Onsdagsmasker

Jeg havde nærmest glemt at det er onsdag. Når ugen starter med to kursusdage, føles onsdag hurtigt som en mandag. Omvendt er jeg ikke i tvivl om at fredag kommer før end jeg forventer...

Jeg lånte Emilies kamera. Det kan nemlig godt tage anstændige billeder, selvom mørket er ved at falde på.













Læse:

Jeg blev færdig med anden del af Outlander, og hoppede straks på Netflix. Jeg har ikke set hele anden sæson endnu, for jeg fik lyst til at se den første endnu en gang. Og overvejer om det er umagen værd at læse inden tredie sæson.

Jeg havde brug for noget letlæst - i krimigenren. Her kom Mari Jungstedt mig til undsætning. Hendes udprægede letlæste chicklit om mord på Gotland, passede mig fint. Jeg lånte de sidste to, jeg endnu ikke har læst, og er allerede godt på vej gennem den første.

Den er helt som forventet. Nem at læse og med et tilstrækkeligt gennemtænkt plot, til at jeg bliver underholdt, uden egentligt at behøve at tænke de store tanker.

På vej hjem fra kursus i går kunne jeg hente Strik i sekvenser på biblioteket. Jeg har ikke åbnet den endnu, men jeg glæder mig og kunne godt forestille mig at den inden længe havner på min liste over ønskede bøger.

Og det selvom jeg stadig kun har set forsiden...


Strik:

Endnu en babysag er på pindende. En Mille Cardigan. Jeg har vendt det vrangstrikkede til retstrik. Foreløbig synes jeg det virker ret godt.

Jeg kan godt lidt rillestrik. Men ren vrangstrik har jeg det åbenbart lidt svært med. Med mindre vrangstrikken danner baggrund for snoninger. Jeg mangler nok lidt meningen...

Muligvis lidt tosset!

AMR

Hverdagen er for alvor slået igennem, og dagene forvinder mellem fingrene på mig. Midt mellem børn, og udpakning, tanker om nyt køkken (og tilhørende nedpakning), undervisning og familielivet er kursussæsonen gået i gang.





Aldrig har der stået så mange kursusdage i min kalender. At melde sig som Arbejdsmiljørepræsentant er ikke bare tant og fjas, og længe inden AMR-kurset (sammen med alle de andre kurser, der også følger med) stod for døren, har jeg været involveret i både fysisk og psykisk arbejdsmiljø, jeg har været med til at reportere arbejdsskader og ved mere om byggeriet, end jeg gjorde før sommerferien.

Det er superspændende, og jeg blev glad da en kollega en gang i sidste uge, fik sagt at hun synes jeg er god til det. Jeg vil gerne være god til det, og til det kan jeg mærke at jeg mangler viden på mange områder.

En klog mand sagde en gang til mig. at jo mere vi lærer, jo mindre ved vi. Det er ikke ny viden, men for øjeblikket er det vise ord, som i den grad føles som virkeligheden.







De sidste to dage har der stået AMR-kursus på programmet. Det har været to lange dage, med et fyldt program og en underviser der formår at formidle både spændende og indsigtsfuldt. Det har også været to dage sammen med en flok medkursister, der gav stof til eftertanke, stillede gode spørgsmål og hele vejen igennem havde noget relevant at sige.

Der plejer ellers altid at være mindst en medkursist, som man godt kan blive temmelig træt af. Det var der ikke her, og jeg tror at det var med til at jeg, trods de lange dage, følte mig energifyldt når jeg kørte derfra.

AMR-kurset løber over tre dage. Trediedagen er om tre uger, og inden skal jeg lave en hjemmeopgave om arbejdsmiljø. Der er frit valg på alle hylder, men det tilrådes at tage fat i noget nærværende, som kan relateres til arbejdspladsen - og måske endda være med til at gøre en forskel. Samtidig er der ingen tvivl om, at det er lettest at tage fat i noget fysisk.

Jeg overvejer, om ikke der er noget teknisk i forbindelse med byggeriet, jeg kan kigge nærmere på...







Tilbage i dag, var det bare skønt at se børn og voksne. Ingen kasser blev pakket ud, men Louise havde planer med en flok skuffer og en stigereol. Jeg vendte hendes plan på hovedet og nu har vi en overskåret stigereol og en flok skuffer, der hænger sammen.

I morgen skal jeg bage med 7.J og samle affald med 4.B. Jeg glæder mig til at være sammen med dem igen.

Onsdagsmasker

Så blev det onsdag igen. Dagen startede med arbejdsmiljøgruppemøde. Det bliver mere og mere spændende - det der arbejdsmiljø, som jeg føler mig kastet godt og grundigt ud i. Foreløbig mest på den psykiske side.

Jeg glæder mig vildt til arbejdsmiljøkurset starter på mandag.















Læse:

Jeg mangler kun ganske få sider i Outlander 2. Jeg er tydeligt tæt på slutningen, historien er gået sin gang og de sidste løse ender er ved at få slået knuder. Jeg ved der er op til flere efterfølgere, så mon ikke nogen af enderne vil flagre løst, når jeg når sidste side.

Jeg har været underholdt undervejs. Trods langsommelighed og tøsedramaerne. Godt halvvejs blev den for alvor spændende, og det blev sværere at lægge den fra mig. Hvilket uden tvivl er grunden til de ganske få tilbageblevne sider.


Strikke:

Projekt håndklæde-klude til aftørring af træningssved er ved at være slut. Jeg er nået til det sidste nøgle og har snart fire færdige håndklæde-klude.

Der går lige under et nøgle per klud. Jeg gad ikke sidde tilbage med bittesmå kugler af rester, så jeg slog op og strikkede videre i det påbegyndte garn, og har derfor tre klude med en stribe af en anden farve i bunden.

Den sidste del af det mørkegrønne er allerede bestemt til hækleprøver. Det der tæppe jeg har lover at hækle, forventer jeg at strikke af det samme garn, og hækleprøver kunne godt vise sig at være vejen frem i forhold til at udregne mængden af garn, der skal købes...

Kan I huske stolene?

Der var ti. Oppe fra kælderens dyb, i sollyset, blev de inspiceret. Under årtiers støv og spindelvæv viste de tre sig at være gået så meget i stykker, at de ikke længere kan bruges til at sidde på.





Jeg har dem stadig. Berit foreslog at hænge dem op som hylder. Det skulle knæk, forstrækninger og ridser nok kunne holde til. Det sker, den dag vi en dag finder tid til at støve dem af, slibe dem grundigt og give dem en omgang tiltrængt maling.

Lige som de andre.

For resten blev malet. I første omgang blev de hvide. Louise og jeg kæmpede en kamp med tiden, i ugen op til det store grønne marked, skolen fyrede af lige inden sommerferien. Planen var at alt overskud skal gå til den bålhytte SFO har ønsket i mange år - og som flere af skolens lærere efterhånden også har set værdien af.





Børnene hjalp med at slibe den ene stol efter den anden. Men tålmodigheden slap op, og vi endte med at gøre det selv. Derefter skulle de males. Vi endte med to gang grundmaling og to gange af den hvide blanke træmaling. her hjalp et par af børnene også.

Men ikke længe. Jeg kunne ikke holde ud at se på hvordan de pladrede maling på, så det løb. Eller overså og glemte at male på indersiden af benene, eller øverst på ryglænet. Så ville jeg hellere selv. Louise havde det vist på samme måde, og børnene havde en mængde gode grunde til ikke at kunne.

Det endte med at tålmodigheden slap op, og kun to børn dekorerede de hvidmalede stole. To børn hvis forældre beredvilligt sprang til og købte de to stole deres børn havde malet på. Resten tog Louise og jeg os af.

Jeg malede tre.

Slutteligt fik de et lag lak. Den sidste nåede at tørre ti minutter før markedsdørene blev slået op.

Jeg nåede lige at tage et samlet billede... mens lakken tørrede.





Men hvad skal sådan nogle koste? Vi var usikre og endte med at sætte dem på auktion. Sådan en, hvor man skrev sig på med en pris, der startede ved tohundrede kroner.

Et par af stolene nåede at blive budt godt op, inden de fandt en køber. Alle fem blev solgt, tilsammen skrabede vi omkring sekstenhundrede kroner sammen, til bålhytten, for de syv stole. - Jo der manger en på billedet.

En lillebror til en af Klubbens børn købte den med Picatu. Da den endelig var hans, løb han rundt og rundt mellem gæsterne i skolegården, med stolen i favnen, mens han råbte: Jeg vandt, jeg vandt, jeg vandt...

Bedst synes jeg nu om de to koryfæer, Susanne og Helge. Begge pensionerede - Helge dog tilbagevendt med ti timer om ugen, han kunne ikke holde ud at gå hjemme - og begge med en lang historie på skolen.





Susanne huskede stolene fra dengang SFO flyttede ind på skolen udefra. Dengang blev de brugt, hun brød nærmest sammen af grin, da hun fortalte at hun havde haft tanker om at male og hænge dem op som hylder. Men chefen havde sat foden ned og forbudt det. Jeg tænker om der er derfra Berit fik ideen, og ved at i dag vil ingen chef hindre os.

