fredag den 29. juli 2011

Søerne


Skt. Jørgens Sø, Peblinge Sø og Sortedams Søerne. Vi kender dem alle. Som et bånd ligger de midt i København. Giver god plads til løbeture om sommeren og skøjter om vinteren, hvis isen er tyk nok.

En adresse ved søerne er attråværdig og via rørlagte åer og skjulte rørføringer er søerne forbundet med hinanden og flere andre Københavnske vandområder. Vandet cirkulerer, så det ikke er i søerne mere end et år og kommer og går via rørføringerne fra Utterslev Mose, Emdrup sø og til dels Damhussøen. Fra søerne ender vandet i Østre anlæg, Kastellet og Øresund.


Søerne i København

Den yderste af de to Sortedams Søer.


Søerne i København

Næste del af Sortedams Sø.


Søerne blev anlagt som vandreservoirer for længe, længe siden. Dengang København endnu bare var en lille by, tiden blev klassifikeret som Middelalder og voldene sådan cirka lå der hvor Voldgaderne ligger i dag. Uden for voldene lå en ådal, og da byen havde brug for vand til mølledrift, blev vandet opdæmmet og Peblinge Sø så dagens lys.

Efter Københavns belejring voksede ønsket om en stærkere befæstning, hvorfor dæmningen ved Peblinge Sø blev forhøjet og en ny dæmning kom til. Den nye dæmning blev kaldt Sortedam, og dermed opstod også Sortedams Sø.

Godt hundrede år senere blev også Skt. Jørgens Sø til. Ud over at være vandreserve for byen, var muligheden for oversvømmelse af både søer og voldgrav til stede, hvis et angreb skulle sættes ind. Om det nogensinde skete, ved jeg ikke.

På ydersiden af Peblinge Sø og Sortedams Søerne ligger Peblinge Dossering og Sortedam Dossering. Dossering betyder skråning og brugtes også om en sti ved en skråning. Stien langs ydersiden af Skt. Jørgens Sø kaldes Svineryggen.

Sortedams Søen er delt i to af en dæmning. I første omgang var der blot en træbro over søen, men  i halvfjerdserne blev broen skiftet ud med en bred dæming og en reel vej. Skt Jørgens Sø er også delt i to, og har stort set altid været det.

Skt Jørgens sø er langt dybere end de to andre søer og blev også brugt som vandreserve for byen i længere tid end Peblinge Sø og Sortedams Sø, der blev opgivet som vandreservoir i midten af 1800tallet, da vandkvaliteten var for ringe. I stedet blev Skt. Jørgens Sø gravet dybere og rensningsanlæg anlagt. Skt. Jørgens Sø blev brugt i vandforsyningen frem til anden verdenskrig og blev først nedlagt som vandreservoir i 1959.

Engang i tresserne blev det foreslået at sløjfe søerne til fordel for en firesporet omfartsvej. Heldigvis blev foreslaget nedlagt, og søerne er i dag fredede.


Søerne i København

Peblinge Sø med kig til Søpavillionen.


Vi gik fra Østerbro til Gammel Kongevej langs søerne. Startede ved Sortedams Søerne, videre langs Peblinge Sø og endelig det sidste stykke langs Skt. Jørgens Sø. Turen var på godt tre kilometer, men er du sej og løber hele vejen rundt om alle fem søer, er der efter sigende cirka seks en halv kilometer.

Ved enden af Skt. Jørgens Sø ligger Planetariet og Gammel Kongevej. Næsten overfor Planetariet, på Gammel Kongevej 1, ligger Estate Coffee, der endte som målet for vores tur. Skulle det være gået nogen forbi er Anders inkarneret kaffedrikker og han tager sjældent til byen, uden at gå forbi Estate Coffee, som efter hans mening serverer byens bedste kaffe.


Søerne i København

Første del af Skt. Jørgens Sø.


Søerne i København

Sidste del af Skt. Jørgens Sø med springvandene udenfor Planetariet.

6 kommentarer:

  1. Må man bade/svømme i søerne?

    Jeg ved godt du skriver, at søerne er frede, men jeg ved ikke om det så også betyder, at der ikke må svømmes i dem.

    Jeg har løbet om søerne (delvist) og jeg har gået over den ene, men ikke svømmet i dem, selvom det var tæt på, at jeg den ene gang jeg løb rundt om var ved, at skvatte i vandet.

    SvarSlet
  2. Hammy, jeg ved ikke om man må bade i søerne. Jeg har udelukkende refereret det, jeg fandt om søerne, ved en smule research.

    Men er du interesseret, er det sikkert muligt at finde ud af. Du kunne for eksempel henvende dig til Københavns Kommune. De må vide det.

    SvarSlet
  3. Tak for hjælpen med hæklediagrammet. Dine ord gav meget bedre mening for mig - nu ligner det :) At jeg så ikke er tilfreds med garnet, kan opskriften jo ikke gøre for....

    KH Pialouise

    SvarSlet
  4. Det var så lidt Pialouise. Det er altid godt at kunne hjælpe :)

    SvarSlet
  5. On attend les mêmes photos cet hiver, avec la glace.

    Denis (france)

    SvarSlet
  6. Man kan cykle på vandcykkel i søerne, og jeg har også set nogle surfe. I kan se en video af Søerne.

    SvarSlet