Barcelona Knits Festival

 

Målet for turen var strikkefestivallen. Barcelona er en fantastisk by, og jeg er glad for at vi udvidede turen, så det ikke kun handlede om garn. Det ville have gjort turen lidt mindre spændende. 

Allerede fredag var vi ude i en lille garnbutik i den anden ende af byen og hente vores armbånd, så vi nemt kunne komme ind. Jeg er ikke sikker på, at det gjorde den store forskel, for der var masser af muligheder undervejs i festivallen, til at ombytte billetten til armbånd. Men det var rart at have det gjort. 

Vi måtte ikke få armbåndene med hjem og selv tage dem på, men de blev sat så løst, at vi nemt kunne tage dem af, gemme dem til dagen efter og slippe for følelsen om håndledet, som i min optik er fin at undvære. 

Vi havde købt billet til lørdag og besluttede at have god tid. Vi tog først hjemmefra klokken ti - samtidig med at dørene blev slået op. 

Barcelona Knits Festival bliver holdt i World Trade Center i Barcelona. Et stort kompleks ved havnen, eller i havnen. Jeg tror grunden under bygningen er en udvidelse af byen ud i havnen. Vi kunne snildt have gået, det tog tyve minutter, fra vi gik hjemmefra til vi stod foran bygningen. Ifølge Google både hvis vi gik og hvis vi tog en bus. Vi tog en bus. 

Mens vi gik ud mod centret i havnen, nåede vi at blive en smule i tvivl, om vi var på rette vej, Der var ingen skiltning der tyede på massevis af garn og garnglade damer. Tættere på fandt vi dem. De var der -alle de glade damer. Faktisk var jeg imponeret over mængden af glæde. Ingen sure miner, trods tæthed, tasker der kom i vejen eller den meget lidt plads, boderne imellem. Bare glæde og undskyldninger, der blev mødt med smil.

Barcelona Knits Festival er stort, og så alligevel. Der var så mange besøgende, at der var kø ind i de to haller, der rummede de mange boder. Der var ikke den store plads boderne imellem, og det var svært at komme rundt, uden at gå ind i hinanden. 

Måske jeg har misforstået det, måske skal det være trangt. Jeg kunne godt have ønsket lidt mere plads, lidt større mulighed for at komme til og lidt mere plads til alle de mange strikkedamer, og -mænd, der mødte op. 

Og hold op som de mødte op. Vi hørte engelsk, fransk, svensk, amerikansk, sprog jeg er usikker på hvad var og masser af spansk. 

Vi havde ikke meldt os til workshops. Jeg kiggede dem igennem, men synes ikke der var nogen, jeg ikke kunne undvære. Der var adgang til en del foredrag, som vi kunne have gået til, men igen var der ikke noget, der tiltalte os. 

Jeg havde nok haft en forventning om at der ville være hyggelige steder at sætte sig og strikke. Det var der også, der var bare ikke rigtig plads, og de var ikke helt så hyggelige som forventet. Til gengæld var der fine spisemuligheder, og selvom det var tydeligt at vi gerne måtte blive færdige og gå igen, så andre kunne komme til, fik vi lov at sidde, så længe vi havde brug for. 

Vi kom efter oplevelsen, for at se det, og måske også tage noget med hjem. Det kan vi alt sammen krydse af. Det var en fin oplevelse, det var et kæmpe arrangement og glæden var fantastisk. 

Når det er sagt, så har jeg oplevet det nu, jeg har ikke behov for at tage ud til store strikkefestivaller rundt om i verden igen. Jeg synes ikke jeg så noget, der var bedre, større, smukkere eller andet end derhjemme. 

Der var masser af håndfarvet garn, men et eller andet sted synes jeg ikke der var noget nyt i forhold til de mindre danske festivaller. Jeg er stadig fortaler for Fiberfolk, som nok er mindre, men hvor jeg synes jeg ville kunne finde det samme. Hjemme er der også dybe farver, pastelfarver, meget speklet, mindre speklet, ensfarvet og mangefarvet. Jeg oplevede ikke en ny dyb tallerken. Jeg oplevede ikke noget, jeg ikke kunne have fået hjemme. 

