Ugen kort:
- Jeg ringede til ortopædkirurgen - der er tid om to måneder.
- En kollega tilbød at heale mit knæ. jeg oplevede ikke en forskel...
- Drengene i pauserummet undersøger flyvefærdigheden af forskellige papirfly. jeg gik på biblioteket og fandt en bog om papirfly-foldning. Den var et hit.
- Emilie har haft sin første køretime. Og ringede for at fortælle om oplevelsen.
- Jeg hentede Oscar, som ville have risengrød til aftensmad. Der var krise, indtil jeg lovede, at hvis vi skyndte os hjem og købte mælk og grønris på vejen, kunne jeg godt nå at koge grød. Måske jeg skal købe mælk på forhånd til på onsdag. Nu har vi grødrisene.
- Valgfagsholdet er godt i gang med at save træ til kasser. Det er vildt at se hvor stolte de bliver, når det lykkes.
- Kollegatøserne mødtes til sushi i Køge. Godt der er kørelejlighed.
- Jeg afleverede didaktikopgaven, der har trukket tænder ud. Opgaveskrivningen gjorde mig klogere end forventet.
- Jeg måtte aflyse lørdagens strikkehygge, men fik gået en lang tur hen ad eftermiddagen.






Læse:
Sidste uge startede jeg på Du slipper ikke om Politiinspektør Ingrid Bergmann i Göteborg. Den var meget hurtig læst og en ubehagelig historie om stalking. Inden jeg så mig om var den færdig og jeg tog fat i næste del af serien, Silhuetten. Denne gang gik det ud over Ingrid Bergmann selv. De første kapitler fangede slet ikke, men så tog historien fart og jeg kunne ikke lægge bogen fra mig. Christina Larsson skriver godt. Desværre ser det ikke ud til, at biblioteket ligger inde med de kommende bøger i serien. Endnu.
Nu venter tredje del i trilogien om Niels Oxen og Danehof. Oxen er erklæret død, men overlevede. Han beslutter at kaste sig ud i forsøget på at rense sig selv, for ikke altid at skulle leve på flugt. Han har fundet frem til Margrethe Franck, der står i en helt anden situation, og hvor historien videre bringer dem, ved jeg endnu ikke.
Også Jens Henrik Jensens fortællinger fanger mig. Måske er jeg bare inde i en stime og har fundet læselysten igen. Det burde så måske snarere være lektier jeg læser...
Broderi:
Sidste år købte jeg en dukke DMC flerfarvet broderigarn. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle bruge den til, men jeg synes det var flot, og håbede på at noget ville dukke op.
Kat fra Catkin and Lillie har startet en broderi-stik-sammen. Mønstret er overskueligt og netop lavet til flerfarvet garn. Det er en lille Quaker Sampler - vel nærmest det der på dansk hedder en navneklud. De danske navneklude er ofte fyldt med alfabeter, mens kvækerne åbenbart laver de fineste mønstre.
Jeg har syet den første del. Der er ikke som sådan dele, men Kat har delt mønstret i fem og meningen er at sy en del hver uge.
Når jeg broderer korssting syer jeg alle de halve korssting, jeg kan komme til, og syr derefter tilbage og fylder dem op, så alle sting ender hele. Det giver en fin bagside med lodrette sting.
Når man syr med flerfarvet tråd, skal hvert sting syes færdigt, inden man fortsætter til det næste. Det giver en noget mere rodet bagside, der også kræver mere tråd. At der skal mere tråd til, overlever jeg nok. Men at huske at sy stingene helt færdige, kan godt være lidt svært.
Til gengæld er det sjovt at se farverne vokse frem. Så sjovt at jeg endte med at sy hele første del. desværre har jeg har fået rykket blomsten og stjernemønstret ved siden af blomsten et enkelt sting forkert. Jeg ender nok med at lave det om. Men lige nu for det lov at vente.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar