Color Craving

Det er snart en uge siden jeg færdiggjorde det mystiske sjal.

Selvom der har været dage med sol, har det selvfølgelig alle været dage, hvor jeg ikke har haft mulighed for fotografering. Eller.. jeg kunne jo sagtens have taget nogen billeder, jeg er bare sådan indrettet at jeg hellere vil vente og finde det helt rigtige tidspunkt - den helt rigtige mulighed for lys - og tage nogle billeder, der bedst viser det færdige resultat.

Muligheden viste sig i formiddags. Trods regn hele natten, vådt gulv på altanen og en noget overskyet morgen. Men så dukkede solen frem, og inden hverdagen kaldte, løb jeg i kælderen efter damen, der hjælper mig med at fremvise,og fandt en fin plads mellem nedfaldne æbler midt på stien nede i landsbyen.

En ældre herre kom forbi og stillede gerne op til et billede sammen med damen og sjalet. Mens han grinende gik videre, mente han nok jeg hellere ville være alene.

Det er blevet stort. Det skal være stort. Jeg lavede det større.

Det originale sjal er en meget høj ligebenet trekant. Det betyder at det ene ende, som med lidt fantasi kunne være spidsen på et mere almindeligt trekantet sjal, stort set ikke har nogen vingefang at vikle rundt om halsen. Det har den anden ende til gengæld. Meget.

Undervejs var jeg i tvivl. designet synes jeg er flot og meget grafisk. Farverne var jeg glad for. Men jeg var i tvivl om jeg nogensinde ville komme til at bruge det. Jeg var i tvivl om hvordan det færdige resultat skulle draperes om halsen, og om de draperingsmuligheder der dukkede op virkede på mig.

Da det sidste clue dukkede op, kunne jeg meget hurtigt mærke, at selvom jeg synes om grundideen, havde jeg svært ved at se mig selv gå rundt med det. Jeg manglede ganske simpelt det der vingefang i den korte ende. Hvis bare jeg kunne føle at det til en vis grad ligner et almindeligt sjal, ville jeg bruge det.

Så jeg lavede om. Flyttede lidt rundt. Forsøgte at holde mig til forlægget. Og manglede hurtigt garn. Mere garn blev bestilt og mens jeg ventede kiggede jeg på det ene færdige sjal efter det andet.

Med det meget stramme grafiske design var jeg længe overbevist om, at jeg skulle strikke en Icord langs kanten. Eller det vi andre kalder en hestetømme. Det er rigtig fin afslutning. En afslutning som Stephen West foreslår som aflukning.

Han foreslår også en picotkant. Det er den han selv bedst kan lide. Men en picotkant, tænkte jeg, ville være forkert i forhold til de grafiske linier. Troede jeg.

For jo mere jeg kiggede på alle de andres færdige sjaler, jo mere gik det op for mig, at picotkanten talte mere til mig. At picotkanten betød en rigtig fin afslutning som næsten fremhæver den strenge grafik mere end den stramme hestetømme.

De to aflukningsmetoder tager begge afsindig lang tid at komme igennem. Så der var ikke noget at hente. Og hellere en afslutning jeg føler for end noget der er fint og fancy. Jeg endte med picot'erne - og ændrede også dem en smule.

Det er blevet godt. Sjalet. Det er dejligt, skønt, lækkert og flot mod den sorte frakke Sille ikke længere kan passe. Jeg har brugt sjalet en hel del i løbet af den sidste uge og efterhånden er jeg blevet rigtig god til at vikle det om mig, så den meget lange ende i højere grad varmer end hænger og flagrer.

Garnet er en hel anden historie. Noget jeg aldrig før har strikket med. Knit Picks Palette, der findes i et utal af farver til en pris der ikke er uoverkommelig. Hundrede procent peruviansk højlandsuld i en tykkelse der lige passer til sådan et sjal.

Det har været skønt at arbejde med. Det er lækkert at have på, og det har umiddelbart artet sig fint efter et opskyld. Hvordan det virker efter brug og vask har jeg endnu til gode, men fortsætter det med at være så lækkert som nu, er det ikke sidste gang den slags kommer på mine pinde.

Design: Color Craving af Stephen West.

Garn: Knit Picks Palette i farverne Calypso Heather, Indigo Heather og Caribbean. Jeg købte garnet hos Great Brittish Yarns og da jeg ikke havde nok og måtte bestille mere, var jeg så heldig at få samme indfavning i anden omgang.

Det færdige sjal vejer 270 gram fordelt med henholdsvis 133, 91 og 46 gram.  

Pinde: Hele herligheden er strikket på 4 mm pinde. Jeg har brugt rundpinde, de længste jeg har, og flere af dem, for at kunne nå hele vejen rundt.

Størrelse: Stort - 260 centimeter på den længste led og 80 centimeter højt.

Bemærkninger: I det store og hele har jeg fulgt opskriften. Jeg lavede dog nogle ændringer.

Rent kosmetisk synes jeg udtagningerne i første del blev for store og løse. Det er store huller, og de skal have lov at være der, jeg valgte dog kun at lave fire omslag i stedet for de fem, der står i opskriften. I de fire omlag strikkede jeg ret og vrang efter opskriften, så de for hver udtagning blev til ti nye masker.

Anden og tredie del strikkede jeg helt efter opskriften.

Så fulgte endelig fjerde del. Jeg startede som opskriften lyder. Strikkede fra den lange spids hele vejen langs den lange side, videre rundt om hjørnet og langs den korte side. Her skulle jeg have vendt og strikket tilbage. Det gjorde jeg ikke. Jeg fortsatte om endnu et hjørne og strikkede helt ud til spidsen.

Herfra strikkede jeg vendestrik. Og hulrækker helt som på de andre dele. Og udtagninger om to omslag i de to hjørner. Langs den øverste kant vendte jeg for hver 13. maske. Langs den nederste kant vendte jeg for hver 42 masker. Indtil hjørnet.

Da jeg nåede hjørnet fortsatte vendestrikken for hver 13. maske øverst, men nu kun for hver 8. maske langs den korte side. Vendestrikken passede ikke perfekt i sidste ende, men det er der ingen der ser.

Som i de andre dele strikkede jeg en gang frem og tilbage, da jeg nåede øverste spids, for at lukke alle vendestrikshullerne.

Slutteligt strikkede jeg kanten. I første omgang som beskrevet i opskriften. Jeg valgte at strikke den nederste kant i C-farven og de to andre i B-farven. Jeg strikkede de to farver hver for sig og syede et par sting til sidst, for visuelt at få kanten til at se ud som om, den aldrig havde været delt.

Picot'erne lavede jeg lidt mindre end Stephen West foreslog. Jeg strikkede to masker op og lukkede helt almindeligt fem masker af. For hver picot.

Jeg har valgt ikke at blocke sjalet ret meget. Faktisk skyllede jeg det bare op og lagde det til tørring, så kanterne så pæne ud.

Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.

Ikke ligefrem en blæsevejrsdag

Oppe ved Eremitagen mødte vi et hold vandrere, der var på efterårstur. De skulle gå sytten kilometer og holdt pause ved slottet. Inden vi blev lukket ind, nåede vi at høre om slottet fra en anden vinkel end den omviseren fra Styrelsen for slotte og kulturejendomme kom med.

Det var skønne historier begge to, og vi kunne gå indenfor efter at være blevet opdateret på alt det vi ikke kunne huske.

Udenfor Eremitagen var også en flok med små børn og drager. Så vidt jeg husker er der altid dragedag sidste lørdag i efterårsferien i Dyrehaven. Lige udenfor Erimitagen. Måske de ikke kunne nå lørdag og i stedet havde valgt søndag. Måske synes de bare det var en god ide med drageflyvning.

Desværre var der ikke noget vind. De voksne løb frem og tilbage mens de igen og igen forsøgte at få temmelig usamarbejdsvillige drager op at flyve. Det lykkedes et par gange - med lange mellemrum. De betagne lyde var næsten det hele værd. Også selvom dragerne hurtigt faldt ned igen.

Vindstille er ikke dragevejr.

Men så fandt en af de voksne en noget anderledes drage frem. En lang line med mange små drager. Alle med hale og i den helt rigtige dominofacon. De små drager havde lethed nok til at holde sig flyvende længe, endda selvom der ikke blev løbet.

Jeg ved ikke hvor man finder sådan nogle fine drager, men de skabte glæde hos flere end de små børn.

På toppen af bakken

Længst inde i Dyrehaven ligger Eremitagesletten. Sletten skråner fra alle sider op og øverst troner Eremitageslottet.

Af et slot at være er det yderst beskedent. Det blev bygget som jagtslot, hvor kongen kunne bespise sine gæster under de yderst dyremishandlende parforcejagter, der heldigvis ikke blev afholdt gennem flere århundrede.

Kongen var Christian d. VI. Han var enevældig med stort E, tænkte ikke stort om sine undersotter, var glad for at bygge, havde arkitektonisk øje og også øje for en sølle præstesøn, der blev sendt til København i kongens tjeneste og udviste stort talent for tegning og matamatik.

