Tanker på en kampdag

Det er torsdag i dag. Den ottende marts. Kampdag. For kvinderne.

I mit fjernsyn taler de om lovforslag og ligestilling. Jeg har hørt det før. Er lidt i tvivl om, hvad jeg mener er vejen frem.

Som dagen går, kører tankerne i baggrunden, og på vejen hjem kan jeg pludselig formulere tanker, jeg ikke før har tænkt. Nok er de upudsede og nye, men det er dagen for dagen, så skal det ud, må det være på den rå og uigennemtænkte måde.

Jeg tror på ligestilling. Men kun hvis ligestillingen handler om respekt. Respekt for forskellighed. For vi er forskellige. Kvinder og mænd. Unge og gamle. Vi har alle vore forcer. Vi har alle vore interessefelter. For mig er det ikke væsentligt at der er lige mange kvinder og mænd i et udvalg. Det væsentlige er respekten.

Jeg tror det handler om grundværdier. Grundværdier, der er skabt for tusinder af år siden. Grundværdier, vi får ind med modermælken og som ingen af os reelt lægger mærke til at vi har. De grundværdier.

Værdibegreberne der blev skabt for længe, længe siden. Værdibegreber der bygger på et patriakalsk samfund. Vores samfund, som uanset hvor meget ligestilling, og hvor mange kvinder, der stoppes ind i en bestyrelse, stadig bygger på patriakalske grundbegreber. Grundbegreber kvinder også er udstyret med, og som betyder at en håndværker til hver en tid er mere værd end en omsorgsperson.

Jeg vil slet ikke afvise at flere kvinder i en bestyrelse vil rykke ved de værdier, der fra start er besluttet af mænd, men jeg tror det bliver et langt sejt træk. Jeg tror det bliver svært, fordi mange af de nye bestyrelsesmedlemmer vil blive bremset af dem selv. Af de patriakalske værdier, vi allesammen indeholder, hvad enten vi vil være ved det eller ej.

Pludselig er der stadig meget at kæmpe for!

Fint og tyndt

Når jeg syr, strikker jeg ikke. Når jeg strikker, er der noget andet jeg ikke når. Når jeg er opslugt af projekter trives nullermænd og støv langt ud over hjørnerne.

Sådan er der så meget. Jeg vil hellere strikke end jeg vil støve af. Så med en færdig samling sekskanter, kastede jeg mig langt hellere over et nøgle garn end støvet. Til gengæld fik jeg elimineret bunken af vasketøj - det er nemlig lettere, når der er maskineri til at hjælpe.

Garnet og projektet var ikke helt nyt. Jeg har været i gang et stykke tid. Både med garnet og pindene. Det fine tynde garn og de firkantede pinde, jeg fik af Henriette til jul, har jeg længe vidst skulle bruges til et sjal. Jeg troede også jeg vidste hvilket. Har slået op, og haft liggende længe. Alt for længe. Jo mere jeg kiggede på projektet, jo mindre lyst fik jeg til at fortsætte.

Indtil for to dage siden, da en rundgang på Ravelry, fik mig til at kigge blandt andres favoritter. Pludselig var det der. Det sjal jeg vil strikke.

Nu har jeg slået op. Strikket og kommet godt i gang. Det føles godt. Jeg tror jeg har ramt ret. Har lyst til endnu en pind, og en til. Glemmer støvet og nullermændene.

De firkantede pinde, tror jeg til gengæld aldrig, jeg bliver rigtig gode venner med. De er fine. De gør hvad de skal. De er ikke forfærdelige at sidde med. Men de er alligevel ikke rigtig mig. Men de får lov at blive ved. For jeg ved ikke hvordan strikkefastheden påvirkes af de firkantede kontra de runde.

Måske er jeg nødt til at finde ud af det en dag.

Topklar

Ugen har været præget af tidlige dage. I dag er der tid. Vaskemaskinerne snurrer i kælderen, mens jeg bare nyder at have tid til at ordne og klare i langsomt tempo.

De tidlige dage til trods, har der ikke været skåret i den anden ende, og aftenerne har været brugt helt stille i sofaen med nål og tråd. Det har været en god måde at falde til ro, at finde mig selv og projektet er vokset med en fart, der er kommet bag på mig.

Nu er det færdigt. Den ene side altså. Der mangler stadig en bagside og noget quiltning. Det sidste gruer jeg lidt for. Mest fordi jeg aldrig har prøvet det før. I hånden. Det skal være i hånden. Det ville være helt forkert at sy et helt tæppe i hånden, og så stoppe det i maskinen til sidst.

Jeg ved hvor jeg kan finde hjælp. Så gruen er nok mest noget i mit hovede.

Hvad jeg ikke ved, er hvor jeg skal finde stof til bagsiden. Jeg ved nemlig lige præcis hvordan det skal se ud. Jeg har bare ikke fundet det endnu.

Det samme gælder mit hemmelige projekt. Også det er stoppet lidt op, på baggrund af materialemangel. En mangel den lokale afdeling af Stof2000 har vist sig ikke at kunne afhjælpe. Jeg tror det er på tide med en tur mod Roskilde. Nu er spørgsmålet bare hvornår. Eller hvordan. Jeg har ingen fridage til Roskildeture inden for rækkevidde, men måske kan det nåes en formiddag inden arbejdstid. Jeg tæller og regner lidt, og når nok det hele - engang med tiden.

Toppen får lov at hænge. Pænt foldet sammen over en stol. Mens jeg undrer mig over hvordan det så forholdsvist hurtigt lykkedes mig at sy de sekshundrede enogfirs sekskanter sammen. Det er mange. Tænker jeg.

For fjorten dage siden, hang kun lidt under halvdelen sammen...

Så blev det gjort

Nogen har vandet orcideer. Nogen gad ikke kravle over sengen, for at stille dem tilbage i vindueskarmen.

Nogen lod dem stå på sengen. De står fint. Vælter ikke sådan uden videre. Men nogen havde glemt de stod der, da lyset var væk, og nogen kravlede over sengen, for at hente en bog i vindueskarmen.

Da nogen fandt kontakten og fik tændt for lyset, så det ud som vi havde vi haft besøg af en svensk skovhugger - lige midt i sengen...

Nu har vi rent sengetøj.

Jeg er klar til et bad inden sengetid. For er der noget bedre end renvask og rent sengetøj?

 

Forresten.... Nogen er mig :)

Sikkerhed med spræl i

Jeg har fundet symaskinen frem. Med tanke på de mange store projekter jeg allerede har i gang, synes jeg pludselig det var nødvendigt med et mere. Endda et med tidsbegrænsning. Og hemmeligt. Meget hemmeligt.

Det er efterhånden længe siden, jeg sidst havde maskinen fremme. Det kunne høres, da maskinen satte fra. Min oliebeholdning var ikke værd at skrive hjem om, og jeg kan undre mig over at flasken er blevet gemt. Jeg vred en enkelt dråbe ud. Det hjalp - i cirka et halvt minut.

Godt med søndagsåbent tænkte jeg, og kørte ud i blæsten. Håndarbejdscentret, som umiddelbart kunne forventes at ligge inde med olie til det sarte maskineri, havde udsolgt. Og i restlager. Uden udsigt til hjemkomst inden for overskuelig fremtid.

Æv! Tænkte jeg. Og kunne ikke lade være med at tage de farverige sikkerhedsnåle, der nærmest sprang i hænderne på mig, under jagten på olie, med hjem. For nogen gange er det meget vigtigt med farvede sikkerhedsnåle. Det er jo ikke fordi jeg mangler. Eller har brug for. Anders gav mig heldigvis ret!

Jeg fortsatte til Panduro. De havde olie. Heldigvis. Jeg kunne fortsætte projektet, mens Emilie har stået i køkkenet. Hun har besluttet sig for boller til morgenmad, og måtte derfor bage. Hun har også besluttet sig for lagsagne helt fra bunden. Hun har haft travlt. Hun har lavet pasta, bechamelsovs, kødsovs, blanceret spinat og glemt overblikket.

