tirsdag den 15. april 2025

De sidste ting

 

Emilie var hjemme i weekenden. Mest af alt hjemme for at flytte de sidste ting. Ting hun ikke har plads eller mulighed for at tage med lige nu, men som fylder herhjemme, og gør det svært at komme videre.

Sidst hun var hjemme pakkede hun. Fyldte femten flyttekasser med sit jordiske gods. Der er mere, men der var ikke flere flyttekasser. 



I lørdags bar vi det hele ned, sammen med et par andre kasser, et spejl og garderobestativet. Det store skab og sengen bliver stående. Jeg har købt begge dele, for hun har ikke plads, og vi skal alligevel bruge et nyt skab og Emilies seng er bedre end vores (som har en lang historie bag sig).

Tilbage i skabet har hun lodset det sidste ind. Det der ikke kunne være i flyttekasserne, og som var for besværligt at slæbe ned i poser. Nu får jeg fornøjelsen. 

På nærmest slaget kom en flyttebil, det hele blev læsset ind og kørt til nærmeste lagerhotel. Hun har lejet et af de mindste rum. Mere er der ikke brug for. Da hun åbnede døren, nåede hun et kort øjeblik at blive i tvivl - var der nu plads nok?

Der var rigeligt plads. 



Også til resten, som jeg har lovet at køre derud. En cykelkurvfuld ad gangen. 

Jeg satser på at kunne male og komme til, selvom der står en seng (på højkant - den skal bare lige stilles op) og et skab. Begge dele kan flyttes. (Der skal bare lige klude under skabets hjørner først).

Hvornår det bliver - det er lidt mere uvist.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar