lørdag den 5. april 2025

Eddie Lives The Dream

 

Det er efterhånden længe siden jeg har hæklet dyr til babyer. Men så havde Emilie en kollega, som hun gerne ville begave med hæklede afrikanske blomster. Hun gik på Ravelry og kiggede opskrifter. Og valgte den ene opskrift fra dronningen af afrikanske blomster-dyr, der ikke rigtig er et dyr. Og fyldt med fastmaske-tilbehør. 



Jeg er ikke særlig vild med fastmasker, i små omgange. Hun vidste det godt, spurgte pænt. Og jeg kunne have sagt nej. Men jeg er som bekendt også nem at udfordre.

Heidi Bears opskrifter er omfattende, billedtunge og nemme at følge. Selve flyet og den lille zebra var lette at lave. Det svære var ophænget. Emilie ønskede at dyret skulle kunne hænges op. I første omgang var vi begge ude i noget med fire snore - for, bag og hver vinge. I sidste ende var balancepunktet lige bag den lille pilot og en enkelt hæklet snor kunne gøre det ud for ophæng. 



Jeg synes det var finere end en hel masse snore. Emilie var ikke helt så overbevist.





Design: Eddie Lives the Dream African Flower af Heidi Bears.


Garn: Helt almindeligt 4/8 bomuld. Flyvemaskinens fire grønne og sandfarvede er fundet hos Søstrene Grene. Det sorte og hvide er fra restekassen.

I alt er der gået 189 gram garn til flyvemaskinen og piloten. Ud over de to grønne, er der gået under et nøgle af alle farver.

Jeg har brugt fyldet fra en pude fra IKEA til at stoppe maskine og dyr. 



Hæklenål: Det hele er hæklet med en nål 2,5 mm. 

Jeg bruger Clover Amour, som er de hæklenåle, der ligger bedst i mine hænder.


Størrelse: Den færdige flyvemaskine med udstyr og pilot vejer 350 gram.

Den er 40 cm lang, 44 cm bred over vingerne og  17 cm høj (fra bund til toppen af Eddie).



Bemærkninger: Heidi Bears dyr er som udgangspunkt tænkt hæklet i strømpegarn eller lignende og en noget tyndere nål. Når jeg vælger at bruge bomuldsgarn, bliver resultatet en del større end forventet. 

Jeg kan godt lide det større udtryk, og selvom der er huller i blomstermønstret, synes jeg fyldet bliver inde og fungerer.

Jeg havde et par meget små glasøjne liggende, som jeg synes var i orden at sætte i en babygave, når den er tænkt til ophæng. Normalt  ville jeg hækle øjnene og sy dem på. 

Som det sidste hæklede jeg en snor til ophæng. Jeg hæklede dobbelt række luftmasker (half crochet iCord) som er overraskende let at lave, superfin og pæn at starte. 


Vil du se flere billeder af flyvemaskinen, kan de ses på Ravelry.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar