Til Skarn

Anders mente bestemt at skarn måtte være at sidestille med Astrid Lindgrens Emil – og at det derfor måtte være Emilie, der skulle stoppes i en af tønderne, der stod med jævne mellemrum i Den Gamle By.

Emilie mente han tog fejl…

Blodrøde øjne

Dengang det stadig var oktober holdt de halloweenfest på Emilies skole. Inden havde hun store planer om hvordan hun skulle se ud. Hun lånte kjole, vi bestilte vinger og hun ønskede brændende røde øjne. Det sidste sagde jeg nej til, men bestilte alligevel og sendte til hende.

Til gengæld sagde jeg ja til teaterblodet. Emilie var lykkelig og lovede at sende billeder. For du vil gerne have dem på din blog ikke? spurgte hun. Jo, hvis jeg må svarede jeg, og fortsatte at jeg egentlig bare gerne ville se hvordan hun endte med at se ud. Jeg måtte begge dele – jeg kunne selv bestemme.

Billederne blev sendt, festen var et hit og en af drengene havde formået at skifte tøj fjorten gange i løbet af aftenen.

At teaterblodet så viste sig at give svidende striber dagen efter, og det ene røde øje gik i stykker, da der skulle prøves dage før, gjorde ikke noget. De meget høje røde sko han havde taget med, kom ikke i brug – det var alligevel bedre at kunne bevæge sig, og for at det linseløse øje ikke skulle føle sig udenfor, fik det en af de brune linser hun i forvejen havde liggende.

Historien forlyder, at et par af drengene ikke kunne lide at se hende i øjnene.

Emilie fortalte glad, da hun var hjemme i sidste uge. Skolen er stadig det bedste.

Og så har hun forøvrigt bestået hygiejnekurset, som var afsindigt kedeligt, men som var ret lækkert at bestå :)

Efter hverdagen

Med en hektisk uge var det dejligt med en lørdag i selskab med Sille.

Mest snakkede vi, men også garn, strikkepinde, hæklenåle og computerproblemer blev vendt. Vi forsøgte at sætte en dør på plads, som vi før har fikset, men som nu pludselig under ingen omstændigheder vil samarbejde. Vi spiste god mad og vi drak kandevis af the.

Jeg nåede gennem første clue på Stephen Wests nyeste mystiske kreation. Jeg har været bagud, for med fire forskellige farver havde jeg ikke garn på lager og måtte vente på posten. Til gengæld var det umiddelbart værd at vente på. For det er jo aldrig til at vide hvor det ender.

Jeg er ret vild med de mange muligheder der er i short rows. Den måde det strikkede kan smyge sig om sig selv og danne nye mønstre, kun ved at vende de mærkeligste steder i det strikkede. Det her endda slet ikke så mærkeligt, men resultatet er ret flot.

Til morgen er jeg startet på clue nummer to. Pludselig strikker jeg tofarvet patent. Jeg har altid vidst at patent kan strikkes med to farver, men jeg er aldrig nået til at finde ud af hvordan. Jeg har aldrig skulle bruge det, og så sidder jeg her og får løsningen foræret.

Det føltes næsten som en gave.

Søndag er langsom, søndag er strik. Søndag er solskin lige uden for døren. Søndag er tosomhed i fællesskab og søndag er en lille smule rykken rundt på bunker og støvede hjørner.

Søndag er slet ikke så ringe endda.

Fredag

Det er blevet fredag. Jeg vågner langsomt og ved, at lige om lidt skal jeg ud af døren til en lang dag.

Fredag er personalemøde, fredag er planlægning, den ugentlige opdatering til forældre og tænker om næste uge. Fredag er de sjove unger i 8.A. Fredag er tid med de små i Hobby og fredag er samarbejde med de andre festlige pædagoger i kommunen. For fredag er fest for de store. Fredagens arbejdstid slutter først lige inden fredag bliver til lørdag.

Jeg er klar.

Lige om lidt.

Får til tælling

Anders kom hjem fra turen til Tyskland med en masse ny informartion, en god oplevelse og maven fuld af tysk øl og tysk mad.

Og sovefår.

Tiden løber igen stærkt. Der er fart på hverdagen. I morgen er det fredag. Hvor blev ugen af? Fristes jeg til at spørge.

Her er ingen brug for fåretælling.

Så blev det for alvor efterår

I morges regnede det. Tungt og gråt. Og vådt.

I morges skulle jeg tidligt af sted, og inden jeg nåede frem til skolen var alting både tungt og vådt. Og gråt.

Men også godt.

Jeg nåede at knuse Emilie farvel. Hun har været hjemme et par dage. Tog toget hjem i mandags, med dårlig mave og behov for at finde en busk at brække sig bag, på vejen fra stationen til dynen. Hun var ikke den eneste der måtte hjem. Også Stine, som hun søndag havde delt mad med fra grillen, havde dårlig mave. Jeg er ikke sikker på det er den grill de besøger næste gang.

Nu er hun tlbage på skolen. Hun kunne næsten ikke vente.

