Jeg har ferie, Oscar har ferie, onsdag er Oscardag. Begge forældre skulle på arbejde, så vi fik fornøjelsen af en hel dag sammen.


Vi besluttede at tage på Eksperimentarium. Oscar var ikke helt sikker, for han har været der med skolen, og det var ret kedeligt. Det viste sig at det kedelige handlede om, at skulle være sammen i en gruppe, uden mulighed for at gøre det, man hver især synes var mest spændende.
Når vi bare er to, er det noget lettere.
Og meget sjovere.
Vi havde en fest, brændte energi af i lange baner, og blev til de lukkede. Lige nu overvejer jeg om indgangsbilletterne skal konverteres til årskort. For vi kunne nemt komme tilbage.


Der er mange håndtag at dreje, kugler der kan trille og eksperimenter vi slet ikke kom forbi. Vi var oppe, vi var nede og belært af erfaringen, havde jeg skiftetøj med, for vand gør vådt.
Vi byggede LEGO, legede med brint, vand og vind. Transporterede gods via kuglebaner, fandt legepladsen til de mindste og sæbeboblerne på taget. Der var ikke meget, han ikke bare kastede sig over. Men at gå på et spejl, det var lidt farligt. Turde han mon?

Jeg ved ikke om Oscar var træt, da han nåede hjem. Men jeg var, da jeg havde afleveret og selv kunne tage hjem. Det var en af de der dage, der er fyldt med godt og giver træthed, på den gode måde.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar