Ovenpå igen

To dage på langs har gjort underværker. I morgen er jeg klar til endnu en arbejdsdag. Heldigt nok, for i morgen skal vi ikke kun på tur, vi skal også sige goddag til den nye skoleleder.

Jeg har sovet en hel masse. Jeg har siddet i sofahjørnet og set tv uden den store kritik. Jeg har strikket en smule. Og så har jeg fundet maling og billederne frem, som har stået i skammekrogen de sidste tre et halvt år.

Det var længe. Meget længere end jeg egentlig troede. Men nu er de fremme igen.

Dengang jeg startede var målet at male et billede af hver af os alle fire. Jeg nåede aldrig længere end til Anders og Emilie. Nu er Daniel godt på vej, og jeg håber at holde fanen højt længe nok til også at færdiggøre mig selv.

Faktisk har det ikke taget lang tid at få styr på Daniel. Skræmmende kort tid faktisk. Jeg vil ikke sætte tid på hvornår de to resterende billeder bliver færdige. Min erfaring siger mig, at det hurtigt kan blive en dum ide.

Men lige nu er det sjovt.

På tærsklen til noget nyt

I går sagde vi farvel til vores skoleinspektør.

Efter seksten år, har hun valgt at gå på pension.

I går bad SFO'en for første gang nogensinde forældrene om de kunne hente deres børn tidligere, så personalet kunne deltage i afskeden.

Der var mange, der efterkom det ønske. De resterende børn blev passet af de allernyeste ansatte, der ikke følte de kendte eller havde behov for at være med.

I går hjalp de to tossede ottende klasses tøser med at passe børn. Jeg spurgte om de ville, og de slog lynhurtigt til. Og havde været en stor hjælp.

I går var vemodig og samtidig fyldt med sjov.

I går sagde vi farvel til en kvinde, der utrætteligt har kæmpet børnenes sag. Altid haft børnene i centrum, og altid set dem som ressourcer.

I går sagde vi farvel til en kvinde, der længe før inklusion var hypet, formåede at finde plads og rum til de skæve og anderledes.

I går sagde vi farvel til en kvinde, der ville noget, og havde ideer hun bragte ud i livet.

I går sagde vi farvel til en af de store. En af de seje.

I går sagde vi farvel til en inspektør, der altid havde tid. Der altid var parat til at handle, lytte og reagere.

I går sagde vi farvel til en kvinde der har vores største respekt. Som arbejdede utrætteligt for at bringe skolen og SFO'en sammen.

Og som, og det er næsten allersejest, kan navnene på samtlige skolens elever - og deres relationer.

I går var en dejlig dag.

I går sagde vi farvel.

Vi kommer til at savne. Det gør hun også, men spørgsmålet kan være, hvor meget tid hun får til savn. Der er vist allerede lagt mange planer for den nærmeste fremtid.

Som skolens dronning skulle hun selvfølgelig have en taske. Samme model som dronningens lille røde. Tekster fra gamle danske noveller. Dansklæreren skulle jo ikke fornægtes.

Resten af mine kolleger synes det var en god ide, og den blev en del af vores samlede gave.

Slået omkuld

Udenfor har natten bragt et hvidt drys, og kulden sniger sig indenfor i vores temmelig dårligt isolerede hjem. Jeg er glad for tykke sokker, uldne sweatre, tæpper og theen i min kande.

Siden i søndags har jeg mærket optræk til sygdom. Jeg gider ikke være syg, og har gjort hvad jeg kunne for at undgå.

I går ville jeg af sted. Koste hvad det ville. Det er utroligt hvor meget man kan hanke op i sig selv, og føle sig rask - mens krigen raser indeni - ude blandt andre.

Min totale kolaps, da jeg nåede hjem i aftes, fik mig alligevel på andre tanker. Fik mig til at se i øjnene, at jeg ikke er rask.

Og skulle jeg have været i tvivl, gav det sidste skub, at jeg lige troede, at jeg kunne løbe i kælderen og vaske, og samtidig gå omkring nærbutikken og købe lidt ind.

Jeg var af sted, så det er gjort. Men jeg nåede hjem med feberkoldsved og uden halvdelen af det, jeg hjemmefra mente at skulle have med.

