mandag den 14. april 2025

Masker på en søndag - Uge 15

 

Ugen kort:

  • Ugen op til påske er featureuge. Jeg valgte avisværkstedet, havde en plan om enkeltsidede daglige aviser på karduspapir. Det blev så fint, ungerne var fantastiske, der blev tryk på begge sider og vi udgav i løbet af ugen ikke mindre end fire aviser. Der er helt klart rum til forbedring, og min makker og jeg er klar til avisværkstedet igen næste år. 
  • Den næstsidste omgang pædagogik og didaktik inden eksamen, betyder at det for alvor strammer til. 
  • Sille og jeg spiste ude og fik styr på alt det, der er sket siden vi sås sidst.
  • Jeg hentede Oscar til en flok timer med hygge, aftensmad og tid til et bad, inden vi kørte hjem til sengetid. 
  • Min mor og jeg havde også en flok hyggelige timer, inden hun skulle videre, og jeg skulle hjem.
  • Emilie kom hjem på weekend, mest for at flytte de sidste af hendes ting. Alt blev pakket i kasser og kørt til det nærmeste lagerhotel. Tilbage er det, der ikke var kasser nok til, og som jeg stille og roligt kan køre ud på cykel. 
  • Jeg fulgte Emilie til stationen, inden hun tog hjem igen. Tidsnok til at kunne nå en køretime søndag formiddag.
  • Og dermed er der dømt påskeferie. Jeg er ikke rigtig i feriemode, det gik pludselig lidt for stærkt. Det kan selvfølgelig også handle om, at ferien mest af alt bør handle om lektier og eksamensforberedelse.








Læse:

Jeg er nået halvvejs gennem Lupus - historien om ulve, både de levende, de opdigtede, de eventyrlige og de døde. 

Først nu - halvvejs gennem bogen, har jeg en fornemmelse af at den begynder. At indtil nu har det hele handlet om at sætte scenen.  

Niels Oxen kæmper sine egne kampe, med ulve som hovedretten. Margrethe Franck kigger tilbage på dengang hun mistede det ene ben, og bliver pludselig beskudt. 

Tilbage står en forsvunden gårdejer, en myrdet mand i en bæk, en hjemløs der bor i udrangeret togvogn og en gammel sag, der pludselig er dødelig. 


Strikke:

Tilbage i januar, dengang jeg slog til tolv projekter, var et af dem Saven. En sweater fyldt med snoninger til Anders. Garnet er købt til formålet, men langt hårdere end jeg regnet med. 

Mine håndled er ikke sådan rigtig imponerede, og giver sig, når det her garn kommer på banen. Alligevel er det lykkedes at strikke en del omgange. To ad gangen, så går det langt bedre. Og to ad gangen kan vel også ende ud med en færdig sweater. 

Jeg har forsøgsvist vasket en del af garnet, men endnu ikke forsøgt at strikke med det. Jeg tænker om det vil ændre på strikkeoplevelsen. Jeg skal bare lige tage mig sammen til at klippe garnet, der sidder fast på conen, for i stedet at sætte det vaskede til. 

Det skal jo prøves af.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar