mandag den 14. oktober 2019

Tæppe til Oscar


Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at jeg skulle lave en fødselsdagsgave til Oscar. Han havde fået, det der skulle være årets gave et par måneder tidligere, og jeg var temmelig sikker på, at han ville få så meget andet, at han ville være ligeglad.





Men så var jeg midt i tæppeproduktionen, og pludselig fik jeg lyst til at lave et mere. Jeg havde stof nok liggende, købt til et Oscartæppe, der bare aldrig blev til noget. Nu skulle det være.

Det blev et hurtigt tæppe. Syet over ganske få dage, op til dagen.

Toppen har jeg lyst til at gentage, indholdet ligeså. For indholdet er nok det, der gør netop det her tæppe helt specielt.

Jeg kørte i Stoff & Stil, hvor jeg tidligere havde set, at de har bomuldsbatting til mellemfoer. Jeg ville egentlig bare have haft en meter - som var bredden på tæppet, men endte med en rest, et nedslag og halvanden meter - som var længden på tæppet - til mindre end den første meter ville have kostet.





Dermed havde jeg pludselig mellemfoer nok til to tæpper i børneformat.

Jeg har besluttet at Rose skal have et i julegave. Samme mønster men lyserød.

Jeg skal bare lige finde tid til at sy.











Design: Patchworktæppe af retvinklede trekanter - set et utal af steder, men lige der med følelsen af selv at finde på.


Stof: Blå og grønne patchworkstoffer samlet sammen over et stykke tid. En del fra Panduro, men også andre steder. Kant, bagside, ekstra bredt kantebånd og mellemfoer fra Stoff & Stil.

Jeg har ingen ide om hvor meget jeg har brugt.


Størrelse: Det færdige tæppe måler cirka 100 x 130 centimeter - næsten en juniordyne.





Bemærkninger: Jeg klippede felterne cirka 18 x 18 centimeter, skar dem midt over og syede sammen igen og endte med felter på cirka 15 x 15 centimeter.

Kanten er omkring 5 centimeter bred.

Bomuldsbattingen i midten er så tyk at det færdige tæppe minder mest af alt om min barndoms vattæpper.


Anders var svært misundelig.





2 kommentarer:

  1. Dejligt tæppe, Oskar ser ud til at være godt tilfreds.😊😊

    SvarSlet