lørdag den 4. november 2023

Valdemar og Ellinor

 

For trehundrede år siden var området omkring skolen fyldt med skov - store skove, der bredte sig i alle retninger. I udkanten af de store skove, lå flere små hytter og i en af dem boede Valdemar og hans elskede Ellinor. 



Valdemar og Ellinor fik aldrig nogen børn, for Ellinor døde af pest. * Valdemar blev vanvittig af sorg, og begav sig ud i de store skove, og levede alene der. 

Valdemar var brændehugger, og ude i de store skove huggede han brænde, med sin økse, som han byttede til mad, hos folkene i de små hytter i udkanten af skoven. 

Hver aften sad han ved bålet og skrev lange breve til sin elskede Ellinor i en lille bog, han altid havde på sig. Han havde også et billede af Ellinor, han bar ved sit hjerte og en pung uden hverken kroner eller ører, men Ellinors blomstrede lommetørklæde, der stadig duftede af hendes parfume og en lok af hendes hår.  Endelig havde han det silkeslips, hun havde syet til ham. 



Valdemar blev mere og mere vanvittig i sin sorg og en nat vågnede han og så Elinor stå lyslevende foran ham. Valdemar, sagde hun, Vi kommer aldrig til at være sammen igen, så længe du er i live! 

Det lod Valdemar sig ikke sige to gange, og han hængte sig fra en tyk gren i silkeslipset Ellinor havde syet til ham. 

Der gik et stykke tid før han blev fundet, for folkene i udkanten af skoven havde brænde nok, og savnede ham ikke lige med det samme. Da de ikke havde mere brænde, gik de ud og ledte efter ham, fandt ham, og begravede ham i skoven. 

Men Valdemar fandt ikke ro, og kunne ikke blive lykkelig sammen med Ellinor, for de fem ting, der havde holdt ham oppe, mens han levede var forsvundet. Skovens dyr havde fundet dem, gemt dem og de kom ikke med ham i graven. 

En gang om året til Halloween kravler han derfor op ad sin grav og krabler rundt i forsøget på at finde dem. Men det er lidt svært, når man er en bunke knogler. 



Han har brug for hjælp, og når børnene gruppevis kom forbi min lille post, hvor jeg stod iklædt den lange sorte frakke og heksehat, jeg finder frem hvert år, ude i resterne af de store skove, hjalp de med at finde Valdemars økse, pung, bog, billede af Ellinor og slips, så det hele kunne blive begravet sammen med ham, og han endelig kunne finde ro. 

Der var ikke et øje tørt. 

Hvad jeg ikke havde overvejet var, at flere grupper ikke havde  lygter med, det var temmelig mørkt, så selvom tingene ikke var afsindig godt gemt, endte jeg med at lege tampen brænder med de fleste grupper. 

Heldigvis synes de, det var sjovt. 



Som en krølle på halen, kom et par af pigerne i løbet af denne uge og fortalte at de havde været ude og se efter Valdemars grav,  men den var væk. 

De var godt klar over at den kun viser sig til Halloween. Men der hvor den havde været, var jorden helt blød!


* Der var op til flere børn, der vidste at pesten var en forfærdelig sygdom, som man døde af, og en enkelt kunne også huske at jeg var firehundrede år ved siden af, men synes det var helt okey, for det gav lidt ekstra til historien. 




onsdag den 1. november 2023

Masker på en onsdag - uge 43

 

Ugen kort:

  • Søndag eftermiddag, nægtede computeren ethvert kendskab til samarbejde. Det betød dage med flere besøg hos vores IT-gut. Nu virker den igen :)
  • Jeg er inviteret til at holde oplæg om grøn SFO. Sammen med den grønne dame fik vi sat ord på hvad vi gør, og er på vej med en Powerpoint-præsentation. 
  • Jeg lavede lyserødt papir.
  • Vi målte DB-niveauet under spisepausen. Det var højere end børnene forventede. 
  • Jeg er endelig med i håndværk og design, nu tirsdagene ikke længere bliver brugt til uddannelse. 
  • Jeg hentede Oscar, senere kom Daniel, efter leg og spisning, tog de hjem for at sove. 
  • AMR-mødet stod ikke i kalenderen, og blev derfor noget mærkeligt.
  • Hele ugen har var mærkelig, og fyldt med følelsesmæssige op og nedture. 
  • I Klubben holdt vi Halloweenfest og afprøvede nye ideer. Der er grund til evaluering. 
  • Jeg afleverede min eksamensopgave og startede op på papirprojektet i Håndværk og design, der skal lægge grund til den mundtlige eksamen. 










Læse: 

Historien om Elizabeth og Mr. Darcy er godt på vej til at ende godt. Mr. Darcy har erklæret sin kærlighed, Elizabeth har sagt nej tak.

Elizabeth har været på tur med sin onkel og tante. De har set Pemberly og mødt Mr. Darcy igen. Efter en søsters forsvinden, en forståelse af Mr. Wickham, og en Mr. Darcy, der viste sig at være en hjælpende hånd, er Elizabeths følelser vendt hunderedefirs grader. 

Mr. Bingly er vendt tilbage til Netherfield i selskab med Mr. Darcy, som hurtigt forsvandt mod London igen. Efter forlovelsen mellem Jane og Mr. Bingly dukkede pludselig selveste Lady Cathrine De Bourgh op

Hun har hørt et forfærdeligt rygte, som hun vil have spoleret og Elizabeth til at love ikke sker. Der loves intet, ladyen bliver fornærmet og Elizabeth tør måske tro på at Mr. Darcys følelser stadig er hende venligt stemt.  


Strikke:

Somme tider er der brug for karklude. I øjeblikket er en af de gange. Jeg strikker på livet løs, og tænker at jeg ikke bliver færdig lige med det samme. 

Jeg bruger den gode gamle gennemprøvede opskrift - 50 masker. 2 masker iCord i hver ende af pinden og ellers ret, til der er 44 riller.

Jeg slår op med hækleopslag, så ser opslag og aflukning helt ens ud. 




lørdag den 28. oktober 2023

Forberedelser

 

I år skulle vi prøve noget nyt. Gennem mange år har vi kørt efter samme plan, når halloweenfesten står for døren. I år skulle der nye boller på suppen. 

Vi ville lave et løb med poster, både bemandede og ubemandede. Der skulle samles bogstaver til et ord, og med vanlig sans for detaljen forregnede vi os, og forventede at det var lettere end det rent faktisk endte med at blive. 



Ingen gættede ordet, en del poster var for svære at finde, men børnene havde en fest, jeg hyggede mig med historien om Valdemar og Ellinor, Louise lavede heksekunstner og Henrik indtog kælderen sammen med de store fra 7. klasse, der var gode til at skræmme. 

Min historie krævede tilbehør. Louise viste sig at ligge inde med en bunke knogler af ægte plastik, der virkede fantastisk til formålet  - der var mere end et barn, der troede kraniet var ægte.

Sammen med knoglerne havde jeg brug for en gravsten. Den opstod hen over efterårsferien, hvor der blev tid til at lege lidt med papmache og maling hver dag. 



Grøn, gul og brun blev løseligt tilføjet til sidst med en svamp, i forsøget på at illudere gammel og mølædt. 

Den endte ret godt. 

Også selvom den startede med at ligne en postkasse.




torsdag den 26. oktober 2023

Lovenote

 

Det er vildt som dagene går. Pludselig er ugen nærmest væk, vi holder Halloweenfest i morgen, og forberedelserne er i fuld gang.

Det har ellers været en fuldt pakket uge, fyldt med følelser, oplevelser og nyt på mange fronter.



Det er efterhånden længe siden jeg strikkede Lovenote. Det var et frygteligt stykke strik, der i høj grad handlede om projektstrik. Jeg ville have det færdige resultat, men nød på ingen måde processen. 

Jeg er ellers glad for processen.

For længe siden så jeg Selma fra Little Big Knits vise en Ranunculus frem, hun havde strikket af en tråd Drops Lace og en tråd siilkemohair. En hel trøje af blot hundrede gram af hver tråd. 

Jeg havde hundrede gram lilla Drops Lace liggende, der har ligget meget længe. Jeg købte det fordi det var sat vildt ned, det var pænt, det var blødt og det kunne sikkert blive et sjal. Det blev aldrig et sjal. 

Da jeg så Selmas fine tynde bluse, kom jeg øjeblikkeligt til at tænke på den lilla lace jeg havde liggende, ville hellere have en Lovenote og har gennem et halvt år ledt efter håndfarvet silkemohair, der kunne bruges til. Jeg havde egentlig ikke travlt, så længe jeg ikke glemte, jeg ledte efter det.




Jeg fandt det helt rigtige på Fiberfolk i Roskilde og slog op først i september, lige inden Bettina og jeg kørte til Ebeltoft. Jeg strikker som regel på træpinde, og blev ret hurtigt træt af mine egne pinde. Jeg har metalpinde, men ikke i den størrelse der gik til trøjen her. Det havde Bettina heldigvis, og hun tog dem med på tur. 

