hotellets varetægt, før vi begav os ud i byen, fandt mad og et supermarked med mulighed for indkøb af mad og drikke til morgendagen, før vi gik langs havnefronten tilbage til hotellet igen.

Nede ved vandet stod et hav af varder, jeg kender ikke historien bag, men synet var skønt.

Tilbage på hotellet var værelserne klar. Mens min mor og Annelise har fundet kontakten til lyset, har min søster og jeg fundet Tour de France og er egentlig klar til at knalde brikker.

 

 

Måske en lur inden en aftentur kunne være en god ide.

Måske vi bare sover til i morgen. 

På toppen af byen

 

Gennem de sidste år er haver på toppen af byen blevet mere og mere almindeligt. Mellem alt det grønne er også legepladser, idrætsanlæg og sanseoplevelser.

 

 

I Nordhavn er taget på et parkeringshus omdannet til en legeplads med kondimuligheder. Vi gik op ad de 135 trin. Jeg erkender blankt at min form betød at jeg stoppede et par gange undervejs - om ikke andet så for at nyde udsigten.  Jeg må dog indrømme at jeg var pænt imponerede af de unge piger, der løb hele vejen til toppen. 

Øverst oppe med udsigt ud over vandet, ligger den fineste røde legeplads med gynger, klatrestativ, boldbane, trampoliner og plads til både dans og sjov. 

 

 

Børnene defilerede ud over taget, hoppede i trampolinerne, kravlede endnu længere op i klatrestativet og gyngede på gyngerne, eller løb rundt og fandt på lege i hjørnerne mellem buske og legepladsens muligheder.

Lüders Konditag er absolut et besøg værd, og vores lille flok børn fik det meste af halvanden time til at gå, inden de havde fået nok, vi gik ned ad de mange trapper igen, fandt is og mere leg på en sten, før vi hoppede på toget hjem igen.