torsdag den 22. august 2019

Sort i sort... eller grå


Billederne snyder, der er grå i forskellige varianter i alle mønstrene. Ikke blå, som det ellers godt kunne se ud til.





Jeg er ret vild med tæppet til Victoria. Formen på felterne, synes jeg blev rigtig god. Jeg ved ikke hvad de skråede firkanter - eller afstumpede trekanter - hedder, med de hedder ganske sikkert noget fint på patchworksprog, jeg ved bare ikke hvad.

Men de er fine. Og lette at sy sammen.

Jeg tegnede en form på en plastikdækkeserviet, klippede ud og brugte som skabelon. Det er efterhånden mange år siden jeg købte en pakke plastikdækkeservietter, dengang med plan om at bruge dem som underlag til maling.

Det er de blevet brugt til. Bliver stadig brugt til. Men de har også vist sig gode til alt muligt andet. Skabeloner til patchwork, for eksempel. Eller bund i en taske. Pakket ind i stof, så man ikke kan se den. Der er stadig ubrugte dækkeservietter i pakken, de har været brugt godt og slet ikke er færdige med at blive brugt.





Victoria blev glad. Hun vidste godt hvad der ville være i pakken, men hun vidste ikke hvordan det ville se ud. Hvilke mønstre jeg havde valgt, eller jeg om var kommet tæt nok på det ønskede sorte.

Hun så så afgjort positivt overrasket ud, da hun lukkede pakken op. Så er det vist godt ramt.

Det tog i øvrigt overraskende kort tid at sy - cirka fjorten dage, med masser af pauser. Jeg troede jeg havde brug for mere tid.












Design: Patchworktæppe af skrå firkanter. Jeg har set mange versioner af mønstret og besluttede at lave mit eget.


Stof: Patchworkstoffer fra Speich Design i Værløse. Godt jeg slog åbningstider op, for jeg troede fejlagtigt stadig de boede i Lyngby.

Bagsidestoffet er sort lagenlærred fra Stoff & Stil, ligesom pladevattet, de har i to en halv meters bredde.

Jeg købte en halv meter af syv forskellige patchworkstoffer og noget i retning af tre en halv meter bagsidestof, som blev øget med rester af forsidestofferne, sammen med to meter pladevat, ti meter skråbånd og brugte stort set alt. 


Størrelse: Det færdige tæppe måler cirka 140 x 210 centimeter.








Bemærkninger: Jeg startede med at klippe en hel masse skråede firkanter - måske hedder de fingerbøl. Det gør de nu. Og syede dem sammen til en lang bane. Banen delte jeg i tretten lige lange dele og syede dem sammen til tæppets top.

Jeg forsøgte at undgå at sy felter af samme stof op mod hinanden, men det lykkedes ikke helt. Jeg synes faktisk heller ikke det gør noget.

Om den færdige top syede jeg kanter bestående af en smal stribe mønstret stof, en bred stribe sort og endnu en smal stribe mønstret stof. Jeg havde ikke nok til at få samme mønster hele vejen rundt, og øgede med to forskellige rester mod det ene hjørne.

På bagsiden øgede jeg stoffet med en smal bane af felter af to forskellige mønstrede stoffer - de samme to som danner hjørnet på forsidekanten.

Jeg valgte at quilte tæppet på skrå - jeg kan bedst lide de skrå quiltninger eller sammenhold på de forskellige lag. Jeg syede linier gennem hvert andet felt. Det synes jeg gav et rigtig godt resultat.

Jeg sluttede tæppet af med et kantebånd hele vejen rundt.





4 kommentarer: