tirsdag den 1. august 2017
Endnu et besøg i fortiden
Vi fik ikke nok i fredags, så vi kørte til Lejre igen i dag.
Denne gang gik vi den anden vej, og endte med at komme vidt omkring. Vi havde spørgelystne børn med, som gerne fordybede sig i det enkle og brugte lang tid på at klappe karper (ja det kan man godt), spille bowling med et reb, kigge på og spørge ind i vævningens kunst og klatre hele vejen rundt på den imponerende skibssætning, jeg kan huske blev påbegyndt for ikke mange år siden.
Den er imponerende - skibssætningen - med de mange kæmpestore sten, som må have kostet uendelige kræfter at sætte på plads. Det er nemt at føle ærefrygt, når man træder indenfor eller bare befinder sig i nærheden, og at skibssætninger har været hellige steder (gravpladser) er nemt at forestille sig.
Vi var omkring landbohusene, hvor børnene længe og med god hjælp fra hinanden forsøgte sig med åg og vandfyldte spande. Det er ikke nemt at balancere et åg, men de var gode til det. Drengene drillede gåsene, og da den mest ivrige af de medbragte børn blev bidt, havde ingen af os den store medfølelse at øse af.
Drengene ville gerne tilbage til vikingekrigslegen fra i fredags, så mens Berit blev bænket med en kop kaffe og udsyn til vikinger og krigslege, gik vi andre en tur tilbage til stenalderen. Vi var forbi offermosen, som desværre ikke længere har en hel hest hængende, som jeg husker fra min barndom, til gengæld var der rigtig mange kranier (vistnok af heste) stående på pinde.
Jeg blev lidt skuffet over den manglende hest...
Emilie tog med på tur, og havde i dagens anledning pakket kameraet. Hun synes nemlig det er ærgerligt, at jeg aldrig er med på billederne. Hun kunne så konstatere at jeg er dum at tage billeder af. Øjensynligt ser jeg fjollet ud, hver eneste gang hun forsøger. Jeg kan så konstatere, at sådan ser jeg ud.
Fjollet er vel heller ikke det værste at være.
(Hun kan da også bare lade være med at tage billeder, når jeg står og roder i min taske...)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar