søndag den 7. september 2025

Rambouliet

 

For lidt over halvandet år siden startede jeg et håndten-spind. Planen var at spinde 15 minutter hver dag i 100 dage. Jeg tror jeg nåede gennem de to første måneder, inden det løb ud i sandet. Siden blev det et spind jeg fandt frem i løbet af sommermånederne, når ferien ramte og Tour de Fleece stod for døren. 



Jeg startede på en håndten, og sluttede med den lille tyrkiske håndten. I sidste weekend blev jeg færdig med den sidste lille fluffy sky af uld. 

Da julekalenderspindet var tvundet, fortsatte jeg med at tvinde det grønne garn. Og pludselig havde jeg to færdige projekter.








Materialer: Rambouilet farvet af Christina Birk.

Farven hedder Drivtømmer, og jeg havde 170 gram. Fibrene kom i et langt kæmmet bånd.


Forberedelse: Jeg havde fra start ingen planer om at farvestyre processen. Jeg rev 20-30 centimeter, delte det i 5-6 strimler, tesede hver strimmel en smule og spandt dem i tilfældig rækkefølge, inden jeg rev endnu et stykke af det lange fiberbånd.



Spinding: Jeg spandt som sagt hver enkelt strimmel efter den næste, uden at tage hensyn til hvilken ende jeg startede med. Til at starte med forsøgte jeg at vende hver anden, så farverne passede sammen. Efterhånden blev det ikke vigtigt. Jeg spandt, fordi processen var det vigtigste. 

Det var håndtensprojekt. Jeg startede med den ene håndten jeg på det tidspunkt ejede, der virkede. Senere købte jeg en lille tyrkisk håndten, og i sommers blev den det foretrukne værktøj. 

Jeg spandt med uret - Z-retning


Tvinding: Jeg nåede at overveje om dette skulle være projektet, jeg tvandt på en håndten. Men kun overveje. Indtil nu er alle mine projekter tvundet på rokken. Også det her. 

Jeg tvandt garnet 3-trådet mod uret - S-retning - og troede længe, jeg kunne have det hele på to spoler. jeg endte med en lille smule på en tredje spole, og har derfor ud over to fine fed, også et minifed. 

Ligesom jeg spandt tilfældigt, tvandt jeg også trådene mere eller mindre tilfældigt, Når det er sagt, forsøge jeg at fordele alle de små bolde, så jeg havde tre tråde så længe som muligt. 



Efterbehandling: Jeg haspede garnet af spolerne og havde et garn, der snoede sig om sig selv. Efter et opskyl og tørring over en bøjle, hænger feddene fint og garnet er blomstret en smule op.


Resultat: Det færdige garn er blødt, med blødt på og har en smule elasticitet. 

Jeg er endt med 166 gram garn og cirka 517 meter. Omsat er det cirka 311 meter pr 100 gram. 


Det her var et af de projekter, jeg ikke havde en plan med, da jeg startede det. Mens jeg tvandt viste det sig, at garnet gerne vil være et sjal - hvis der er nok. Ellers ender det nok som et mindre tørklæde. 

Jeg var ellers ret sikker på, at det med sjaler og tørklæder ikke er noget jeg beskæftiger mig med for øjeblikket. Og med et tørklæde, kan jeg tilmelde mig Henriettes #SjalerISeptember. 


Vil du se flere billeder af garnet, kan det ses på Ravelry.




2 kommentarer:

  1. Totalt imponerende garn. Hvis der kom en fe eller en lampeånd og gav mig tre ønsker, ville et af dem være at kunne spinde garn. Jeg har forsøgt, så mange gange, og kan bare ikke fatte det ... det er totalt imponerende, det du laver!

    SvarSlet