Nu er jeg kravlet under tæpper med varm the inden for rækkevidde. En time på langs er vist ikke at foragte. Jeg har kastet håndklædet i ringen og ringet mig syg.

Måske jeg senere tør forsøge igen. Hvis jeg denne gang skriver en seddel hjemmefra, glemmer jeg formentlig ikke halvdelen. Og med viden om, at jeg kan kravle under dynerne, når jeg er hjemme igen, er en indkøbstur ned om hjørnet ikke det værste, jeg kan udsætte mig selv for.

Jeg tror bare, jeg bliver i sofaen resten af aftenen

Dagen har været anderledes og lang.

Vi har sagt farvel til en fantastisk, sej og handlekraftig kvinde.

Vi har sunget og grinet.

Vi har pyntet lagkage og spist den.

Vi har lukket for et kapitel, som helt sikkert vil sætte spor langt ud i fremtiden.

Vi har ønsket gode ønsker og allerede mærket savnet.

Det har været en skøn og dog voldsomt vemodig dag.

Brombærtrøjen

Mens lørdag blev til søndag, strikkede jeg de sidste masker på brombærtrøjen, lukkede af og hæftede ender.

Da Anders alligevel skulle ud, fik jeg ham til at tage nogle billeder. Jeg har aldrig lært at posere, måske jeg skulle finde et kursus en dag. Om ikke andet, så fra at fremhæve de gode egenskaber i den færdige model.

Den er blevet god. Den er varm og den føles rar at have på.

Jeg lavede en del ændringer undervejs. Alle af kosmetisk eller teknisk karakter. Vendte mønstret, strikkede hele vejen rundt, undlod sammensyninger og gjorde ærmerne længere. Jeg kan ikke huske dem alle, men jeg skal forsøge.

De tre knapper der lukker trøjen er fra Else Rasmussen. Jeg købte dem på messen i Middelfart sidste år. Dengang troede jeg, de skulle bruges til noget helt andet.

Design: Turpan Cardigan af Deborah Newton.

Garn: Melange Uld fra Netto. Farven har ikke noget nummer, og garnet blev købt dengang, jeg endnu ikke havde opdaget hvor meget lækkert garn i gode kvaliteter, der findes derude.

Den færdige trøje vejer 677 gram.

Pinde: Hele trøjen er strikket på pind 6, mens forkanterne er strikket på pind 5½. Alle sammen rundpinde, ellers bliver det for tungt at sidde med.

Størrelse: Small.

Bemærkninger: Det er længe siden jeg startede, og uden noter, kan det være svært at huske alle ændringerne.

For det første valgte jeg at strikke alle delen ud i et. Det sparede mig sammensyningerne senere. Jeg har en klar erindring om, at jeg tilføjede den nederste kant en ekstra pind. Jeg kan ikke huske hvilken, men jeg er helt sikker på, at det efter min mening virkede bedre på symmetrien på mønstret.

Den ekstra pind betød at jeg kom til at starte brombærmønstret fra den "forkerte" side. Efter min mening den helt rigtige side at starte, for det gav mig muligheden til at strikke ret i stedet for vrang, og ret sammen i stedet for vrang sammen.

Ærmerne blev både for korte og for smalle. Jeg strikkede dem elleve centimeter længere og tog samtidig ti masker ud på hver ærme. Den smalle del behøvede heldigvis ikke at blive pillet op. Så snart det smalle ærme havnede længere nede på armen, passede det fint.

Jeg flyttede snoningen ved raglanindtaget, så den sidder midt mellem ærme og for-/bagstykke, istedet for på for- og bagstykke. Jeg snoede også på hver fjerde pind i stedet for hver sjete. Jeg synes det så pænere ud.

Jeg strikkede ribben i halsen fire pinde længere end ifølge opskriften. Ellers blev halsudskæringen for vid.

Endelig strikkede jeg forkanterne på pind for pind. Ganske som jeg strikkede tæppet med de ti masker. Jeg kunne ikke gennemskue at vende processen, så mens venstre forkant er strikket nedefra og op er højre forkant strikket fra toppen og ned.

Jeg kan godt se det, men jeg synes ikke det betyder noget for det færdige resultat, og samtidig slap jeg for at tælle antallet af pinde, for at få forkanten til at passe.

