Dagen går langsomt i dag. Aftenen og en del af formiddagen er brugt med nål og garn, og der nu er cirkler hele vejen rundt om striberne. De første er fyldt ud, mens resten venter.
Gårsdagens vask og medfølgende trappeløb kan mærkes i knæet. Det gør godt at ligge helt ned, så pauser mellem syning og oprydning på Emilies værelse bliver brugt liggende, med en bog, indtil øjenene falder helt i.
Jeg har tid, jeg har fri, og hvis det betyder jeg skal halvsove mig gennem dagen, så gør jeg det.
Planer er til for at ændres, så da Anders’ kammerat ringede og ville have os med på tur, sagde vi ja.
Det sidste vasketøj blev i en fart hængt op og så gik turen i første omgang mod Bryggen, for at hente det skærmkabel, der var turens egentlige formål. Efter kattenusseri kørte vi videre mod kaffe, smoothie og caféhyggesnak med udsigt til Amagerbrogade.
Det blev koldt, skyer gik for solen, mens vi sad der og kiggede på forbipasserende biler. Biler var nemlig dagens emne, for der skal skiftes ud, men endnu er det uvidst til hvad.
Da vi havde drukket ud og beundret endnu en bil måtte vi lige forbi huset, hvor kammeratens mor holder til, for der bliver lavet drastiske ændringer for tiden, som endnu ikke var set.
det var nærmest et helt nyt hus, der åbenbarede sig for os. Som indehaveren sagde: Fra skrot til slot. Et smukt gammelt hus, der ikke har været vedligeholdt længe, men nu får den helt store tur, med pudsning og polering. En ny mur med en buet portal, nyt tag og vinduer. Smukt bliver det.
Indenfor emmer det af atmosfære og haven bugner af grønt og liv. Midt på fliserne mødte vi en ung guldsmed i stadiet lige før forpupning. I bassinet sad frøer på spring.
Snakken gik og inden vi så os om, var klokken mange, maverne sultne og regnen truede i det knap så fjerne. En hurtig tur hjem kunne dog ikke forhindre regnen i nå frem før os.
En hurtig omrokering senere, så vasketøjet nu hænger i kælderen, fandt resten af pandekagerne fra i morges frem til tallerkenerne, sulten blev stillet og aftenen står til fri disposition.
Mon ikke et par blomster kan finde frem til det stribede inden længe…?
Jeg glemte næsten at fortælle: Hjemme igen finder jeg kablet frem, kigger på det og konstaterer at… det er forsynet med de forkerte stik!
- På den igen!
Ungerne er hentet til forlænget weekend hos barnefaderen. Skabene i køkkenet var tomme, men så kom Anders forbi, og pludselig var der pandekager.
Uhm.. sen morgenmad på altanen i selskab med en næsten fuldt udsprunget rododendron. Sidste år havde den besøg af kålorme, der brutalt blev forflyttet. Men først efter de havde gjort kål på en stor del af bladene. Den lever nu fint alligevel, den lille busk.
Indenfor er jeg gået i krig med Emilies værelse. Egentlig holder jeg på, det er indbyggerens eget ansvar, men nogengange er det en god ide at hjælpe. Det er blevet nogengange og de første maskinfulde vasketøj roterer i kælderen, mens resten venter.
Min plan er at nå et punkt, hvorfra hun selv kan fortsætte.
Om jeg når dertil er endnu lidt usikkert, for der skal også være plads til strik og blomster på det stribede.
Som et led i en plan om større samarbejde lærerne imellem, har hele skolen fri klokken et hver onsdag. Det betød, vi kunne komme tidligt afsted, og ikke mange minutter over et, summede både Klub og Café af glade børn, der næsten ikke kunne vente på at komme afsted.
Det blev talt og krydset af, bussen blev pakket og turen gik mod indre by og Tivoli.
Vel fremme og sat af på HC Andersens Boulevard gik vi mod indgangen ved Gyptoteket. Indgangen var lukket (sparet væk, fik vi senere at vide), det forhindrede dog ikke ungerne i, i samlet flok, højt humør og i bedste stil at fortsætte rundt mod Hovedbanegården og en åben indgang.
Udstyret med billetter til indgang og turpas, telefonnumre – skulle noget ske og instrukser om opførsel og mødetider forlod ungerne os, strømmede ud i haven i mindre grupper til en dag fuld af oplevelser.
Vi mødte dem flere gange, glade børn speedede af sukker og adreanalin, der fortalte vidt og bredt om opdagelser og de sidste grænseoverskridende oplevelser.
Imens gik min søde kollega og jeg rundt med hvert vores tøsebarn (Emilie samlede vi op, længe efter vi selv var kommet frem. Hun ankom sammen med sin egen klub, men havde bedt om at tilbringe dagen sammen med min søde kollegas Elisabeth), der gerne ville have en voksen i nærheden, men også gerne ville blive væk. Så vi prøvede – at blive væk. Ingen af os var særlig succesfulde.
Første stop var rutsjebanen, hvor køen allerede var lang. Undrende måtte vi konstatere at kun een mand betjente hele møllen – køre turen, lukke folk ud, lukke de næste ind igen, tjekke at alle sidder forsvarligt og endelig køre den næste tur. Adspurgt fortalte han at der bliver sparret, han var ene mand, og ville være det hele aftenen. Han opfordrede til at klage, helst så indigneret som muligt, for banens folk er ikke tilfredse med nedskæringerne.
Min første tanke galdt sikkerheden – både mandskabets og de besøgenes, mens tanker om gæsternes oplevelser først kommer derefter.
Min søde kollega forfattede en klage, der blev underskrevet af de fleste børn, voksne, pægadoger fra andre klubber og forældre, der tilfældigt kom forbi.
Igen undrer det mig at nok skal der skæres ned, men netop en dag som i går, hvor vi kommer mindst 400 børn fra flere institutioner, der alle har bestilt billettet på forhånd, burde der måske fra højere sted være tænkt på ekstra bemanding…
Ved spisetid blev tøserne overladt til sig selv, mens vi mødtes med de voksne fra klubben og spiste fælles. Efterfølgende havde tøserne fået smag for selvstændighed og ville ikke længere have voksne på slæb.
Vi kiggede blomster – specielt de spidse lilla af slagsen, der ender som en kæmpe kugle, synes jeg var spændende - og sagde goddag til hvide ænder i den japanske have, før vi igen blev genforenet med tøsebørn, med stjerner i øjnene, der glædestrålende fortalte om overvindelsen ved Demonen - og der skulle de bare op igen.
Mørket faldt på, lune slikpinde blev nydt og præcis klokken 22.00 stod alle børn på mødestedet, klar efter en lang og dejlig dag.
De er nogle fanstastiske unger, og det blev jeg nødt til at fortælle dem.
Hjemme igen, fandt tasker deres ejermænd, før turen gik helt hjem mod dyner og skønne drømme.
Himlen er blå, solen skinner, der er lovet op til 20 grader. Det er onsdag inden Kristi Himmelfart og de fleste klubber og Caféer i Rødovre skal i Tivoli.
omkring 400 Rødovrebørn, pædagoger og forældre, der tager med, indtager i eftermiddag Tivoli til vores årlige tur.
Kørsels i fælles bus, udlevering af telefonnumre, billetter og turpas – en flok unger spredes og vi voksne går rundt og hygger os, mens vi undervejs møder vores glade børn, om hvert hjørne.
Grin, skæg og sjov – i aften vender vi trætte hjem.
Ha’ en dejlig dag.
De fire nuværende 8. klasser skal næste år sammenlægges til tre 9. klasser.
Aftenens forældremøde skulle dels bruges til bekymrede forældres spørgsmål, dels til præsentation af de nye klasselærere og til alle de oplysninger der skulle være røget i svinget.
Informationsniveauet var fint og langt de fleste spørgsmål blev besvaret så alle var tilfredse. Et enkelt undrede mig alligevel. Skoleledelsen fortalte om, hvordan de havde disponeret i forhold til, at ungerne er så store at de langt hen ad vejen skulle inddrages. Derfor havde ledelsen også valgt at informere eleverne samlet, inden (eller faktisk samtidig med) at forældrene fik informationen.
Ideen var, at alle skulle vide det samtidig. Derfor var kontaktforældre ikke på forhånd informeret. Lige det punkt, var en forældre meget uenig i, for ungerne har jo mobiltelefoner og kunne sms’se. Det betød så, at forældrene ikke fik informationen samtidig!