Jeg er sikker på, det bliver godt. Og næste gang husker hun helt sikkert at drysse mel mellem lagene af færdig pasta.

Nogen ting skal læres på den hårde måde.

Et badge af ultratyndt stof!

Som pædagog kan man blive udsat for mange forskellige opgaver. Det er for eksempel ikke ualmindeligt, at ting ungerne anser deres forældre som umulige til (jeg er ikke altid overbevist om det sande i den udtalelse), bliver overbragt til pædagogerne i fritidsordningen For de kan åbenbart alt.

Det seneste er en af de store drenge, der er begyndt til spejder, og flere gange har været forbi med mærker, der skal syes fast. Han har kastet sit milde øje på Anja, og forventer hun kan klare det hele. Anja har været forbi mig mere end een gang, for at bede om hjælp.

Det sidste var ikke et helt almindeligt mærke, og Anja så dog også temmelig tvivlende ud, da hun pakkede jakken med det påtapede hjemmelavede mærke ud. Jeg kunne godt forstå hende, og mens jeg talte mig igennem flere forskellige løsningsforslag, endte jeg med en løsning, jeg mente ville virke og overtog samtidig opgaven.

Drengen havde selv tegnet og klippet ud, af det tyndeste fineste hvideste lærred. Ikke et materiale, der umiddelbart kan sys fast, så det ser pænt ud. Mærket var klippet til i kanten. Havde der været en smule sømrum, kunne det nok have været foldet om, og syet pænt fast til spejderjakkens lomme. Men den løsning var desværre på forhånd dømt ude.

Jeg tænkte at andre måske kunne opleve samme umulige opgave, så her er hvad jeg gjorde:

Jeg brugte noget kraftigt hvidt stof, dobbeltklæbende vliseline, en symaskine, et strygejern og -brædt og en kraftig sytråd, til at omdanne det fine hvide stof, til noget det lignede et applikeret badge.

Jeg startede med at lime den tynde tegning på det kraftige stof med dobbeltklæbende vliseline. Jeg valgte beviste at det kraftige stof skulle være hvidt, fordi det ellers ville skinne gennem det tynde stof med tegningen.

Uden at klippe til, zigzaggede jeg et par gange rundt i kanten af tegningen, med en stinglængde på omkring halvanden.

Først der klippede jeg stoffet til. Jeg klippede så tæt på zigzaggen som muligt.

Med en bredere zigzag og en langt tættere stinglængde zigzaggede jeg igen flere gange rundt om tegningen. Jeg lod stingene fortsætte, til jeg synes zigzaggen blev tæt, og kanten næsten ikke til at se.

I stedet for at hæfte ende, lod jeg omkring fem centimeter tråd hænge, da jeg trak det færdige badge ud af symaskinen.

Med en blyant tegnede jeg omkredsen af mærket op på papirsiden af endnu et stykke dobbeltklæbende vliseline. Jeg klippede lidt indenfor kanten, inden jeg strøg limen bag på badget.

De løse trådender, lagde jeg ind under limen, så de sad fast og jeg slap for at hæfte enderne.

Endelig strøg jeg badget fast på lommen, der hvor det før sad fast med tape.

For at sikre mig mod, at limen slipper og badget falder af, endte jeg med at sy med samme tråd som zigzaggen rundt over kanten med sting i samme retning som zigzaggen. Det gør påsyningen umiddelbart usynlig og får mærket til at sidde fast - også når limen ikke længere holder.

Det tog kortere tid, end jeg umiddelbart havde forestillet mig, og modtageren blev glad.

Skulle jeg komme med det godt råd, ville jeg nok en anden gang overveje at tegne på et noget kaftigere materiale fra start :)

Nå, så det synes han..

Fredag, på vej mod arbejde. Jeg stopper ved Netto, får handlet fornødenheder til både frokost og aften. Udenfor står en mand og sælger Hus forbi. Jeg har en løs tyver, og giver den gerne til en, der har mere brug end mig.