Selvfølgelig er det hyggeligt at hun kommer hjem. Og hun skal også altid være velkommen. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at synes at nutidens unge…. Eller. Dengang jeg var ung…. og alt det der. Hun kom hjem og det var godt. Men tanken er der. Ikke så meget i forhold til Emilie, som i forhold til nogle af de oplevelser hun fortæller om.

Jeg er lidt slået bagud af hvor mange der er holdt op på skolen i den forholdsvis korte tid hun har gået der. Holdt op bare fordi det ikke lige var det rigtige. Hvad skete der med, at når man siger A, må man også sige B? Og hvem har råd til at betale for et skoleophold, der ikke bliver brugt? Og hvad gør det for skolens økonomi?

Jeg tænker bare mit. Og Emilie har allerede meldt ud, at hun hellere end gerne tager et år mere dernede.

Noget andet godt var det nye skema. Planen er, at der hvert kvartal skal nyt skema til. Det er ikke de store ændringer, men lidt har også ret. I forhold til den samlede Klub, er der sket ændringer, der gavner de fleste. Jeg har fået en tidlig dag med to undervisningstimer. Det var i dag og det virkede rigtig godt.

Det betyder at jeg nu har en enkelt dag om ugen, hvor jeg ikke skal undervise, men i stedet kan koncentrere mig om Klubben. Kan gøre klar, være parat og tage imod, når skoledagen er slut og SFO åbner.

Det er en god ændring.

Også selvom jeg skulle tidligt ud i den tunge, grå regn i morges.

Vintervarme

For et stykke tid siden kom Bettina forbi med garn fra Henriette. Garn, der skulle blive til sokker. Jeg har strikket sokker til Henriette før, og denne gang fordelte Bettina og jeg garnet mellem os, og med weekenden kunne vi hver bringe et par til afbenyttelse.

Jeg havde valgt at strikket langt. Jeg ved at det var et ønske. Jeg nåede at blive færdig inden vi tog hjem, og nu kan de første par varme, mens de næste nok må vente til efter jul.

Henriette blev glad, og så er der noget ved at strikke for andre. Hun stod også model til en flok billeder af fødder og ben iklædt falske snoninger.

Design: Breagach – mit eget design.

Garn: Dream fra Mayflower. Farven hedder  MS40, men så vidt jeg kan vurdere er garnet udgået fra sortimentet, selvom det ser ud til at være til salg flere steder.

Jeg strikkede med dobbelt tråd og endte med at bruge præcis 180 gram.

Pinde: Strømpepinde 4 mm.

Størrelse: M/L.

Bemærkninger: Jeg strikkede 24 mønstergentagelser ned over benet og ti mønstergentagelser over foden, for at nå Henriettes størrelse 39.

Har du lyst til at se flere billeder af sokkerne, kan de ses lige her på Ravelry.

Det nærmer sig

Sokkesæsonen nærmer sig. Julen nærmer sig. Og tanken om kalendergaver nærmer sig.

I aftes fik jeg Anders til at samle fire bunker, fra den store kasse med strømpegarnsrester, som skal transformeres til sokker til Ungersvenden. Han har spurgt efter nye, og sokker er altid godt som supplement til ideerne, når kalendergaver skal findes frem.

Jeg har i øvrigt tænkt mig, at hvadenten han vil eller ej, skal han have hele december. Planerne går i retning af flytte-hjemmefra-småting. Jeg tænker ting som en hammer, søm, skruer, en pose ris, kattemad og andet i den stil. Og sokker.

Det første par er i gang. Det er mærkelige farvesammensætninger Anders har valgt, så det krævede lidt ekstra at sammensætte på en fornuftig måde. I det første par har jeg valgt at strikke striber med de to ensfarvede, mens det multifarvede fortsætter hele vejen – så langt det rækker.

Det ser umiddelbart meget fornuftigt ud.

Resten ved jeg endnu ikke hvordan ender.

Det siges at udfordringer er godt.

Og som Anders pointerede: Nogen af dem bliver temmelig mærkelige…

En skøn weekend

Målet for weekenden var Henriette. Fra et lånt sommerhus, kunne Bettina og jeg tage på besøg, indtil Henriette smed os ud, for blot at vende tilbage dagen efter.

Vi ankom længe inden frokost lørdag og blev til tæt på aftensmadstid. Vi snakkede, vi hyggede, vi strikkede (lidt), vi spiste, ordnede og blev sat i arbejde. Det er alt for længe siden vi har set hianden og det var skønt.

Mens Henriette var klar, var Holger omvendt knap så begejstret. For mig. Hvad jeg har gjort ham, ved jeg ikke, men ikke desto mindre vendte han om og satte af, hvis jeg forsøgte at nærme mig. Det var vist kun fordi jeg holdt fingrene langt fra ham, at jeg allernådigst fik lov at tage et par billeder.

Katte er ikke sådan at bestemme over – men jeg har aldrig før oplevet et så notorisk ubehag. Måske han ikke kan lide grønt hår?

Heldigvis kan Henriette godt lide mig. Og det var jo egentlig det vi kom efter.