Jeg havde en forventning om spindefibre. Jeg forestillede mig at det ville der være meget af, og det var det jeg gerne ville have med hjem. Jeg har en drøm om at spinde mønsterfarven til en Pressed flowers cardigan. Der var spindefibre, men jeg skulle lede efter dem, og udvalget var ikke fantastisk. Det kom nok lidt bag på mig.

Jeg er ikke ked af at jeg tog af sted og jeg kunne sikkert godt finde på at gøre det igen - om lang tid. Samtidig har jeg en følelse af, at nu har jeg været der. Som i været ude til et stort arrangement ude i verden.

Jeg står nok tilbage med følelsen af at: Ude godt, men hjemme bedst.

Til gengæld opstod et andet ønske. Vi talte nemlig med en dame, der arrangerer strikketure til Shetlandsøerne. Det kunne være spændende. Med den fart vi har på, kommer der nok til at gå en del år, før vi reelt begynder at planlæge sådan en tur. 

Jeg skal lige have pakket ordentligt ud og fundet en dag med dagslys, så skal jeg nok vise hvad der kom med hjem.

Antoni Gaudi

 

Kan man tage til Barcelona, uden at tænke Gaudi? Jeg kan ikke.

Fra kirken fandt vi kaffe og noget at spise, før turen gik videre mod Park Güell. Parken, der er fyldt med værker af Gaudi, og som jeg husker vild og fantastisk. 

Vi kom bagfra mod parken. Oppefra og med udsigt over byen og kirken med sine kraner. Nina sagde godt nok noget om at det kostede penge at komme ind. Inde i mit hoved gav det ingen mening, En offentlig park koster vel ikke penge at betræde, og jeg erindrer intet om at betale entre, sidst jeg besøgte parken (for fem og tredive år siden)

Det koster. Tretten Euro. Og der var udsolgt. Stod der på skilte. 

Det med udsolgt var ikke så vigtigt, vi blev gerrige. I stedet tog vi på tur for at finde et par af Gaudi's bygninger i byen. Det koster nemlig ikke noget at kigge udefra. 

Der er tre bygninger i byen. Der er også nogle gadelygter og noget andet vi ikke ledte efter. De to af husene ligger begge på Passeig de Gràcia, der også er udstyret med nogle vildt flotte gadelygter, som muligvis ikke har noget med Gaudi at gøre. Casa Milà og Casa Batlló. Det sidste hus - Casa Vincens lå længere væk, og så umiddelbart ikke vildt spændende ud. 

Det tre huse er museumshuse. Jeg aner ikke om der bor nogen i dem. Men det er muligt at købe en billet, der giver adgang til alle tre huse. Jeg vil hellere at husene bliver beboet, som det vel var Gaudi's plan, end at de henstår udelukkende som en turistattraktion. 

Sådan er der så meget. 

Vi startede med Casa Batlló, som med sin mosaikfacade, de organiske former, der er kendetegnende for Gaudi og hele stilen, var den af bygningerne vi var mest vilde med. 

Lidt længere henne ad gaden findes Casa Milà. Det er også flot, men på en meget mere afdæmpet måde. Det gjorde ikke lige så meget ved os. Og alligevel står det i skærende kontrast til så mange andre af de bygninger, der findes rundt om. 

Vi var ved at være trætte, ville egentlig bare hjem og skulle også finde noget at spise. 

I dag da vi tog ud for at bytte morgendagens billetter til garnnøglefestivallen til armbånd, gik vi forkert. Det var min skyld, jeg så forkert på kortet. Og pludselig stod vi foran et hus, hvor en hel del mennesker stod med selfiestænger og fotograferede sig selv.

Hvorfor? nåede vi at tænke, før det gik op for os, at huset var det sidste i rækken - Casa Vincens. Vi var enige om at de to andre var langt mere spændende. Casa Vincens har ikke samme organiske følelse, eller samme fantastiske brug af farver. 

Det er sådan nærmere lidt firkantet, skarptskårent, og stadig helt sit eget. Vi blev enige om at være glade for være gået forkert, for nu har vi set det.

La Sagrada Familia

 

Jeg har været i Barcelona to gange før. Første gang var jeg atten eller nitten, gik på HF, havde spansk som valgfag og en helt nyuddannet lærer, der planlagde en tur til Barcelona og fik en flok studerende og lærere med. 

Vi var rundt i byen, slentrede på Ramblen, besøgte både Picasso, Dali og Park Güell. Drengene på holdet arrangerede en tur på Camp Nou, hvor vi så Michael Laudrup spille bolden sammen med Barcelonaholdet mod Valencia, vi var i biografen og se film på spansk, mens vores søde lærer oversatte, og selvfølgelig var vi en tur i la Sagrada Familia. 

Et par år senere lokkede jeg min daværende kæreste (ungernes far) på en endagstur til Barcelona, da vi alligevel var i nærheden. Vi var på bustur til Costa Brava. Også dengang var jeg forbi kirken. Mens jeg gik op og ned igen, skulle ungernes far ikke nyde noget af så høje højder. 

Det er omkring fem og tredive år siden jeg besøgte kirken. Jeg husker den som en byggeplads. Vi gik lige ind, der lå byggematerialer over det hele, og vi skulle muligvis stå i kø, for at komme op i et tårn, men det kostede ikke noget. 

Jeg mindes noget om at der inde i kirkerummet var udstillinger, der viste hvordan kirken skulle ende med at se ud. Min erindring siger også at nok blev der bygget, men der blev også udført kirkelige handlinger.

Sådan er det ikke længere.

Vi ankom til Barcelona i tirsdags. I går stod der la Sagrada Familia på programmet. Vi havde billetter med tidpunkt, både til entre ind på området og til en tur i elevatoren op i et af tårnene. Vi ankom i god tid. Der var langt mere kirke end jeg husker. Det skulle der vel sådan set også gerne være...

Man går ikke lige ind. Indgangen foregår gennem et securitry-chek med gennemlysning og alting. Vel inde blev vi sluppet løs, og havde som udgangspunkt adgang over det hele - som i den del besøgende får adgang til. 

Vi startede med tårnet. Turen går op via elevator. Jeg tror vi kom højere op end jeg har været tidligere. Jeg husker ikke de smalle trapper med væg til begge sider, den første del af nedstigningen foregik ad. Der er langt ned, til gengæld fik vi adgang til et par af broerne mellem to tårne. Det var ikke en mulighed tidligere. 

Den sidste del af nedstigningen foregik af sneglegangen, jeg har besøgt før. Jeg bliver hver gang slået af hvor smuk den er. Også selvom jeg vidste det.

Vel nede blev det tid til at beundre kirkerummet. Det er højt til loftet, enorme stræbesøjler holder loftet oppe og de smukkeste glasmosaikker pryder de mange vinduer. I bedste Gaudi-stil er der fyldt med finurlige detaljer, og uanset hvor vi kiggede hen blev vi mødt af nye indtryk.

Gaudi, arkitekten bag kirken, døde i 1926, kørt over af en sporvogn. Da var kirken endnu ikke færdig. Andre arkitekter tog over og måske deres præg betyder at dele af kirken virker mere kubistisk end Gaudis meget organiske stil. 

Der er så meget at se, så meget at opleve. Vi endte med at være så fyldte af indtryk at vi besluttede at have fået nok. Under kirken fandt vi toiletterne og museumsbutikken, Anders fik den obligatoriske T-shirt der følger med hver ny by vi besøger og derfra gik vi ud for at finde en tiltrængt kop kaffe.  

Barcelona

 

Jeg tror aldrig jeg har rejst så meget som jeg har gjort, og gør, i år. Og nu er vi af sted igen. 

Vi startede vinterferien med at tage til Irland, i sommerferien var vi i Tyskland, og nu er vi landet i Spanien. Fælles for alle rejserne er, at vi har fløjet. Ud og hjem - der var noget internt tog i Tyskland i sommers.

Og hvorfor? Spørger jeg mig selv. Jeg er ikke fan af at flyve, og står det til mig, kommer der til at gå lang tid, før jeg sætter mig i et fly igen. Altså når vi er kommet hjem igen. 

I bund og grund er jeg tilhænger af at spare på flyrejser. At vi i den grønne og bæredygtige omstillings navn, bør flyve mindre. Men endnu mere er jeg ikke specielt vild med rejseformen. Jeg synes flyrejser er pressede og stressende. Man skal af sted lang tid i forvejen, gennem security, kan ikke tage snack med hjemmefra og ender med at sidde i en bus i luften, der ikke levner meget plads til ben eller andet.

Jeg er heller ikke særlig vild med at køre i bus. 

Bevares - flyrejser er gode når man skal langt. Hvilket af en eller anden grund var derfor vi besluttede at flyve i sommers. Sydtyskland føltes meget langt væk. Set i bagklogskabens ulidelige klare lys, kunne vi bare have stoppet undervejs. Det gør vi næste gang. For jeg er klart tilhænger af togrejser.

Langsommeligheden, følelsen af at bestemme selv og den mere plads. Også selvom tog til tider kan være overfyldte, fyldt med larmende mennesker og føles trange. jeg er nok bare mere til tog end fly, og synes besværglighederne ved det ene er værre end ved det andet. Jeg tænker andre har det omvendt. 

Men indrømmet - Barcelona var også lidt for langt væk til tog. I hvert fald, når hele turen skal klares på mindre end en uge.

I virkeligheden var det bare Nina og jeg, der skulle af sted. For mange, mange år siden var vi på Fanø til strikkefestival. Vi har ikke gjort det siden, men vi har snakket om det mange gange. Med tiden blev snakken til at en dag, skal vi ud i verden og opleve en strikkefestival uden for landet grænser.

Jeg var i gang med overvejelser om Edingburgh, da strikkefestivallen i det høje nord stoppede. Nu er vi i stedet i Barcelona, har forlænget weekendopholdet til en kort uge og tog mændene med, da de begyndte at pive over udsigten til at gå glip af en oplevelse. De vil ikke med ud og se garn, men har fundet det Maritime Museum ved havnen. 

Vi andre er klar på lørdag. Indtil da nyder vi byen.

Vi bor midt i den gotiske bydel, i en lejlighed med plads til os alle, højt over gadeplan og med udsigt til til den anden side af en meget smal gade. 

Mens de andre begyndte at snakke om Dali, kunne jeg mærke at det var jeg ikke klar til. Jeg gad egentlig godt, men jeg har været der, jeg ved det er en dagsrejse og tanken om at blive ladt helt alene tilbage, vandt klart over et par timer i et tog frem og tilbage. 

Jeg sagde pænt farvel i morges, har nydt stilheden i lejligheden, strikket og i den grad nydt at være alene. Jeg har kigget på nogle lektier, men kun lidt. Om lidt pakker jeg mig sammen og tuller ud i byen. Jeg har ingen planer, og det er ikke sikkert jeg skal være længe væk. 

Som Michael sagde, inden de gik: Hvis det var mig, der blev ladt alene tilbage, ville jeg nok bare blive hjemme med en bog. Den tanke er ærlig talt svært tillokkende.

På den anden side er byen også skøn, og efter et par dage med regn, er solen kommet frem, og skinner fra en nærmest skyfri himmel, med lovning på temperaturer op mod atten grader.