Jeg får aldrig læst avisen, så jeg beder ham beholde den, og sælge til en anden. Det er både spild af papir og gode intentioner at give den til mig. Altså i min optik.

Manden kigger lidt på mig, og svarer: Du skal da læse højt for den lille ny. Og fortsætter med at lykønske med de glædelige begivenheder. Jeg når lige at tænke, hvad F*****, inden jeg opgiver, smiler, lader ham blive i troen og siger pænt tak. Vi blev dog enige om, at højtlæsningen kan vente lidt...

For et år og atten kilo siden, synes jeg også, jeg så gravid ud, men jeg synes altså ikke længere....

Jeg fortsætter videre og kommer i tanke om den nederste lukkemekanisme i min jakke, der insisterer på gå op hele tiden, og måske nok kan give indtryk af begyndende mave.

Senere vender Vivian det hele på hovedet, og mener det er et kompliment, og jeg stadig ser ung og dejlig ud. For det gælder om at finde det positive i alting.

Fredag med mange aspekter

Fredag er som regel lig med weekend. Jeg vælger denne fredag at vente med weekenden til jeg vågner lørdag morgen.

Mens fredagen langsomt går i gang, jeg hygger mig med endnu et par sekskanter på det håndsyede tæppe, der pludselig har rykket med foruroligende fart, og planlægger tidlig afgang, med plads til biblioteksbesøg og kig til mønstrede stoffer, glæder jeg mig til fredag aften, der nok skal blive anderledes støjende og med fart på.

Der er fest i dag, og skønt mine unger ikke har udvist den største interesse, er jeg ikke i tvivl om at mange andre nok skal møde op. Sidste gang følte jeg mig en smule taget ved næsen af bedende øjne og uskyldige påskud. Jeg var ikke den eneste, vi snakkede og besluttede. I aften er jeg forberedt. Ikke flere usyldigt useende løsninger på hverken cigaretter eller andet.

Og mens solen skinner udenfor, tænker jeg tilbage på gårsdagens tusmørke, da Emilie og jeg gik på jagt efter smør til blanding med knust hvidløg, og min muligvis afsindige plan, der pludselig virkede som en rigtig god ide.

God fredag til dig :)

Semlor

Nu er fastelavn godt nok forlængst overstået, men de svenske dejligheder jeg bagte omkring fastelavn, blev aldrig rigtig gode, og med udsigt til gæster, ver der en oplagt mulighed for at forsøge med endnu en omgang.

Jeg havde håbet på tre gæster, men sygdom kan ingen stille noget op imod, så jeg endte med en. Det er hyggeligt med mange gæster, men det er også superhyggeligt med bare en enkelt.

Semlorne blev rigtig gode, også selvom jeg havde pyntet på Sifs opskrift, som ellers er helt suveræn. Anders ønskede chokolade på toppen, jeg tilsatte en smule hakkede nødder. Resten af de hakkede nødder røg i fyldet, der mest af nysgerrighed blev blandet med kakaomarcipan fra Odense. Jeg glemte i farten vanilien, der burde have været i fyldet, men da jeg ikke synes vi skulle undvære, hældte jeg i stedet vanilie i fløden, inden jeg piskede. Ikke alene smagte det godt, det så også rigtig fint ud.

Mens vi forsøgte at spise bollerne pænt - kan det overhovedet lade sig gøre? - strikkede, hyggede og snakkede, fik vi en oplevelse, der ikke glemmes lige med det samme.

For mens Anders stod under bruseren, og mente skægget skulle trimmes, røg det hele pludselig. Jeg har aldrig set Anders uden skæg. Spurgt har han altid sagt, at hans mund er for lille til ikke at have skæg, og ved selvsyn har vi nu konstateret, at han nok havde ret.

Ikke alene har han en meget fin lille mund, han har også den fineste svungne tøsede amorbue. Jeg tvivler på, jeg nogensinde får lov at fotodokumentere. Han har allerede besluttet det var en fejl. Men tror I mig ikke, så bare spørg Bettina. Jeg er sikker på hun kluklo hele vejen hjem.