Personligt synes jeg det er supersmart at strikke forkanten på, på den måde til sidst. At kanten er strikket på en mindre pind, betyder at den bliver holdt til og sidder pænt.

Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan de ses lige her på Ravelry.

Håndarbejdsmesse

Det var en sjov fornemmelse at kunne løbe ned ad trappen, mødes med Bettina, der lod bilen stå på vores hjemlige parkeringsplads, og så ellers gå til håndarbejdsmesse.

Jeg har været af sted nogle gange før. I store haller, med mange mennesker og masser af boder. Tidlige morgener og sene hjemkomsttider. Spændende indput og masser af inspiration.

Alt om Håndarbejdes Håndarbejdsmesse var ikke helt så stor. Hallens størrelse satte et naturligt punktum for antallet af stadepladser. Men det var spændende. Der var masser at se, røre ved og betages af.

Ved de tidligere messer har udstillerne ofte været de samme. Denne gang var der nye. Selve geografien gjorde fornemtlig, at andre fik mulighed for at stille op. Det var rart. Det var forfriskende og det var superhyggeligt.

Jeg synes det var en god messe. En god blanding af forskellige muligheder. Glade mennesker og plads nok til ikke hele tiden at føle sig mast. Et rigtig godt initiativ, som forhåbentlig kommer igen.

Jeg fik ikke købt en hel masse. Mindre end jeg havde forventet. Ikke at planen var at købe stort ind. Men jeg havde en plan.

Brombærtrøjen er snart færdig. Jeg har lige lukket ribben foroven. Faktisk mangler kun forkanter, noget sammensyning og en masse endehæftninger. Spørgsmålet kunne godt være, om jeg overhovedet kommer i seng, før sidste maske er lukket af. Det er i hvert fald ikke en umulighed.

Anders' sweater synger også på sidste vers. Og så er der pludselig plads. Plads til lovninger til Emilie. Og mig.

Hjemmefra havde jeg derfor fået Emilie til at kigge farvekort på nettet. Hun havde peget en farve ud, men da jeg stod overfor den på standen, var den tydeligt noget anderledes, end den hun pegede på, på skærmen. Sådan kan det gå.

Altså endte jeg med blot at finde garn til min del af planen. Og lækre keramikknapper, der absolut ikke har nogen plan. Jeg synes bare de var smukke. Og et farvekort. For det er smart. Nu kan hun vælge hjemme, få den rigtige farve. Og siden få det sendt.

Der er bare ikke nogen farve på kortet hun synes om. Måske fordi hun troede, hun vidste, præcis hvad hun ville have. En dag finder hun en ny farve. Eller også finder vi et andet sted, med den farve hun gerne vil have. Lige nu har jeg ikke travlt.

Anders' sweater er jo ikke helt færdig.

Men brombærtrøjen...

Lørdag lægger op til oplevelser

Lørdag starter tidligt. Jeg vågner langsomt. Drikker the. Spiser morgenmad. Stryger en nederdel og pakker min taske.

Om en times tid åbnes dørene til lørdagens del af håndarbejdsmessen i den nærliggende hal. Bettina og jeg har aftalt at være der tidligt.

Brombærtrøjen hænger sammen igen. Jeg strikker vildt. Vil gerne være færdig. Det viste sig, at de smalle ærmer, slet ikke behøvede at blive pillet helt op. De var heller ikke lange nok. bredden passede fint længere nede på armen, så det var kun nødvendigt at tage ud i de ekstra elleve centimeter jeg har strikket.

Den ekstra bredde på ærmerne kommer også til at betyde ekstra vidde i halsen. Det var tiltrængt. Alt i alt tegner alting godt.

Og Anders' sweater. Han prøvede den i går, og nu sidder den perfekt. Den ligger og venter på en hætte. Det er nærmest ingenting i forhold til alt det, der allerede er strikket.

Måske skulle jeg lade brombærene hvile lidt og tage fat på hætten. Måske. Mest fordi brombærmønstret er hårdt for hænderne. Normalt mærker jeg strik i håndledene. Her kan jeg mærke det i hele hånden. Om det er det tykke garn, de tykke pinde eller selve mønstret er jeg ikke klar over. Jeg kan bare konstatere at hænderne ikke er helt tilfredse.