Jeg har det fint med silkemohair som en følgetråd, men når tråden den følger er så tynd at det er svært at vurdere hvilken der er følgetråden, og mohairen sætter sig fast på pinden, bliver det bare ikke sjovt at strikke. 

Altså projektstrik. Jeg ville have den færdige trøje. 

Og den blev så god. 






Design: Lovenote af Tin Can Knits


Garn: Lilla Drops Lace og Puf fra Cleogarn i farven Drømmetyder. 

Der gik 78 gram af hver tråd - i alt 156 gram. 


Pinde: 6 mm metalpind lånt af Bettina til til selve trøjen. 4,5 mm træpind til rib. 


Størrelse: Jeg gik ud fra en størrelse L



Bemærkninger:  Jeg har strikket Lovenote før. Dengang delte jeg den til en cardigan, jeg strikkede i et tykkere garn, men strikkefastheden var den samme som de to tynde tråde, så jeg brugte mine egne noter fra dengang. 

Frem til deling af raglan strikkede jeg helt efter opskriften. Ved delingen fordelte jeg maskerne en smule anderledes end opskriften ville - dels for at få flere ærmemasker, dels for at få flere masker for end bag. Jeg fylder mere over barmen end over vingebenene. 

Jeg fordelte så der var 70 masker bag, 74 masker for og 42 masker til hvert ærme.

Efter delingen strikkede jeg ryggen højere med shortrows under ærmet. Jeg var i gang med en anden trøje samtidig, som indeholdt den måde at gøre det på, og som betyder at ærmegab og ryg for den ekstra højde, som et tilrettet mønster har - vildt smart. 



At jeg så endte med at trævle så meget op at jeg i sidste ende glemte vendepindene på den anden trøje er en hel anden historie. 

Jeg stoppede kroppen ved den cropped længde, der passer godt over en kjole og strikkede ærmerne lige ned. Inden ærmeribben strikkede jeg 1 ret, 2 ret sammen, hele vejen rundt. 


har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan de ses på Ravelry. 




onsdag den 25. oktober 2023

Rugbrød over bål

 

Regn er ingen hindring for bål. Heller ikke selvom bålet foregår lige uden for Klubben, hvor et bålfad gør sig godt og hvor vi ikke er helt så langt væk, når mandskabet er mindre end normalt. 



Selvom det drypper, kan vi sagtens være ude. Den lille, brugte, slidte, lidt tilskadekomne pavillon vi har haft i flere år, er det helt rigtige, og giver også en følelse af hygge. Sammen med plastikpelsene, der kan tåle maskinvask, er der nærmest ikke et øje tørt. 

I mandags ristede vi rugbrød. Vi har gjort det en gang før, og smørristet rugbrødstoast med mozzarella og pesto sælger godt. Det smager også godt. 



På mandag har vi lovet at bage pizza.



 


søndag den 22. oktober 2023

Masker på en søndag - Uge 42

 

Ugen kort:

  • Efterårsferie i Klubben er altid hyggelig.
  • Jeg nåede forbi sløjdlokalet og byggede tre ekstra rammer til papirfremstillingen. 
  • Efter en weekend hjemmefra blev der tid til vask. 
  • En uheldig situation, der helt sikkert kunne være undgået endte med at jeg holdt fast i et barn. SFO-lederen spurgte tre gange, før hun troede på at det var mig, der have holdt fast, og ikke en anden.
  • Det siger måske hvor sjældent det sker. 
  • Som AMR mente SFO-lederen at jeg havde helt styr på hvad jeg skulle gøre, så jeg ringede til mor, der tog det pænt, skrev en fastholdelse og sendte den videre. 
  • Barnet endte med en god dag, og mor var glad.
  • Jeg hentede Oscar i børnehaven den dag, der var forældreevent. Både mor, morfar og Emilie mødte også op. Oscar havde en fest.
  • Hjemme hos os kom Oldemor på besøg, læste Pinocchio,  hyggede og  tog hjem inden barnet skulle sove. 
  • Vi kom lidt senere af sted til børnehaven, end jeg havde forventet. Til gengæld hyggede Oscar inden afgang. 
  • Jeg har lavet en gravsten til den kommende Halloweenfest.
  • Selvom det er ferie, skal der stadig være bål. Det blev til feriepandekager. Resten af dejen blev til små pandekager bagt på det indvendige komfur. De fik hurtigt ben at gå på. 
  • Jeg havde en fridag/skrivedag og fik stort set styr på den skriftlige opgave til uddannelsen. Jeg manlger stadig det sidste og sytten gennemlæsninger. Cirka. 
  • For længe siden fik jeg et gavekort til en middag for to af et par kolleger, der ville vise deres taknemmelighed. At middagen skulle nydes sammen med Berit blev foreslået af kollegerne og med flere udsættelser lykkedes det i torsdags at mødes og spise ude. Det var superhyggeligt. Og bør klart gentages. 
  • Uro stopper ikke i ferietid. 
  • Jeg har læst seks og tyve ansøgninger til næste uges ansættelsessamtaler. Der er formentlig lige så mange i vente i morgen.
  • Vores altandør var ved at falde af. Nu sidder den fast igen. I rette tid til storm. 
  • Jeg  har lavet papir af aviser.
  • Amrit Strik i Valby solgte ud af det lækre lammeuld fra Biches & Buches. Jeg nåede forbi og købte nok til en trøje. 
  • Jeg har klippet pink og lilla papir, karton, silkepapir og hvad der ellers lå i restekasserne til en ny omgang papir, og er spændt på hvor meget farve, der ender i det færdige papir. 
  • Endnu en omgang vask er klaret. Jeg bør sy nogle flere kjoler - jeg har ikke nok til en uge. 