Den unge mand var Laurids Thura. Han blev sendt til Tyskland og vendte senere hjem som arkitekt. Han blev noget nær kongens hofarkitekt og tegnede mange af de bygninger vi kender i dag. I flæng kan nævnes Hirschholm Slot, Christiansborg, Gammel Holtegård og Frederiks Hospital - nu Kunstindustrimuseet. En sjov historie er, at alle mål til Frederiks Hospital er lavet efter sengenes størrelse. Han lavede mange ombygninger, tilbygninger og udviddelser i sin tid. For eksempel spiret på både Frelser Kirke og Vor Frue Kirke, Sorø Akademi, Børglum Kloster og Frederiksberg Slot.

Han tegnede hele oplæggget til Frederiksstaden, som Frederiks Hospital er en del af. En anden del er Amalienborg og Marmorkirken. De sidste to blev aldrig bygget efter Laurids Thuras tegninger, men blev fuldført af Nicolai Eigtved.

Det var Laurids Thura der fik opgaven at bygge Eremitagen. Oprindeligt lå en mindre jagthytte ved landsbyen Stokkerup. Hytten var medtaget og en renovation ville koste for meget. Samtidig ville kongen gerne vise sin storhed og det lille slot så dagens lys. Senere blev han forøvrigt adlet og blev dermed den lidt mere kendte Laurids de Thura.

Slottet stod færdigt i 1736. Det er bygget i senbarok og invendigt er elementer af rokokko. Som det står det midt på bakken udsat for vind og vejr i sin fine sandstensstøbning er det et vedligeholdelseskrævende bygningsværk. Engang sidst i attenhundredetallet, var planerne om nedrivning temmelig fremskredne, men det overlevede og har siden været restaureret mere end en gang.

Gennem årene har slottet været udsat for renoveringer, der ikke altid har være venlige mod det oprindelige. I løbet af de sidste år har Styrelsen for slotte og kulturejendomme restaureret slottet og bragt det tilbage til fordums tid. Helt tilbage til dengang malingen hed spanskgrøn og var giftig. Det er den ikke i dag, men farven er rigtig. Lag på lag er forsigtigt skrællet af, indtil de originale farver og tapeter er fundet frem.

Det er blevet fint, og folkene bag er stolte. Så stolte at slottet har været åbent for omvisninger henover sommeren. Det var Annelise der fandt frem til muligheden, og det var min mor der inviterede og sørgede for billetterne.

Vi gik heldivis hurtigere end forventet og vi havde god tid, da vi endelig stod foran det lille slot og forventningsfulde mærkede suset fra dengang vi var små, drømte prinsessedrømme og ønskede at kigge indenfor.

Helt ude i skoven

Søndag var tidligt op og planer sammen med min mor og Annelise. Emilie sagde for længe siden nej tak, og valgte at bruge søndagen på absolut ingenting og opladning til skoledagen i morgen.

Vi skulle i skoven, og dengang vi sad nede hos min søster sidste weekend og regnede og frem til hvilket tog vi skulle nå, for at nå, gad jeg da ikke skrive ned. Jeg kunne sagtens huske. Mente jeg, og sad i går aftes og var i tvivl om de der treogtredive minutter over var tiden vi skulle mødes på Hellerup Station, eller tiden vi skulle være fremme på Klampenborg Station.

Altså stod jeg op i god tid, ringede til min mor, som kunne fortælle mig det var Helleruptiden. Pludselig havde jeg god tid, og tog det stille og roligt. Det holdt lige til jeg var klar til at gå, og min mor ringede for at spørge hvor i toget jeg sad?

Damn.... Hvad nu!

Mens min mor virkede ret overbevist om at hendes tid var den rigtige, styrtede jeg ud af døren og mod toget. Mens jeg stæsede af sted, blev jeg mere og mere overbevist om, at min tid var den rigtige. Og da tog ikke kører hurtigere af at stresse, satte jeg farten ned og fandt strikketøjet frem under køreturen.

I mellemtiden nåede min mor og Annelise Klampenborg, fandt ud af at min tid var den nedskrevne. At nogen gange føles det bedre at gå lidt før, og slentrede i ventetiden frem og tilbage mellem stationen og Peter Lieps Hus.

Jeg blev modtaget med vinken. Jeg synes også godt de kunne have fundet nogen flag - på den anden side er en time længe at vente - og så satte vi kursen mod det egentlige mål.

Undervejs blev vi overvældet af den smukke efterårsklædte skov og mødte dyr af både den tamme og den vilde slags.

Dage fyldt med langsommelighed

Feriedagene er ved at være slut. Jeg har lavet ingenting og en hel masse. Mest har jeg siddet i sofaen med strik, varm the og tid.

