Sidste år slæbte jeg Anders med til Vejle, da der var Fiberfolk. Det blev en hyggelig weekend, som bestemt tåler en gentagelse. Da jeg hørte Birthe P fortælle at hun skulle til Strikkefestival Brande, og jeg manglede uld til et spindeprojekt, var der derfor ikke langt fra tanke til handling.
For hvor svært er det lige at komme til Brande, og er der mulighed for overnatning. Begge dele lå indenfor rækkevidde, og Anders var hurtig til at sige ja, da jeg foreslog en weekend hjemmefra.
Fiberfestivallen var i går - søndag. Ingen af os har aftaler mandag, så beslutningen om at tage hjemmefra lørdag, og blive til mandag var let.


Brande er mere end bare en lille by i Jylland. Brande har vist sig at være et kunstcentrum med gavlmalerier og Streetartfestival hver sommer. I vinterkulden er det stadig muligt at se gademalerierne fra sidste år og havde det ikke været så koldt, havde vi være mere rundt i byen og se på kunst.
Brande er også god mad. Mægtig god mad, for at sige det mildt. Vi har spist ude både til frokost og aften to dage i træk. jeg må indrømme at to dage med så meget udendørsmad er lige i overkanten, og at vi selv står for morgenmaden er ret godt. Det bliver også godt at komme hjem til eget køkken og gryder.
Vi startede i lørdags med frokost på Cafe Tankefryd. Det hyggeligste sted, fyldt med umage inventar og borde med navne. Vi sad ved Svigermors bord, fik god betjening og god mad. Senere gik vi ud i byen igen, for at besøge Smagshuset. Det er en perle, med virkelig god mad, i den lidt dyrere ende af skalaen - men bestemt det hele værd. Vi fik en delemenu med seks små retter, og trillede hjem.



Jeg har kun taget sporadiske billeder fra de to første steder.
Søndag mødtes vi til frokost (Anders forsøgte at gå med på strikkefestival, men måtte opgive efter en enkelt hurtig tur fra den ene ende til den anden. Det var forventet, og jeg fortsatte på egen hånd.). Vi var enige om at finde lidt billigere spisemuligheder og endte på Mamma Mia, og en stenovnsbagt pizza. Det var også godt og fyldt med smag. Langt senere blev vi sultne igen og satte kursen mod Fuyu Sushi. Sushi er generelt godt, og det var heller ikke dårligt. Vi er nok bare bedre vandt, og med de andre oplevelser i bagagen, var det helt klaret turens madmæssige lavpunkt.Jeg ville komme igen, for det var godt og fint. Nogen gange kan det bare være svært at leve op til virkelig gode madmæssige oplevelser.

Med alt det sagt, kan Brande muligvis byde på gode overnatningsmuligheder. Vi har bare ikke fundet dem. Og så alligevel. Vores logi er et sammensurium at godt og skidt. Mest det sidste, og det mest fordi det er vinter og koldt.
Jeg lejede en hotellejlighed, En kæmpe en af slagsen viste det sig. Som sådanbare to værelser, men med så meget spildplads, at selve lejligheden er større end den vi bebor derhjemme. Vi har to etager og en hall, der ud over en trappe, ikke indeholder andet - ikke engang et spejl. Jo en fungerende radiator. Men det er ikke hallen vi har brug for varme i.

Der er nemlig ikke varme i det kombinerede stue-køkken. Vi er endt med dyner i sofaen og ovnen på fuld knald. Der er heller ikke varme på badværelset, der dermed mere er et koldt gys end en egentlig fornøjelse. Til gengæld er der varme i soveværelset, som ligger ovenpå og varme ryger som bekendt til vejrs.
Ligesom der nederst er en kæmpe hall med trappe, er der også ovenpå et voldsomt spild med en tilsvarende hall, med trappe og en sofa. Soveværelset fylder lige så meget som stue-køkken nedenunder og over alt står møblerne og råber til hinanden. Her er slidt, køkkenet har mangler, med alting fungerer som udgangspunkt - altså bortset fra varmen.

Ud over spildpladsen havde det været perfekt, hvis det var sommer og vi ikke havde brug for varmen. Jeg har forsøgt at kontakte udlejer, der telefonisk lod os forstå at de er tilgængelige hver dag fra 8-17, men vil vi have personlig kontakt skal vi skrive til dem - på en adresse, der ikke findes. Jeg har forsøgt via flere platforme - og så var det vi tog ovnen i brug.
Vi bor en lille smule uden for byen, et kvarters gang fra stationen i et område, der er i gang med en byudvikling. Der går ikke mange år, før området føles mere som by end land. Det er let at komme til og fra og weekenden har været skøn.
Snart pakker vi sammen og tager hjem.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar