Oversovet

jemme efter arbejde i går, lå Anders på altanen med en dyner under og et tæppe over. Det så lækkert ud, han fik et enkelt fjerlet kys på kinden, jeg fik en hengiven mumlen til svar og lod ham ligge.

Kort efter tumlede Tøsebarnet ind ad døren, satte sig med frustrationerne lysende og sagde:

Jeg tror Mia undgår mig. Hver gang jeg banker på, er hun ikke hjemme, eller lige gået. Og når jeg ringer til hende tager hun ikke telefonen…

Til det kunne jeg svare, at samme Mia netop havde været forbi, banket på hos os, og gået forgæves efter et Tøsebarn, der endnu ikke var hjemme.

Er det rigtigt? udbrød Tøseebarnet og væltede ud ad døren, mens hun råbte noget om lige at gå over til Mia – der gik timer, før vi så hende igen.

Imens væltede jeg om med en bog, læste indtil jeg faldt i søvn og vågende da Anders pludselig bevægede sig i nærheden. Jeg nåede at sove lige tilpas til at alting var forkert og jeg et kort øjeblik var helt sikker på at morgenen stod for døren og panisk tænkte jeg havde sovet for længe og Ungersvenden skulle op til eksamen…

…Og her gik Anders og mente det kun er ham, der kan vågne og føle alting er forkert :)

Aftenlys

or kun en måned siden skulle lygterne tændes, når tirsdagsaftener nærmede sig hjemgangstider.

Nu er spærretiden brudt, cykellygterne pakket væk og jeg mødes af syn som dette, når døren lukker bag mig og cyklen sættes i gear.

I virkeligheden er det meget lysere, men mit kamera og jeg er ikke altid helt enige om lyssætningen.

Tirsdagslangsommelighed

Jeg står tidligt op, hjælper med madpakker og lidt ekstra til eksamenstimerne. Får ungerne ud af døren og læser til øjnene falder i og vækkeuret bliver stillet en halv time frem. Vågner søvndrukken op, sorterer vasketøj og håber på ledige maskiner.

Ind imellem føles formiddagstimerne inden arbejdsdagen for alvor går igang mest af alt som spild af tid. Alting foregår i langsomt tempo. Det er nu jeg burde være aktiv, svinge klude og spande eller bage boller til hjemkomne, sultne børn.

I stedet laver jeg ingenting, fylder opvaskemaskinen, læser lidt, hygger lidt eller sover lidt for længe. Det er også hyggeligt, men nogen gange ville jeg ønske jeg havde lidt mere rygrad, fik gjort noget af alt det, jeg heller ikke får gjort når jeg kommer hjem…

Måske en anden dag – i dag snurrer vaskemaskinerne og bogen kalder, inden en lang aften med masser af børnestemmer, sjov, ballade og alvor i en stor blanding.

Nostalgisk genbrug

år jeg som barn listede ind i soveværelset i løbet af natten, var mine forældre ofte dækkede af det. Senere overtog jeg og har mangen en nat svøbt mig i det hvide med de fine blå blomster, der uigenkaldeligt hører minder om barndommen til.

Brug og vask sled, huller blev lappet og syet til, indtil en gennemslidt forvisning til kludebunken.

Med afslutningen af tæppet til Daniel og dermed et tæppe til hver af børnene er dynebetrækkene igen kommet til ære og værdighed. Nu som mellemfoer i hver sit tæppe.

At ungerne ikke har minder og historier om at følge stingene i de blå blomster gør ingen verdens ting. For de er ikke længere synlige, kun i min hukommelse og erindring lever de videre.. forhåbentlig i mange år.

Mandag

ludselig er alting alvorligt, vigtigt og fuld af betydning. Med et er årene gået og voksentilværelsen vinker forude.

Mandag er starten på sandhedens time og ugen med skriftlige eksamener. Mandag er begyndelsen på enden og slut på niende klasse.

Om lidt er der karamelkast, udklædning, revy og barberskum. Om lidt er mit store barn ikke bare stort, men i stand til at tage egne beslutninger og bevæge sig mod egne mål.

Men først venter eksamen, som starter i dag. I dag, sammen med resten af landets niende klasses elever, en bunken læsning, krydser, boller og retskrivning.

Knæk og bræk.

Solskin på Frederiksberg

Solen var med os, og vejret var fantastisk da vi tog ud tidligere i dag. Efter brunch og sytrådsindkøb gik vi langs Handelshøjskolen mod stationen ved Fasanvejen.

Pladsen foran skolen blev for lang tid siden renoveret… flere år, vistnok.. men jeg har endnu ikke rigtig kigget på den, før i dag.

