Kan I huske stolene?

Der var ti. Oppe fra kælderens dyb, i sollyset, blev de inspiceret. Under årtiers støv og spindelvæv viste de tre sig at være gået så meget i stykker, at de ikke længere kan bruges til at sidde på.





Jeg har dem stadig. Berit foreslog at hænge dem op som hylder. Det skulle knæk, forstrækninger og ridser nok kunne holde til. Det sker, den dag vi en dag finder tid til at støve dem af, slibe dem grundigt og give dem en omgang tiltrængt maling.

Lige som de andre.

For resten blev malet. I første omgang blev de hvide. Louise og jeg kæmpede en kamp med tiden, i ugen op til det store grønne marked, skolen fyrede af lige inden sommerferien. Planen var at alt overskud skal gå til den bålhytte SFO har ønsket i mange år - og som flere af skolens lærere efterhånden også har set værdien af.





Børnene hjalp med at slibe den ene stol efter den anden. Men tålmodigheden slap op, og vi endte med at gøre det selv. Derefter skulle de males. Vi endte med to gang grundmaling og to gange af den hvide blanke træmaling. her hjalp et par af børnene også.

Men ikke længe. Jeg kunne ikke holde ud at se på hvordan de pladrede maling på, så det løb. Eller overså og glemte at male på indersiden af benene, eller øverst på ryglænet. Så ville jeg hellere selv. Louise havde det vist på samme måde, og børnene havde en mængde gode grunde til ikke at kunne.

Det endte med at tålmodigheden slap op, og kun to børn dekorerede de hvidmalede stole. To børn hvis forældre beredvilligt sprang til og købte de to stole deres børn havde malet på. Resten tog Louise og jeg os af.

Jeg malede tre.

Slutteligt fik de et lag lak. Den sidste nåede at tørre ti minutter før markedsdørene blev slået op.

Jeg nåede lige at tage et samlet billede... mens lakken tørrede.





Men hvad skal sådan nogle koste? Vi var usikre og endte med at sætte dem på auktion. Sådan en, hvor man skrev sig på med en pris, der startede ved tohundrede kroner.

Et par af stolene nåede at blive budt godt op, inden de fandt en køber. Alle fem blev solgt, tilsammen skrabede vi omkring sekstenhundrede kroner sammen, til bålhytten, for de syv stole. - Jo der manger en på billedet.

En lillebror til en af Klubbens børn købte den med Picatu. Da den endelig var hans, løb han rundt og rundt mellem gæsterne i skolegården, med stolen i favnen, mens han råbte: Jeg vandt, jeg vandt, jeg vandt...

Bedst synes jeg nu om de to koryfæer, Susanne og Helge. Begge pensionerede - Helge dog tilbagevendt med ti timer om ugen, han kunne ikke holde ud at gå hjemme - og begge med en lang historie på skolen.





Susanne huskede stolene fra dengang SFO flyttede ind på skolen udefra. Dengang blev de brugt, hun brød nærmest sammen af grin, da hun fortalte at hun havde haft tanker om at male og hænge dem op som hylder. Men chefen havde sat foden ned og forbudt det. Jeg tænker om der er derfra Berit fik ideen, og ved at i dag vil ingen chef hindre os.

Helge er en af den slags lærere, der ved alt. Der er ingen grænser for hvad den mands hoved rummer af viden. På forrige uges seminar havde jeg glæden af at snakke planter og plantefarve med ham. Men den dag på markedet, fortalte han om dengang han var nyansat på skolen, og stolene blev flittigt brugt af de mindste elever. Historierne væltede frem, og jeg glædede mig over at stolene var fundet frem igen, og gav minder om en svunden tid.

Han huskede dem skam godt, men kendte ikke historien der er printet i bunden. Til gengæld var han vild med ideen om genbrug, om maling og dekoration. Han blev næsten rørt over at de igen havde set dagens lys, og nu igen fik mulighed for at blive brugt.

Jeg fik lyst til at fortsætte istandsættelserne.









Der står faktisk nogle nyere stole et andet sted i kælderen. Men dem har Nanna vist sat sig på til Håndværk og Design. Igen med istandsættelse - eller det nyere ord; upcycling - i tankerne.

Super projekt, tænker jeg, og overvejer til tider hvordan jeg kan snige mig med på Håndværk og Designholdet.....