Sting på en søndag - Uge 45

 

Ugen kort:

• Kan det virkelig være rigtigt at en elev, der opfører sig som forventet skal roses? Specielt når samme elev nærmest dikterer at skulle roses. Jeg roser gerne, når det er på sin plads. Men jeg bryder mig ikke om micromanagement. 
• Timerne i pædagogik slog pludselig om, blev vedkommende og langt mindre søvndyssende, da vi byttede den tunge teori ud med snak om hvorfor teamsamarbejde er vigtigt. 
• På matematikstudiet skulle vi her og nu inddeles i studiegrupper, der lige skal frembringe et produkt med observation, analyse, undervisning og fremlæggelse lige om lidt. Jeg gik en smule i sort, stod pludselig overfor at skulle samarbejde med den ene på holdet, jeg simpelthen er for gammel til at skulle trækkes med, og formåede at hægte mig på et andet og langt mere kompetent hold. Det skal nok blive godt.
• Jeg har en leder, der lytter, forstår og agerer.
• Suget på værkstedet kan ikke tåle støv. Efter at have kæmpet med det lidt for mange dage, hentede jeg Teknisk Service, der startede med at fortælle at jeg bare skulle.. Hvorefter de måtte erkende at de heller ikke kunne få det til at virke. FagTek blev rekvireret, konstaterede for meget støv, og sløjdafdelingen blev lukket ned. Jeg snakkede med AMR, og vi blev enige om at det hele bør lukkes ned. Vi kan heldigvis trække ud, og vi må gerne gå ind i det store lokale og hente, det vi skal bruge. Der er lavet aftale om der kommer nogen, kigger på det og lærer os andre at få det til at fungere. det ser jeg frem til. 
• Jeg hentede Oscar til leg og spisning, inden han skulle hjem og sove. Anders og jeg talte forbi hinanden og troede begge den anden handlede mad. Jeg fik travlt med at hente hurtigmad på det nærmeste hjørne. Oscar var fint tilfreds med pomfritter og remoulade. 
• Jeg har uddelt karakterer. Det var en oplevelse. 
• En aftale blev flyttet og flyttet igen, og dermed tog jeg mod Frederikssund, strik, snak og hygge hos Bettina i går. Det var dejligt.
• Jeg har vasket og der er rent tøj at pakke, når vi morgen gør klar til en uge hjemmefra. Sjette ferieuge står for døren, når vi sammen med yndlingsfamilien drager mod Barcelona. Målet var Barcelona Knits, men er udvidet til en mindre ferie.  
• Vi har holdt traditionen i hævd og spist and. 

Læse:

I Berlin er et par af de unge flygtet mod vest, de nåede over, men jeg ved ikke hvordan det videre går dem. 

Cuba står midt mellem Rusland og USA, der begge opruster, og jeg kan ikke huske hvor det ender. Det er stadig før min tid, og jeg er ikke sikker på jeg nogensinde rigtigt har hørt efter i forhold til netop den krise. 

Jeg har været omkring England, og satser på at det gennem siderne bliver lidt mere spændende. 

Ken Folletts trilogi blev skrevet i 2014, men hvor langt op i tiden går hans historie? Det er faktisk også lidt spændende. 

Brodere:

For at blive ved broderiet fra tidligere. Kirsten Brun og Esther har lagt op til at brodere i juletiden. Jeg overvejede for og imod, ledte lidt halvhjertet efter et julet broderi, men jeg er ikke så vild med juleting. Jeg har for eksempel ingen ønske om at strikke en julesweater. 

Men det er hyggeligt at brodere. Også selvom jeg bilder mig ind, at det er lettere i sommerlyset. Men så fandt jeg alligevel et. Og da først jeg var gået i gang, et andet. 

Jeg holder mig til det første. Og hygger mig med at sy kryds efter kryds efter kryds. 

Og hvad jeg skal bruge det til.... Det kan vel ende i bunken af færdige broderier, sammen med de andre. 

Så er det vel egentlig heller ikke så vigtigt om jeg synes julebroderier er spændende.