Helge er en af den slags lærere, der ved alt. Der er ingen grænser for hvad den mands hoved rummer af viden. På forrige uges seminar havde jeg glæden af at snakke planter og plantefarve med ham. Men den dag på markedet, fortalte han om dengang han var nyansat på skolen, og stolene blev flittigt brugt af de mindste elever. Historierne væltede frem, og jeg glædede mig over at stolene var fundet frem igen, og gav minder om en svunden tid.

Han huskede dem skam godt, men kendte ikke historien der er printet i bunden. Til gengæld var han vild med ideen om genbrug, om maling og dekoration. Han blev næsten rørt over at de igen havde set dagens lys, og nu igen fik mulighed for at blive brugt.

Jeg fik lyst til at fortsætte istandsættelserne.









Der står faktisk nogle nyere stole et andet sted i kælderen. Men dem har Nanna vist sat sig på til Håndværk og Design. Igen med istandsættelse - eller det nyere ord; upcycling - i tankerne.

Super projekt, tænker jeg, og overvejer til tider hvordan jeg kan snige mig med på Håndværk og Designholdet.....

Skoletræthed

Jeg havde glemt hvor træt jeg bliver, når sommerferien er slut, skolen begynder igen og nye børn og nye klasser skal indtages.





Måske troede jeg bare, at det efter tre år lå på rygraden.

Det gør det ikke. Måske hvis jeg havde fortsat med samme målgruppe som tidligere. Måske - det er ikke til at vide.

Nu er det fjerde klasse der står for tur. Jeg synes de er små. Mindre end jeg for alvor synes er spændende. Men også en udfordring og alligevel lidt spændende, fordi jeg kan se frem til at følge dem i mange år.

Jeg er ikke i tvivl om at det nok skal blive godt.

Og de er faktisk super søde.


Jeg havde bare glemt hvor træt jeg bliver.





Altså var det godt, at jeg for en gangs skyld ikke havde nogen planer i weekenden. For jeg har sovet - eller været meget lidt vågen - stort set hele weekenden. Og det har været skønt.

Jeg har læst en del, ligget ned, strikket lidt og sorteret vasketøjet. Det er ikke vasket endnu, men det kan jeg nå i morgen tidligt inden ugen skydes i gang. Men jeg har trænet, og det tæller ret meget i mit regnskab.

Jeg har også lovet at hækle et tæppe, men det skal heldigvis ikke være færdigt lige med det samme...

Næste weekend har jeg planer. Men mon ikke trætheden er svundet noget inden næste weekend.

Beyond Beer

Nærmest lige over for Mylys på den modsatte side af Weidenallee ligger Beyond Beer.





Ligesom det for mig kan være svært at modstå en garnbutik, kunne Anders ikke gå forbi den slags skiltning, uden at kigge ind.

Beyond Beer er en verden af øl. Anders faldt i snak med ekspedienten, der blev glad da han hørte vi var fra Danmark, som tydeligvis i Tyskland har ry for at kende til øl.

Min viden ud i den sag kan ligge på et meget lille sted - jo jeg ved godt at vi i Danmark har mange mikrobryggerier og at salget af specialøl er stigende. Jeg vidste ikke at det er en niche i Tyskland. Anders fik smagsprøver og snakkede øl med en mand, der ganske givet var glad for at tale med en kender.

Jeg drikker ikke øl, så mens min interesse kunne ligge på et meget lille sted, var Anders synligt meget imponeret. De havde uden tvivl et bredt udvalg af specialøl fra hele verden, og her må jeg sige at Danmark var rigt repræsenteret. Det var ligesom der min interesse udspillede sig...







Jeg slog mig ned på en stol, fandt strikketøjet frem og belavede mig på at blive længe. Så længe skulle det dog ikke blive, men vi gik med løftet om at vende tilbage. Og da vi senere på ugen var forbi garnbutikken efter strikkemagasinet, vendte vi tilbage efter spændende øl, som endnu ikke er set herhjemme. Ekspedienten var den samme som sidst, huskede os, og hilste os hjerteligt velkommen tilbage.

Og dermed kunne vi gå videre, hver med vores guld. Jeg med Laine Magazine, Anders med en dertil indrettet papkasse med hank og plads til seks forskellige øl.

Det var stort set hvad vi hjembragte fra en uge i Hamborg. Ingen gaver, ikke andet. Bare oplevelsen, og hvad vi kunne bære i hænderne.

Mylys

Jeg havde ikke det store behov for at se på garn i Hamborg. Alligevel synes jeg at vi var nødt til at lægge vejen forbi en garnbutik eller to.. bare fordi.





Om ikke andet bragte det os til steder i byen, vi måske ikke ville være kommet.

Et sådan sted var Hand-Werk, på Papenhuder Straße. Butikken var lukket da vi gik forbi, men et kig gennem vinduerne afslørede en skøn butik med lækkert garn - og endnu bedre, en fantastisk placering.