På den anden side mangler der ikke meget. Omkring fem centimeter inden rib og halskant. Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan lade ligge.

God lørdag.
Jeg må vist hellere hanke op, og komme videre.

Messe i nabolaget

I weekenden er der håndarbejdsmesse i Rødovrehallen. For fjorten dage siden anede jeg det ikke.

Jeg ville formentlig heller aldrig have fundet ud af det, hvis ikke nogen havde fortalt mig det.

Jeg har en fornemmelse af, at messen har været slået stort op på nettet. Men åbenbart ikke de steder jeg kommer. Ikke at det undrer. Jeg opdager sjældent noget, før alle andre ved det. Jeg har aldrig haft brug for at være først.

Det ser ud til, at der kommer en imponerende mængde standholdere. Flere jeg plejer at modtage nyhedsbreve fra. Jeg kan ikke forstå, at de ikke i deres nyeste nyhedsbreve har nævnt eventen.

Jeg undrer mig også på andre områder. Nettet er en god måde at komme vist omkring. Men jeg tænker, at man også bør bruge andre muligheder.

Nu ligger Rødovrehallen lige rundt om hjørnet. Jeg bevæger mig fra den ene ende af Rødovre til den anden og tilbage igen hver eneste dag. På cykel. Det går ikke hurtigere, end jeg kan nå at følge med.

Alligevel har jeg ikke set et eneste opslag, der fortalte mig om weekenden. Efter det gik op for mig, at der er messe i weekenden, har jeg kigget efter opslag. Ledt. Jeg har fundt tre. Godt gemt på knap så synlige steder.

I dag spurgte jeg Lotte om hun vidste noget om messen. Hun vidste ingenting. Også selvom hun er barnefødt i Rødovre og gerne ved alt, hvad der er værd at vide om hvad der sker.

Så vi undrede os lidt sammen, og var samstemmende enige om, at når den årlige krybdyrsmesse i samme hal løber af stablen, er vi på ingen måde i tvivl. Så er der skilte overalt. Hvor er de skilte nu?

Jeg synes det er ærgerligt.

Men jeg skal selvfølgelig til messe. Når det nu foregår i baghaven, når jeg er blevet overrakt billetter, og selvfølgelig fordi jeg er nysgerrig.

Bettina og jeg tager derhen i morgen.

Måske ses vi. I så fald, så giv dig endelig til kende. Jeg ser som sagt ingenting.

Så dukkede fredag op, gad vide hvor de andre dage blev af

Det er fredag. Ugen er silet som sand mellem fingrene. Forsvundet hurtigere end jeg synes, jeg kan følge med.

Jeg tuller rundt. Fletter lidt, strikker lidt, syer lidt. Strør blomster over Emilies kjole, der snart er klar til at komme på igen. Denne gang med lidt mere plads over skuldrene.

Jeg havde en plan om at vaske. Jeg gider ikke. Klarer i stedet opvasken. Rydder et bord, og leder efter foråret på altanen. Altanen, der ligner jeg ved ikke hvad. Altanen, der aldrig blev efterårsklargjort. Potter står med visne planter. Bænken er fuld af potter og skrammel, og slet ikke til at sidde på.

I et hjørne under en stol, har de forårsfriske bebudere, jeg allerede en gang i år har stiftet bekandtskab med, overlevet sidste uges frost og sne. De står stadig grønne. Jeg tror det er tulipaner, men jeg er ikke sikker. Planteriget er ikke min spidskompetence.

I Ballerup er der seksdagesløb. En af drengene i Caféen er udtaget til miniseksdagesløb. Jeg har tjekket op og set han efter førstedagen, sammen med sin makker, har en god placering.

Jeg satser på vi hepper på afstand, og håber fredagen vil få de sidste kampe i den hjemlige billardturnering afsluttet. Vi har trukket det længe, og besluttet at i dag er sidste mulighed. Ellers venter en diskvalificering.

Det er hårde odds, men vi er enige. Mig og drengene. Der har været tid nok.

Jeg har også tid nok. Rydder lidt mere, syer og strikker lidt mere. Det er fredag, jeg har masser af tid. Weekenden venter lige om lidt. En weekend, der for en gangs skyld har planlagte aktiviteter indlagt.