Læse: 

Jeg er lidt overrasket over hvor hurtigt Mr. Darcy falder for Elizabeth, eller i hver fald finder hende tiltrækkende. At han gør alt hvad han kan for at lade være er knap så overraskende. Det er næppe svært med Miss Bingly lige i hælene, konstant huskende ham på hvor forfærdige hendes familie er.

Jane har været på Netherfield, blev syg, Elizabeth fulgte efter og blev i flere dage. De er hjemme nu, hvor  Mr. Collins er ankommet og de yngste søstre er vilde med de stedlige officerer og tanken om bal.


Strik:

Jeg har flere projekter i gang, men det er ikke mange af dem, der bliver arbejdet på.  

Strømperne til Anders er med i tasken, og selvom det meget mørke garn betyder at det nærmest er umuligt at se hvad jeg laver, vokser de stille og roligt lidt ad gangen.

Triatan Sock er et rigtig fint mønster, der er hurtigt memoreret og næsten kan strikkes uden rigtig at kunne se maskerne. Ganske heldigt tænker jeg, og fortsætter med at stoppe dem i tasken.

En uge uden møder, men ferie gav ikke meget fremgang. Lidt mærkeligt. Ferietid plejer også at indeholde tid til at sidde, snakke, hygge og strikke lidt.

Sådan blev det ikke i år. På den anden side, havde vi flere børn i Klubben end de havde i SFOI. Det har jeg aldrig oplevet før.




Papir


Som afslutning på uddannelsen jeg har været på, skal jeg lave et kreativt projekt og prøve det af - på børn. 

Jeg har i forvejen en plan om at vi skal lave  papir i håndværk og design, og jeg synes det kan blive et godt projekt, som lægger op til at prøve af, undersøge og bruge sin fantasi. 




Jeg  har aldrig lavet papir, så derfor er jeg i øjeblikket i fuld gang med at prøve af, undersøge og gøre mig mine egne erfaringer. For selvom jeg gerne vil give børnene en mulighed for selv at undersøge og gøre erfaringer, kan det godt være en god ide at facilitatoren ved noget om emnet.

Jeg er på ingen måde i tvivl om, at det der bliver sværest for mig vil være at lade være med at hjælpe for meget, at guide så børnene selv finder på og afprøver, inden for en ramme jeg skal stille op. For det er så ment bare at fortælle hvordan noget skal gøres.

Det er sjovt at lave papir, og min umiddelbare plan er, at vi senere skal binde bøger med det hjemmelavede papir. Jeg har vildt lyst til selv at kaste mig ud i det, men lige nu er det nok bedst at gemme mit papir, som noget der kan vises frem i ark og ikke integreret i en bog.

Det kan blive svært nok at forestille sig processen, hvis arkene ikke ser ud, som de ender. Og mine ark tyder på forsøg og manglende erfaring. Hvilket jeg synes er rigtig godt, når jeg skal vise frem. Mine kanter flosser, nogen steder er papiret tyndere end andre og jeg har også sider med huller. 

Foreløbig har jeg leget med siderne fra en bog (jeg tidligere har skilt ad), toiletruller og avis. 




Lige nu har jeg et glas med alle mulige rester i pink og lilla stående. Jeg er spændt på, hvor meget af farven der vil ende i det færdige papir. Vandet har en fantastisk farve.

Jeg har hældt maling i vandet, undervejs i processen, jeg har brugt glimmer Emilie havde liggende, tørrede blomsterblade og forsøgt med garnrester. Jeg havde en flok blomster jeg tidligere har presset, og forsøgte at placere den ene midt på stykke papir. Den sidder ikke afsindig godt fast, og lige nu overvejer jeg, om jeg skal ramme det ind og lade det være ved det.




Det papir jeg laver er genbrugspapir, altså papir lavet af papir. Det skal skæres, rives eller klippes i mindre stykker, blødes op og blendes til en masse, der er lidt klam at røre ved. Jeg er spændt på hvad børnene synes om det, og tænker at nogen af dem kan få brug for handsker. 

Papirmassen skal derefter opløses i en hel masse vand i en stor balje (større end rammen papiret skal laves i). Ikke al papirmassen på en gang, bare nok til at det kan fanges med rammen, der er udstyret med en finmasket net. Fra rammen overføres papiret til et stykke stof, presses ned med en svamp, der samtidig fjerner overskydende vand. Stof og papir hænges til tørre. Hvordan man får papiret af stoffet. som det sidder temmelig godt fast på, når alting er tørt, kunne jeg ikke umiddelbart finde. 

Jeg bruger en kniv. En helt almindelig spisekniv - vores er gamle arvestykker af sølv uden særlig meget skarphed. Det virker. 



Jeg er ikke færdig med at lege - jeg skal jo også lave en bog. Eller to eller fem. Men jeg skal nok ikke lege alt for meget mere inden børnene skal  på banen. Der skal også være plads til leg for dem. 

Og mens jeg leger hjemme, og det både kan kaldes forberedelse og hobby, forbereder jeg en undervisning, der skal give eleverne en viden om håndværket papirfremstilling, og derfor også skal indeholde fakta om det at lave papir, både dengang alting skete ved håndkraft, og i dag hvor maksiner har overtaget.

Jeg synes det er vildt spændende.




lørdag den 21. oktober 2023

Snow Drop Headband

 

Jeg har strikket det før - pandebåndet med det fine mønster, jeg ikke følger helt efter planen. Men det er først nu tredje gang, det går op for mig, at selve maskebilledet som i min version er en halvpatent, efter opskriften nærmere er en slags broken rib møder halvpatent. 

 Det er fint med mig. Jeg er glad for det færdige resultat, og slap for halvdelen af vrangmaskerne. 

 





Det var Emilie der kom og spurgte om ikke jeg kunne nå at strikke et pandebånd i grøn, inden hun skulle til Fyn og Josefines fødselsdag. Det mente jeg godt jeg kunne, og blev færdig lige inden hun tog af sted, 

Derfor er billederne i virkeligheden lidt snyd. Det er nemlig ikke pandebåndet til Josefine der vises. Det er mit, som er helt magen til og strikket af det samme garn. Garn jeg i øvrigt farvede med grønne toner tidligere på året. 

Jeg tænker det er fint. 

Josefine blev glad, og den gave jeg troede var fra Emilie. viste sig at være fra mig. 

Der kan man bare se. 






Design: Snow Drop Headband af Along Avec Anna.


Garn: Chunky Alpaca fra Garnudsalg købt for længe siden. En gang var det råhvidt, siden blev det grønt. 

Jeg brugte 56 gram.



Pinde: 3.5 mm. Jeg brugte de lækre krondyrpinde jeg fik for længe siden, og glemmer jeg har. 


Størrelse: Jeg slog 19 masker op og gentog mønstret seks gange. Det blev lidt større end det jeg strikkede til mig selv. Det passede heldigvis, og så er alt jo godt. 



Bemærkninger: Det er tredje gang jeg strikker pandebåndet, og selvom jeg sjældent strikker det samme flere gange, var det overraskende hyggeligt. 

Som ved pandebåndet til mig, slog jeg 19 masker provisorisk op .- en smule mindre end opskriften, men det tykke garn skaber større masker og for at båndet ikke skulle blive for bredt, passede de 19 masker.

Jeg prøvede at følge diagrammet. Men jeg synes ikke det er pænt at strikke vrang sammen, altså gik jeg tilbage til mine modifikationer fra de to første versioner af pandebåndet og strikkede i stedet ret sammen. 

Jeg gentog mønstret seks gange, og syede enderne sammen til slut.

Som nævnt ovenfor har jeg muligvis ikke læst det overordnede maskebillede korrekt efter disgrammet. Skal jeg strikke  pandebåndet igen, gentager jeg alle mine fejl. 


Du kan se flere billeder af Emilie med mit pandebånd på Ravelry.