Papenhuder Straße minder mig om en svunden tid, og jeg tænker at gaden har overlevet halvandenhundrede år i noget nær uændret form. På gamle kort kan jeg se, at i 1864 er Papenhuder Straße endnu ikke en del af byen, men området både nord og syd for er bebygget.

Blot tyve år senere, i 1880, er området inddæmmet, vandområdet er omdannet fra natur til velbygget kanal og Papenhuder Straße har set dagens lys. Da vi gik ned ad gaden, med de smukke hvide bygninger og fremskudte butikker, forventede jeg nærmest at se datidens damer med udslåede parasoller bevæge sig ad fortorvet, mens hestetrukne vogne kørte gennem gaden.

Jeg overvejede uldfabrikken, der ligger ved havnen, men kunne ikke overskue alt det garn. Jeg var egentlig ikke interesseret i at købe garn  med hjem, og selvom det sikkert kunne være en oplevelse, styrede vi sikkert udenom.





Til gengæld var vi forbi Mylys hele to gange. Det er en forholdsvis lille butik, fyldt med garn jeg kender. Der var kendte garner af både dansk og udenlandsk oprindelse. Med sin placering på Weidenallee i Sternschanze er den let at komme til, og når den samtidig indeholder en lille cafe, kunne den lægge op til et længere ophold.

Vi havde ikke lyst til cafemad, men gik langsomt gennem butikken, der med baglokale og skønne opslagsværker godt kunne have tiltrukket i længere tid. Jeg spurgte efter Laine Magazine, og måtte derfor vende tilbage et par dage senere, for der var udsolgt.







Jeg købte den anden udgave af magasinet - en udsøgt fornøjelse med tykke sider og en lyst til at bladre gennem, læse og se lækre billeder af både strik, mad og motiver. Hjemme kunne  jeg konstatere at jeg kunne have sparet ved at købe det i Danmark, men der er skønt ved at hjembringe noget så lækkert og delikat fra en ferie.

Personligt er jeg ret vild med Ujo, en strikket kjole. Mere end en gang har jeg set billeder og tænkt at garnet jeg fik af Sille i fødselsdagsgave vil passe perfekt.

Mindeplader

I Hamborg gik vi gaderne tynde over flere dage.





Måske er det fordi jeg oftere kigger op end ned, når jeg går rundt i byer, at det tog flere dage, før vi opdagede mindepladerne nedfældede i fortorvene overalt i byen.

Ud for mange, mange opgange, huse og boliger er de små plader nedfældet i brolægningen. Nogle steder er der mange, andre bare en enkelt. Men alle fortæller om en grum historie og udrydningen af mange, mange mennesker.

Det er let at overse de små plader, samtidig synes jeg der er en ualmindelig fin bevidstgørelse om en del af historien, ingen skal glemme.

Onsdagsmasker

Tiden flyver, og som altid ved skolestart, er jeg træt når jeg kommer hjem. I morgen går det for alvor løs, når jeg skal ud og indtage nye klasser, forventningsafstemme og finde egne veje i undervisningen.

Det bliver spændende.













Læse:

Dramaet i fortiden blev spændt en ekstra tak i aftes, hvor jeg for en gangs skyld havde svært ved at lægge bogen fra mig. Mellem al langsommeligheden gik det pludselig stærkt, en for længst glemt personlighed blev vakt til live og mere end en gang skiftede historien retning.

Den kan dog ikke komme uden om retningen imod tøsedrama og fri fortolkning af historieskrivningen.


Strikke:

Den retstrikkede Havfrue er færdig og venter på at nogen gider tage billeder. I ventetiden har jeg kastet mig over småtingsafdelingen og strikker klude i håndklædestørrelse til brug i træningssalen.

Det er tiltrængt, og en rar ting at have med, når svenden driver.

Jeg har fire nøgler bomuldsgarn i skiftende grønne toner. Jeg satser på fire håndklæde-klude, der kan lægges til træningsudstyret. For hvem har ikke brug for farvekoordinerede klude til klamme aftørringer...?

Mønstret har jeg fundet på Ravelry, og rettet til så der både er kanter og pæne aflukninger.

Det første håndklæde er færdigt, det næste godt på vej.


Og når vi er ved træningen, lagde Lotte hårdt ud i går. Første træning efter ferien, og det skulle ikke gå usagt hen. Der er ingen tvivl om at timerne i Loop er givet godt ud, men i træningscirklen er det de store og almene muskelgrupper, der bliver gennemheglet. Når Lotte står for træningen, bliver der også taget fat i de mindre og mindre brugte muskler, som vi godt kan gå rundt og glemme vi er udstyret med.

Jeg glæder mig lidt over, at det ikke kun er mig, der har ondt over det hele i dag.