mandag den 15. december 2008

Kolde fingre



Mget mystisk er det - men mine fingre bliver altid iskolde, når jeg arbejder ved computeren.
Her er pulsvarmere en rigtig god ide :)

Tilbage til hverdagen


At være hjemme i næsten to uger har betydet en lidt ændret døgnrytme. At TV3 sender Sex & the City til langt ud på natten, har helt klart også været medvirkende.

Det har betydet lange morgener i sengen og sene aftener i sofen med sokkestrikning, der er blevet til noget.

Det er såmænd meget hyggeligt, men det holder vist ikke i længden. Når mit tempo så samtidig er skruet så langt ned at bare vasketøjet er blevet et stort - større end det plejer - projekt, må jeg vist hellere hanke lidt op i migselv og se at komme igang :)

Som den perfekte mor, fik jeg stablet mig på benene i morges og vækket sønnike, lavet the, smurt madpakke og drukket en kop eller to sammen med ham, før han skulle ud af døren.
Det har jeg jo også gjort de andre dage, den eneste forskel i dag var, at inden jeg vendte retur til sengen og en time mere på det grønne øre, gav jeg mig tid til at sætte uret til at ringe.

Så nu er jeg oppe og husker pludselig at det er mig, der står for redigeringen af vores månedlige nyhedsbrev, der heldigvis kan laves hjemmefra. At det så burde have været klart allerede i fredags, må jeg hellere gøre noget ved.
Altså styrter jeg til computeren, kun for at opdage at det jeg har at arbejde med, er 2 ud af 4 indlæg - æv!
Prioriteringen på det blad er bare for ringe!

Nu kan jeg så gøre mit, håbe på lidt flere indlæg i løbet af dagen og måske få det færdigt til i morgen - vi får se.

samtidig skal jeg også lige have fundet tid, til den tunge gang til den lokale cykelsmed. Den anden dag kom jeg ned og troede jeg skulle cykle til købmanden, for at komme hurtigt hjem igen - men ak det skulle jeg ikke. Bagskifteren sidder af en eller anden grund ikke længere fast på cyklen , og jeg er helt sikker på at det gjorde den sidst jeg satte cyklen fra mig. Men den kan vel ikke bare falde af, af sig selv?

Nu bruger jeg så Emilies cykel, den har pedalbremser og det er lige før det er livsfarligt med et andet bremsesystem - det kræver i hvert fald at holde tungen lige i munden.

Cyklen må nok vente til i morgen - i dag handler det mest om nyhedsbrev, inden turen går mod kollegerne, jeg må indrømme at have savnet :)

søndag den 14. december 2008

På tur


Emilie er efterhånden ret træt af at være syg, og vil gerne snart i skole igen.


En af de ting der trækker i skolen er den årlige pakkekalender alle børnene har del i. I alle de år hun har gået i skole, er hun hver gang endt med at blive den sidste. Lært af erfaringen er hun lidt bange for igen at blive den sidste og måske endnu engang at stå over for, at alle børn ikke har husket at aflevere en gave, så der endnu engang ikke er nogen til hende.


Moderen mener nu ikke hun er helt klar endnu. Dels har hun stadig ondt i halsen og efter samtale med lægen, skal det være overstået, og dels er hun måske nok vågen i mange timer hver dag, men de vågne timer tilbringes helt stille i sofaen foran fjernsynet.... Så skole...

For at teste (og få suppleret lidt til jul, måske endda et par gaver) tog vi derfor til Frederiksberg centret i dag. En tur der ikke kræver den store fysiske udfoldelse, men alligevel er lidt længere væk end vores lokale Rødovre Centrum.


Gå til bussen - fint.

Med bus til S-tog - fint.

Med metro til målet - fint.


Halvvejs gennem Søstrene Grene gav hun op og fandt et sted at sidde ned udenfor.
Nåede endda at gylpe det lidt hun havde i maven på gulvet ved siden af sig. Det var heldigvis lige til at tørre op :)

Det endte med at mens tøsebarnet fandt sig en god plads på en bænk - og samtidig passede på indkøbene, fik jeg købt lidt ind hist og her.

Lidt julepynt, jeg fandt sågar en topstjerne. den er lidt kedelig, men måske er det okey sammen med alt det andet farvestrålende, ellers må den få lidt perler :)


Jeg fandt også lidt småting jeg manglede og et par vinterstøvler til pigebarnet - her måtte hun dog rejse sig for at prøve.


Jeg er endnu ikke færdig med gaveindkøbene, det hænger lidt i år, fordi jeg ikke rigtig har været mere ude, end til den nærmeste fødevarebutik de sidste 14 dage.
Jeg skal heldigvis ikke have så meget mere og jeg ved hvad jeg vil have, så mon ikke det går :)

På vejen hjem måtte hun indrømme at måske er hun ikke helt klar til skole endnu, specielt da hun måtte kapitulere overfor tryllekunstneren og finde tilbage til sin bænk, for der var alligevel lidt for mange børn på alt for lidt plads :)

Hun har nu fundet tilbage til sofaen og de fordummende børnetegneseriekanaler :)

lørdag den 13. december 2008

Julelys


Vi skal holde jul i år. Det er fem år siden vi gjorde det sidst. De mellemliggende år har julen stået på hos yndlingsfamilien nord for Århus, men i år er de alle ferieramt og kommer derfor til os.


Det betyder at vi skal have juletræ i år. Hvordan der skal blive plads til det på vores sparsomme kvardratmeter er gennemtænkt (i hvert fald næsten), men et kig i julekassen afslørede at pynten er det så som så med!
De kugler der endnu har overlevet er der en del af, men ellers er der ikke rigtig noget - hvis der ses bort fra en mængde julelysholdere.


Emilie mener ikke træet vil fungere hvis ikke der hænger stribede sukkerstokke over det hele, så da den lokale købmand havde et par kasser af dem, blev de hjemtaget. Jeg er faldet over lidt tingeltangel og Daniel fik pludselig lyst til at filte (gad vide om det bare var en lyst eller om det rent faktisk bliver til noget?). Så der er håb om et præsentabelt træ.

Sidste år havde Søstrene Grene en hel del hyggeligt julepynt, og da Emilie efterhånden gerne vil lidt ud og turen dertil kan klares uden de store anstrengelser, regner vi med en tur til Frederiksberg Centret i morgen. Så kan vi også kigge efter en stjerne, for sådan en har vi ikke! Og selvom vi kommer fra en familie, hvor stjernen kun kan være hvid, er jeg helt klar på noget lidt mere sprælsk i år :)


Tilbage til julelysholderne, har jeg længe haft lyst til at dekorere dem jeg har, jeg har bare ikke rigtig haft brug for det, men nu er jeg gået igang.

Jeg fandt grejet, udvalgte changerede perler og lysholderne frem i går aftes og gik igang. Jeg har trukket det lidt, for Emilie ville gerne være med, men sådan som hun har sovet på det sidste, har det ikke rigtigt været muligt.


Da hun vågnede lavede hun en, roede lidt rundt i perler og tilbehør og lavede et par øreringe, og så havde hun fået nok - jeg kunne bare fortsætte.


Og det gjorde jeg. Der er stadig lysholdere uden pynt, men jeg skal nok nå det. Til gengæld er spisebordet efterhånden omdannet til en større central for perler - aftensmaden måtte indtages andre steder og de changerende perler er dømt ude til fordel for alverdens tingeltangel og alle perlerne.

Der skal pyntes - skal der!
Det bliver et farverigt træ i år :)

Elegant ribbed stockings



Så blev de færdige - elegant ribbed stockings fra Favorite Socks.

Jeg valgte, til forskel fra opskriften, at lade mønstret fortsætte helt ud over foden, og så synes jeg en timeglashæl er mere feminin. Og hvis noget er feminint, må det være de her sokker :)

Tøsebarnet synes de er dejlige og ville gerne lægge ben til et billede - jeg har lovet at hun også får et par, lige så snart julegaveriet er ovre.
Så skal fødderne bare være lidt mindre :)

fredag den 12. december 2008

Sygdomsmad


Hvad gør man, når det eneste i hele verdenen pigebarnet kan tænke sig at spise er ulækre fabrikslavede kyletter??

- Spæner ned til nærmeste butik
;)

torsdag den 11. december 2008

Mens vi venter



Det er mærkeligt at gå rundt herhjemme, uden rigtig at have fri.
Jeg føler mig spærret lidt inde, kan ikke bare gå ud, købe ind eller gå i kælderen for at vaske. Emilie sover det meste af tiden, men jeg kan alligevel ikke lide at gå fra hende.
At tænde støvsugeren eller rydde op får jeg heller ikke gjort - ingenting egentlig.
Det føles lidt som et vacum - hvornår mon det ændrer sig?

Lidt sker der alligevel. Sokkerne på pindene bliver lidt længere hver dag og den næste portion billeder er pludselig færdige.

Hævelsen i ansigtet er faldet og hun er lang mere klar i de vågne stunder.
Jeg satser på at få hende lidt op i dag - om ikke andet hen under aften, for at kunne sove i nat.

Hun nåede i aftes til et punkt, hvor hun måske havde fået lige søvn nok, og jeg har et spirrende håb om at hun måske kan holde sig vågen i en halv time, og så sove hele natten.

onsdag den 10. december 2008

Hun er sej


Det er lækkert når der lige i nærheden ligger et laboratorium for praktiserende læger, hvor de tager blodprøver dagen lang, og forstår vigtigheden i at forklare hvad der sker.

Og så er det sejt, når et ti-årigt pigebarn, der bestemt ikke er rask, bare tager det i stiv arm, og ender med egentlig ikke at synes det var så slemt igen :)

tirsdag den 9. december 2008

Taskeopskrift



Min taske er strikket af uldent vævegarn på en rundpind nr 4.
Jeg målte ikke den færdige taske inden valkning i maskinen, men mit færdige resultat er ca 30 x 50 cm incl kanten foroven. Kanten er ca 10 x 38 cm.

Hvor stor din taske bliver afhænger af garn og pinde, men også eventuel efterfølgende valkning.

Hele tasken er strikket som et stykke på rundpind.


Start med at slå 100 masker op og strik 25 omgange ret.

Strik en omgang vrang, og strik yderligere 25 omgange ret.


De 50 omgange er kanten, der bukkes dobbelt ved vrangpinden ved montering.



På den næste omgang tages ud til 200 masker: *1 ret, strik 1 drejet ret i lænken mellem to masker* gentag omg. ud.

Nu strikkes 50 omgange ret - eller så dyb tasken ønskes.

Siderne af tasken lukkes, så kun maskerne til bunden er tilbage:Luk 50 masker, strik 50 ret (og lad dem sidde på
pinden), luk 50 masker.


Strik 50 pinde glat frem og tilbage over de sidste 50 masker.

Klip en lang tråd og sy bunden sammen med maskesting(de 50 masker der lige er strikket og de 50 masker der stadig sidder på pinden.


Maskesting er syede masker, så det ikke er til at se hvor syningen er .
Sy med en stor nål uden spids.


Sy skiftesvis gennem to masker fra den ene pind og to masker fra den anden pind.

Stik nålen ind forfra i den yderste maske på nederste pind og stik den bagfra ud i den næste maske. Gør det samme på de to yderste masker på den øverste pind. Tilbage ved maskerne på den nederste pind stikkes ind forfra i den sidste maske fra forrige sting og op igen i næste maske.


Jeg har kigget lidt efter bedre forklaringer på nettet, men kunne ikke finde nogle rigtig gode. Der er en lille film på YouTube, der måske er lidt nemmere at forstå, måske ikke :)

Nu er tasken strikket færdig. Holder du den op foran dig ligner den en babyblebuks :)


Den øverste kant bøjes ind og sys til.

Siderne sys på bunden, så sidedelen rynker.



Skal tasken valkes er det nu :)


Til foeret målte jeg taskens højde og bredde og sidebredde og klippede et langt stykke ca. 60 x 30 cm til for-bund-bagstykke og to stykker a ca 20 x 30 cm til sider.

Jeg klippede også en lomme og syede på det øverste af det lange stykke inden sammensyning.

Sy siderne til øverste og nederste del af det lange stykke.

Lav læg i sidestykkerne mod bunden og sy fast.

Lav læg øverst i foeret, så det passer til omkredsen af kanten nederst inde i taske og sy foeret fast i hånden.



Jeg lavede hank af en stykke grosgrain, jeg beklædte med stof og satte på 2 D-ringe. D-ringene satte jeg i 2 karabinhager, jeg gjorde fast på tasken med et stykke stof jeg klippede i facon og foldede om karabinhagen.
Hanken kan også strikkes eller der kan være to korte hanke - en på hver side af tasken eller ...

Jeg sluttede med at hækle tre små blomster og sætte på med et par perler som pynt.


God fornøjelse