Men jeg har også vasket - løbet op og ned ad trapperne i en evig jagt på ledige vaskemaskiner. Jeg har holdt fødselsdag med Sille. Hun inviterede og lavede brunch. Jeg lovede at afsætte hele dagen, og mens de spisende gæster forsvandt i langsomt tempo, blev jeg hængende til vi blev enige om at sengetider var nært forestående.

Inden fik jeg muligheden for et godt grin, da Silles meget gode ven, og medvirkende i tirsdagens teaterforestilling, meget levende beskrev hvordan han i en - i forvejen ikke særlig elegant - piruette faldt ud over scenekanten. Vi grinede længe, og mens Sille synes det var ægerligt han ikke faldt den dag vi så det, gad jeg godt have set hans ansigtsudtryk, da han samlede sig sammen, og kravlede op på scenen igen for at genoptage dansen.

Og så har jeg set, snakket og hørt på Ungersvenden. I de sidste dage mindst en gang hver dag. Det er sjovt. Og skønt. Og også lidt mærkeligt - på den gode måde. I de halvandet år, siden han flyttede hjemmefra har han haft så travlt med at bevise at han kan selv, at jeg stort set aldrig så ham. Og når det endelig skete, var det uden den store iver for at fortælle og dele.

Sådan skulle det være. Jeg troede måske der ville gå længere tid. Det gør der sikkert også, men noget er alligevel ændret. Noget er anderledes, og det er ret skønt.

Mor-hjælp

Ungersvenden er ekviperet, hans køkken er udstyrret med gryder og en omrokering har givet meget mere luft, end han i sin vildeste fantasi troede muligt.

Katte har hoppet forvirrede rundt - for hvad har de nu gang i?

Min støvsuger har været på udebesøg, Ungersvendens gulv er fri for nullermænd og andet skrammel, ideer til opbevaring er overvejet, og jeg er hjemme igen.

Katte har gemt sig under sengen og hvor der ellers var plads - for sådan en larmemaskine kan godt være lidt farlig!

Sille skal i teatret i aften. Hendes mor skulle egentlig med, men hun er blevet syg. Ærgerligt nok, men det betyder at jeg kan få pladsen. Altså er der ingen ben der skal op, ingen stilhed der skal nydes.

I hvert fald ikke lige nu.

Lige nu vil jeg i stedet iføre mig min fine nye kjole, finde ud af hvor langt Sille er nået og begive mig mod Frederiksberg.

I morgen derimod. I morgen har jeg ingen planer. Ud over noget med at smække benene op!

Klar parat start

I går handlede alting mest om Emilie. Efter børnehaven var vi en tur i IKEA og resten af dagen gik med fælles hygge.

I dag er målrettet Daniel. Vi skal ud og proviantere. Vi skal finde anvendeligt tøj, gryder og måske en enkelt lampe. Og så skal vi flytte rundt på møblementet i en lille lejlighed, der mest af alt bærer præg af at alting er sat hvor det var nemmest og aldrig er blevet flyttet.

Det skal nok tage tid. Hele dagen tænker jeg.

Lige nu venter jeg på at Ungersvenden får øjne og bevæger sig herover. Vi har en aftale klokken elleve, men skulle han vågne tidligere var han klar til at rykke hele planen.

Så jeg venter, og overvejer om jeg skulle kaste mig over en af de små bunker strømpegarn, han udvalgte til sokker, da han i aftes var forbi.

Om ikke andet er det nemt at tage med, når vi om en times tid sidder i toget på vej mod indkøb.

Lige til at knuse

Vi skulle til Nakskov i lørdags. En tur der kun krævede en elleve kilometers omvej, for også at køre forbi Henriette. Siden jeg så hendes ejendele køre ned af en lift og forsvinde i kassevognens dyb, har jeg hverken set Henriette eller hendes ejendele.

Vi har snakket, sms'et og skrevet, men det er ikke det samme. heldigvis havde hverken min sæster eller Claus noget problem med at forlønge turen sydover, og lige pludselig fandt jeg mig selv stående foran det lille hus i Fulgse, jeg ellers kun har set på billeder.

Det blæser godt, ude på landet. Så mens min kjole i bedste Marylin Monroestil blæste op, hoppede Henriette og jeg rundt om hinanden, knusede og krammede, delte de sidste nyheder og krammede lidt igen.

Inden længe kørte vi videre, men ikke før jeg fik afleveret endnu en udgave af Heidi Bears fine frø. Allerede inden den første var færdig, vidste jeg at sådan en ville bo fantastisk hos Henriette, og den har stået her et stykke tid og ventet på den helt rigtige mulighed for overrækkelse.