Her holder jeg med skoleledelsen – ungerne skal informeres først – de er så gamle, at den viden kan de godt administrere at fortælle videre til forældre, der ikke lige har set opslaget på forældreintra, eller modtaget det brev, der også blev sendt.
Snakken gik, de nye lærere havde gode tanker og den første meter, af en kant til striberne, blev tilbagelagt.
En dag af de lange, der endte i et forældremøde, er slut.
Dagen er for størstedelen gået med at lave hawaii-inspirerede blomsterkranse, for til årets sidste fest skal vi på ferie, med badestrande og palmer.
Jeg har foreløbig lavet 6 kranse af papirgarn, over en skabelonting, jeg opfandt til projektet!
I døren skal uddeles blomsterkranse og i baren skal der være drinks med sugerør og mærkelige navne og farver. Planen er vist også at udstyre de voksne med afsindige hawaiiskjorter, der vist var på udsalg.
Det er lige om lidt… tre uger. Masser af tid… eller…. jeg skal kun lave 100 blomster-halskæder og en flok palmer… Skal lige udtænke superhurtige, superfikse, blomsterideer, der ingenting koster….
I mit sidste teenageår, efter HF uden rigtig at vide hvad jeg ville, fik jeg job som postbud. En to ugers ansættelse blev forlænget og endte med 2 år.
Dengang – jeg ved ikke hvordan det er nu – var fodtøjet ikke værd at skrive hjem om. Jeg løb trappe op og trappe ned, iført statens sko, så længe, at det vist var for sent, da jeg indså mine knæ ikke brød sig om det, og købte de dyreste sko jeg nogensinde har købt. Lækre løbe-hoppe-gelestabilisrede-gummisko, de røg ud engang sidste år - slidt op.
Men det var dengang. Jeg var 21, der var næsten gået tre år, da jeg fik nok, knæene satte ud og jeg endelig fik øjene op for en uddannelse. Efter et længerevarende lægeforløb fik jeg diagnosen lettere slidgigt og har siden haft glæde af det sådan lidt on’n’off.
Lejrskolen i sidste måned med sandvandringer overanstrengte helt sikket, så lidt påpasselighed var på sin plads.
Jeg synes egentlig også jeg har passet på. Derfor kom det også bag på mig, da jeg i går nærmest ikke kunne bøje i det ene knæ, ikke kunne finde hvile og det generelt bare murrede konstant. Total følelse af Hypokondri!
Det blev ikke bedre i dag, så lægen fik en finger med i spillet, trykkede, bøjede og mærkede efter, før hun kom til konklusionen at det kan godt være minisken, muligvis en revne!
En henvisning til en ortopædkirurg og smertestillende kunne være en ide – bare fordi…. Æv!
Indtil da, tror jeg, jeg vil beslutte mig for, det nok bare er lidt overbelastning, og ellers lade være med at vride i ledet eller løbe hækkeløb – det andet er jeg slet ikke gammel nok til (sagde lægen).
Ude foran min lokale Fakta står en flok. En flok af den slags samfundet har opgivet, og som måske selv er på randen af opgivelse. En flok, der køber deres øl i butikken og muligvis ikke helt støjsvage, står udenfor og konsumerer, mens snakken går.
I går gik det lidt stærkt, måske var der for lang kø, måske ikke tid nok. Nogen glemte at betale og sidenhen er de samme blevet forment adgang til indkøb.
Sådan noget skaber splid. På den ene side står en butikschef, der måske har fået nok, og en gruppe medarbejdere, der skal varetage den uønskede adgang.
På den anden side, står flokken udenfor og føler sig i sin gode ret til at købe. De har jo penge, de vil gerne betale for det de glemte, og de lægger til stadighed deres økonomiske overskud netop her.
Ulovligt kaldte den ene det, da jeg gik forbi. “Det er ulovligt at nægte os adgang.”
Men er det, det?
Har en butikschef i enhver butik ikke ret til at nægte kunder, han finder uegnede, adgang?
Er det en ret at bruge vores penge, hvor vi lyster?
I virkeligheden kender jeg ikke svarene, men jeg tænker butikschefen har retten på sin side. Jeg tænker også, at flokken udenfor endnu engang føler sig tilsidesat og derfor føler deres ret krænket.