Spredt over pladsen er fliser med udhuggede ringe af forskellig størrelse og bredde. De er ret hyggelige. Ingen af dem er ens, og bortset fra faren ved høje hæle, giver de et sjovt indtryk oveni alt det skønne blå og grønne.

På stien efter pladsen, langs med skolen fortsætter ringene, nu som udhuggede jordfyldte pletter – også i forskellige størrelse – med siv, græs og træer. Når det hele vokser til bliver det en noget anderledes sti, der ikke bare fortsætter så langt øjet rækker.

Lige inden Fasanvejen stødte vi på en tårnagtig bygning. Jeg har altid tidligere kørt ad vejen, når jeg har cyklet fra Frederiksberg og hjem, så lige den bygning har jeg ikke set før.

Fremme ved den, kunne vi konstatere at det er gammelt vandværk – Helt præcis P. Andersens Vandværk.

Et hurtigt kig i arkiverne afslører at P. Andersen var jernstøber og anlagde i 1870 Frederiksbergs første vandværk. Vandværket blev senere udviddet til det, vi gik forbi.

Vandværkerne var dog ikke uden problemer. Vandet – i hvert fald i det første vandværk – var ofte ikke særlig rent og var med til at udbrede sygdomme.

Senere byggede kommunen kommunale vandværker. P. Andersens værk forsynede en del af kommunens beboere med vand, indtil kommunen i 1897 købte P. Andersens vandværk. I dag står kommunen for omkring halvdelen af det vand Frederiksbergs beboere bruger, mens resten hentes i samarbejde med Københavns kommune.

I 1991 blev tårnet fredet og siden restaureret. I dag indgår det som en del af Handelshøjskolens område.

Endnu et hak

vordan man lige draperer og tager gode billeder af et tæppe på 224 x 182 cm i en skotøjsæske af en lejlighed kan være noget af et problem… heldigvis har vi både en græsplæne og en bænk til rådighed, så jeg gik ned med tæppe og kamera og legede skovtur for et øjeblik.

Jeg overvejede endda et ganske kort øjeblik at hænge det hen over gyngerne, men alt for mange glade barnestemmer fik mig til at droppe den plan.

Stort er det blevet – og tungt! Faktisk en smule større end forventet, men ellers helt i orden, også selvom det var noget besværgeligt at samle delene på det minimum af gulvplads vi har. Rykken rundt på møblerne og sidestilling af spisebordet – der for en stund umuligjorde adgangen til altanen - til trods, var der alligevel ikke helt nok plads og en enkelt lille fold, har da også fundet vej til bagstykket.

Ikke om jeg laver det om. Nu er det som det er, og bliver der nogensinde en næste gang må jeg hellere overveje at tage på besøg et sted med masser af gulvplads den dag samlingen står på programmet.

Ungerne er på vej, tæppet lagt på sengen, forventningens glæde banker på, mens jeg tager tilløb til turen mod stationen og følgeskabet det sidste stykke. Nok kan de selv, men det er nu superhyggeligt at kunne få afleveret hele weekendens forløb på turen hjem.

Kartellet

alget faldt på Kartellet, der bød på en overdådig buffet og mulighed for udsigt til grønt, solskin og varme fra lune tæpper.

Hjemturen gik om Fredriksberg centret efter sytråd og inden vi hoppede på metroen og hjemad, nød vi solskinnet og gik det ekstra stykke til næste station.

En skøn dag af den slags, man som kærester skal huske ind imellem :)

Brunch

i fik et gavekort i julegave. Af den slags der giver adgang til brunch et valgfrit sted.

Længe har vi snakket om at lige præcis den her weekend, uden børn og med foråret godt på vej, er det rigtige tidspunkt at indløse. Alt for sent i aftes gennemgik vi udvalget, tog en beslutning, ringede og bestilte et bord med tilhørende bobler for to.

Om lidt er vi på vej, bare os to og med mulighed for spadsereture i det grønne efterfølgende eller bare en hjemtur mod de sidste sting i Ungersvenden tæppe, hvorfra tråden løb ud og arbejdet gik i stå i aftens. I dag skal det være færdigt, for i dag kommer ungerne hjem og jeg glæder mig til at se modtagelsen.

Udenfor spirer og gror det – nogen steder mere end andre. Stikkelsbærene fra sidste år blomstrer på livet løs, mens et par af det nyligt plantede herligheder endnu ikke er dukket op fra undergrunden. Kommer tid kommer råd, eller lyst til at vise sig i den fulde pragt. Vi venter spændt og måske skal alting ikke ankomme når vi ønsker det :)