Henriette blev heldigvis glad, og mens hun hoppede lidt mere, pakkede jeg mig sammen i bilen, og vi genoptog kørslen mod Nakskov, familie og glade timer.

Det bedste var at se Henriette

Design: Tomato the Frog Prince af Heidi Bears.

Garn: Bomuldsgarn fra Søstrene Grenes, fra den lokale indkøbsmulighed og den nærmeste garnbutik.

Den færdige frø vejer 222 gram. Garnet står for 133 gram, resten er fyld. Jeg har fyldt med bamsefyld igen, fordi jeg stadig har noget tilbage og endnu ikke har været i IKEA efter en pude til det samme.  

Nåle: Hæklenål 2½ til det meste og 3½ til de fire blomster, der skulle have været med dobbelt garn. 2 strømpepinde str 2½ mm til tæer.

Størrelse: Den færdige frø er cirka 28 cm lang, 20 cm bred (over hoften) og 18 cm fra underlag til kronespids.

Bemærkninger: Det er et fantastisk sjovt projekt.

Denne gang valgte jeg at bruge endnu en farve i blomsterne og lave en omgang fastmasker inden omgangen, der tydeligt opdeler til blomsterblade. Inspirationen til den ekstra omgang fandt hos designeren selv, der i flere af de nyere mønstre har lavet sådan en ekstra omgang.

Jeg synes det er rigtig fint, men sjovt nok gjorde det ikke frøen større.

Jeg hæklede de fire bagerste blomster til benene på en større nål og med enkelt garn.

Denne gang hæklede jeg også alt på de enkelte dele sammen. Jeg synes sammenhæklingen er rigtig flot. Flottere end sammensyningen, så jeg nøjedes med kun at sy delene sammen. Dvs ben, øjne og krone på kroppen.

Jeg hæklede kugler som øjne i stedet for knapper og syede lodrette pupiller efter frøforeskrifter. Igen brugte jeg The Puk Projects anvisning til en kugle. Denne gang lavede jeg også øjenkuglerne en smule anderledes end sidst. Jeg tror jeg er nået til en endelig farvefordeling og kuglestørrelse, og har skrevet anvisningerne til eget forbrug og huskning på Ravelryprojektsiden.

Jeg er selvfølgelig allerede i gang med den næste frø....

Har du lyst til at se flere billeder af frøen, kan de ses lige her på Ravelry.

I pink og med gamle tekster

Weekenden bød på en invitation til fest og fejring. Weekenden bød også på muligheden for at lære nye mennesker at kende. Mennesker, der tydeligt gør indtryk og glæder de rigtige steder.

Weekenden betød også en gave, jeg længe var noget usikker på. For hvad giver man, når man endnu ikke er helt klar over modtagerens smag eller interesser.

Det endte med en taske. Det virkede rigtigt og med glæden i modtagerens øjne, tror jeg, jeg ramte rigtigt. En ting er at vælge projekt, form og facon. Noget helt andet er at vælge farve. Jeg svingede længe, inden jeg satte sejl og besluttede mig for pink.

En bog fyldt med gamle bogstaver af TH Overskou, og med akter i flere små stykker, blev klippet op. Så vidt jeg kunne bedømme er originalen fra 1852. Jeg er dog ikke helt sikker på at min version er helt så gammel.

En sjov detalje var, at jeg midt i klipperiet blev opmærksom på teksten. Jeg var nået til Blomsterfeernes Dronning - et tryllespil i tre akter. Pludselig blev mit blik fanget af et af navnene. Vist nok hovedrolleindehaveren - hun gik i hvert fald igen mange gange.

En af Lærkes yndlingsfilm er Coraline, og sørme om ikke det netop var det navn, der dukkede op i et teaterstykke fra forrige århundrede.

Jeg gemte et par af siderne og da jeg for et par uger siden var i Aarhus fik Lærke dem. Selvom det mest var for sjov, synes hun det var fantastisk og satte sig for at læse det lidt jeg havde med. Også selvom det næppe gav mening.

I en flettet taske er der endnu mindre mening i de skrevne ord. Men de er pæne og det var jeg gik efter.

Tasken blev fuldført med pink foer, lommer, lynlåse og hanke. Det var svært at finde egnede og pæne knapper, men jeg synes det lykkedes, og med den fine facon fra den lille røde, dronningen fik for efterhånden længe siden, var der ikke et øje tørt.

Forresten var det skønne nye mennesker jeg mødte i weekenden. Dem gider jeg godt møde igen. Og mon ikke muligheden nok skal komme.